Kodeordet før start på denne tur var som altid FRIHED. Og hvis man ser bort fra beslutningen om at starte med at holde til venstre, og om at tilbringe den første nat i Berlin, så var resten af turens mål noget der blev defineret undervejs, under mottoet destinationen er en vi kender når vi er der.
Den ene nat vi havde booket i Berlin blev dog hurtigt til to, da min rejsemakker havde valgt at tage en influenza-virus med på slæb, og derfor måtte starte med at indtage den skønne by gemt under dynen, mens jeg gik en lille aftentur på jagt efter noget takeaway, panodiler, næsespray og halspastiller. Missionen lykkedes og bidrog til at få patienten så meget på højkant, at vi dagen efter kunne tage afsted på sightseeing i den tyske hovedstad.
Vi har besøgt byen flere gange før, og kunne derfor springe de store “must-see-attraktioner” over. I stedet for tog vi ud til området omkring Kreuzberg, som udgør den sydlige del af det centrale Berlin. Området er karakteristeret ved de mange grønne områder og den multikulturelle befolkning, hvor hver tredje indbygger, ud af de i alt 150.000 har en anden baggrund end tysk.
En god spadseretur til toppen af byens højeste punkt, som man finder på toppen af den hyggelige Viktoriapark, sikrede at vi kunne holde varmen, i det ellers ret så kølige efterårsvejr. Fra toppen får man et ret unikt udsyn over storbyen, og så endda ganske gratis modsat mange af de andre udsigtspunkter byen har at byde på.
Tempelhof Flyghafen
Da vi havde fået pulsen lidt ned igen, gik vi videre til den nedlagte Tempelhof Lufthavn, som b.la. blev brugt under blokaden af Berlin ifm. den kolde krig, hvor al land- og vandtransport til Vestberlin var blokeret. For at kunne forsyne vestberlinerne måtte luftvejen tages i brug, og her blev Tempelhof Lufthavnen til det vigtigste knudepunkt.
Da lufthavsbygningen stod færdig i 1936 var den ellers tiltænkt en helt anden rolle. Med sine 284.000 m2 var den på daværende tidspunkt verdens største bygning, og på taget af bygningen blev der etableret en tilskuertribune med plads til 65.000 tilskuer. Planen var at den tyske befolkning skulle kunne sidde her og hylde de nazistiske luftsoldater når 2. verdenskrig var vundet. Sådan gik det som bekendt ikke.
I dag er lufthavnsområdet Berlins største rekreative område, der fungerer som et stort parkanlæg med picnicområder, fælleshaver og containerbyer og små oaser med caféer og kunstnermiljøer. Landingsbanerne er blevet bevaret og bruges i dag af løbere, både i sko og på rulleskøjter, og til andre sportslige udskejelser der kræver god asfalt under fødderne. Alt i alt et område der virkelig er et besøg værd, og et godt eksempel på hvordan historie og nutid kan spille sammen.
Et (knap så) romantisk ophold i Pirna
Fra Berlin gik turen til Pirna, som ligger nord for den tjekkiske grænse, og som var udvalgt som det perfekte udgangspunkt for turens næste udflugtsmål. Vi bookede overnatningen imens vi spiste morgenmad, og det var den maleriske beskrivelse af det romantiske hotel i hjertet af byen, der gjorde udslaget for vores valg. Pænt formuleret så svarede værelset med udsigt til et monument ikke helt til forventningerne. Værelserne var spartansk indrettet med fyrretræsmøbler og kolde klinker på gulvet. Og udsigten til et monument viste sig at være til den store Klosterkirche. Når vi nød udsigten fra værelset, kiggede vi nærmest direkte ind i en mur. Vi havde på forhånd booket bord på hotellets restaurant og det fuldendte ligesom opholdet til en totaloplevelse.
Restauranten var indrettet med fyrtræsmøbler, formentlig fra samme leverandør som det firma som havde leveret møblement til værelserne. Et koldt og kedeligt klinkegulv, og næsten ingen pynt på væggene må gøre jobbet nemt for rengøringspersonalet. Til gengæld var bordene sat tæt op ad hinanden, så man næsten følte at man var i samme selskab som gæsterne ved nabobordet. Der var ingen baggrundsmusik i det kolde lokale og det betød at der var en akustik i rummet, der gav et ekko når folk talte. Så de gjorde de næsten ikke, kun meget stille. Stemningen mindede lidt om, den opstår når ingen par vil være de første på dansegulvet, og festen derfor ebber ud. Den eneste støj der var i lokalet, var fra tjenerens slæbende skridt og fra lyden af bestik der ramte tallerknernes overflade. Så sad vi der og spiste i kollektiv tavshed med de øvrige gæster, og fortrød bitterligt at vi havde bestilt en toretters menu, og ikke mindst en hel flaske vin, som jo ellers har det med at sætte snakketøjet i gang.
Da vi forlod restauranten lidt senere, men meget tidligere end efter et normalt restaurantbesøg, gik vi helt flade af grin over den absurde oplevelse, ud i Pirnas mørke aften. Få hundrede meter fra hotellet kom vi til at dreje ind på en lille beværtning, og da vi først havde skåret os vej frem til baren, gennem tågerne fra gæsternes tobaksrøg, bestilte vi to store fadøl til at bearbejde oplevelsen på. Her fik vi også anledning til at få indhentet noget af den forsømte taletid, da vi faldt i snak med en ung, tysk gut der spurgte nysgerrigt ind til hvorfor vi var havnet i hans by. Vi fortalte om vores roadtrip uden specielle mål, men at vi havde planer om ar besøge nationalparken Saxon Switzerland ikke langt fra Pirna dagen efter, for derefter måske at køre lidt ind i Tjekkiet. Det førte til den mest fantastiske anbefaling på en oplevelse, som jeg vender tilbage til senere.
Med et par store glas af den lokale øl og lidt vino til maden, så blev det alligevel til en god nats søvn i det (knap så) romantiske værelse, inden afgang mod Saxon Switzerland. Før vi forlader byen helt, skal det retfærdigvis tilføjes at byen i sig selv, bestemt er et besøg værd. Byen er placeret i en dal omkring Elben og troner flot op i landskabet omgivet af vinmarker. Det kan være svært at vurderer uden for turistsæsonen, men mon ikke byen er velbesøgt om sommeren, hvor de brostensbelagte gader og de smukke huse godt kan danne ramme om et godt ferieminde.
Saxon Switzerland
Nationalparken Saxon Switzerland strækker sig over et kæmpe område på både tysk og tjekkisk jord, og det kuperede klippeområde er bl.a. velegnet til klatring, hvis man bryder sig om den slags. Men det er bestemt også et godt udgangspunkt for vandring. Jeg havde især glædet mig til at se den, for området så berømte Bastei Brücken. Den kom vi til efter en lille gåtur i det fantastiske område, og det syn vi blev mødt af skuffede på ingen måder. Det var en af den slags oplevelser der startede med at give et helt sug i maven, og endte med en beslutning om at dette mageløse sted skal besøges igen på et andet tidspunkt. Billederne herunder taler måske for sig selv, men de fortæller ikke hele sandheden, for det kan billeder sjældent.
Koncentrationslejren i Theresienstadt
Fra Bastei bad vi GPS-damen om at guide os til Prag, og da vejen dertil gik snert forbi koncentrationslejren i Garnisonsbyen Theresienstadt, var det et oplagt sted at standse og lade den storslåede naturoplevelse blive afløst at en kulturoplevelse. Det var en særdeles rørende omgang, at træde i de historiske, tunge fodspor på et fuldstændigt meningsløst sted, hvor et utal af jøder led en forfærdelig og modbydelig skæbne under 2. verdenskrig, heriblandt de ca. 500 danske jøder, som blev deporteret dertil i 1943. Men det er er på sin vis også en meget speciel og begribelig oplevelse, ved selvsyn at se åstedet for en af vor tids største rædsler. De giver en forståelse for historien, for omfanget og for grusomhederne. Er man på disse kanter er det virkelig værd at gøre et stop her, men vær forberedt på at oplevelsen er anderledes end så meget andet og sæt god tid af til besøget.
De sidste ca. 60 kilometers kørsel til Prag, forgik i lidt stille og nedtrykt sindstilstand. Feriehumøret røg dog hurtigt tilbage i top, da vi havde fået indlogeret os på det eksklusive og femstjernede, Hotel Paris Prague, som vi havde forkælet os selv med som en slags kompensation for den knap så eksklusive overnatning natten før, og for den influenza-prægede start på ferien.
8 – 10 personer
Luksusophold i Prag
Prag er jo helt vild! På slentreturen fra hotellet, gennem små charmerede gader, forbi mondæne bygninger og over den berømte, og usandsynligt smukke Karlsbro for at finde et godt aftensmåltid, blev mit ordforråd midlertidigt indskrænket til kun at omfatte ord som, “ih, åh, ejjjj, wauw”. Byen er SÅ smuk og stemningsfyldt. Også om efteråret, hvor der måske er lidt færre turister og lidt bedre plads i de smukke gader. At temperaturen var til den lune side i forhold til årstiden, gjorde absolut ingenting. Den lune efterårsluft gjorde det nemlig muligt at sidde udendørs og spise med et lille tæppe over benene. Turens foreløbige kulinariske højdepunkt indtraf sig endelig, og placerede sig nogenlunde på samme niveau på skalaen, som forventningerne til det kommende ophold i den Tjekkiske hovedstad.
Vi brugte dagen derpå, på at trave byen tynd og nød byens stemning. Vi så vagtskiftet ved den smukt og højt beliggende Prag Borg, hvor konger, kejsere og præsidenter gennem tiden har haft deres sæde. Hvis man er godt gående, kommer man dertil via (meget) stejle gader, eller via borgtrappen som fører direkte til tops. Man kan også komme dertil med sporvogn. Tager man turen på gåben er der gode muligheder for at puste ud på en bænk, mens man overværer vagtskiftet som finder sted en gang i timen, mellem kl. 05:00 og 23:00. Frokosten tog vi på en restaurant med fortovsservering, hvor vi måtte smage en af de traditionelle tjekkiske retter, gullaschsuppe serveret i en brødbowle. Det tjekkiske køkken er lidt til den tunge side, men giver enormt smagsfulde oplevelser, hvis man vel at mærke ikke er vegetar.
Vi fortsatte aftenen med en madoplevelse i særklasse, da vi havde bestilt bord på hotellets flotte og prisbelønnede restaurant Noe by Karel Hynek. Her spiste vi os gennem en fire retters gourmet-menu, med and som et gennemgående tema, der var sammensat af den (åbenbart) kendte kok, Karel Hynek i en fusion mellem den franske og den tjekkiske madkunst. Selvom vi også valgte den tilhørende vinmenu, gik vi ikke fattige derfra, da priserne generelt bare er meget lavere i Tjekkiet end dem vi kender hjemmefra, for tilsvarende oplevelser.
Chesky Krumlov
Efter et par dage, med femstjernet luksus og “The Best of Prag”, var det tid til at komme videre. Ruten blev anlagt udenom motorveje og med retning mod det sydlige Tjekkiet. Nærmere bestemt mod Chesky Krumlov. Da vi i Pirna var faldet i snak med den tyske fyr over en godnat-øl, faldt vi for hans livlige fortællinger om den helt specielle middelalder by, nogle timers kørsel syd for Prag. Det havde vækket vores nysgerrighed nok til, at det blev til turens næste stop. Prost for ham 🍻 Mange gamle byer har jeg efterhånden set, men ikke én som denne. Selv det er en lille by, med kun knap 12.000 indbyggere var det ikke svært at finde et hotelværelse med kort varsel og så var den ligesom i vinkel.
Man ankommer til byen til fods. Bymidten er nemlig bilfri og allerede på den korte spadseretur fra parkeringspladsen til hotellet, fornemmer man at man er kommet frem til noget helt særligt. Hvis man altså kan se bort fra mylderet af kinesiske turister, som på mystisk vis også havde fundet frem til denne, for os ukendte perle. Det viste sig dog, at mange kommer til byen på endagsture fra de omkringliggende store byer, så først og sidst på dagen er der nærmest mennesketomt og masser af mulighed for at studere den særprægede by i ro og mag. (Jeg gætter dog på at det nok forholder sig anderledes om sommeren).
Byen er fyldt med sjove historier, myter og røverfortællinger, men historien om kongeslottet, med egen bjørnegrav er god nok, skulle jeg hilse og sige! Stilen fra byens middelalderlige gader, var videreført helt ind på det hotelværelse vi havde indlogeret os på – eller rettere på den suite vi blev opgraderet til, uden ekstra beregning. 535 kr. måtte vi af med for et værelse i særklasse. Aftensmåltidet måtte vi bøde omkring 180 kr. for, men så var det altså også inkl. 2 store fadøl. Endnu engang fik vi en spiseoplevelse ud over det sædvanlige, da vi fandt den lille og enormt hyggelig kælderrestaurant, Krcma Satlava, med hvælvinger og åbne ildsteder, hvor maden blev tilberedt over flammerne. Samlet set nåede vi ikke at bruge 1.000 kr. på det døgns tid vi var i byen, og det endda selvom det også blev til et par souvenirs, for alting kostede nærmest ingenting og vi måtte flere gange tjekke om tjekkerne nu også havde husket det hele på regningen.
Østrig og Hallstadt
Efter den kulturelle optankning var det atter tid til at mødes med naturen. Ad snoede landeveje og i de smukkeste efterårsfarver kom vi frem til den Østrigske Grundlsee, hvor vi havde booket næste overnatning i det fantastiske østrigske landskab. Efter ankomst og ved synet af den smukkeste søudsigt fra vores værelse, tog det os ikke meget mere end et par minutter at beslutte at blive her en ekstra nat. Det kunne det søde personale i receptionen heldigvis godt være behjælpelige med. Hvad de til gengæld ikke kunne hjælpe med var en bordbestilling. På NOGEN af områdets restauranter. ALT var optaget, grundet en større konference i området. Så vi måtte en tur i nærmeste supermarked og det lille thekøkken måtte i brug.
Næste dags udflugtsmål var nøje udvalgt til at være den maleriske by Hallstatt, som er så smuk at kineserne har bygget en tro-kopi af byen. Det er tilsyneladende bare ikke alle kinesere, der har opdaget at de ikke behøver rejse så langt for at se den helt utroligt smukke by. For også her vrimlede det mildest talt så meget med kinesere at vi kortvarigt var i tvivl om, om vi var kørt for langt og landet i Kina. Det gode ved de store kinesiske selskaber er dog, at de går så langsomt fordi ALT og ALLE i gruppen skal fotograferes og fra alle tænkelige vinkler og positioner. Og derfor kunne vi også gå med følelsen af, at være næsten alene i byen. Og fotograferer i fred 😉
Fra Hallstatt fandt vi en panoramisk bjergrute der førte os tilbage til hotellet, med de smukkeste synsindtryk på nethinden af sneklædte bjergtoppe, der så småt var ved at gøre klar til vintersæsonens skiturister. Vi nåede lige en eftermiddags-slapper inden det bord vi, belært er erfaringen fra dagen før, havde reserveret i hotellets restaurant. Her fik vi endnu en tjekkisk spiseoplevelse, nemlig nationalretten vepro-knedlo-selo, som er en svinesteg med knødel og kål. Knødel kan bedst beskrives som en kogt kartoffelbolle og smager væsentligt bedre end det lyder.
Salzburg og slutspurt
Sidste kapitel i denne omgang, starter ved Gundelsee, hvor mit store ønske om en klar morgenhimmel blev hørt og gav det smukkeste view over søen, med de snebeklædte bjerge i baggrunden. Det var svært at løsrive sig fra det særlige syn, som giver ordet “bjergtagende” rigtig god mening.
Næste stop var blevet Salzburg, den østrigske storby, som udover at være Mozarts fødeby, også er kendt for at være en del af kulissen til den legendariske filmmusical, “The Sound of Music”.
Turen dertil gik endnu engang via en seværdig panoramarute (Rossfeld Panoramastraße) og endnu engang blev vi belønnet med betagende bjerglandskaber, som tog sig så flot ud iklædt de smukke efterårsfarver. I Salzburg fik vi tildelt et temmeligt spektakulært hotelværelse, som nok var mere specielt end det var pænt og som gav associationer til Aladdins Hule (se billede herunder). Men beliggenheden var god og iført travesko fik vi stiftet bekendtskab med en god del af den gamle bydel, som godt kan beskrives som Østrigs svar på Milano. Fine, mondæne, designer butikker ligger pø om pø, med de historiske bygninger. Og den bemærkelsesværdige gode stemning i byen, gjorde at byen er blevet tilføjet listen over steder jeg gerne vil besøge igen.
Overfor Mozarts fødehjem ligger et lille torv, hvor hyggen fra en lille restaurant lyste så langt ud af vinduerne, at vi blev nødt til at gå derind og spise. Selvom jeg ikke helt ved hvad forventningen var til stedet, var det alligevel noget af en overraskelse da vi, af en kringelkroget trappe, forbi de hyggeligste små rum, alle indrettet i barok stil, blev ført op til en lille sal, beliggende på tredje etage med udsigt over byen, maden var fin uden at være prangende, men der var rigeligt af den og med fyldte maver kunne vi nærmest trille hjem i seng.
Dagen derpå var det vores plan at følge den Tyske “Romantische Straße” i retningen mod nord, men vi måtte kapitulerer og valgte i stedet at sætte kursen mere direkte i hjemadgående retning. Jens havde ret så ugalant, overdraget den influenza han havde medbragt på turen, til mig og da han også fortsat skræntede når ikke kroppen var fyldt med panodiler var et par nætter i egen seng, inden hverdagen atter kaldte lidt tillokkende. Da vi samtidig fik en melding om alvorlig sygdom i nær familie, var beslutningen taget.
Ambitionen om at klare hele turen i et stræk, viste sig dog at være for stor og efter en lang strækning med kø-kørsel drejede vi fra ved Fulda og fandt endnu et godt og lidt specielt sted at overnatte. Hotellet fremstod yderst velholdt og lignede noget der må have været toppen af hotelbranchens udbud, engang i 70’erne. Fra hotellet gik en direkte gang over til Fulda Slot, hvor der i den gamle vinkælder var indrettet en utrolig stemningsfyldt restaurant, som i sig selv ville have været en køretur værd. Det samme gjorde sig gældende for morgenmadsrestauranten, som var indrettet i slottes gamle festsal. Og således blev der sat et passende punktum for en fantastisk efterårsferie, som godt nok bød på sygdom, men som bestemt også bød på smukke naturoplevelser, kultur, storbysoplevelser og kulinariske oplevelser. Selvom det siges at forventningens glæde ofte er den største, så er der altså også en kæmpe glæde i at improviserer sig frem på et roadtrip, med et åben sind kan der vente de magiske oplevelser. Dem fik vi heldigvis en del af.
