Jamen så byder kaptajnen og HENDES besætning, bestående af Jens, Victor og hans kammerat Andreas velkommen ombord, og velkommen med på sommerturen, som den blev i 2018.
Ferien startede ikke som den plejer med en overnatning på hjul, for vi havde ganske enkelt været for sent ude, da vi ville reservere en autocamper til sommerens eventyr hos Schleswig Wohnmobil. Her plejer vi ellers at leje med stor tilfredshed, men alt var optaget så vi måtte finde en anden udlejer. Det gjorde vi i Hannover. For ikke at skulle køre hjemmefra midt om natten, bookede vi i stedet for en hotelovernatning på et lille, fint, pænt og rent hotel i Hannover, som var næsten ligeså billigt som de pyntede piger der gik rundt i området. Det gav jo så anledning til at få set lidt på byen, så vi brugte aftenen på lidt sightseeing.
Let the game begin
Da vi sidst på formiddagen dagen efter var flyttet ind i det rullende hjem, begyndte ferien for alvor. Første stop, og første nat tilbragte vi med en panoramaudsigt udover den smukke Edersee, som ligger ca. midt imellem Hannover og Frankfurt, ikke langt fra byen Waldeck. Campingpladsen var inddelt i flere plateauer, hvor vi var heldige at kunne campere på tredje plateau og med snuden vendt ud mod søen.
Det er en rimelig fast tradition at vi indleder vores roadtrip med wienerschnitzler til aftensmad, når den første overnatning tages i Tyskland. Og selvom det ret beset var turens anden overnatning, så var autocamper-eventuren jo først begyndt i dag, så vi måtte på jagt efter et schnitzler.
Campingpladsens cafeteria lukkede desværre tidligt, men den venlige dame i receptionen fortalte os, at der lå en restaurant med lidt længere åbningstider et par kilometer væk.
Vejen dertil gik vi ad en snirklet skovvej, hvorfra der ikke kunne ses ret langt ud i horisonten ad gangen, så gåturen føltes lidt lang. Da vi endelig var fremme troede vi et kort øjeblik at restauranten var lukket, for der var ikke et øje. Men damen, som formentlig var stedets ejer kom ud og bød os velkommen ind. Beslutningen om hvad vi skulle have at spise var jo taget for længe siden, så vi behøvede ikke at bruge tid på at kigge på menukort.
Først fik vi serveret fire, velfortjente gross bier vom fass og alt var godt. Men så kom kromutter med en sikkert velment, vorspeise på husets regning. Forretten bestod af en salat, der lignede noget som skulle have været kasseret for et par dage siden. At den var overhældt med en gennemsigtig, brunlig dressing, med en syrlig smag af ubestemmelig karakter, gjorde det ikke bedre. Det så på ingen måder den mindste smule lækkert ud. Og det var det heller ikke. Problemet var bare at da kromutter, (der i statur bedst kan beskrives som en knap så østrogenproducerende, slovensk kuglestøder med overarme på størrelse med mine lår), havde serveret de fire gange salat, så stillede hun sig med korslagte arme op ad væggen og kiggede på os. Lidt ala spis–ellers-får-I-ikke–jeres-mad.
Vi ønskede selvfølgelig ikke at være uhøflige, men da det vitterligt var den klammeste salat jeg nogensinde har fået serveret, brugte vi hvert et snit til at få salaten pakket væk i servietterne. Da anretningen var skrumpet nok ind, byttede kromutter resten af salaten ud med de schnitzler vi havde set frem til. Og heldivis var næste servering en væsentligt bedre oplevelse, så vi gik mætte hjem gennem skoven, som nu var blevet temmelig mørk.
Da vi var retur ved camperen, trak vi indendørs for at slutte dagen af med et slag sequence. Andreas var gået op for at bruge campingpladsens badefaciliteter, imens vi andre gjorde klar med aftensdrinks og spilleplade. Da vi endnu ikke havde trukket gardinerne for, kunne vi se da Andreas var på vej tilbage, og vi kunne derfor også se at han drejede ind ved den autocamper der holdte ved siden af os. Men da vi ikke kunne nå at advare ham, måtte vi nøjes med at skraldgrine, da han få sekunder senere kom ind i vores vogn med meget røde kinder. Han havde selvfølgelig taget fejl af de to vogne, og i et kækt øjeblik valgte han at flå døren op, springe ind i vognen og råbe hvad så …. (her skal indsættes et meget upassende ord, som også bruges om en mands kønsdele). Hvorefter en tysk mand, kun iført underbukser stikker hovedet frem fra vognens bagende og siger Øh was?. Jeg gætter på at det samlet set, har taget Andreas mindre end et sekund at komme ud af den forkerte vogn, og ind i den rigtige. Vi forsøgte at lade være med at moppe ham for meget med episoden resten af ferien, selvom det til tider var en anelse for svært.
Eventyrslot og højdeskræk-udfordring
Derefter bevægede vi os ca. 5 timers kørsel længere sydpå, hvor en flot (og lidt krævende) vandretur til en bakketop nær byen Hohenschwangau blev belønnet med det vildeste syn til Neuschwanstein Slottet, som har givet inspiration til det eventyrlige Disney-slot man kan se i Disneyland. Man får det flotteste kig til slottet fra Marienbrücke, som er en lidt udfordrende fodgænger-hængebro, som hænger ca. 90 meter over jorden.
Det blev bogstaveligt talt turens første højdepunkt. Ikke langt fra slottet ligger den spændende by Füssen på grænsen til Østrig, og det blev her vi tog vores ophold for natten. Byen og det bayerske landskab i det det hele taget, er helt bestemt et besøg værd, med gamle huse, hyggelige spisesteder og en fantastisk natur.
Fra Füssen besluttede vi at turen skulle gå videre via Brennerpasset, som vi missede sidste år fordi vi havde glemt at indstille gps’en til at undgå motorveje. Turen tog dog noget længere end beregnet, for kort efter den østrigske grænse fik vi øje på en lang bro, som hang meget højt oppe mellem to klipper.
Det viste sig at være verdens længste fodgængerhængebro (på daværende tidspunkt, siden er den blevet overgået af en 500 meter lang bro i Portugal). Tre ud af fire af os var helt vilde for at komme op og gå på broen, og jeg kan godt afsløre at jeg IKKE var én af de tre.
Jeg tilbød ellers både at holde tasker og løsedele, stå klar med is og tage billeder fra bunden af ruten, men drengene kæmpede hårdt for at få mig til at tage med. Det endte med at jeg trodsede min højdeskræk og lod mig overtale. Da vi havde bevæget os op i højderne og stod ved broens start, overvejede jeg et kort øjeblik, om jeg skulle lave en note på min telefon, om hvem der skal arve gulduret. Broen er 403 meter lang og hænger 114 meter over jorden. Som et lille ekstra kick er broen konstrueret så man kan se igennem og ned til vejen, med mindre man er nærsynet.
Trods meget rystende ben, et hjerte der sad i halsen, hænder der knugende sig fast om gelænderet og et blik der det meste af vejen var rettet stift mod den faste undergrund for enden af broen, så er jeg nu vildt glad for at jeg lod mig overtale til at hoppe med på udfordringen. Også selvom det viste sig at den eneste vej ned fra broen, var samme vej som vi var kommet over, så udfordringen måtte klares to gange. Jeg tror endda at der også var en flot udsigt deroppe fra, det var der ihvertfald fra det omkringliggende område.
Bjergetaper
En ret så uventet oplevelse rigere, kørte vi gennem Brennerpasset og var svært imponerede over den flotte køretur gennem Alperne. Vi endte dagen med at krydse den italienske grænse, da vi havde fået lyst til at spise pizzaer til aften, og dem får man altså ingen bedre steder end i Italien.
Jeg fandt et overnatningssted til os i bjergene, som vi tastede ind i gps’en. Det gav yderligere et kørestræk gennem bjerge, da vi ramte de umanerligt smukke Dolomitter. Dem elsker jeg. Ikke at køre i, men at se på. Jeg tror det må være en af verdens smukkeste bjergkæder, med de dramatiske, skarpe og kantede bjergtoppe og de krøllede veje. Sikke et syn det var at følge solnedgangen bag bjergene, via de hårnålssvingende veje, også selvom alle andre end chaufføren fik konstateret tendens til køresyge hen mod slutningen af turen.
Køresygen blev kureret med ægte og møglækre italienske pizzaer, i den lille bjergby Livinallongo del col di Lana, 20 kilometer syd for Canazei. Her måtte vi have de varme trøjer på for at gå ud og spise, da temperaturen, trods sommeren kun lå på omkring 12 grader. Efter en overnatning i bjergene satte vi kurs mod Slovenien, som åbenbart slet ikke findes. Ihvertfald ikke ifølge vores GPS, så vi måtte finde vej på gammeldags maner med et håndholdt landkort og det gik faktisk godt, også selvom det måske var en større udfordring for chaufføren end for co-driveren, (som godt kan have et lidt afslappet forhold til hvad der er højre, og hvad der er venstre).
Slovenien og Postonja grotterne
Målet med at køre til Slovenien var at besøge Postonja-grotterne, og det var bestemt køreturen værd. Grotterne består af et ca. 20 kilometer langt drypstenshule-system, som ligger under et bjerg.
Man starter turen ind i grotten, ved at køre et par kilometer med et lille tog, og herefter gik vi så en tur på ca. 1,5 km. i en magisk underverden, som desværre ikke kan gengives i billeder på retfærdig vis. Hvis man skal besøge grotterne skal man, uanset årstiden huske en trøje, for temperaturen kommer aldrig over 10 grader.
Fra Postonja kørte vi længere ind i Slovenien for at kigge lidt på landskabet. Den opmærksomhed vi fik fra de lokale vi mødte undervejs, tog vi som et tegn på at vi ramte nogen områder, hvor turisterne ikke normalt kommer forbi.
Syd for Liubliana slog vi lejr for natten i den lille, hyggelige by Dolenjske Toplice, hvor vi kunne campere for 5 euro, langs en flodbred. Pladsens faciliteter var måske lige lidt til den primitive side, men beliggenheden fejlede ingenting og lå kun en lille gåtur fra byens centrum. Ingen af os kendte så meget til det slovenske køkken, men vi var alligevel fast besluttet på at det skulle prøves.
Vi fik bord på restaurant, Ostarija, som var lidt finere end vores påklædning, men da menukortet virkede tiltalende, blev vi enige om at give stedet en chance, også selvom vi ikke helt fittede ind. Det endte med at blive en helt gourmet oplevelse til ingen penge, akkompagneret af lokale drikkevare og muligvis et af de bedste og mest overrakende måltider jeg endnu har fået på en rejse. Det var et dejligt punktum for endnu en vidunderlig dag.
Kroatien og Plitvice søerne
5 lande (6 hvis vi tæller 10 kilometers kørsel i Bosnien-Hercegovina med) på 5 dage var egentlig ikke et mål i sig selv, men sådan gik det. Tyskland, Østrig, Italien, Slovenien og nu kommer vi til Kroatien. Vores første stop i Kroatien blev ved Plitvice søerne. Det var turistbogens maleriske billeder af stedet der lokkede. Turen dertil tog vi via små landeveje, for at få et indtryk af det autentiske og knap så turistede Kroatien. Det blev en smuk tur, gennem små byer og flotte landskaber, men også en tur som desværre vidner om at det for kort tid siden var et land i krig. Bombarderede ruiner, huse med skudhuller og de mange kirkegårde hvor unge soldater, født i samme årti som mig, er stedt til hvile. Det gør et bevægende indtryk, og det er tankevækkende at krigens slutning kun er akkurat ligeså gammel som drengene.
Med ca. 1 million besøgende om året, havde vi selvfølgelig ikke Plitvice søerne for os selv, og det var måske den eneste lille skygge over en ellers helt speciel naturoplevelse. Kroaterne passer godt på deres naturreservater og de anlagte stier i området er lavet med respekt for den natur de er lagt i.
Man kan gå flere forskellige ruter rundt i den 300 km2 store nationalpark, som ligger mellem bjergkæden Mala Kapela og Licka Piljesivica. Vi tog en fin rute på ca. 8 km rundt i området + en lille sejltur på en af søerne. Det er en virkelig stor oplevelse at se søsystemet som området består af, med øvre og nedre søer der forbindes via vandfald og som er beliggende i en dyb kløft. Det er et helt klart must-see, hvis man er på de kanter. Find informationer om åbningstider, entrepriser og parkering her: Nacionalni park “Plitvička jezera” (np-plitvicka-jezera.hr).
Det er også muligt at camperer i området, men vi valgte i stedet at køre lidt længere mod syd. Da vi havde sat os et nyt mål i det allersydligste Kroatien.
Vi overnattede i Korenica, en lille provinsby som vi gjorde stop i, da vi ikke gad at køre mere. Autocamperpladsen var spritny og havde en lille bar som nabo, her kunne vi få en godnat-øl og et gensyn med VM-semifinalen fra 2018, hvor Kroaterne spillede sig i finalen efter en 2-1 sejr over England.
Kampens betydning for de fodboldglade kroater siger næsten sig selv når de flere steder, stadig genudsender kampen et år efter den blev spillet. På vej i seng kunne vi se den fine og meget omtalte blodmåne, som også var hængt op på aftenhimlen hjemme i Danmark. Og næste morgen da vi hentede det morgenbrød, som vi aftenen før havde bestilt på nabo-baren, kunne vi konstaterer at genudsendelsen af føromtalte kamp var sat på repeat.
Vejen videre mod syd bød, udover på flotte udsigter, også på stop hos en af landevejens, mange fristende frugtboder, som lokker med friskplukket frugt, som appelsiner, meloner, nektariner og druer. Og på 10 kilometers kørsel gennem Bosnien-Hercegovina, som fik et lille stykke kystlinje i kompromisets navn dengang krigen sluttede.
Dubrovnik, måske verdens smukkeste kystby
Midt på dagen ankom vi til målet vi havde udset os i det sydlige Kroatien, og man skal ikke opholde sig mange minutter i Dubrovnik for at forstå, hvorfor den bliver kaldt for en af verdens smukkeste kystbyer. Vi var da heller ikke lang tid om at beslutte os for at blive en dag ekstra, da vi havde fundet en lækker campingplads med adgang til swimmingpool og gode faciliteter, en kort bustur fra centrum af den gamle bydel. Den gamle bydel er meget velbevaret og har en intakt bymur, som bl.a. har gjort byen kendt fra Game of Thrones og Star Wars filmen, The last Jedi.
Man får et godt overblik over byens sammenhæng, når man går langs den to kilometer og seks meter tykke ringmur, som giver udsigt til byens gader på den ene side, og det azurblå hav på den anden. Det krystalklare vand er vitterligt så smukt som det det udgiver sig for på turist-brochurenes billeder, og forklaringen er den at strandene og havbunden består af klippesten, som gør at grums og støv ikke hvirvler op og blander sig med havvandet.
Mellem byportene ligger den brede, marmorbelagte gågade, Stradun som er er så blank at man næsten kan spejle sig i den. Vi brugte et par aftner i den gamle bydel, og tabte vores hjerter til den mageløse by. De små gader var som et overflødighedshorn af labyrinter for nysgerrige sjæle, og byens forskellige niveauer forbindes med smalle, stejle og snoede trapper. Man får nok aldrig følelsen af at være alene i byen, da den tiltrækker mange turister fra hele verden, og måske endda flere end kroaterne i virkeligheden bryder sig om.
Hver dag ligger store krydstogtsskibe til, og sender turister ud i byen. Det bærer restauranterne også præg af, maden på menukortene er nogenlunde sammensat efter det samme koncept, og tjenernes arbejde for at få dig ind på lige netop deres restaurant, er som man kender det fra andre meget turistede områder. Were are you from? Oh, Denmark – goddag jeg er glad for at møde dig.
Men selvom det nok ikke er her, man kommer helt op på den største kulinariske klinge, så er det stadig hyggeligt at sidde og nyde et måltid mad i de trange gader, og betragte menneskemylderet og krydstogtsskibenes fine damer, der lufter deres smukkeste sommerkjole.
Et sted er dog værd at fremhæve. Nemlig Buza Bar som ligger på de store klipper lige uden for bymuren. Selvom der var næsten fuldt besat ved alle borde, var der alligevel noget fredeligt over at sidde med ryggen mod ringmuren og nyde et koldt glas Aperol og udsigten til Adriaterhavet.
Da vi ikke kunne trække opholdet i Dubrovnik længere, påbegyndte vi turen i nordgående retning via den utroligt smukke kystvej, som er en køretur i særklasse. Man får de flotteste views til havet og til de mange kystnære øer. Og ikke mindst får man en god fornemmelse, af hvorfor den Kroatiske kyst lokker flere og flere solhungrende turister til området, når ferien skal afvikles.
Markaska og stegende hede i Split
Første stop på kystvejen tog vi i Markaska, byen på riveraen med Kroatiens flotteste sandstrande, (og nok også med flest turister). Vi udnyttede chancen for at få en dukkert i det tillokkende vand, iført vores smarte badesko.
Badesko er et must når man bader ved kysten i Kroatien, for selvom vandet er noget af det klareste der findes, så kan det alligevel være svært at se de stikkende søpindsvin, som man ikke ønsker at hilse på med de bare fødder. For mindre end 100 kroner kan man købe badesko i de fleste kiosker og supermarkeder.
Da vi havde handlet ind og slentret lidt rundt i Markaska kørte vi videre mod Split, som vi ville besøge næste dag. Kroatien er et fantastisk land, men når det kommer til autocamperpladser skal de ikke have for stor ros, og fricamping er ikke umiddelbart tilladt. Det er ellers vores foretrukne overnatninger. Til gengæld er der massevis af store og velbesøgte campingpladser.
Lidt udenfor Split fandt vi en propfyldt, lettere kaotisk og tilsyneladende MEGET børnevenlig campingplads, som vi kun lige akkurat kunne blive indlogeret på, men heldigvis kun for en nat. Vi tog en stor godnat-øl inden sengetid til at falde til ro på, og den sikrede en nogenlunde rimelig nattesøvn, på trods af den ulidelige varme, den konstante larm og en placering af autocamperen på campingpladsens hovedvej, ikke langt fra campingspladsens ungdomsdiskotek, som ikke tog højde for sengetider.
Da vi vågnede stod den på tøjvask, inden turen gik videre ind til Split. Drengene ville hellere shoppe end kigge på den gamle by. Og så havde de aftalt at mødes med en fælles kammerat, der også var på ferie i nærheden. De to unge mænd blev derfor sat af ved et shoppingscenter, mens Jens og jeg kørte ind til byen for at gøre os den erfaring at parkeringspladser der passer til en autocamper, ikke er det de gør sig mest i i Split. Vi endte derfor med at køre tilbage til det center, som vi mere end en times tid tidligere havde sat drengene af i. Her kunne vi parkere, og tage en bus ind til et par timers byvandring. Split er utvivlsomt en fantastisk by, som med sit middelalderlige look godt man minde lidt om Dubrovnik. Jeg vil helt klart prioriterer at besøge byen igen, hvis jeg kommer tilbage til de kanter, men 36 grader blev for varmt til byvandring, og da jeg blev helt dårlig af varmen, gjorde vi det til et kort visit i den kroatiske havneby.
På jagt efter barndommens minder og en uventet sejltur
Vi samlede derfor drengene op og kørte mod Pakostañe, hvor Jens gerne ville til for at genopfriske barndommens ferieminder fra sejlferierne med hans familie. Den ide var det nemt at bakke op om, da han fortalte om den hyggeligste lille campingplads, beliggende ned til vandet i den lille havneby, hvor der næsten aldrig var nogen turister.
Vi fandt pladsen på hukommelsen. Men meget sker åbenbart på 35-40 år. Byen var nemlig fyldt med turister. Campingpladsen var udvidet gevaldigt og gik ikke længere under kategorien lille. Ikke engang det udvidede havneområde lignede barndomsmindet mere. Men der var stadig både pænt og hyggeligt, og vi fik et super, super godt måltid mad på restauranten, som tilgengæld så præcis ud som Jens huskede den. (Af ren og skær høflighed, og med respekt for alderdommen undlader jeg at nævne, at det nok nærmere var den restaurant der lå ved siden af der var tale om. Men det opdagede vi først da vi havde spist, og de to restauranter lignede da bestemt til forveksling hinanden).
Fra Pakostañe fortsatte vi turen nord på, og da temperaturen udenfor sneg sig helt op på 40 grader i dagens løb, var alle enige om at en “køredag” med bilens aircondition, som dagens bedste ven var det perfekte dagsprogram.
Co-driveren planlagde derfor en smuk og seværdig rute uden om de alt for store veje. Turen bød på masser af gode stop undervejs i bøndernes små landevejsboder, i små byer og ved de flotteste af udsigterne. Jeg havde endda også planlagt en overraskelse til drengene, og arrangeret ruten sådan at vi kunne få en velfortjent kørepause, mens vi skød genvej og sejlede med færgen fra Ziglien til Prizna.
(Sandheden er at jeg, som ellers havde gjort mig umage for at finde vej på kortet, måtte indse at det ikke var gået til topkarakter, da vi pludselig holdt foran en færgehavn, for enden af en ca. 80 kilometer lang strækning, som vi havde kørt meget nær kysten. På kortet gik der to parallelle veje langs kysten og jeg havde åbenbart valgt den der sluttede med en færgehavn. Herfra var der to valgmuligheder. 1) Vende om og om køre ca. 80 km tilbage til en ny rute. 2) Tage færgen over. Vi valgte søvejen, da turen ikke var meget dyrere end de 4 kvajebajere jeg måtte give senere. Og så endte det endda med at blive en helt hyggelig oplevelse.
Farvel til Kroatien og goddag til Italien
Da vi blev trætte af at køre, og temperaturen var faldet til et niveau, der var til at opholde sig udendørs i, fandt vi turens måske bedste overnatningssted på en primitiv autocamperplads i Novi Vinodolski, med havudsigt og kig til øen Krk (ja det hedder den altså, find selv ud af hvordan det udtales). Her blev det til badning, spisning og søvn inden vi dagen efter kørte mod Italien.
Drengene havde ønsket sig en tur i det designeroutlet som vi havde besøgt året før lidt uden for Venedig, så det fik de. Og alle drenge fik også shoppet, mens jeg som den eneste gik tomhændet derfra. Igen.
Det fristede lidt at tage ind og få et gensyn med Venedig nu hvor vi var så tæt på, men de høje temperaturer og ferietiden der snart løb ud afholdte os, så da shoppegenet var blevet stimuleret kørte vi yderligere et stræk i nordgående retning. Vi prøver at køre lidt hver dag, så vi slipper for at bruge en hel dag på kun at køre og dermed få nogle oplevelser med på hjemvejen.
Dagens sidste stop blev hos en vinbonde i Vivaro i Italien. Agriturismo kalder Italienerne det vist, når man tjekker ind på landet på den måde. Og den landlige idyl udeblev da heller ikke, da vi indlogerede os mellem vinrankerne på det lille landsted. Det var forholdsvist nyt at bonden udbød overnatningsplads til autocampere, så det var lige før vi fik vekslet prisen for at overnatte, med de smagsprøver vi blev sendt videre med. Vi fik en flaske vin, hjemmebagte kiks og kager og en hulens masse brochurer til vores venner så de også kunne komme forbi. (Bare lige hvis nogen skulle være interesserede).
Da der lugtede lidt af bondegårdens dyr hos vinbonden, gemte vi vores morgenmad til et stop på turen. Det blev ved en flodbred, hvor de mest friske (det var så ikke mig) tog morgenbad i det iskolde smeltevand fra de omkringliggende bjerge.
Drei zinnen, vandring i Dolomitterne
Vi havde udset dagen til at være motionsdag og hvor skulle man bedre kunne gå en rask tur på 10 km end i 2405 meters højde? Vi havde læst om en relativ nem vandrerute, rundt om de fascinerende “Tre Cinen/ Drei Zinnen” i Dolomitterne som vi ville udforske. Og hold nu op for en tur vi fik. Da altså først vores hjerter havde fundet tilbage i normal rytme, efter en snørklet køretur til vandreturens udgangspunkt. En ting var de hårrejsende hårnålesving, hvorfra de mange hundrede meter til bunden af dalen snildt kunne spottes, da det skinnebenshøje autoværn ikke skærmede synderligt for udsynet. En anden ting var det adrenalinkick det gav at møde en turistbus på turens absolut smalleste og stejleste passage, som betød at vi (ja, jeg bremsede også!) måtte klodse bremserne og holde HELT stille, hvilket enhver nok kan regne ud, ikke er den mest ønskværdige position for en 3500 kg tung autocamper i opadgående retning.
Men vi klarede den og vi klarede også “den lette” vandrerute, i et terræn der var væsentligt mere kuperet end turbogens beskrivelse. Og hvor en lille note om at huske kontanter, havde været kærkommen. Vi havde besluttet at vi godt kunne klarer første del af turen uden at have vand med, da der midt på ruten lå et traktørsted hvor vi kunne købe noget at drikke, men desværre tog de kun imod kontant betaling, så vi måtte tage resten af turen på reserverne. Det gik nu også fint og turen var alle anstrengelser værd. Billederne taler vist næsten for sig selv, og oplevelsen er uden tvivl sat ind på min personlige top 10 over de bedste vandreture jeg nogensinde har været på.
Den sidste italienske overnatning tog vi i den sydtyrolske by Marebbe, med et sidste view til de smukke bjerge og et tiltrængt måltid mad på en meget lokal restaurant, som lå ca. 250 meter fra vores camper. Inden sengetid sad vi ude længe, og beundrede synet af en lyn-oplyst aftenhimmel over bjergene.
Tilbage i Tyskland
Vi forsøgte at udnyttet det sidste af hjemturen bedst muligt, og på turen op gennem Tyskland gjorde vi stop ved den spektakulære Allianz Arena, hvor vi havde booket en rundvisning på FC Bayern Münchens hjemmebane. Masterplanen var at vi ville blive og overnatte i München, for at se lidt nærmere på byen, men der var der også en hel del engelske fodboldfans der havde planlagt, da der dagen efter skulle spilles (venskabs)kamp mellem Bayern München og Manchester United, så vi besluttede os for at køre lidt videre og lade englænderne feste for sig selv.
Plan B blev til en hyggelig aften og en overnatning i den lille bayerske by, Eichstätt. Traditionen tro, startede vi vores ophold i en ny by med en lille “velkomstdrink”, et bad og lidt hygge, hvorefter vi gik ud for at spise. Vi havde bare lige glemt det faktum at vi efterhånden var kommet så langt nordpå at det, at gå sent ud og spise ikke længere var en mulighed. Vi gik ellers forbi mange hyggelige spisesteder, men alle steder var køkkenet lukket. Vi endte derfor i en biergarten, hvor vi kunne få lov at vælge mellem fire af dessertkortets ti fristelser. Aftensmaden blev derfor Belgiske vafler, med blåbærcreme, vanilje-is og en stor fadøl.
Det der før var et udgangspunkt, var nu blevet til et endepunkt og søndag morgen blev Hannover derfor indtastet i GPS’en. På vejen dertil gjorde vi et morgen/middagsmads/gåtursstop i Rothenburg ob der Tauber, alene af den grund at jeg flere gange er stødt på de mest tiltalende billeder af den utroligt charmerende middelalderby -og billederne snød bestemt ikke. Det er en virkelig besøgsværdig by.
Tilbage på ønskelisten over ting vi gerne ville se/opleve på turen var kun en enkelt ting tilbage; Sommerkælkning! Og da der lå en bane fint placeret i forhold til vores rute, blev det næste stop. Vi nåede da også næsten vores mål, men blev desværre straffet for ikke at tage ved lære af vores tidligere erfaringer. Mange steder i Tyskland kan man ikke bruge Visa-kort, det gælder fx. åbenbart også ved sommerkælkebaner. Ingen armen, ingen småkager. Ingen kontanter – ingen køretur. Men sjovt så det ud. Og på den måde landede vi lidt tidligere end planlagt i Coppenbrügge, som var målet for vores sidste aften/nat i det mobile sommerhjem, og vi nåede også ud og spise et mere kalorielet aftensmåltid, end det vi fik aftenen før.
Erfaringer vi blev ringere
Og sådan lærer man jo hele tiden noget nyt. På denne tur har vi fx. også lært;
– at man ikke helt skal stole på telefonernes evne til at oversætte. Andreas ville demonstrere at man bare kunne indtale sin madbestilling på telefonen, som så kunne oversætte til tysk, som tjeneren kunne lytte til. Vi valgte dog at holde os til vores gebrokne skole-tysk, da en wienerschnitzel på Andreas’ telefon blev til en penis-pizza.
– at, det slet ikke er så dumt at Victor tager to par badebukser med, når Andreas badebukser nu ikke formåede at blive hængende på cykelkrogen hele vejen fra Dubrovnik til Markaska.
– at, det er en god ide at orienterer sig lidt om hvordan vognen ser ud udefra, så man undgår det akavede øjeblik hvor man (Andreas) springer ind i vognen og råber noget der ikke skal gengives på skrift, for så at blive mødt af en stor tysktalende mand (som ikke var Jens), der siger: “øh, was?”.
Og så lærte vi at vi næste år skal være ude i god tid når vi booker autocamper. Udlejningsstedet i Hannover var en helt anden oplevelse end den vi kender fra Schleswig. Fx. måtte vi parkere vores egen bil på gaden i et industrikvarter, mens vi var på tur. I Schleswig er det muligt at parkerer bag en aflåst indhegning. Generelt var serviceniveaet langt fra det vi ellers kender og det var kvaliteten på autocamperen også. Selvom vognen var forholdsvis ny, leverede vi alligevel en pose med 16 løse skruer retur sammen med vognen, de var faldet ud under kørslen, til trods for at vi rent faktisk kører meget pænt.
Nu vil jeg glæde mig til at gøre mig nye erfaringer med denne fantastiske ferieform til næste år, og jeg er allerede begyndt at drømme om en tur ned langs den franske riviera og måske en tur til Normandiet. Det siges jo at hvis man kan drømme det, så kan man også gøre det.
#Liveterhvadmangørdettil