EvenTUREN anno 2019 startede dæleme godt. Da vi ankom til Schleswig Wohnmobil, hvor vi lejer det rullende hjem var vores autocamper ikke helt klar til udlevering, men det bar vi meget nemt over med, da vi blev budt på kaffe og havde øjnet at den vogn der var i gang med at blive klargjort så spritny ud. Og det var den. Og det var “vores”. Kilometertælleren havde kun lige rundet 4000 km og duften af ny bil prægede stadig kabinen i den flotte vogn, som formentlig kun havde været afsted på tur en enkelt gang eller to, før det blev vores tur til at trille afsted i eventyrbussen.
Selvom det var svært at køre med armene over hovedet, så satte vi alligevel kurs mod Stralsund i det nordtyske, da vi først havde pakket ud og indrettet os i det, der skulle være vores mobile hjem de næste tre uger. I Stralsund startede vi turen med byvandring, schnitzler og fadøl, præcis som enhver ferie i det tyske altid skal starte. Efter en god første nats søvn kørte vi til Tysklands største ø, Rügen, som med rette kan kategoriseres som en af Østersøens perler. Vi kom dertil via den flotte, 4 kilometer lange bro, som på sit højeste punkt er 42 meter højt, og samlet set faktisk er Tysklands længste kørebro.
Rügen, en perle i Østersøen
Vi tog hvad det var værd at se indenfor rækkevidde af overnatningspladsen, som vi havde indlogeret os på, på cykel og lagde selvfølgelig vejen forbi Hitlers ambitiøse, men fejlslående 4,5 km lange feriebolig-byggeri, “Prora” som blev bygget til arbejderklassen, ud fra devisen om at alle arbejdere skulle have ret til at holde ferie ved stranden. Kolossen skulle kunne rumme 20.000 gæster på de 10.000 værelser og er placeret 150 meter fra havet. 2. verdenskrig satte dog en stopper for projektets fuldførelse. I dag er der lejligheder, ferieboliger og hostel i de dele af bygningen som ikke er i gang med at blive renoveret.
Vi cyklede også til øens største ferieby, Binz hvor vi lod os imponere af de kridhvide sandstrande, og de idylliske strandkurve der er sat op alle vegne, af den farverige strandpromenade, og af de smukke strandvillaer, som sammen med de mondæne badehoteller får området til at fremstå ret eksklusivt. I Sellin var det den mageløse Seebruecke der imponerede. Man kommer ned til broen via en meget stejl trappe, forenden af broen er der en restaurant og toiletter, som ikke alene er det bedre borgerskab forundt, som i gamle dage. Der er mulighed for at gå rundt om bygningen og på bagsiden finder man en dykkerklokke, som man mod betaling kan komme ned i, så man kan beskue havet under overfladen.
Seebruecke Sellin er virkelig et besøg værd hvis man er på egnen. Men besøgs-anbefalingen gælder i det hele taget bare Rügen. Man falder hurtigt i hak med det særligt, langsommelige sommertempo og feriestemningen hele øen er indhyllet af. At cykle rundt er nemt, da der er fint anlagte stier alle vegne, men er man alligevel lidt mere mageligt anlagt, kan man også tage det lille damptog der med 30 km/t forbinder badebyerne.
Påmønstring af passagerer
Fra Rügen kørte vi mod Rostock, hvor vi skulle afhente et par venner, der skulle være medrejsende i nogle dage, bl.a. fordi der forude ventede en koncertoplevelse af de helt store. Da vi havde hentet vores to værste venner, (som ved ankomsten med færgen i Rostock, var iført det veludvalgte campingoutfit, som ses på billedet herunder), satte vi kurs i sydgående retning mod Neukloster See, der var udset til overnatningssted. Derfra er der ikke så meget andet end det gode selskab at berette om, men det er der til gengæld fra det næste stop, som var i Schwerin.
Her havde jeg læst om byens slot, hvor dronning Alexandrine trådte sine barnesko. Det var dæleme pænt. Og det var den finurlige slotspark, som vi slentrede rundt i også. Schwerin er hovedstaden i delstaten, Mecklenburg-Vorpommern og betegnes flere steder som områdets pæneste by. Vi brugte det meste af vores ophold i byen på det eventyrlige slot, men når jeg efterfølgende har studeret byen lidt nærmere, kan det godt ærgrer mig at vi ikke også fik kigget lidt på den gamle bydel. Det må blive en anden god gang.
Harzen, hængebro og højder
Næste stop blev i Bad Harzburg, da vi havde besluttet at bruge et par dage i Harzen. Hvorfor området har fået ry for udelukkende at være et udflugtsmål for pensionistselskaber, forstår jeg ikke helt. Naturen og udsigterne i det kuperede terræn er storslåede og følelsen af at være kommet væk hjemmefra tager for alvor fat her i det bakkede landskab.
Vi besteg Bloksbjerg (eller Bocksberg, som det hedder på tysk). At bestigningen foregik med et gammelt damplokomotiv som frontløber, gjorde bare turen en anelse mere magelig og bekvem, for sådan en som mig der var blevet midlertidigt ramt af feber og forkølelse, (og måske lidt for meget aircondition i bilen). Jeg har set bjergtoppe der var smukkere end dem på toppen af Bloksbjerg, men når man nu hvert år til Sct. Hans lytter til dårlige jokes, og ønskes god tur så er det da et meget sjovt sted at have været. Også selvom der var både blæsende og koldt på toppen.
Efter at have konstateret at veninderne var taget hjem igen efter årets tur, blev Elbingrode tastet ind i GPS’en, her ligger “Titan-RT”, (endnu) en hængebro i højderne (for min højdeskræk skal åbenbart udfordres lidt hver gang vi er på sommerferie). Broen er 458 meter lang, og hænger i 100 meters højde. Det gik dog helt problemfrit, måske fordi vi var så sent fremme, at vi havde broen helt for os selv. Som en slags bonusinfo kan jeg oplyse at der i området omkring Harzen ligger TO byer der hedder Elbingrode. Og at vi fik set dem begge.
Jeg havde tastet Elbingrode ind i gps’en og uden yderligere kontrol af retning eller andet, fulgte vi selvfølgelig bare GPS-damens anvisninger indtil vi i fik meldig om at, I er nu fremme ved destinationen. På daværende tidspunkt holdt vi midt i et vejkryds i en meget lille by, uden det mindste view til den føromtalte hængebro. Det var her vi besøgte den første af områdets “Elbingrod’er. Det blev et meget kort visit og ca. halvanden times kørsel senere var vi fremme i den rigtige Elbingrode, den med broen.
Overnatningen tog vi i Quedlinburg. En umanerligt charmerende lille by, som ligger ved floden Bode, i et lille bjergområde nord for Harzen og som af indlysende grunde er sat på UNESCO’s verdensarvsliste. Byen er dog ikke mindre, end at den har sit helt eget bryghus og her blev turens indtil videre bedste aftensmåltid indtaget. Noget ølbraisseret kød, som smagte væsentligt pænere end det så ud. Også selvom det ellers var blevet pyntet med et malplaceret ananaskirsebær, og en lille skive honningmelon som på ingen måder passede til maden.
Inden turen gik videre mod Brandenburg an der Havel, hvor vi havde udset en lille lystbådshavn som vores overnatningssted, gjorde vi stop i Thale, som ligger i det nordøstlige hjørne af Harzen. Her tog vi en stolelift op for se en af områdets seværdigheder “Roßtrappe”, som er et ca. 400 meter højt granitfjeld der stiger op over Bode-floden, og som var både højdeudfordringen og den lille kuperede gåtur værd. Området er et mekka for vandring og nærmest en stor naturlegeplads, med masser af aktiviteter for folk i alle aldre. Det er også her man finder den sagnomspundne Hexentanzplatz, hvor heksene ifølge sagnet mødtes på Valborgsaften, natten til den 1. maj for at fortælle djævlen hvad de havde udrettet i årets løb af heksegerninger.
Pink-koncert i Berlin
Fra Brandenburg gik turen videre til Berlin. Her ventede et af feriens absolutte højdepunkter, da de koncertbilleter der længe havde hængt på opslagstavlen derhjemme, endelig kunne indløses til en koncert med selveste Pink, på det imponerede Olympiastadium. Sammen med ca. 74.000 andre feststemte mennesker fik vi en oplevelse, som gik direkte ind på en suveræn 2. plads på listen over mine bedste koncertoplevelser nogensinde (kun slået af Coldplay). Vi havde flottet os og købt innerraum-billetter, foran scene 1. Og når man flere gange under koncerten har direkte øjenkontakt med aftenens absolutte midtpunkt, så er det altså alle pengene værd at give det ekstra for en ståplads helt foran scenen.
Vi havde indlogeret os på en havneplads ved bredden af Scharfe Lanke Søen, ca. 5 km. fra det Olympiske stadion, en afstand der virkede nem og overkommelig på gåben på vej til koncerten, men lang og uoverskuelig på vej hjem fra koncerten. Vi følte os derfor enormt heldige da det lykkedes os at praje en taxa på hjemvejen, da der var rift om buddet. Og mindre heldige da vi opdagede at vi var blevet sat af på den forkerte side af søen, og alligevel måtte gå et langt stykke for at komme hjem under dynen.
Efter nattens hvile var det desværre blevet tid til at vores besætning skulle afmønstre, og kursen blev derfor sat mod lufthavnen, så vi kunne sende gasterne hjem til Danmark. Efter en tårevædet afsked, tog Jens og jeg hul på turens næste etape.
The Devils Bridge og Dresden
Første stop var et jeg havde set frem til. Jeg havde forelsket mig i billeder, som jeg havde set af den spektakulære Rakozbrücke også kaldet “The Devils Bridge”, som ligger i det østlige hjørne af Tyskland, tæt op ad den polske grænse. Og jeg havde glædet mig til at fotografere broen i spejlbilledet fra vandet under broen, og forestillet mig de idylliske omgivelser som broen måtte ligge i. Men som billedet herunder fortæller, så kan man ikke vinde hver gang.
Vi parkerede et stykke fra broen og cyklede forventningsfulde afsted for at finde den flotte bro, men da vi fandt den var det kun for at opdage at søen var tømt for vand og at området var omdannet til en byggeplads, mens broen var under renovering.
Da vi var færdige med at grine over det antiklimaks vi blev mødt af, glædede vi os over at turen i det mindste, ikke havde været nogen stor omvej på den videre rute, og over at vi havde kunne korte turen hen til broen af ved at tage den på cykel.
Yderligere et par timers kørsel førte os til Dresden, og ved lidt af en tilfældighed landede vi lige i hjertet af den gamle, yderst seværdige og charmerende bydel, som gjorde så godt et førstehåndsindtryk, at det helt sikkert er en by der skal besøges igen.
Vi kunne ikke prioriterer at blive lidt længere, da dagen derpå var dedikeret til at være en køredag med det mål at komme et godt stykke længere syd på, for at kunne nå en aftale vi havde i Milano et par dage senere. Vi startede med et par timers kørsel på autobahnen, for derefter at slå over på en mere seværdig rute via landevejene. Dagens sidste stop blev ved den 539 km2 store Bodensee, som grænser op til både Tyskland, Schweiz og Østrig. Her fandt vi en hyggelig plads for autocampere og et godt måltid mad på havnen med udsigt over den smukke sø, og i selskab med en milliard myg.
Fem lande, fire grænser og nye gaster
Dagen efter lavede vi en copycat på en tur-beskrivelse som jeg, ved lidt af en tilfældighed var faldet over. Den førte os gennem fem lande og over fire landegrænser. Fra det sydligste Tyskland til Bregenz i Østrig og gennem mikrolandet, Liechtenstein (som med sit samlede areal på kun 160 km2, er væsentligt mindre end Bornholm), videre til Splügen i Schweiz og over det 2114 meter høje Splügenpas, hvor vi på toppen krydsede den italienske grænse inden vi rundede dagen af i den lille by, Mandello få hundrede meter fra Comosøen i Italien.
Køreturen var primært fantastisk, hvis man altså ser bort fra mængden af vejarbejde, og de 76 hårnålesving som det siges at man skal igennem for at passerer passet. Jeg talte ikke, for jeg var rigeligt beskæftiget med at holde fast i panikhåndtaget. Og med at undre mig over hvad der egentlig fik mig til at foreslå ruten, når der i beskrivelsen stod, at “ruten set oppefra, mest af alt ligner en gryde kogt spagetti, som er blevet tabt på jorden”. Nå, men chaufføren elsker bjergkørsel og var glad og jeg må erkende, at selvom bjergkørsel nok altid vil være en udfordring for mig, så fåes der altså ikke meget smukkere udsigter, end dem man får i bjergene.
I Mandello overnattede vi, med byens pizzaria som nabo og traditionen tro blev det første måltid på italiensk grund, et par fantastiske pizzaer. Dagen sluttede smukt, med Comosøen på den ene side af os og bjergene på den anden. Og efter at have nydt et par glas kold rosevin, skulle en god nats søvn gøre godt, men i sekundet efter jeg havde lukket mine øjne, startede festen. Altså den som byens unge holdt lige umiddelbart udenfor camperen. Det er ikke fordi jeg synes, at “Highway to Hell” med AC/DC er noget dårligt nummer, men jeg synes bare ikke at det er specielt godt egnet som vuggevise. Festen sluttede ved 2-tiden. Og en halv times søvn blev det da til, inden en buldrende regn erstattede stilheden.
Kl. 7 ringede vækkeuret for kl. 10.30 skulle vi hente nye gaster i Malpensa lufthavnen i Milano. Og de to unge mænd (min søn og hans kammerat), som vi samlede op fik ikke mange chancer for at komme sig over “jetlagget” (og den fest de havde været til dagen inden afrejse), før turen gik med tog til en speed-date med Milano. Nogle timers slentren, en frokost og en lille smule shopping i den smukke, kaotiske modeby og et par timers kørsel senere, blev det tid til overnatning hos en bonde på toppen af Lombardiet, hvor stilheden blev den fineste kontrast til den forrige nat.
Vi fortsatte turen med sneglehuset på ryggen, gennem endnu et bjerg/bakke-rigt landskab og brugte dagen til at nyde udsigter, stoppe hvor vi havde lyst, gik en tur i en frygteligt hyggelig lille by, hvor vi ikke spottede andre turister og måtte have hjælp af “google-oversæt” til at bestille is på det lokale gelatteria, hvor de øvrige borde var optaget af ældre, lokale mænd der var trukket i skyggen, for at mødes over et spil kort. Da drengene havde fået en dukkert ved byens flodbred, kørte vi til vi ikke gade mere. Det gad vi ikke da vi nåede Bedonia, en lille hyggelig by i Parma-provinsen. Her kunne vi, ud over det gode selskab – også få et mægtigt godt måltid mad og et par gode glas vin.
Pisa, den er god nok – tårnet er helt skævt
Derfra gik turen til Pisa, for at sætte tjektegn ved en af det helt store italienske turistattraktioner. På magisk vis lykkedes det os at parkere autocamperen i perfekt gåafstand til det skæve tårn. Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg forberedt mig på at tårnet nok kunne være lidt af en skuffelse. Og måske af den grund, var det det ikke. Pludselig mens vi gik i de hyggelige gader, som Pisa også er, tronede det op foran os. Og der stod det så og spejlede sig i kameraerne fra alle de andre turister, som ligesom os havde valgt at bruge lørdagen på at være kulturelle. Historien bag det skæve tårn, er ikke lige så magisk som synet af tårnet. Den handler egentlig bare om noget dårligt ingeniørarbejde og et fundament støbt i blød jord. Men at det gamle tårn fra 1173, i dag er en af Italiens helt store turistattraktioner, det forstår jeg faktisk godt.
Nogle timer senere forlod vi Pisa og satte kurs mod Lucca. Destination var blevet udvalgt på baggrund af de mange gode input vi altid får når jeg deler vores rejsefortællinger på Facebook. Det er så hyggeligt, at få den slags inspiration fra andre, da det altid er de bedste tips der bliver videregivet.
Lucca er vidunderlig, med en hyggelig og overskuelig bymidte, som er omkranset af en intakt bymur. Vi var heldige at finde en lille bitte camperplads hos en mekaniker, som havde plads til 8 autocampere i sin baggård. Vi havde fundet stedet via app’en campercontact, som jeg ofte bruger når der skal findes overnatningssteder. Det var lidt af en chance at tage dertil uden forudgående reservation, når der nu kun var så få pladser og beliggenheden så central. Men øvrige alternativer lå alle sammen lidt uden for Lucca, så det skulle prøves. Vi var heldige og fik den absolut sidste ledige plads.
Da vi skulle parkere blev Jens, som ellers er en udmærket chauffør, smidt ud af bilen af mekanikeren der ejede stedet og ikke talte et ord engelsk. Vi spekulerede et kort øjeblik på om vi andre nu ville blive bortført til organdonation, men det viste sig at være fordi der skulle bakkes med millimeters præcision, ind gennem autoværkstedet for at komme til den baggård der var omdannet til en camperplads. Ud af de 7 vogne der holdte der i forvejen, tilhørte den ene selvfølgelig et dansk par fra Holstebro. Pladsen var på ingen måder særligt eksotisk, men på to minutter ramte vi centrum og det var et godt udgangspunkt for en enkelt aften i Lucca.
Cinque Terra – de fem små byer
Fra Lucca gik turen videre mod den Italienske østkyst, hvor Cinque Terra, (også kendt som de “fem små byer”), var udflugtsmålet. På vejen gjorde vi os den erfaring, at det er dumt at køre med tomt køleskab på en søndag, når de fleste butikker holder lukket. Vores morgenmad bestod derfor af peanuts og kiks, indtil vi kunne stoppe og koge en pose pasta.
I dag er området Cinque Terra en nationalpark, som det er umuligt at komme til i bil, men der findes flere forskellige vandreruter mellem byerne og der går såmænd også et tog. Vi valgte at vandre. På den smukkeste rute, går man langs klipperne, op mellem vinmarker, gennem olivenlunde og får nogle utrolige panoramaudsigter over havet og de små byer, som ligger i små “lommer” langs klippekysten.
Hvis man, som os vælger at besøge alle fem byer, så er turen “kun” 12 km lang, men temmeligt kuperet og det tog os ca. 6 timer at tilbagelægge ruten. Selvom vi ikke var alene på tur, gik vi alligevel i lange passager uden at møde andre svedige turister. Vi gik tidligt for at undgå den værste bagende sol. Desværre var dele af ruten midlertidigt lukkede pga sten-skred, men vi fik alligevel gået mere end 20.000 skridt og det var bestemt anstrengelserne værd. (Også selvom temperaturen sneg sig op på 29-30 grader i dagens løb). Vi fandt aldrig helt ud af om det var værst at gå op, eller at gå ned, men jeg ved med sikkerhed at det store, iskolde glas Aperol der ventede i den sidste by var velfortjent.
ved Cinque Terra
på en skråning
Fra Riomaggiore, som blev den sidste af de fem byer vi besøgte, tog vi toget tilbage til Levanto, hvor vi havde booket plads på en højtbeliggende campingplads i et par dage. I Levanto ventede et velfortjent hvil til de trætte fødder, og senere et godt måltid mad og en ubeskriveligt smuk solnedgang, som vi nød fra strandkanten, mens drengene fik en aftendukkert.
Spøgelsesbyen Buccana Vecchia
Det er åbenbart blevet en tradition, at vi trækker i ly for varmen i et outlet-center, (og nyder godt af butikkernes velsignede aircondition), når vi rammer turens varmeste dag. Sådan blev det også efter Levanto, hvor termometeret viste 39 grader. Da drengene – og kun drengene! – havde fået shoppet godt igennem, fortsatte vi turen langs den Italienske rivera.
Gennem Genova, blev vi udfordret af den insisterende GPS-dame, som ville have os over den bro der på tragisk vis kollapsede sidste sommer og kostede adskillige menneskeliv. Men efter lidt omkørsel fandt vi en løsning og kom tilbage på ruten i det utroligt smukke landskab. Overnatningen tog vi i en lille ferieby mellem Savona og Sanremo, et perfekt udgangspunkt for et af morgendagens udflugtsmål.
10 km øst for Sanremo ligger Bussana Vecchia, en lille bjergby som i 1887 blev ramt af et voldsomt jordskælv. De der overlevede valgte at begrave de der døde og derefter at forlade deres hjem, i stedet for at genopbygge husene. Den forladte by stod i mange år uberørte hen og blev derfor kaldt for spøgelsesbyen, indtil kunstnere fra hele verden begyndte at flyttet ind i ruinerne engang i 60’erne.
Man kommer til byen via en MEGET smal og hårnålesvingene vej, (som det ikke havde været helt uberettiget at gøre forbudt for autocampere at køre af). Der måtte gøres brug af “trepunkts-drejninger”, for at forcerer de minimale sving, men vi kom op og heldigvis var det hele turen værd. Byen er bilfri, så man skal parkere på det sidste stykke vej op til byen. I dag bor de arbejdende kunstnere pø om pø, med de tilgroede ruiner. Vi mødte ikke mange turister på vores vej, gennem de labyrintiske stier der engang var byens gader, hvilket bare gjorde oplevelsen endnu bedre.
Barolo, Torino og alperne
Fra spøgelsesbyen tog vi til Sanremo og spiste frokost inden vi tog et par timers kørsel i nordgående retning, da vi så småt var nødt til at tænke på at alle gode eventure desværre også har en ende. Jeg kom uforvarende til at føre drengene direkte ind i lastens hule, da jeg skulle finde et sted for natten og vi tilfældigvis landende midt i Barolo-vindistriktety, med udsigt til de smukkeste og mest snorlige vinmarker til alle sider. Det siges om Barolo-vinen, at den er vinens konge og kongernes vin, så finere kan det vist næsten ikke blive i en autocamper. Vi provianterede selvfølgelig et par flasker af den lokale vin, inden vi dagen efter tog til Torino for bl.a. at se Juventus’ hjemmebane-stadion. Lidt shopping blev det også til, inden vi ankom til Italiens smukkeste by, ihvertfald ifølge camping-mama.
Smag og behag er jo forskellig, men den lille hyggelige Alpe-by nær grænsen til både Frankrig og Schweiz var bestemt perfekt til en overnatning og et godt måltid mad og ikke mindst for vores vej videre mod nord. I ly af alperne fandt os nogle mere humane temperaturer, efter nogle utroligt varme dage med mere end 30 grader. Måske blev vi også kølet lidt ned af den sur-stråling der kom for det tyske par, da havde fundet campingpladsen før os og indrettet sig under deres markise med fin udsigt til bjergene. Vi spolerede nemlig udsigten totalt, da vi blev anvist pladsen foran dem til tydelig, stor utilfredshed. Forståeligt nok, for udsigten var virkelig mageløs og nu var den så vores. Måske var det en trøst at det senere på aftenen blev voldsomt tordenvejr og ikke vejr til at sidde ude i.
Vi fortsatte turen i nordgående retning via Sankt Bernard-passet, som også blev turens sidste kørselsmæssige-udfordring, (hvis man altså ser bort fra den, nærmest obligatoriske kø-kørsel på den tyske autobahn). Passets højeste punkt er 2.469 meter højt og under – eller overvejs, om man vil krydser man grænsen mellem Italien og Schweiz. Køreturen er pokkers pæn, men der kunne altså godt indføres nogle skarpere krav til opsætning af autoværn, bare sårn’ for passagerenes skyld . Og de der er opsat, kunne godt have en højde, der rakte lidt længere end bare til skinnebenet, hvis man spørger mig.
Colmar og tur-slutspurt
Vi fik en smuk køretur gennem Schweiz og sidst på eftermiddagen nåede vi Frankrig, hvor vi gjorde stop i Colmar, som ligger på den alscisiske vinrute. Byen har længe stået på min ferieønskeliste og skuffede på ingen måder. De farvestrålende bindingsværkshuse og de små kanaler er så bedårende, at selv drengene måtte indrømme, at det var en ret sød by. Varmen og den videre køretur gjorde at vi desværre måtte springe det kølige glas Riesling over, som ellers ville have passet perfekt til de Tartes Flambes, som vi selvfølgelig måtte have, inden vores franske visit var forbi.
Overnatningen blev i den sydtyske by, Offenburg ved en skøn badesø, som drengene kunne boltre sig i. Ihvertfald indtil regnen og tordenen kom og sendte os ind i camperen, til en lidt trang hyggeaften, med musikquiz og et par kølige godnat-øl.
Dagen efter stod mest på kørsel, da målet var at bruge den sidste dag i forlystelsesparken, Heide-park i det nordlige Tyskland. En køredag kan nu også være ret hyggelig, drengene har beskrevet det som at være i sommerhus på hjul. Når dagen står på kørsel er der tid til at se film, læse og spille spil, som man måske også ville have gjort en regnvejrsdag i et sommerhus. Vi overnattede tæt på parken og var derfor blandt de første til at komme ind da den åbnede, ligesom vi var blandt de sidste der gik, da de lukkede. Drengene fik et utal af vilde rutsjeture i Parkens mange forlystelser. Jeg holdte mest telefoner og andre løsdele imens. Da vi først på aftenen landede i Schleswig fik vi kantet os ind på den sidste ledige plads på havnen, hvor vi før har overnattet sidste nat inden aflevering af vognen. Vi rundede turen af med en sen gang aftensmad og en “tak-for-turen”-godnat-øl på havnekajen.
Da autocamperen var blevet byttet ud med den noget mindre Suzuki blev hjemadressen tastet ind i GPS’en og vi kunne nu se tilbage på tre fantastiske uger, fyldt med oplevelser- både dem vi havde planlagt hjemmefra, men også en masse som vi ikke anede ventede os for tre uger siden Alligevel er ferieønskelisten på ingen måder udtømt og så er det jo heldigt at det er sådan at når et eventyr slutter, så kan (planlægningen af) et nyt begynde.
