Selvom jeg ellers altid bruger ret meget tid på at glæde mig til sommeren eventur, så tror jeg alligevel aldrig jeg har glædet mig så meget, som efter et forår der mest af alt mindede om en lunken leverpostejsmad, uden nogen som helst former for pynt eller krydderier (ingen koncerter, ingen fester, ingen smutture eller lign.). Alt det sjoveste i livet satte corona-nedlukninger og restriktioner ligesom begrænsninger for det meste af foråret 2020.
Vel vidnende om at vi gik en lille smule mod strømmen, valgte vi at gå med drømmen (det rimede), og tog på sommertur i Europa selvom langt de fleste nok valgte at blive hjemme i Danmark lige præcis denne sommer, men som vi sagde til hinanden, ”nogen skal jo ligesom også tage de første skridt ud i verden igen”.
Så bortset fra, at bagagen denne gang også rummede en hel del håndsprit, ansigtsmasker, rejsevejledningsapps og en ruteplan der styrede udenom de store byer, for at undgå at komme for tæt på alt for mange andre mennesker…. nårh ja, og en svigerdatter og den lille Ida-hund, så var alt som det plejede at være da der stod tre ugers ubrugt sommerferie og ventede i kalenderen.
Let the game begin
Hvis vi året før havde følt os heldige over at blive udstyret med en næsten ny autocamper, som kun havde kørt ca. 5000 km, så var vi denne gang endnu mere heldige. 11 kilometer stod der på kilometertælleren da vi lagde ud lørdag eftermiddag fra Schleswig Wohnmobile, hvor vi lejer sommerens eventurbus.
Første dag gik som altid med, at blive indrettet, handle ind, pakke ud – og denne gang også med at vænne den lille Ida til at være med på tur. Ida er en lille, praktisk og særdeles nuttet Jack Russel Terrier, som ved en meget lykkelig tilfældighed flyttede ind hos os, samme dag som Mette Frederiksen lukkede Danmark ned pga. corona-situationen.
Turens første overnatning finder vi altid når vi ikke gider køre mere, og kravet til det første overnatningssted er herefter forholdsvist beskedent, hvis bare vi kan få en wienerschnitzel og “ein bier vom fass” så er vi stort set tilfredse. Så det faktum at overnatningspladsen i Uetze, ca. 20 kilometer nordøst for Hannover, også havde søudsigt var bare et ekstra plus.
Som de novicer vi var, ud i kategorien rejsende med hund var det også her vi erfarede, hvor velkomne hunde er langt de fleste steder, også på spisesteder og beværtninger, hvilket jo kun gør det endnu nemmere at rejse med en pelset makker, som ikke skal efterlades alene i vognen, mens resten af rejsekammeraterne hygger. Et lille tip til andre nybegyndere kan være at medbringe et tæppe og et kødben, til at sikre ro under bordet.
Smukke Alsace, med stop i Strassbourg og Keysersberg
Fra Uetze kørte vi videre mod Strassbourg, hvor vi søndag aften var inviteret på lækker mad hos vores dansk/franske venner, Helle og Dorig og lille Louis. Helle er faster til min søn, Victor og når det er muligt har det altid højeste prioritet, at aflægge et besøg på enten ud- eller hjemvejen, når turen går sydover.
Helle og Dorig bor med den skønneste udsigt ud over det velbesøgte parkanlæg, Jardin des Deux Rives og den arkitektonisk smukke gangbro, der supplerer Europabroen over Rhinen til Kehl i Tyskland. De to broer er bemærkelsesværdige fordi de forbinder to nationer, der gennem historien har krigedes om herredømmet i området. I dag står broen og troner som det fineste symbol på det venskab der i dag er mellem de to byer, og man kan frit gå mellem de to byer -og lande uden nogen former for grænsekontrol.
Man må ikke besøge Strasbourg uden at gå en tur i den gamle bydel og heller ikke uden, at have spist en af Alsaces mange egnsretter, “Tartes Flambes” til frokost, så det gjorde vi selvfølgelig inden vi kørte videre mod syd ad den smukke vinrute, til vi nåede frem til Keysersberg.
Keysersberg ligger nord for Colmar (som virkelig også er en anbefalelsesværdig by) og er en af de eventyrlige små byer man finder på vinruten med de farverige og smukke bindingsværkshuse, nogen af dem med storkereder på tagene, den ene endda med unger i. Byens gader er krogede, skæve og farverige og det føles næsten som at gå rundt i en filmkulisse, når man lister rundt i de små gader. Det siges da også at Disney fandt inspiration lige netop her, da tegnefilmen om Skønheden og Udyret blev skabt.
Det var tydeligt at corona-situationen havde lagt en voldsom dæmper på turismen, for selvom vi var afsted midt i højsæsonen så føltes det ikke sådan i de nærmest mennesketomme gader. Det var derfor ikke svært at finde en skøn overnatningsplads lige i udkanten af byen i fin gåafstand til centrum. Fra tårnet i den gamle slotsruin, som troner højt over byen, kunne vi sidde i ro og mag og nyde den smukke solnedgang, og efter en kold godnat-øl var det ikke så svært at falde til ro med et smil på læben over at dette kun var begyndelsen af ferieeventyret.
På vandring i Jurabjergene
Fra Keysersberg flyttede vi os et par timer længere mod syd, hvor turbeskrivelsen af en vandretur i Jurabjergene lød tiltalende. Indlogeret på en super fin, lille og smal camperplads i Baume-les-Messieurs, beliggende mellem klippevægge, langs floden – men med god plads til solens stråler, snørede vi vandreskoene og tog på en 10 km, rimeligt kuperet tur i det smukke landskab.
Vandfaldet Casscade des Tufs, blev ikke helt det forventede højdepunkt, da det ganske enkelt var indtørret. Men man kan heller ikke vinde hver gang, og skuffelsen var allerede glemt, da vi vendte tilbage til en hyggelig grillaften langs floden. Den i forvejen gode feriestemning som havde indsneget sig, blev bestemt ikke ringere af, at vi fik vores lytterønske om at høre ”Sommer i Europa” igennem på den danske radiokanal, som vi lyttede til på vores medbragte DAB-radio.
Dagen derpå startede helt perfekt, da en lille salgsbil bragte friskbagt morgenbrød og croissanter lige til døren. Da vi var færdige med at nyde den stille morgen, tog vi fat på dagens program som efter yderligere et par timers kørsel i sydgående retning, førte os videre til Hauterives.
Det skøre postbud og hans fantastiske palads
Her lokkede historien om postbuddet Ferdinand Cheval, som en dag i 1870 faldt over en mærkværdig sten, på hans 32 km lange postrute. Stenen blev starten på et 30 års langt og vanvittigt byggeri som endte med, at blive til Le Palais Ideál, et kalkstenspalads, uegnet til beboelse, men bestemt egent til beskuelse. Finurligt og fantasifuldt er vist den mest passende beskrivelse.
Her stødte vi på turens første lille udfordring ved at have en hund med på tur, vores lille firebenede rejsemakker var nemlig ikke velkommen ved paladset, men udfordringen var nu ikke større end at vi kunne dele os i to hold. Et der så på attraktionen, og et der nød en kold øl imens.
Derfra blev det til en fantastisk smuk køretur gennem Provence. Desværre var sæsonen for de blomstrende lavendelmarker slut for i år, det syn har jeg ellers drømt om hver gang jeg har spioneret på Provence, som en destination i sig selv. Den drøm må vente med at gå i opfyldelse til en anden god gang. Men at køre igennem Provence kan på det varmeste anbefales, både med og uden lavendler.
Det er noget af magien ved at rejse i autocamper, at selve køreturen er en oplevelse i sig selv, hvis bare man finder væk fra de kedelige motorveje og ind på de seværdige ruter. Det er en god måde at få et indtryk af områderne på, og som Victor engang beskrev det, så er det som at være i et sommerhus på hjul. Når man kører kan man hygge, se film og læse bøger, nyde de flotte udsigter og når man stopper er sommerhuset landet et nyt sted.
Camarque-deltaet og millioner af myg
Efter en smuk køredag nåede vi sidst på dagen frem til Camargue-deltaet, syd for Arles, hvor Rhônefloden har sit udløb i Middelhavet. Området er et beskyttet naturområde, med mere end 500 forskellige fuglearter. Her lever halvvilde hvide heste, sort kvæg og store flokke af flamingoer. Området bliver også brugt til, at opdrætte vilde kamptyre der eksporteres til Spansk tyrefægtning. Vi var heldige, at se det hele, men ikke på tæt nok hold til at vi kunne få en delevenligt billede.
Smukt var der i det flade marskområde med rismarker og saltsøer, men det havde en flok angrebslystne myg også erfaret. Når der i flere beskrivelser af området stod at det var et must at have myggespray med, så var det virkelig sandt. Aldrig har jeg oplevet så mange og så aggressive myg. Der skulle ikke meget mere en to minutters ophold uden for bilen, og uden myggespray til før man kunne tælle op mod 20 myggestik på arme og ben. Vi fik derfor hurtigt købt en myggespray i den nærliggende campingkiosk, til en overpris som vi gerne havde ganget med to for at slippe for den sværmede plage.
Selvom Camarque-deltaet er noget ganske særligt, nøjedes vi med en enkelt skøn aften i området. Den brugte vi på en dejlig fiskerestaurant og en enkelt overnatning. Inden vi krøb til køjs gjorde vi dagens gode gerning, da et ungt par som ankom sent for at slå teltlejr, gik i gang med at lave ly for natten. Tydeligvis havde de heller taget historierne om myggene i området særligt alvorligt, i hvert fald var de heller ikke udrustet med myggespray. Vi lånte dem vores og glædede os over at vi bare kunne gå ind i seng, på madrasser der ikke først skulle pumpes med luft i en ulidelig sværm af myg.
Solbadning inden bjergetapen
Da vi vågnede og så at vejrudsigten stod på fuld sol, blev vi enige om at dedikere dagen til solbadning, inden vi lidt senere på turen skulle begive os ind på en bjergetape med lange udsigter til havet. Vi satte derfor kurs mod den populære badeby Saint-Cyprien-Plage, hvor der var gode muligheder både for at bade i sol, og i det salte Middelhav.
Saint-Cyprien Plage er udover at være en livlig sommerby også en havnby med en af Europas største lystbådehavne, hvilet skaber en særlig feriestemning i det skønne område.
Den gamle pyrenærute
Selvom kunsten egentlig er undgå for meget planlægning hjemmefra, så var en del af masterplanen at vi ville køre den legendariske Pyrenærute, som strækker sig hele vejen fra Middelhavet til Atlanterhavet. Ruten kører gennem den ubrudte bjergkæde, som ligger lige på grænsen mellem Frankrig, Spanien og miniputstaten, Andorra. I gamle dage var det den eneste mulige vej for bjergfolket, hvis de ville ud til havet. I dag kan man også vælge den noget hurtigere landevej mellem bjergtinderne.
Vores plan var at køre en del af ruten på den Spanske side, gennem Andorra og slutte af i tapasbyen, San Sebastian, men corona-situationen var rimeligt kritisk og under udvikling i den nordlige del af Spanien, så vi besluttede at gemme oplevelsen indtil verden atter er fuldt farbar og forblev på den Franske side af Pyrenærene.
Den første nat i bjergene tilbragte vi på turens, hidtil smukkeste overnatningssted i Moustajon, omgivet af den smukkeste natur. Her stod den på spil- og grillaften, og for de unges vedkommende, en dukkert i camperpladsens pool, inden vi begav os af sted på en af de legendariske Tour-de-France etaper. Plan A var at besigtige områdets største og måske mest kendte bjerg, Col de Tourmalet fra toppen. Men et uvejr og en usædvanligt dårlig sigtbarhed gjorde, at vi måtte opgive turen til toppen, og i stedet have en plan B i brug. Det viste sig at blive et udmærket bytte.
Pilgrimsbyen, Lourdes
I Lourdes, byen som udgjorde plan B, skinnende solen nemlig fra en næsten skyfri himmel. Og sikke en oplevelse det var at besøge den mageløse pilgrimsby. Den korte version om hvorfor byen er seværdig, handler om den 14-årige Bernadette, som i 1858 så Jomfru Maria foran en grotte i byens udkant. Jomfru Maria anviste en kilde som Bernadette skulle drikke af og vaske sig i, og siden har mennesker i milliontal besøgt byen, i håbet om at det uforklarlige igen må ske igen.
Når coronaen ikke er en fjende iblandt os, så valfarter titusinder syge mennesker hvert år til byen, i kørestole og liggende i hospitalssenge for at deltage i de daglige processioner i et af de 14 kapeller, eller foran grotten, hvoraf den ene afsluttes med en særlig velsignelse af de syge. De syge indlogeres under deres ophold i Lourdes, i et af byens to modtagecentre som tilbyder både behandlinger af sjælesorg og medicinsk pleje til op mod 1000 patienter samtidig.
Byen er et af Europas største pilgrimsmål, og har kun ca. 12.000 faste indbyggere, men næsten det tredobbelte antal hotelsenge (35.000 i alt). I byens mange souvenirbutikker sælges vanddunke så man kan tappe af det hellige vand, selvom de fleste i dag kommer for at søge den åndelige helbredelse.
Det er en meget speciel og usammenlignelig oplevelse at være gæst i byen, også selvom byen tydeligvis manglede de mange turister og derfor havde tvunget hoteller og restauranter til, at dreje nøglen om. Vi var heldige at vi fik mulighed for at overvære en af aften-andakterne, på en lun sommeraften og selvom vi vist ikke kategoriseres som værende særligt troende, så kunne vi ikke undgå at blive ramt af den særlige stemning. Vi købte dog ikke noget af det hellige vand, men nøjedes i stedet for med en kølig godnat-øl, da vi senere på aftenen vendte hjem til camperen, som vi havde parkeret på en dejlig naturplads i byens udkant.
Cirque de Garvanie, Frankrigs største vandfald
Dagen efter den spektakulære oplevelse, blev der sat endnu et skønt tjektegn ved et af de helt store ferieønsker, da vi besøgte Cirque de Garvanie, dalen hvor man finder Grande Cascade, Frankrigs største -og Europas næststørste vandfald, med en faldhøjde på 423 meter. Dalen er dannet af gamle gletsjere og den enorme størrelse og dalens form som en hestesko, har engang fået forfatteren Victor Hugo til at beskrive stedet som naturens Colleseum, fordi det godt kan minde om et gammelt amfiteater.
Cirque de Garvanie er 800 m bred (på det dybeste punkt) og omkring 3.000 m bred på toppen. Klippevæggene der omgiver det, er op til 1.500 meter høj, og om sommeren er der en række store smeltevandsfald, der løber ud i dalen. Det største af disse er Grande Cascade, som har sit udspring fra en Spansk Sø.
Vejen dertil er en anelse anstrengende og hvis man vil helt tæt på det kraftfulde vandfald (det kan varmt anbefales), skal man være forberedt på ømme fodled, når man famlende vrider anklerne rundt på de kantede klippesten der danner underlaget i bunden af dalen. Man skal også være forberedt på at ophold i selve dalen ikke er tilladt for hunde, simpelthen fordi det er alt for hårdt for deres poter. Men man kan fint splitte oplevelsen op i to, og lade en hundepasser blive tilbage på en af de caféer man møder inden indgangen til dalen. Hvis kræfterne er til det vil jeg på det varmeste anbefale at man bevæger sig så tæt på det store vandfald som muligt (husk evt. en regnjakke), da det er ret fedt at mærke den stærke naturkraft på tæt hånd.
Lever der ulve i Frankrig?
På vejen mod et sted at overnatte, købte vi de lækreste lokale oste, pølser og brød som en god undskyldning for at drikke noget af den dejlige vin, som det er næsten umuligt ikke at blive fristet af, når man turnerer rundt i det franske og møder den ene vinbonde efter den anden. Kølediskene i de franske supermarkeder er som en stor delikatesseafdeling, og indimellem har jeg franskmændene under stærk mistanke for at beholde alt det allerbedste selv, selvom de eksporterede franske produkter som vi finder derhjemme også er lækre. Under alle omstændigheder tror jeg at det er godt for mit helbred, at jeg ikke er bosat i Frankrig mere end allerhøjest nogle uger på et år.
Da vi efterhånden havde været på farten i nogen dage, var det blevet tid til at prioriterer at finde en overnatningsplads med mulighed for at vaske tøj. Det fandt vi i Ayzac-Ost i Occitanie-regionen og mens vi ventede på det snurrende vasketøj, nød vi en lun sommeraften under markisen i et lidt ødebeliggende område, med solsikkemarker som nabo til den ene side og Pyrenærenes høje klippevægge til den anden. Bedst som vi sad i mørket, i stearinlysenes skær og nød den skønne aften, lød der pludselig de mest uhyggelige ulvehyl i ubestemmelig retning, men forholdsvis tæt på os.
Lynhurtigt var samtlige telefoner rundt om bordet i gang med at google sætninger som, findes der ulve i Frankrig?, ulve i Pyrenærerne? Hvilke dyr siger som en ulv? Hvor lever der ulve? Hvad gør man hvis man møder en ulv? Er der mennesker der er blevet dræbt af ulve i Frankrig? Vores fantasi og adrenalinen der pumpede løs i takt med de høje ulvehyl, blokerede åbenbart så meget for hukommelsen at vi var lige lovligt lang tid om at komme i tanke om det ZOO-skilt vi havde set på vejen til pladsen og som jo nok var forklaringen på de grufulde ulvehyl.
Pilat-klitten / Dúné du Pilat
Med nyvasket tøj og en puls der igen havde fundet sit normale leje, blev vi med Col du Soulor som rutens 1474 meter høje, højdepunkt ført ud til Atlanterhavskysten, og så endda på selveste Bastilledagen, Frankrigs nationaldag. Det oplevede vi dog kun en begrænset fejring af, og endnu engang var det coronaen der bar skylden.
Første stop og første overnatning ved Atlanterhavskysten tog vi ved Arcachon-bugten, hvor Europas største sandklit, Dúné du Pilat / Pilat-klitten ligger. Klitten er dannet af sand fra den lokale strand som, når det er tørt, bliver blæst ind over land. Sandklitten er omkring 500 m bred og 3 km lang. Højden er jævnt stigende fra stranden og sit højeste er den ca. 107 meter over havet, før det atter går stejlt ned mod skovkanten på landsiden af klinten. Klitten bevæger sig langsom længere ind mod land med en hastighed der bestemmes af de lokale vejrforhold. Gennem de seneste 60 skulle klitten efter sigende have sneget sig 280 meter ind i landet. Nogen år er den vokset en meter, og andre år helt op til 10 meter. Uanset hvad er det et helt specielt område.
Her brugte vi dagen på, at slikke sol og kigge på de frygtløse paraglidere, som med varieret held svævede yndefuldt rundt over hovederne på os. Aftenen brugte vi også på stranden, nu udstyret med en madkurv og kolde drikkevare. Det siges, at Arcachon-bugten kan diske op med nogle af Europas smukkeste solnedgange. Måske er det sandt, hvis altså ikke der er lavthængende skyer der skærmer for dagens sidste stråler.
Normandiet
Efter en køredag hvor vi tog nogle timer på motorvejen, indtog vi Normandiet med maner da vi indlogerede os i den gamle sørøverby, Saint-Malo. Jeg havde læst om en lille overset bistro, Le Bistro de Jean som skulle have et fuldstændigt magisk køkken, så da først vi havde slået lejr på en velbeliggende autocamperplads og skålet for at vi nu var nået frem til et mine helt store drømmerejse-mål, begav vi os ud i byens gader, på jagt efter det lille spisested.
Vi fandt stedet, som bestemt ikke var prangende og som lå lidt outside centrum. Et kort øjeblik overvejede vi at finde et mere velbeliggende og måske hyggeligere sted at indtage aftensmaden. Men det var godt at det kun blev ved overvejelserne for ellers var vi gået glip af det, som skulle vise sig at blive turens bedste måltid. Den lettere reserverede, og knap så smilende tjener viste sig senere at være stedets ejer og langt mere imødekommende end først antaget. Især da vi fortalte hende at vi havde læst om bistroen i en dansk artikel, som gav velfortjent ros til stedet. Det blev hun tydeligvis meget smigret over.
Efter en vidunderlig treretters menu, med bl.a. frisk tun og ny-fangede kammuslinger på tallerkenerne, til en meget overkommelig pris, trillede vi ned til havet og så den smukke solnedgang over Atlanterhavet, som vi var blevet snydt for dagen før.
Et postkort fra Mont-Saint-Michel
Frankrig er bare en stor gavebod af de mest fantastiske oplevelser, og som om vi ikke allerede var blevet forkælet nok, så fik jeg dagen efter opfyldt en drøm som jeg har haft, siden jeg som lille pige modtog et postkort med et billede af Mont-Saint-Michel på. Det eventyrlige og ikoniske kloster fra 700-tallet, ligger yderst velplaceret på en klippeø, ca. 1 km. nordøst for fastlandets kyst og er omgivet af det lumske tidevand, som kan have en højdeforskel på op til 15 meter mellem ebbe og flod. Man kan gå ud til tidevandsøen via en lang bro, eller man kan blive kørt af en af de shuttlebusser der kører i pendulfart fra fastlandet. Førstnævnte transportmulighed kan varmt anbefales, da det giver god tid til at nyde og fotografere det særlige syn, som bestemt ikke skuffede mine øjne.
Hvis man på nogen måder kan bruge ord som corona og held i samme sætning, så tillader jeg mig at føle mig helt enormt heldig over at have set, og besøgt øen netop i corona-perioden, da vi kun var få mennesker på besøg ved en af Frankrigs helt store turistattraktioner denne sommerdag. Det var så vildt at gå rundt i øens små, kringlede og bakkede gader og helt klart en oplevelse jeg gerne vil have igen, hvis vejen fører den vej forbi. Også selv om der skulle være væsentligt flere turister.
Vi brugte det meste af dagen på Mont Saint Michel og overnattede også i området, for dagen efter at fortsætte vores ophold i Normandiet med en smuk køretur op langs invasionskysten, med første stop på Ohama Beach (Bloody Omaha), hvor vi lagde hårdt ud med et sørgmodigt besøg på Den Amerikanske kirkegård.
D-dag, Ohama Beach og inviasionskysten
9386 amerikanske soldater ligger begravet på kirkegården, heraf er der 41 dobbeltgrave, hvor der ligger brødre begravet side om side. De mange gravpladser vidner om, hvor ubarmhjertigt og hårdt et slag D-dagen var. Man skal vist være lavet af sten for ikke at blive berørt af at besøge stedet, når man går rundt mellem de snorlige og lange rækker af gravsten, hvorunder de unge mænd, som kæmpede mod nazisterne og for krigens afslutning, nu hviler i fred.
Resten af turen langs invasionskysten, er en lang historiefortælling, hvoraf mange af scenerne er kendte fra film, som fx. Saving Private Ryan. Særligt historien om faldskærmssoldaten, Private John Marvin Steele, der blev et symbol på befrielsen af Sainte-Mère-Église, den første Franske by der blev befriet på D-dagen, gjorde et stort indtryk. Sammen med sine soldaterkammerater sprang han ud i natten, da D-dagen kun lige havde taget sin begyndelse. Som et held i uheld blev hans faldskærm fanget af det spidse spir på byens kirketårn, og der hang han så i timevis, og var vidne til at hans kammerater kæmpede i byens gader, med livet som betaling for deres indsats. Han kunne selv være blevet et nemt mål for fjendens styrker, men han overlevede fordi han spillede død. I dag hænger der en lille dukkesoldat og en faldskærm i tårnet, som et ikonisk symbol der vidner om den alvorlige historie Normandiet bygger på.
Da vi ikke have plads til flere krigshistorier på nethinden, landede vi først på aftenen i havnebyen Honfleur. Vi havde læst os frem til at det var muligt at campere på havnen, og det var det også lige akkurat. Vi blev nemlig klemt ind som den absolut allersidste camper der kunne være på pladsen, men blev hurtigt enige om at det nok godt kunne gå at bo så tæt for en enkelt nat. Det viste sig, at være endnu en god beslutning, for Honfleur må simpelthen være en Normandiets smukkeste og mest stemningsfyldte byer. Byen var fyldt med historiske gader og et virkelig charmerende havneområde, som godt kunne være franskmændenes svar på Nyhavn. Vi fik et bord på en restaurant nær kajen, hvorfra vi kunne nyde aftenen, et godt måltid mad og synet af de fine og sommerklædte franskmænd der også havde fundet ud for at nyde den lune sommeraften.
Etretat-klipperne
Således opladede var vi klar til at tage denne turs sidste bid af Normandiet. Vi lagde ud med lidt morgenmotion, da vi kørte til Etretat-klipperne og gik en tur i området omkring de smukke klipper, som også bliver kaldt for elefantklipperne fordi de ligner…. tja, elefanter. Det var søndag og tydeligt at området omkring klipperne var et yndet udflugtsmål for de lokale, som sad i græsset og nød deres madpakker mens ungerne legede.
Vi sad lidt og betragtede det hyggelige liv det gav med alle de mennesker, men mindre hyggeligt var det vist for det unge par, der var kommet ud til klipperne for at lufte det der lignede en ret ny og ret dyr drone. Den unge kvinde fik ret hurtigt sendt dronen op i luften, men den lette vind overtog ligeså hurtigt styringen over den lille dims, som få sekunder senere styrtede ned i et stort kratlignende område, efter et par hundrede meters fri flyvning. Selvom der øjeblikkeligt blev iværksat en større efterlysning anført af hjælpsomme folk på søndagstur, tvivler jeg på at den historie kan have fået en lykkelig slutning.
Afslutningen på Tour-de-France
Da dagens motion var klaret, kørte vi videre til Rouen, byen hvor Jeanne D’Arc blev brændt på bålet i 1431. Byen er historiske hovedstad i Normandiet og har så meget andet, at byde på end bare det kors der markerer den unge hærfører og heltindes makabre skæbne. Bl.a. det smukke klokkehus (Gros-Horloge), som er en del af byens symbolske centrum, middelalderbygninger, smukke bindingsværkhuse og den store Notre Dame katedral. Vi spiste en god frokost i byem, nød søndagsstemningen og fik et kig ind i katedralen, inden vi smuttede videre.
Overnatningen tog vi en lille times kørsel derfra på en hyggelig, men lidt primitiv bondegårdsplads, kun et stenkast fra Seinen. Stedet var tilfældigt udvalgt fordi det passede ind i vores køreretning, men da vi fik læst lidt om området viste det sig at vi næsten var nabo til Jumiéges-klosteret, som under Den Franske Revolution, blev forvandlet til det der i dag kaldes for Frankrigs smukkeste ruin. Det blev et glimrende kulturelt punktum for vores Tour-de-France, for nu var vi så tæt på grænsen at næste stop var kommet til at hedde Belgien. Og for at resten af ferien ikke skulle foregå på kørende hjul, var det fornuftigt for alvor at vende snuden i nordgående retning.
One-night-stand i Belgien
Den stemningsfyldte, historiske by Brügge, fik lov, at være vært for vores korte ophold i Belgien. Jens og jeg var der for et par år siden på en forårstur og faldt pladask for den charmerende by, så den skulle ses igen og fremvises for de unge mennesker. Vi fik en skøn aften med slenteren i byens gader og et restaurationsbesøg på byens hyggelige torv.
Vi valgte at spise på den samme restaurant som vi havde spist på, under vores seneste besøg. Ikke fordi der ikke var nok af restauranter at vælge imellem, men fordi der faktisk blev serveret rigtig god mad, som vi begge stadig huskede. Især desserten som bestod af små cremefyldte vandbakkelser, serveret med en lille kande flydende belgisk chokolade af bedste kvalitet, havde printet sig fast. Der skulle dog kun et hurtigt kig på menukortet, for at opdage at den dessert desværre ikke længere var på kortet, men pyt nu med det.
Inden vi bestilte noget som helst måtte vi dog lige cleare med tjeneren, at vi kunne bruge noget så smart som kontaktløs apple-pay fra vores mobiltelefon som betalingsmiddel. Det viste sig nemlig at alle mand og kvinder havde ladet samtlige betalingskort blive liggende hjemme i camperen, som holdt parkeret ca. 3 kilometer fra centrum, hvor vi befandt os. Da tjeneren havde sagt god for vores betalingsmiddel, gik vi ombord i menukortet og flottede os med fire omgange treretters menuer, og dertilhørende drikkevarer.
Balladen i Brügge
Da vi nåede til desserten, beklagede jeg mig over at den dessert vi havde fået sidst, ikke længere befandt sig på menuen. Det fiksede den ekstremt servicemindede tjener ved at ringe rundt til de omkringliggende restauranter, indtil han fandt en der havde de små lækre vandbakkelser i deres køkken. En lille halv times tid senere havde han fået fragtet en anretning til vores bord og ikke et øje var tørt.
Vi ville selvfølgelig gerne honorerer hans gode arbejde med en pæn slat drikkepenge. Desværre viste det sig bare at hans betalingsterminal, alligevel ikke kunne tage imod betalingen fra mobilen. Det gav lidt panik ved bordet og en masse kreative ideer til hvordan vi kunne betale, uden at skulle hele vejen retur til camperen efter vores kort. Imens vi drøftede situationen, fandt vi de kontanter vi havde i lommer og tasker frem.
Det beløb vi tilsammen kunne mønstre i sedler og (mange) mønter, dækkede lige akkurat regningens beløb, til stor morskab for restaurantens øvrige gæster og heldigvis også for tjeneren, som måtte undvære, de eller ret så velfortjente drikkepenge. Vi lovede til gengæld at komme igen en anden gang og gik lidt flove, men godt mætte hjem i seng.
Storbysferie i Holland
Næste mål i nordgående retning var den hollandske badeby, Zandvoort men det var som om, at største delen af den hollandske befolkning havde fået samme gode ide om en dag ved stranden i det gode vejr, så efter lidt forgæves søgen efter et sted at campere, ændrede vi kurs og kørte mod Amsterdam.
10 km fra centrum fandt vi en relativt ny camperplads, hvor vi kunne slå lejr for et par dage. I udgangspunktet var vores masterplan, at vi ville undgå de store byer, men vi var efterhånden blevet superbrugere i både håndsprit og mundbind, og selv de største attraktioner vi havde besøgt undervejs, havde ikke været så overrendt af turister. Og netop derfor “turde” vi godt vove os på seightseeing uden stor frygt for corona i den hollandske hovedstad.
Fem minutters gang fra campingpladsen kunne vi fange en metro som kørte os direkte til hovedbanegården og vupti så var vi i centrum af en af Europas skønneste hovedstæder. Jeg har efterhånden besøgt byen nogen gange og bliver lige betaget af byens utroligt hyggelige stemning hver gang. Særligt når aftenen falder på, og der kommer lys i byens gader. Vi brugte hele dagen på at spise og drikke os gennem de små kanalgader ved at stoppe på små listige steder for at få en drinks og en lille snacks. Det var et vældigt underholdende koncept, der næsten helt fik os til at glemme at hoppe på metroen hjem.
I let løb nåede vi lige præcis den allersidste metro, der gik i vores retning lidt over midnat. Da vi satte os i metroen, kunne vi hurtigt konstatere at vi faktisk også, var ved at være godt trætte ovenpå den begivenhedsrige dag. Særligt Ida, som nærmest besvimede af træthed da hun kom op på skødet. Men det skulle vise sig at dagen slet ikke var slut endnu. Lidt forvirring omkring et sporarbejde, og en hurtig (forkert) beslutning førte til at vi kom til at stå af et par stop for tidligt. Det efterlod os tilbage på perronen med følgende muligheder:
1) Vi kunne gå de ca. 10 km hjem (klokken var 1 om natten)
2. Vi kunne blive og vente på den næste metro, som kørte kl. 06.30 (klokken var stadig 1 om natten)
3) Vi kunne få en flink receptionist, på et nærliggende hotel til at skaffe os en taxa.
Vi valgte det sidste mulighed. Vi valgte også at sove lidt længere næste morgen, inden GPS’en fik indtastet en ny destination.
Tilbage i Tykland – Bremen og Schleswig
Slutspurten blev sat ind på en fin køretur fra Amsterdam til Bremen, byen hvor eventyret om de fire stadsmusikanter blev født, men også byen med en ualmindeligt charmerende “Altstadt”, som det ville have være fedt, at have fundet på vej ud at spise i stedet for på vej hjem. Det ved vi nu til en anden gang.
Vi ved også at vi skal øve os lidt på vores tyske, eller i det mindste på at tale tydeligere. Da vi satte os på byens torv for at nyde tonerne fra en superdygtig, violinspillende gademusikant, besluttede vi os for at tage en omgang gin og tonics som godnatdrinks. Vi gloede noget da den unge tjener øjeblikket efter vendte tilbage med fire tonicvand og nul gin, som om det var den naturligste bestilling i verden. Det fik vi nu hurtigt rodet bod på og den hyggelige aften kunne fortsætte, indtil det blev sengetid.
Fra Bremen lagde vi vejen forbi Neumünster Designeroutlet, shopaholicernes tyske paradis. Det blev kun til en hurtig frokostpizza og en lille bitte pose med nye løbesokker til Jens. Hvor vi hidtil ikke havde mødt overvældende mange mennesker på vores vej, så forholdt det sig noget anderledes her. Folk stod i lange, tætte køer alene for at komme ind i butikkerne. Ingen af os har et shoppegen, eller en tålmodighed der er veludviklet nok til den slags udfordringer, så det tog os ikke lang tid at blive enige om at køre mod turens sidste stop i Schleswig.
Her scorede vi en plads på den hyggelige havn, nærmest midt i byen og tæt på det sted hvor vi har lejet autocamperen. En schnitzel og et slag Sequence blev de sidste dråber, der kunne vrides ud af ferien, som i den grad lakkede mod enden.
En slags epilog
Da vi havde sendt eventyrbussen tilbage til start, sad vi igen i Suzukien som virkede som om den var krympet lidt, efter det tre ugers lange ophold på en indelukket p-plads i Tyskland. Vi sendte en kærlig tanke til Syd- og Sønderjyllands politi, som på twitter havde givet det fremragende råd, at tage grænseovergangen ved Pebersmark. Vi sendte samtidig en medfølende tanke til alle dem der sad i den umenneskelige lange kø ved Frøslev, fordi der var indført grænsekontrol som en led i corona-bekæmpelsen.
For, at være ærlig så havde vi en del (bl.a moralske) skrupler over, om vi kunne “tillade” os, at tage afsted i en usikker tid, hvor samfundsdebatten mest moraliserede at man skulle blive hjemme. Men beslutningen var helt rigtig. Autocamperferie-formen gjorde lige netop at vi kunne tage højde for de løbende corona-opdateringer undervejs, og på den måde føle os nogenlunde sikre på at vi ikke blev rejsende i smittespredning.
Vi så til gengæld et corona-præget Europa, hvor det at vise samfundssind, holde afstand og passe på sine medmennesker ikke var noget vi har taget patent på i Danmark. Håndsprit og mundbind bliver hurtigt en vane, og vi var enige om at skulle det komme dertil, at mundbind blev indført i Danmark, så er det faktisk en meget god måde, at blive mindet om, at smitten stadig er der. Den læring skulle så senere vise sig at blive aktuel, da anbefalinger om brug af mundbind blev indført i Danmark
Men vi så desværre også en masse restauranter, butikker, hoteller og turistattraktioner, som havde været nødsaget til at dreje nøglen om i de turisttomme gader. Et særligt trist syn når man ved at der ikke, som herhjemme er bevilliget økonomiske hjælpepakker til at støtte de mange næringsdrivende, der har mistet deres indtægtsgrundlag pga. en dum og ubarmhjertig virus.
Hjemme ventede vores trofaste huspasser og desværre også én kat mindre end da vi tog hjemmefra, idet kattekongen Hr. Vimse, med vanelig sans for dramatik var løbet tør for katte-liv, lige midt på naboens gårdsplads en uges tid inden vores hjemkomst. Må han hvile i fred den lille fis 😢
Det betyder, at der er ekstra knus, kram og klap til den lille Ida-hund, som gjorde vores debut som rejsende MED hund til en kæmpe succes. Det var så skønt, at have den lille opmærksomheds-magnet med på tur og gav anledning til mange gode snakke med hundevenner rundt omkring.
Snip, snap snude – så var eventuren anno 2020 ude. Tip, tap, tønde, men så kan planlægningen af en ny tur altid begynde. Hvis du har læst med her til og har ubesvarede spørgsmål til turen, så kontakt mig endelig.
