Eventyret begynder her. Geradeaus, 14 dages ubrugt ferie i vente. Første stop Strasbourg. Meget mere vidste vi sådan set ikke fra start. Vi troede, håbede og satsede på at vi kunne nå (sent) frem til Strasbourg i et hug fra Schleswig, hvor vi havde lejet den autocamper der skulle være vores mobile sommerferie-hjem, men vejene omkring Hamburg viste sig fra den værste side, og tog fire timer af vores tid. Da vi nåede Baden-Baden et godt stykke over midnat, blev vi enige om at kapitulere og droppe de godnat-drinks, som vi ellers var stillet i udsigt hos (Victors) faster-Helle og hendes franske mand, Dorig.
Når man har sengen med i bagagen, så er det jo både nemt og bekvemt at nappe nogle timers søvn. Og da vi først på formiddagen ankom til Strasbourg, blev vi modtaget med det lækkerste morgenbord og hygge på den franske altan, med en fantastisk udsigt over parken, Jardin des Deux Rives.
Eftermiddagen blev brugt på byvandring i den gamle bydel og omkring katedralen, som altid er et besøg værd. Selvfølgelig måtte der lige klemmes en smule tartes flambes ned, en skøn egnsret fra Alsace, som bedst spises med et koldt glas riesling til. Aftenen gik med en lille gåtur over grænsen til den tyske by Kehl, og en spændende indisk spiseoplevelse. Da vi skulle bestille maden spurgte Dorig om vi havde toilet i bilen, da vi bekræftede sagde han: “Fint så kan vi bestille alting på menukortet”!
Speed-date med Paris
Da vi vågnede dagen efter var det vores plan at turen skulle gå til Disneyland, men en shoppetur efter diverse fornødenheder, i et lokalt supermarked på størrelse med 4 Bilka-butikker, og en køretur lidt længere end først antaget, gjorde at vi sadlede om og udskød besøget i forlystelsesparken til dagen efter. En hurtig ide, blev til en hurtig beslutning og få timer senere var vi i gang med at speed-date Paris.
Vi parkerede autocamperen i yderkanten af byen, hoppede på en metro ind til centrum for at nyde den vilde udsigt fra Sacre Cour, spiste aftensmad på Montmartre, slentrede gennem hyggelige gader ned til Moulin Rouge, videre til Champs Elysee og op til Triumfbuen, hvorfra vi tog metroen tilbage til autocamperen. Det var et kæmpe hit og ren luksus bare at kunne stjæle sådan et Paris-moment.
Alt gik som smurt og nærmest som om vi var helt rutinerede i den slags impulsive, storbysoplevelser. Ihvertfald indtil vi skulle UD af Paris! Det der skulle have været en kort køretur på ca. 20 minutter hen til det sted vi havde besluttet os for at overnatte, blev hurtigt forvandlet til en af de helt store parforholdsprøver, for da vi ankom til motorvejs-tilkørslen var det kun for at møde en bom og et “omkørsels-skilt”, da natten åbenbart skulle bruges til vejarbejde. Det lyder jo ikke så svært, men da vi havde fulgt 7-8 omkørselsskilte endte vi tilbage hvor vi startede, og sådan gik der så et par timer med at køre lidt rundt og lidt forkert. Og lidt længere ind mod centrum, med mere trafik og mindre gader. Lidt pressede og meget trætte, fandt vi endelig ud af byen. Og da klokken var ca. halv to fandt vi også et sted at sove. Da Jens med et smil på læben sagde til mig, at “når vi kan samle et skab fra IKEA – OG vi kan klare sådan en køretur, uden at blive uvenner så kan vi klarer alting sammen“, så tænkte jeg at det alligevel nok skulle blive en god tur.
Disneyland
Da natten blev til dag, kørte vi den sidste halve time mod det magiske Disneyland, hvor man godt nok skal være meget, meget voksen for ikke at blive en lille smule barnlig. To en halv dag til de to parker, synes som den ideelle tid at afsætte til besøget, så har man god nok tid til at det ikke gør noget at turen skal gå videre. Vi camperede på det dertil indrettede campingareal i gåafstand fra Parken og det kan sagtens anbefales. Det giver også mulighed for at gå “hjem” og tage et lille hvil, hvis rutsjeriet bliver for meget. Jeg tænker at det nok også kan anbefales at besøge parkerne på hverdage hvis det er muligt. Men gå endelig ikke glip at at besøge begge parker, som i den grad er en oplevelse af de helt store. Og snyd heller ikke dig selv for at opleve det magiske lyd/lys/fyrværkeri-show ved det magiske Disneyslot ved lukketid. Det er ren Disney-magi.
Uplanlagte perler på en snor
Da vi ikke kunne vride mere ud af vores billetter, kørte vi et par timers kørsel væk fra Disneyland, indtil vi kom vi til Auxerre. At det lige netop blev her vi stoppede var en ren tilfældighed, men det viste sig at være den fineste by, med smalle gader, smukke bygninger, en hyggelig stemning og bedst af alt, en plads til autocampere lige ved floden, kort sagt det perfekte sted at overnatte og dermed fik vi også mulighed for at smage på den lokale mad, og ikke mindst vin fra den lokale vinbonde.
Derfra gik turen videre i østlig retning via landevejen, gennem små hyggelige byer, over bjerge og med udsigt til både vidder og højder. Vi kørte indtil der pludselig dukkede den smukkeste smaragdgrønne sø op i landskabet. Her måtte bades. Da vi kørte tættere på søen for at parkerer, så vi en fin naturplads til autocampere og da vejrudsigten sagde sol og 26 grader, var det nemt at opnå enighed om at her måtte vi slå rødder for en stund. Det viste sig at det var søen, Lac de Vouglans vi havde fundet, nær Maisod, kun få kilometer fra den Schweiziske grænse. Imens drengene arbejdede på at etablere en lille sti gennem vandet, så man kunne slippe for at træde på sten på vejen ud i det 22 grader varme vand, nød jeg en dag langs søbredden med solbadning, en god bog og en mageløs udsigt.
Da vores næser var godt røde af at slikke sol, kørte vi videre indtil vi kom til den lille franske by, Les Rousses. Da altså først et venligt, hollandsk par havde hjulpet os med at få strøm på bilens batteri. Vi havde åbenbart brugt af den forkerte strøm og kunne derfor ikke starte. Det var lidt heldigt at hollænderne endnu ikke var kørt, for ellers havde vi stået alene tilbage ved søen, som ikke virkede særligt velbesøgt. Les Rousses er en skisportsby i Jurabjergene og her kunne vi indlogerer os i udkanten af byen, i en god gåafstand til centrum. Vi fandt et lille hyggeligt brasserie, med udendørsservering – pænt, men på ingen måder prangende. Det var maden til gengæld, en ren gourmet oplevelse for både øjne og mund, som fik de helt store smil frem hos hele selskabet.
En lille sproglig misforståelse
Da vi havde spist spurgte drengene om de måtte gå hen til et nærliggende “sted”, hvor de havde set, at man kunne spille billard, og da det passede godt sammen med at Jens og jeg gerne ville blive hængende og nyde den lune aften over et godt glas bourgogne, fik de (selvfølgelig) lov på den betingelse, at de købte en tår at drikke, så de ikke blev upopulære på beværtningen.
De havde derfor bestilt to colaer, men bartenderen hørte det som “to coronaer”, og åbnede to øl. Drengene troede i første omgang det var til nogen andre, så da det gik op for dem at det var det ikke, fik de lidt i panik. Ingen af dem kunne li’ at sige at det ikke var det de mente når nu øllene var knappet op, men de vidste jo omvendt også godt at de ikke var gamle nok til at købe øl, og hvad nu hvis det blev opdaget og hvad ville vi sige? De sproglige barriere og den gode opdragelse de begge jo har, førte til at de høfligt betalte og tog imod de to øl. Da vi senere stødte til for at samle drengene op, gik vi grinende hjem.
Italien og Gardasøen, på godt og ondt
Søndag havde vi besluttet skulle være en “køredag” så vi kunne komme et ordentligt ryk ind i Italien. Det blev den smukkeste køretur gennem Schweiz, via Alperne, rundt om Mont Blanc og ind i Italien. Billederne fra turen taler for sig selv, men tjek lige vores morgenmads-udsigt, som er blot én ud af de mange eksklusive oplevelser som autocamperen giver mulighed for. Første aften og nat i Italien brugte vi i Gavirate ved Lago Di Varese og selvfølgelig måtte vores første måltid være pizzaer. Da altså først drengene havde aftenbadet i søen.
Næste morgen lod vi drengene sove længe, mens Jens og jeg stod op for at vaske lidt tøj på et nærliggende vaskeri. Skabspladsen i en autocamper kan godt være lidt trang, når man er fire på tur og derfor er det praktisk at nøjes med at pakke tøj til en uges tid, men det kræver jo så at der vaskes undervejs, når turen vare 14 dage. Mens vi ventede på det snurrende tøj, kiggede vi lidt på landkort og vejrudsigt, og da de kommende dage så virkelig varme ud, blev det et oplagt valg at køre til Gardasøen, hvor der kunne bades og dases. Det krævede nogle timers kørsel og vi besluttede derfor, at vi kunne tage morgenmaden på vejen, når vi havde vækket drengene. Sådan endte det ikke helt, for da vi kom tilbage til camperen, blev vi mødt af et veldækket morgenbord med nykogte æg og frisklavet kaffe, som de to teenagere havde haft travlt med at forberede til vi kom retur. Jeg behøver nok ikke beskrive hvor meget det varmer et moderhjerte.
At Gardasøen er et yndet turistmål for mange er fuldt ud forståeligt. Der er så skønt og selvom vi i et populistisk perspektiv nok ikke fandt den “rigtigste” søbred, så var der dæleme smukt, lækkert og varmt. Både i vand og på land. Det var så varmt at selv jeg selv jeg, som ellers ikke er den store vandhund, glædede mig til en svalende dukkert i den 36 graders stegende hede. Det kolde gys udeblev dog totalt, for vandtemperaturen i den lidt plumrede sø, var 27 grader. Jeg siger ikke det var FOR varmt. Men det gjorde ikke noget at vi havde taget ventilatorer med i bagagen, som gjorde det udholdeligt at være i vognen.
Det er nemt at få en aften til at gå med at slentre langs søbredden, og nemt at finde et godt sted at spise så det gjorde vi. Dagen efter fortsatte vi hvor vi slap med at nyde livet ved søen. Jeg var dog blevet færdig med at bade i Gardasøen, efter at vi aftenen før havde set en ca. 1 meter lang søslange, i færd med at indtage en lille fisk den havde fanget til aftensmad (se foto). Så jeg badede kun i solen, imens drengene lejede en vandcykel med indbygget rutsjebane, som de lå og cyklede rundt på i vandet. Jens derimod cyklede lidt rundt på land, på min cykel for at kigge på cykler. Da vi vågnede om morgenen var det ret nemt at afgøre hvor mange der skulle cykle efter morgenbrød, eftersom vi kun havde en ud af to cykler tilbage.
Til trods for kædelås og cykelparkering tæt op ad camperen, var der alligevel nogen som i nattens løb, der havde vurderet at de havde mere brug for Jens’ mountainbike end han havde. Efter en hurtig rundtur i området fandt vi ud af at et andet par havde fået stjålet to mountainbikes, et par dage tidligere men dem havde politiet fundet, og leveret tilbage til rette ejermand. Hjemme i Danmark ville vi nok ikke have ulejliget politiet særligt meget med en anmeldelse om cykeltyveri, som vi ville kunne have foretaget på nettet, alene for at få en eventuel forsikringssum udbetalt. Men i Italien går man åbenbart anderledes op i den slags tyverier.
Vi startede derfor dagen med et besøg på den lokale politistation, hvor man i den grad tog vores anmeldelse alvorligt. To mand deltog i afhøringen af os, mens en tredje civil betjent cyklede afsted for at lede efter cyklen med det samme. Selvom vi selvfølgelig var ærgerlige over at sætte en cykel på tabslisten, så var det gode feriehumør stadig intakt, da vi en lille halv times tid senere forlod politistationen, med en kopi af anmeldelsesrapporten i to eksemplarer, én på italiensk og én på tysk, behørigt stemplet, forseglet og underskrevet.
Det var næsten skammeligt at indrømme at Gardasøen ganske enkelt blev for varm, da vejrmeldingerne hjemmefra var kølige og regnfulde, men da drengene forslog at vi lagde vejen forbi et designeroutlet lige udenfor Venedig synes det som verdens bedste idé, og et rigtigt godt eftermiddags/aftenprogram. Især med tanke på butikkernes kølende aircondition. På den måde kom vi også så tæt på Venedig, at vi dagen efter kunne starte med at gøre min drøm om at besøge byen til virkelighed.
Se Venedig, uden at dø
Nærmest lige præcis midt mellem designeroutlettet og Venedig fandt vi en overnatningsplads, der umiddelbart virkede ret idyllisk, med en lille sø som vi havde helt for os selv. Årsagen til at vi kunne bo der alene, viste sig nok at have en sammenhæng med den meget nærliggende lufthavn. Bedst som vi havde slået lejr og lavet aftensmad lettede det første fly. Det føltes som om at landingshjulene kun var centimeter fra at kunne røre taget på autocamperen, og så skal man altså sove umanerligt tungt, hvis man skal kunne ignorere den larm der medfølger.
Vi overvejede kortvarigt at flytte men valgte at blive, for dagen efter at begive os ind til den ubegribeligt, vidunderlige og anderledes by, som Venedig er. Vi blev dog en smule forsinkede i afgangen, da den selvbetjente plads vi havde sovet på, krævede at man betalte 25 euro ved udgangen, for at åbne en bom der blokerede for vejen. Det var selvfølgelig fair nok. Problemet var bare at automaten kun tog mod kontant betaling OG at vi var løbet tør for kontanter. Jens måtte derfor endnu engang afsted på cykel. Denne gang på jagt efter en hæveautomat. Sådan en fandt han 7 kilometer fra pladsen, og det blev så sidste gang vi var uden kontanter på turen.
Venedig ER fantastisk, men det er selvfølgelig også noget af en turistmagnet, og nok langt fra det autentiske Venedig der var engang. Selvom vi ellers altid er opmærksomme på ikke at falde i turistfælder, så lykkedes det os alligevel at falde direkte ind i en, efter kun ganske kort tid i byen. Vores undskyldning må være at vi var blevet sultne, og af den grund lykkedes det en meget insisterende tjener at få os lokket ind på hans helt utroligt, lækre restaurant – speciale price for you, my friend og gratis drikkevare til hele banden. Hverken den elendige mad, det kedelige, knap så rene baglokale vi blev placeret i, den efterfølgende manglende betjening eller de vand-fortyndende drikkevarer vi fik, er værd at berette yderligere om. Men byen er stadig fantastisk, og en af den slags steder man bør besøge mindst én gang i livet, hvis muligheden byder sig.
Prisbelønnede pizzaer
Sidst på dagen forlod vi Venedig og kørte mod Østrig. Da vi nåede til Belluno gjorde vi stop for natten. Sidste nat i Italien, var = sidste mulighed for helt ægte Italienske pizzaer i denne omgang, og da klokken efterhånden havde placeret spisetid, gik vi ind på den første og den bedste pizzarestaurant vi stødte på. Det viste sig så, at det vitterligt var den bedste. Vi var som sagt sultne, så da vi kom ind på restauranten orienterede vi os primært mod spisekortet, så vi kunne få sat vores bestilling i gang. Mens vi ventede på maden, begyndte vi at kigge os lidt omkring i lokalet. På væggene hang der billeder af ejeren, som var identisk med pizzabageren, der stod og arbejdede ved stenovnen, placeret midt i restauranten.
Da vi kiggede lidt nærmere på vægudsmykningen, gik det op for os at den var klistret til med avisudklip, diplomer og indrammede hædersbeviser. Da vi atter kiggede over på pizzabageren, havde han tydeligvis holdt øje med vores beundrende blikke, og nikkede med et selvsikkert smil på læben, som for at sige, “den var god nok, der er mig“. Han var ganske enkelt kåret til at være en af Italiens bedste pizzabagere ved flere lejligheder, og af flere forskellige prisuddelere. Forståeligt nok, for det var vitterligt sindssygt gode pizzaer vi fik hos Pizzeria da Ezio. Til helt almindelige italienske pizzapriser.
Vi overnattede nærmest midt i byen, og derfra gik turen videre til et af turens helt store højdepunkter. Bogstaveligt talt. Især Jens havde drømt om en ordentlig bjergetape, og var ikke blevet mæt af den tidligere tur gennem Alperne så han, nærmest insisterede på at vi skulle lade vejen gå videre via den panoramiske rute, Grossglockner Hochalpenstrasse. Ruten forløber tværs hen over alperne, og da jeg læste at den skulle være Europas smukkeste panoramarute, var jeg ikke så svær at overbevise om at det var en god ide.
Wauw for en oplevelse! Også selvom den 48 kilometer lange panoramarute, som førte os over Østrigs højeste bjerg, ad veje i 2571 meters højde blev indtaget med en vis portion ærefrygt. Ikke mindst da vi på den relativt avancerede nedfart, pludselig blev ledsaget af en gul advarselslampe i instrumentbrættet på autocamperen. Et hurtigt opslag i bilens instruktionsbog fortalte noget om varme bremser. Men med passende pauser, der passende kunne bruges til at nyde udsigten gik det, og da en lang (og høj), smuk dag lakkede mod enden fandt vi endnu et skønt sted at overnatte, i den nordlige del af Tyrol.
Sommer i Tyrol
Egentlig ville vi gerne have været nået lidt længere nord på, da vi havde forregnet os lidt på resterende køretid, men kø-kørsel og vejarbejde fik os til at dreje fra ved Bernau i Bayern. Her kunne vi campere på parkeringsarealet, foran et lidt ødebeliggende hotel, der var som taget ud af en scene fra Sommer i Tyrol. Man forventede faktisk at høre Leopold, synge ja, ja nu kommer jeg, da vi senere spurgte tjeneren om vi måtte betale for den mad vi havde spist, og vi havde gerne givet lidt ekstra drikkepenge, for den smukke udsigt vi fik til Chiemsøen.
Fjorten fuldstændigt fantastiske feriedage, hvor vi nød og brugte hver eneste time, lakkede desværre så meget mod enden, at vi måtte bruge hele den sidste dag på at køre, for at nå i mål i Schleswig og afleverer den lånte eventyrbus tilbage til den aftalte tid. Det lyder måske værre end det er, for sådan en dag kan jo bruges til at tømme skabe og skuffer for køresnacks, se film og spille spil (med mindre man er chauffør selvfølgelig). Vores mobile hjem gennem to uger blev byttet ud med Suzukien, som tilgengæld blev fyldt op med vasketøj, souvenirs, og fire turister som i den grad havde fået sig en på opleveren.
Strasbourg-Paris-Disneyland, små hyggelige franske byer, smukke søer, høje bjerge, Schweiz-Alperne-Mont Blanc-Italien-Venedig-Østrig-Grossglockner-Tyrol-Tyskland, lækker mad, skønne vine, sjov og gode grin, vild natur og fede byer. Shopping, hygge, sol og varme og en ferieform der levede 100 % op til det forventede.
Friheden og de uendelige muligheder som autocamperen giver, er jeg kæmpe fan af. Det kræver at man magter at bo tæt, kan tåle at springe et bad over, orker at det hele er en lille smule primitivt og kan leve med at plan A, nogen gange bliver til plan B -og bedst af alt, at der nogen gange slet ikke er nogen plan.
Hvis man kan det, så får man også muligheden for at få en uendelighed af skønne og overraskende oplevelser. Dem glæder jeg mig til at få flere af.
#liveterhvadmangørdettil ❤️