Sydsverige – skønt efterårsroadtrip

Hotel på fire hjul

Det må være en ommer! For selvom vi fik set meget, så fik vi slet ikke set alt det vi gerne ville, og det må jo så betyde at vi bliver nødt til at komme tilbage til det sydsvenske en anden god gang. Efterårsferie i Sydsverige havde ellers ikke ligget på tegnebrættet ret længe, for der var lidt tvivl om hvorvidt det overhovedet var muligt at stikke af på efterårsferie, (arbejdet har det med at tage meget af ens fritid, som man siger). Da det stod sikkert endte vi med at leje et hotel-på-hjul i form af en autocamper, som det perfekte udgangspunkt for de kommende 9 dage og nætter.

Det er altid spændende når man skal prøve noget, man ikke har prøvet før. Det gælder også leje af autocamper, et sted man ikke har lejet før skulle jeg hilse og sige. Men det viste sig heldigvis at det var en yderst imødekommende, og fleksibel udlejer vi havde fundet i Trelleborg.

Den autocamper vi fik udleveret var god, rummelig, pæn og ren så vi trillede afsted med store smil på læben, da vi fredag eftermiddag startede ud på turen langs østkysten i nordgående retning. Det blev til en knap så lang, men temmelig flot tur op langs kysten, mens vi lærte bilen at kende, fik handlet ind og fik indrettet os i det lille trillende hjem.

Simrishamn

Turens første overnatning tog vi på havnen i Simrishamn, eller Simmershavn som byen åbenbart hed, da Skåne var en del af Danmark. Udenfor højsæsonen er det næsten altid til at finde gode overnatningspladser på havneområder, hvor der som oftest også er gode badefaciliteter. Det er et plus, især hvis man som os er lidt dovne og gerne sparer rengøring af vognens eget bad. Som ekstrabonus når man overnatter på havne, følger der som regel også en flot udsigt med. Og her var havnen i Simrishamn ingen undtagelse.

Vi brugte eftermiddagen på at gå en tur i den lille skånske købstad, mens den smukke efterårssol, som havde skinnet fra en skyfrihimmel ligeså stille gik på fyraften. I den gamle brostensbelagte bymidte ligger der de fineste pastelfarvede byhuse, som måske tog sig lidt ekstra fint ud i de sene eftermiddags-solstråler. Området har et særligt mildt og solrigt klima, som skaber gode betingelser for de pæne byhaver, der stadig var pæne at se på i slutningen af oktober.

Dagen derpå lagde vi ud med at tage til Stenshuvuds Nationalpark. Her finder man, udover en af Skånes bedste badestrande det karakteristiske, 97 meter høje bjerg der gennem tiderne har fungeret som sømærke for sejlere. Fra toppen af bjerget får man en flot udsigt over havet og kyststrækningen, som er alle anstrengelserne i det kuperede terræn værd. Også på en blæsende efterårsdag.

Æblebyen Kivik og befæstningsbyen Karlskrona

En kort køretur senere landede vi i Kivik. Og skulle man være i tvivl om, om man har fundet den rette kurs mod Æblebyen, så fortæller de mange omkringliggende æbleplantager at den er god nok. Om foråret valfarter folk til området for at se æbletræerne blomstre og den sidste weekend i september valfarter de så igen, denne gang fordi der afholdes en stor æblefestival i byen, hvor der er smagsprøver på årets høst, kåring af det største æble, liv og glade dage og ikke mindst afsløring af årets æblemaleri, som bliver lavet af op mod 35.000 æbler. Men også udenfor sæsonen er det et stop værd at besøge byen. Husk kontanter, så du kan snolde æbler ved en af de mange vejboder, og er du i byen omkring frokosttid så kan en fiskeanretning fra Buhres på havnen på det varmeste anbefales.

Vi sluttede dagen af i Karlskrona, hvor vi hentede takeaway og slappede af ovenpå den begivenhedsrige dag. Endnu engang havde vi indlogeret os på havnen, få minutters gang fra centrum. Placeringen i centrum var helt perfekt som udgangspunkt for en søndag-morgen-hundelufte-tur, som inden vi fik set os om, blev til 10 kilometer i Blekinges største by. Karlskrona ligger på 33 øer i Skærgården og er den svenske by, som har flest sommer-solskinstimer. Men solen kan også skinne om efteråret, erfarede vi da vi nød formiddagen i den gamle befæstningsby, med historiske bygninger og monumenter fra dengang byen var base for bevogtning og beskyttelse. Stortorget i centrum er et af Nordeuropas største, og fik dets størrelse fordi der skulle være plads til militærparader. Vi syntes særligt godt om bydelen Björkholmen, hvor man bl.a. finder en lille ubeboet ø, med et naturskønt område. I gamle dage var bydelen beboet af fattige sømænd og værftsarbejdere, som boede pø om pø i de gamle træhuse fra 1700-tallet, som den dag i dag står som for flere hundrede år siden.

Historisk vingesus i Kalmar og naturskønne Øland

Fra Karlskrona kørte vi videre til Kalmar. Det var vel nærmest et must at besøge den historiske by, hvor Dronning Margrethe den 1. i 1397 underskrev aftalen om kalmarunionen, når man nu var på de kanter. Selv uden den historiske betydning, ville det imponerende Kalmar Slot være et besøg værd med den flotte beliggenhed ud mod Kalmarsund. Vi nøjedes i første omgang med en tur rundt i området ved slottet inden vi satte en ny kurs mod Øland, som var udset til at være stedet hvor vi skulle overnatte.

Man kommer til Øland-øen via en 6 km lang bro som forbinder øen med fastlandet. Det siges at broen lægger asfalt til 25.000 biler dagligt i sommerferieperioden. På Øland nåede vi endnu en lille kongelig gåtur i området omkring Solliden, den svenske kongefamilies sommerslot ved Borgholm, inden vi fandt den smukkeste overnatningsplads, næsten lige i vandkanten på øens nordspids. Her blev vi beriget med en smuk solnedgang til vores before-dinner-drinks.

Efterårsvejret fortsatte med at vise sig fra den smukkeste side, da vi dagen efter tog ud og udforskede den charmerende ø. Det kunne selv den store flok sæler der lå og solede sig på sydspidsen se. Aldrig har jeg set så mange sæler samlet på et sted. Vi talte os frem til at der var ca. 20 i alt, selvom det var lidt svært at holde styr på flokken, da de som ikke solede sig pjaskede rundt i vandet.

På vejen fra nord til syd kørte vi bl.a. gennem flere af de karakteristiske radbyer, som er et arkitektonisk levn fra middelalderen, og som egentlig bare betyder at alle husene i de små byer er placeret langs én lang hovedgade. På vejen blev vi også mødt af flere biler, som nærmest bare var kastet ind til siden i vejkanterne. Det viste sig at være fordi der er et rigt fugleliv i området, når ørne og andre trækfugle bruger Øland som mellemstation på vej mod varmere himmelstrøg. Vi nassede på de fugleinteresseredes viden og var også heldige at få nogle glimt af de store rovfugle.

På Ølands sydligste odde, tronede det smukke fyr Länge Jan rankt og stolt og lige op i den blå oktober-himmel. Det flade landskab som området er præget af, er et ideelt samlingspunkt for det vilde dyreliv -og for fugleinteresserede folk, som afslørede deres interesse for de trækkende fugle ved at bære kikkerter i en snor om halsen.

Da dagen gik på hæld, kørte vi den korte vej over broen til Kalmar, beriget med minderne om en dag fuld af helt særlige naturoplevelser. I Kalmar kunne vi overnatte ganske gratis på havnen, med udsigt til broen mod Øland på den ene side og byen på den anden side. Vi brugte aftenen på byvandring i den enormt hyggelige by og tog endnu engang lidt takeaway med retur til camperen, hvorfra vi kunne kigge lidt på morgendagens planer.

Emil fra Gibberyd, Gøta kanalen og Vadstena

Planen blev at starte dagen ud med at sætte et tjektegn ved et af barndommens allerbedste litterære minder. Så kursen blev sat mod selveste Katholt, Emils idylliske bardomshjem, som slet ikke engang ligger i Lønneberg. Det ligger tilgengæld i den lille by Gibberyd, ikke så langt fra Vimmerby, som man nok også husker fra historien om Emil.

Gården er privatejet, så man kan ikke komme ind i huset, men man må gerne gå en tur på gården og se på bygningerne, værkstedet og Alfreds lille hus. Om sommeren betaler man entre og der er en lille butik hvor man kan købe souvenirs, fx. en lille snittet træmand. Men sidst i oktober, hvor vi var forbi, kan man bare gå ind og kigge og mindes de mange gode filmklip fra de skønne børnefilm.

Fra Katholt kørte vi gennem store, smukke og efterårsklædte skovområder indtil vi kom til Gøta kanalen i Linköping. Kanalen blev til over en 22-årig periode i 1800-tallet og var dengang det største og dyreste projekt sat i gang på svensk jord, med et budget på 24 millioner svenske rigsdaler. Tilgengæld gav det beskæftigelse til mere en 58.000 mennesker, at etablere den 190 km lange kanal. Med kanalen fik svenskerne en smutvej til Østersøen, som kunne gøre dem fri for at betale den dyre told, som Danmark og Norge opkrævede af alle skibe som sejlede gennem Øresund.

I dag bruges kanalen primært som turistattraktion, især for sejlfolket som kan få sig en på opleveren når de 58 sluser lukker vand ind og ud for at tage imod fartøjer på op til 32 meters længe. Men dele af kanalen bruges også i dag til transport af gods.

Vi rundede dagen af i Vadstena, en middelalderlig by beliggende ud til Sveriges næststørste (og Europas sjette største) sø, Vättern, hvor vi endda var så heldige at blive midlertidige naboer til byens slot. Byens kloster, Sankt Birgitta-klosteret, er med tiden blevet et af Europas vigtigste pilgrimsmål. Det siges at grundlæggeren, den hellige Birgitta kunne se syner og modtage åbenbaringer fra både gud og Jesus og stedet har med tiden udviklet sig til et åndeligt centrum for eftertanke og reflektion.

Slottet, Sankt Birgittas kloster og klosterkirken ligger samlet og omgivet af en voldgrav, smukt placeret ud til søen. Hvor vi hidtil havde været velsignet med efterårssol og godt vejr for årstiden, havde vejret nu skiftet til et mere efterårslignende antræk, med regn og rusk som den mest passende beskrivelse. Men der findes jo som bekendt ikke dårligt vejr, så vi kunne sagtens gå en aftentur i den spændende by, og på den måde var regntøjet jo heller ikke pakket med i bagagen forgæves.

Sveriges smukkeste slot, måske?

Slotte var åbenbart blevet et tema i sig selv, så da jeg havde set at det som betegnes som Sveriges smukkeste slot lå i passende køreafstand fra Vadstena, og på vejen mod vores næste mål var det jo nærliggende at køre forbi og se om det virkelig kunne passe. Om et slot er det smukkeste, kan man jo bare kun vurderer hvis man har set dem alle, men jeg kan godt og uden tøven vurderer at beliggenheden af Läcko Slot bestemt ikke fejlede noget. Slottet ligger på Kållandsö i Sveriges største sø, Vänern. Og på denne årstid kan man opleve at have hele området for sig selv, sådan er det nok ikke om sommeren.

Vi sluttede dagen i Trollhättan, hvor vi endnu engang fik en spektakulær nabo. Denne gang var det ved det Trollhättefallet, som er et af områdets største turistattraktioner. Vandfaldet har en samlet faldhøjde på 32 meter og selvom det kun er i juli, i forbindelse med “Faldenes dag” at man kan se vandfaldet i fuldt udspring, så er kanal- og sluseanlægget stadig et seværdigt udflugtsmål. At det omkringliggende landskab var iklædt efterårets farver, gjorde bestemt heller ikke noget. Trollhätten huser i øvrigt også bilfabrikken Saab og Volvo, hvis man interesserer sig for den slags.

Fra Trollhätten kørte vi atter ud til kysten, denne gang ud til skærgården nord for Gøteborg. Det smukkeste efterårsvejr var vendt tilbage efter et par grå dage, og var det fineste akkompagnement til køreturen i det betagende landskab, som bl.a. førte os gennem det lille fiskerleje, Fjällbacka. Hvis man har set filmatiseringerne af Camilla Läckbergs krimier, så har man helt sikkert også set et glimt af den idylliske by. At filmatiseringen foregår lige netop her, er ikke nogen helt tilfældighed, for det er nemlig krimidronningens hjemby. Og som om det ikke skulle være nok kendisdrys på sådan en lille by, så var det også her Ingrid Bergmann yndede at bo om sommeren. Hvis man tager trapperne op fra byens torv, til Vetteberget kan man måske genkende dele af området fra scener i filmatiseringen af Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter.

Højdescoreren Smögen og et mindre drama i skærgården

Klippeøen Smögen, blev vores næste stop. Man kommer dertil via en 200 meter lang bro fra nabobyen Kungshamn, og allerede da vi passerede byen fik vi en fornemmelse af at der ventede os et særligt stop. I centrum finder man Smögenbryggan, en lang bådebro som stadig bærer præg af tiden hvor fiskerne lagde til og solgte dagens fangst. I dag er boderne og husene omdannet til souvenirbutikker og restauranter, og selvom vi besøgte byen langt udenfor højsæsonen var det ikke svært at forestille sig hvilket liv der må være om sommeren, når den lille ø indtages af sommergæster.

Vi slentrede byen rundt og nød synet af de kulørte huse og de mange hyggelige kroge, som giver byen en særlig karakteristik. Vi gik også en tur ud til kanten af klipperne, som øen ligger på og blev helt blæst bagover af synet af de mange klipper og rå skær som fylder Kattegat-farvandet omkring Smögen. Vi sluttede besøget i Smögen af på en restaurant, som udnyttede det gode vejr og lokkede med udendørsservering, selvom kalenderen sagde oktober. Det var ikke så svært at beslutte hvad der skulle på tallerkenen, for byen er kendt for de store, flotte og friskfangede Smögen rejer. Og jeg er ikke den mindste smule i tvivl om, at det er den bedste rejemad jeg nogensinde har fået. Et af de momenter, hvor man lige skal huske at minde sig selv om hvor heldig man er.

Det føltes også ret heldigt at slutte dagen med at score en overnatningsplads lige ud til vandet i den lille skærgårdsby, Venån. Ihvertfald indtil næste morgen, hvor vi lidt før kl. 7 blev banket op af en venlig sjæl som ville gøre opmærksom på, at vi i nattens mulm og mørke var kommet til at holde under vand. Sådan ægte. For da Jens kom i de gummistøvler vi havde med hjemmefra, viste det sig at de kun lige akkurat kunne holde hans strømper tørre. Et par centimeters mere vand og vi havde fået vasket gulvet i vandet fra fjorden.

Da vi gik i seng om aftenen havde vi godt bemærket at der var sket en stigning i vandstanden, de timer vi havde holdt der, men det var ikke noget vi heftede os særligt ved. Havde vi gjort det, havde vi nok flyttet os inden vi lagde os til at sove og dermed ville vi ikke være kommet så hastigt og tidligt ud af sengen.

Et helt særligt vejr-fænomen var åbenbart opstået i kombinationen mellem pålandsvind og fuldmåne og var årsagen til den pludseligt opstående, og yderst forhøjede vandstand som var fortsat med at tage til i nattens løb. Havnefogeden sagde at det var flere år siden det sidst var sket, og selvom han egentlig tog situationen meget roligt, så gav det alligevel anledning til en forholdsvis hektisk morgen på havnen, hvor vi ikke var alene om at flytte køretøjer fra morgenstunden.

På den måde var dagen ligesom i gang og så kunne vi jo ligeså godt komme afsted mod nye oplevelser. Jeg havde forelsket mig i tanken om, at vandre ad den udfordrende klippesti ved Hovs Hallar. Hovs Hallar er betegnelsen for klipperne der ligger på Bjärehalvøen, tæt på jetset-byen Båstad som (åbenbart) blev kendt for sine store tennisturneringer, dengang hvor de helt store svenske tennisstjerner som Bjørn Borg og Stefan Edberg var sportens konger. Men en strid storm slog ind mod klipperne og gjorde det til en kort tur i området, inden vi besluttede at trække ind mod land og finde lidt læ.

Det fandt vi ved at gøre brug af den svenske allemandsret, ved en idyllisk skovsø der ikke levnede et øje tørt. Det føles som den ultimative frihed, når man kan parkerer det trillende hjem i første række til en udsigt, der ville have kostet spidsen af en jetjager med fast fundament under fødderne. Vel at mærke til absolut ingen penge. Jeg er vild med allemandsretten og de muligheder den giver for eksklusive oplevelser. Og så bidrog duften af nybagte pandekager, mens der blev skruet ned for temperaturen udenfor, også ret godt til en fuldendt oplevelse i særklasse.

Feriens slutspurt satte vi ind med snørede vandresko i området omkring Söderäsen, Sveriges svar på Grand Canyon. Jeg tror ganske enkelt ikke vi kunne have fundet en mere perfekt dag til den oplevelse, som dog krævede vandtætte vandrestøvler på flere af turens passager. Men at se området pakket ind i efterårets farver var en virkelig smuk oplevelse som jeg sent vil glemme. Og at undergrunden så var lidt til den bløde side, gjorde bare udfordringen lidt større, selvom der flere steder var lagt gangbrædder i bunden af stisystemet rundt om åsen. Söderåsens Nationalpark dækker over Nordeuropas største naturskov og med en beliggenhed kun får timers kørsel fra København, kan området godt anbefales til en endagstur, hvis man vi have en naturoplevelse lidt ud over det sædvanlige.

Natten og turens sidste svenske stop brugte vi i Falsterbo, som er den ene af tvillingebyerne der sammen med Skanör bliver kaldt for Sveriges svar på Skagen, bl.a. pg.a. det helt særlige lys, som også Skagen er kendt for. Byerne er med tiden mere eller mindre vokset sammen til en halvø, og udgør et virkelig charmerende område med små, skæve pastelfarvede bindingsværkshuse, beliggende i den skønneste natur. Især de flotte hvide sandstrande, klitterne og noget der godt kunne ligne noget lækkert badevand, er værd at fremhæve. Vi brugte aftenen og mørket til at afprøve vores nyindkøbte ravlygter, da der skulle være særligt gunstige forhold for at have rav-heldet med sig på områdets strande. Vi krøb dog til køjs med uforettet sag, men med den kolde aftenluft i kinderne.

Inden vi pakkede sammen og satte kursen tilbage mod start, nåede vi en god gåtur i området. Jeg tænker at der må være masser af badegæster om sommeren, til at give området liv og glade dage. Men om efteråret er der nu også masser af liv, vi brugte ihvertfald en del af feriens sidste formiddag på at sidde i klitterne og betragte de vovede kitesurfere der prøvede kræfter med efterårsvinden.

Da vi ikke kunne trække den længere, byttede vi camperen med de svenske nummerplader ud, med vores egen dansk indregistrerede bil og næste stop blev home sweet home.

Snip, snap, snude så var turen ude – men tip, tap, tønde så kan planlægningen af en ny eventur begynde

at rejse er at leve