Kapitel 1 – Historien begynder her

Velkommen med på tur! De næste tre uger kan du følge vores uplanlagte sommertur, uden mål og med når vi indtager lidt af Europa på vores roadtrip.

Turen foregår i en lejet autocamper (Weinsberg Cara 650 MEG, model Pepper, hvis nogen skulle spørge). Camperen lejer vi i Schleswig og med på tur er, ud over dig kære læser – Jens, Ida og jeg. Ida er vores lille baby, forklædt som en Jack Russel terrier.

Under normale omstændigheder ville turen have haft en overordnet plan, baseret på månedsvis research. Det plejer at være en af mine yndlings-fritids-beskæftigelser, men det opgav jeg lidt denne gang, fordi coronaen længe har gjort det uvist om vi overhovedet kunne komme afsted og i givet fald, hvorhen og hvordan?

Men vi sigter nok lidt mod Toscana i Italien, resten finder vi ud af undervejs og jeg har heldigvis masser af gemte rejsenoter liggende, så der er basis for en god tur, uanset hvor den ender, nu hvor det heldigvis blev muligt at komme afsted.

Normalt ville vi også have brugt den første dag på at køre så længe vi orkede, og slutte dagen med en schnitzel. Hvis alt var normalt. Men normalt er Danmark jo heller ikke i EM-kvartfinalen, så vi stoppede allerede i Lübeck for at se kampen.

Lübeck, andet end bare et julemarked

Lübeck er for de fleste nok bedst kendt for byens legendariske julemarked. Men den er bestemt også seværdig et halvt år efter eller før jul, om man vil.

Vi havde håbet at tyskernes kærlighed til fodbolden overskyggede det faktum at de ikke længere er en del af EM, men det er som om, at interessen dalede gevaldigt, da deres landshold forlod turneringen i ottendedelsfinalen. Vi fandt ellers en sportsbar, som annoncerede at de viste ALLE EM-kampe på storskærm i deres Biergarten. Helt perfekt, hvis altså ikke det var fordi de først åbnede kl. 20. Lidt for sent, med kampstart kl. 18. Vi så derfor kampen i camperen, med parabolen som dagens helt store hit.

Efter kampen var der masser af stemning i byen, men det skyldtes vist mere den milde sommeraften, de lempede restriktioner og det faktum at der var lørdag, end det skyldes Danmarks sejr. Uanset hvad var det fantastisk at mærke livet i byen. Og bare livet i det hele taget.

Fra Lübeck kørte vi længere mod syd. Umiddelbart ikke den klogeste beslutning, da vi forlod 24 grader og sol fra en skyfri himmel til fordel for regn i lår-tykke stråler og tordenskrald så heftige at de kunne mærkes i vognen. Men da vi kom frem til Marburg, stoppede regnen og vi erfarede at det gode ved at slæbe regnjakken med på tur, er at man med garanti ikke får brug for den.

Marburg, byen i flere etager

Det var historien om universitetsbyen i flere etager og med elevator mellem “ober -og unterstadt”, der lokkede os til dette stop. Vi fandt en stellplatz tæt på den særpræge Altstadt, i byen hvor 25.000 ud af i alt 80.000 indbyggere, er studerende. Ikke mindre end et halvt hundrede nobelprismodtagere har studeret i byen. En ganske imponerende statistik, som de færreste byer kan bryste sig af.

Måske er det kollegiet, som er et gammelt slot fra 1500-tallet, beliggende på toppen af byen, som lokker. Jeg tænker ihverfald at de studerende ikke kun har kloge hoveder, men også gode lårmuskler efter deres studieophold i byen. Min lår synes ihverfald at der var langt til toppen, men det kan måske også skyldes den bastante schnitzel, som udgjorde aftensmåltidet, det gjorde trinnene op ekstra tunge. Det var dog alle anstrengelser værd, at kunne nyde den stille og smukke aften med et smukt skue ud over området.

Sydtysklands eventyrlige slotte

Efter en god nats søvn og med en knap så sommerlig, lokal vejrudsigt, kørte vi videre mod syd og endte dagen i den bayerske by Füssen, som vi faktisk har besøgt på en tidligere tur. En skøn lille by og et godt udgangspunkt for at fortætte turen ind gennem Østrig. Her ligger også det fortryllende Neusweinstein Slot, som siges at have givet inspiration til Disney slottet. Et magisk syn som godt kunne tåle en gentagelse.

Aftensmaden indtog vi på en hyggelig lille restaurant på et af byens torve. Her faldt vi i snak med et ungt (eller yngre) dansk par på vej til Toscana, de fortalte bl.a om den smukke sø de boede ved, hvilket blev udslagsgivende for beslutningen om at blive lidt ekstra tid i området. Dagen efter blev derfor dedikeret til, at vandre (fornuftig med lidt motion ovenpå dagene med den tyske, tunge kost).

Små 15 kilometer blev det til, rundt om den blå/grønne og idylliske Alpsee, med afstikkere til de to eventyr slotte, Hoheswangau og Neusweinstein. I 26 grader og flot sol. Det eneste der var tilbage at ønske var at Marienbrücken, broen hvorfra man får det vildeste view til slottet, ikke var lukket og under ombygning, men det var den desværre. At det er herfra man bedst ser slottet, ved vi jo kun fordi vi har været så heldige at se slottet tidligere, så det går nok – men synd for dem som besøgte slottet for første gang.

Østrig

Vi sluttede eftermiddagen af med at skaffe os en en vignet. En vignet er en vejafgift, som man fx. køber på en tankstation enten lige før, eller lige efter grænseovergangen. For 9,50 Euro får man et klistermærke der er svært at få af forruden og retten til at køre i Østrig i 10 dage.

Det blev heller ikke ved den østrigske grænse at vi blev mødt af krav om at vise coronapas (eller andet for den sags skyld). Efter en times kørsel gjorde vi stop i Stams, en lille by i det nordlige Tyrol. Med udsigt til de smukke bjerge på begge sider af os og et super godt wifi, gjorde det ikke så meget at vi ikke nåede frem til Italien for at se aftenens semifinalekamp mellem Italien og Spanien, som vi ellers kortvarigt havde planlagt.

Tyrol er et af mine ynglingsområder. Alt er så frodigt og fint og præcis så idyllisk som det ser ud på billeder. Jeg er derfor allerede begyndt at spionere på om ikke det skal blive til endnu et stop her når snuden atter vender mod nord.

Idag går turen videre syd på, Jens “har fået lov” at vælge ruten gennem Østrig, han ELSKER, modsat mig bjergkørslen. Eller rettere, jeg hader turen, men elsker udsigten. Så vi ser frem mod en køredag, som på kortet mest af alt ligner en gang kogt spagetti, med de bjergpas der er indlagt undervejs. Det skal nok blive “spændende” 😆

En lille smule om corona

Mest som bonusinfo til andre på vej på tur. Vi har endnu ikke vist coronapas eller blevet bedt om test nogen steder, hverken i Tyskland eller Østrig.

I Tyskland bærer man stadig mundbind indendørs og man skal udfylde en registreringsblanket, når man spiser ude. I Østrig er vi ikke stødt på andre restriktioner, ud over håndsprit og afstand.

Tilgengæld er det tydeligt at mange fortsat dropper at rejse, vi møder god plads alle vegne og kun få som ikke er tyskere.

Det er bemærkelsesværdig så mange steder der søges arbejdskraft til restauranter, caféer, butikker og barer. Om det skyldes at genåbningen nu folder sig ud for alvor eller at de potientielt ansatte har fået andre jobs, fx. som podere ved jeg ikke. Men mon ikke det på den ene eller anden måde har en sammenhæng med coronaen?

Kapitel 2 – Nu også som en slags vejrreporter

Onsdag indtog vi Italien og indlogerede os i Torbole i den nordlige ende af Gardasøen. Her fandt vi udover varmen, også en bar hvor vi kunne se Danmark i semifinalen. Så starten på den italienske del af turen kunne ikke rigtigt ønskes bedre. Ihverfald ikke til en start.

Feststemte og med dannebrog i baglommen forlod vi camperen, i forventning om et brag af en fodboldaften, med sol fra en skyfri himmel og i 28 graders varme. Vi var ikke de eneste danskere der havde fundet storskærmen på den udvalgte bar og det gav bare et ekstra plus til den gode stemning.

Lykken er lunefuld

Ganske kort inde i kampen skiftede den vejrmæssige kulisse, hurtigere end vi kunne nå at bestille en ny øl i baren. Den smukke blå og lyse himmel, blev på få minutter skiftet ud med en himmel, så sort som kul. Det eneste lys på himlen var de meget kraftige lyn, som ca. hvert halve minut sendte kraftige blink afsted.

Da tjenerne i små-paniske bevægelser begyndte at løbe rundt og lukke siderne på den overdækkede terrasse som vi sad på, og samtidig gennede gæster ind fra gårdhaven, fik man fornemmelsen af at uvejret var virkelig tæt på. Var vi i tvivl, blev vi helt sikre da signalet til fodbold-transmissionen røg ca. 27 minutter og 30 sekunder inde i kampen. Og her minder jeg lige om at Damsgaard scorede i kampens 30. minut!

Jeg ved ikke helt om vi i de sekunder var mest frustrerede over det manglende signal, eller over uvejret lige over os, og ikke mindst over det faktum at vi havde ladet loftvinduerne stå åbne i camperen da vi gik. Sidstnævnte kunne vi ikke rigtigt gøre så meget ved, for ingen skulle ud i det vejr. Så vi samlede vores koncentration om det manglende signal. Hurtig som en Ninja (og det er sjældent set), fik Jens logget sig ind på Viasat, så vi kunne fortsætte kampen på telefonen. Pyha.

Det første billede der dukker op på skærmen er der hvor Danmark får frispark. Endnu mere pyha. Det er nok ikke svært at forestille sig at stemningen på daværende tidspunkt er ret intens ved bordet.

Sekundet efter letter vi en halv meter af forskrækkelse, da danskerne ved bordet bag os bryder ud i et jubelråb som må have kunne høres helt ned i den sydlige ende af søen. Vores forbindelse havde åbenbart så meget forsinkelse, at vi både når at juble med på deres reaktion og se gentagelsen af målet på deres telefon, før Danmark også bringer sig foran på vores lille skærm.

Da regnen lagde sig, kunne vi se resten af kampen på storskærmen, og selvom resultatet ikke endte som hjertet havde oddset på, endte det jo alligevel med at blive en mindeværdig aften, ikke kun for os, men nok for de fleste danskere.

Men hvordan gik det så med de åbne vinduer tænker nogen nok? Og til det må jeg bare svare, at de håndklæder som vi måtte ofre på at tørre en ret våd autocamper af indvendig med, er ved at blive tørre. Og det er vores dyner også.

Smuk køretur langs Gardasøen

Selvom regnen stoppede, blev skyerne hængende indtil næste formiddag. Det er livet som roadtripper for kort til, så vi kørte videre. Vi tog den panoramiske rute fra nord til syd af Gardasøen. Og hold nu op en smuk tur.

Ca. ud for midten af søen kørte vi op i bjergbyen Tignale, hvorfra vi havde læst os til, at man kunne få det vildeste view ud over søen. Det var ikke kun sludder og vrøvl i gamle aviser. Heller ikke selvom vejret var en anelse uklart. Vi benyttede lejligheden til, at tage endnu en lille bjergvandring og besøgte samtidig Madonna di Montecastello kirken på toppen.

Da vi nåede den sydlige ende af Gardasøen blev vi enige om at tage en smule kørsel mere. Næste stop Verona. Italienerne er virkelig flinke ved autocamper-folket. Normalt ville et storbys-besøg i en camper også indbefatte en tur i offentlig transport fra en fjerntliggende plads til centrum. Men ikke i Verona.

Verona på godt og på ondt

Fem minutters gang fra den gamle bydel, fandt vi et fint aflukket område, ovenikøbet med de allermest nødvendige faciliteter (mulighed for tømning og påfyldning af vand). 10 euro for et døgns parkering. Det kan man jo dårligt parkere for, andet end i et par timer i København.

Mens vi, glade over fundet af pladsen, lige nød en kop eftermiddagskaffe inden spadserskoene skulle snøres, trak der endnu engang kulsorte skyer ind over os. Det var efterhånden begyndt at blive svært ikke at tage det lidt personligt, men da de første hårde dryp faldt, var der ikke andre muligheder end at krybe i vejrlig i vognen.

Frygteligt uvejr

Den romantiske forestilling om et lækkert måltid mad og vin, på en fortovsrestaurant i Romeo og Julies by, på en lun sommeraften blev ret hurtigt byttet ud med mareridtsagtige scener lige uden for vores vinduer. Det talte vi ikke så meget om imens det stod på, for det var komplet umuligt at føre en samtale, da først haglene på størrelse med ærter (ikke de små fine), begyndte at tromme på taget.

Jeg ved ikke om det var dem der var værst, eller om det var stormen der fulgte efter. Eller den voldsomme torden, som jeg troede var slem indtil jeg fandt et vejrvarsel som sagde at der en time senere ville komme KRAFTIG torden.

Vi fornemmede godt at det var et frygteligt uvejr vi var havnet midt i, men slet ikke i det omfang som vi efterfølgende erfarede, da hele balladen stoppede ligeså pludseligt som den begyndte, og vi uden fare for liv og lemmer kunne gå ud og se Verona by Night.

I byens gader blev vi mødt af væltede træer, oversvømmelser, vildfarne paraplyer og af travle butiksejere igang med at tømme gadeplans-lokaler for vand. Vi talte med en pizza-mama, eller rettere hun talte til os på Italiensk. Det vi forstod var at hun var glad, for hun havde nået at pakke hendes bil ind i vattæpper som beskyttelse mod de store hagl. Bilejeren som havde parkeret lige overfor hende, blev nok mindre glad ved synet af det væltede træ, som hvilede opgivende op ad den nyere Volvo.

Vi nåede et par timers gåtur rundt i den skønne, skønne by inden trætheden og tiden overmandede os så meget at vi slet ikke nåede at finde et sted at spise. Den manglende aftensmad klarede vi med to nutellamadder og en kold cola inden inden vi krøb til køjs.

Noget af det bedste ved livet som roadtripper uden planer er, at hvad vi ikke når idag, det når vi nok imorgen. Derfor kunne vi meget passende starte dagen ud med endnu et par timer i Verona, og et besøg på en morgenmads-cafe. Hvor vejret dagen før viste sig fra den værste side, var det dagen derpå lige omvendt. Og det virkede som den perfekte plan at spadsere rundt og lege storbys turist inden den hårde eftermiddagssol ramte.

Kunsten at gøre en kort tur lang

De “værste” soltimer er nemlig gode at bruge på kørsel. Ikke kun fordi de fede må svede, men også fordi det er godt for den lille hund, at nyde bilens kølende aircondition og undgå den varmeste asfalt på de små poter.

Så vi kørte afsted på det som bare skulle have været et par timers kørsel. Men nu går det som bekendt ikke altid som præsten prædiker, og selv en kort køretur kan sagtens blive lang hvis bare man starter med at køre forkert en del gange og efterfølgende finder de “rigtige” køer, for så at afslutte turen med at misse en afkørsel.

Men hvem gider tale om det. Nu er vi i Toscana og det har jeg i den grad glædet mig til, at skulle opleve. Her har vi fundet turens foreløbigt smukkeste overnatningssted med en vidunderlig udsigt. Og vi har haft en skøn aften, MED god mad og endnu bedre (lokal) vin og måske bedst af alt – UDEN uvejr.

Toscana here we come….

Kapitel 3 – På rundtur i Toscana og Umbrien

Mens det sidste kapitel sluttede med turens hidtil bedste overnatningssted, slutter det her med turens hidtil værste, men det vender jeg tilbage til, ellers er det jo ikke slutningen.

Vi starter i stedet for dette kapitel lidt ude på landet, ca. 20 km nord for Firenze. Det ville være direkte dumt ikke at besøge byen, hvis historiske centrum er en del af verdens kulturarv, når vi nu var så tæt på, så det gjorde vi selvfølgelig.

Men først lagde vi ud med at holde lidt udvidet siesta, og nød solen (ihverfald den ene af os) indtil den hårdeste middags-sol, og de 34 grader der medfulgte var dalet så meget, at det var udholdeligt for både de to -og firbenede at tage på storbysvisit.

“Man skal tage sine kvinder med til Firenze”

Citat; Sonny fra filmen “Den eneste ene”. Selvom han ikke var for klog, så er det alligevel et godt tip, især hvis man nøjes med “sin kvinde”. Firenze er en super romantisk by, som det er svært ikke at blive begejstret for.

Særligt domkirken, Cattedrale di Santa Maria del Fiore (eller blot Duomo), fejede benene helt væk under mig. Jeg har vist sagt det om mange kirker før den, men jeg tror simpelthen det er den smukkeste jeg nogensinde har set. Nok er Firenze en storby, men det historiske og yderst seværdige centrum er ikke større end man kan nå det hele til fods. Kunst, bygninger, små romantiske piazza’er, historiske statuer og smukt klædte mennesker – alt er bare en fryd for det æstetiske øje.

Også her var det muligt at overnatte tæt på centrum, og selvom pladsen på ingen måder var hverken eksotisk eller eksklusiv blev vi og brugte næste dag i byen, indtil de (alt for) varme eftermiddagstimer igen gjorde det for varmt til den slags aktiviteter og, hvor camperens aircondition er både hundens og menneskets bedste ven.

EM-finale i finalisternes eget land

Næste meget vigtige mission var at finde et godt sted, at se aftenens EM-finale mellem England og Italien. Og helst et sted hvor der var flere italienere end udenlandske turister.

Efter et enkelt kikset forsøg, i den ellers ret hyggelig lille middelalderby, Monteriggioni (som var alt for lille til et festligt fodboldbrag), endte vi i San Gimignano, byen der bliver kaldt middelalderens Manhattan, fordi den engang havde et sted mellem 65-70 tårne. Idag har den et sted mellem 13-15 (vi glemte at tælle) og indtil videre har jeg læst om byen tre forskellige steder, som alle angiver forskellige tal, så vælg selv.

Da vi tidligere på dagen spiste frokost i Firenze, faldt vi i snak med tjeneren, som var helt skudt i Ida, nok mest fordi hun selv havde en Jack Russell Terrier derhjemme. Da vi (uopfordret) havde set ca. 100 billeder af hendes lille, søde hund på hendes telefon, faldt snakken på vores tur og da vi fortalte at vi faktisk ikke helt vidste hvor vi skulle hen, skrev hun et bynavn ned på en seddel til os. “Den by skal I se!”. Vi takkede mange gange og begav os videre ud i det italienske landskab.

Først da vi var landet på en campingplads lidt udenfor San Gimignano ved en ren tilfældighed, opdagende jeg, at det var den by hun havde skrevet ned på sedlen. Det måtte være et godt tegn.

At vi var I et af finaleholdenes hjemland, var der ingen tvivl om. Byen emmede af fodbold alle vegne. Fra lejlighederne strømmede lyden af kommentatorer ud af de åbne vinduer, på gaderne var folk iklædt fodboldtrøjer, flag, truthorn og højt humør og på restauranterne var der opsat skærme til, at vise kampen både indendørs og udendørs.

Alle de “gode” steder var alt selvfølgelig optaget eller reserveret af folk med bedre planlægnings-evner end vores, så vi endte på byens, måske kedeligste og mest fjerntliggende restaurant. De havde dog også en fjernsynsskærm hængende ude, så i det mindste var kampen sikret. Det viste sig dog at skærmen nok mest var sat op for, at lokke gæster til. Ihvertfald blev der meget travlt med at tage imod betaling umiddelbart lige inden kampstart, da der stadig ikke var noget signal på skærmen.

Vi skyndte os også at betale og trak ned mod byens største torv, hvor vi kunne sidde ved springvandet og følge kampen på skærme fra hele tre restauranter. Det var nu også helt hyggeligt. Om ikke andet så ihverfald indtil Italienerne udlignede til 1-1 i anden halvleg, så synes Ida ikke det var så super hyggeligt mere.

Feststemte og håbefulde fans havde medbragt fyrværkeri, som de for en sikkerheds skyld ofrede noget af, da scoringen kom. Det larmer mere end en lille hund bryder sig om, på et torv med masser af genlyd, så vi foretrak til et noget noget mindre sted, med færre mennesker og mindre larm.

Men selv på en lille smule afstand og med afmålt deltagelse i festlighederne var det en virkelig rørende oplevelse, at høre det forløsende jubelsbrøl som et stort kor, spredt ud over hele byen da England brændte det sidste sidste straffespark.

Da kampen var fløjtet af, stimlede folk til byens største torv for at feste sammen. Og det gjorde de så. Til langt ud på natten, kunne vi høre fra sengen, halvanden kilometer fra centrum. Om kirke-klokkerne altid ringer ved midnatstid ved jeg ikke, men det virkede som et ret godt sejrs-signal og kunne lige med nød overdøve den tuden af bilhorn, der kom fra alle biler på farten. Når Danmark ikke kunne vinde, så var Italien det absolut allerbedste alternativ, hvis I spørger mig.

Toscanske landskabsmalerier IRL

Dagen derpå kørte vi lidt rundt og nød det fantastiske toscanske landskab, indtil vi besluttede at finde et sted at overnatte. Overnatninger finder vi fra dag til dag og som regel først når vi ikke gider køre mere, eller når vi ikke har flere punkter på dagsordenen. Jeg bruger forskellige apps til, at finde steder. Og tit bliver det beliggenheden der bliver den afgørende faktor. Sådan var det også med vores stop ved Trasimeno-søen.

Søen er Italiens tredjestørste og med masser af mulighed for både afslapning og aktivitet. Vores aktivitetsniveau strakte dog ikke længere end til, at hente et par pizzaer og nyde aftenen ved vandet. Næste morgen faldt vi i snak med de to eneste danskere vi har mødt på turen. Det blev til en god udveksling af tips, tricks og gode råd, fra et par som har rejst i Toscana gennem flere år.

Da turen gik videre var det gennem den smukke Val d’Orcia-dal. En kæmpemæssig naturpark, med vinmarker, solsikkemarker, cypretræer, olivenlunde og landskaber der er så smukke, at man må tro at Gud (eller hvem der nu end skabte jorden), har kastet et par mesterværker af sig lige netop her.

Vi tog os god tid til at nyde turen gennem dalen og fik også besøgt en flink vinbonde, som gavmildt skænkede smagsprøver af gårdens vine. Vi købte selvfølgelig nogle flasker vino og noget friskpresset olivenolie af egen avl. På vejen derfra talte vi om, at det på sin vis er en god forretning, for der skal alligevel meget til før at man går igen uden at handle.

Aftenen og natten tilbragte vi ved Bolsena-søen. Selvom det kan lyde som om vi har et tema med søer kørende, så var det faktisk endnu en tilfældighed. Bolsena er Italiens fjerdestørste sø erfarende vi, så nu kan vi snart sætte tjektegn ud for hele top fire. Søen blev valgt fordi den er et udemærket udgangspunkt for næste dags udflugtsmål. Hvis altså turen går til byerne Spello og Assisi som vores gjorde.

Spello og Assisi

Har du ligesom mig aldrig hørt om Spello, så kan jeg nu fortælle at det er en lille og meget, meget fin landsby, som også bliver kaldt for blomsterbyen.

Den 9’ende søndag efter påske holdes der hvert år en blomsterfestival hvor byens gader pyntes med blomster i alle farver og afskygninger. Den længste gadepynt kan blive op til 1,5 km lang. Derudover pyntes de små haver og huse og beboerne tildeles udmærkelser og hæder for deres dekoreringer. Det er en ret fin tradition, som gør det til en smuk oplevelse at snuse rundt og kigge på byens bittesmå gader. Jeg takker den gode kollega, som var så venlig at gøre mig opmærksom på byens eksistens.

I Spello købte vi os fattige i friske trøfler og forskellige træffelolier og tapenader, efter vi havde fået forvildet os ind i en butik, hvor den meget søde ekspertrice nærmest insisterede på at vi smagte på alverdens lækkerier.

Fra Spello kørte vi til Assisi. Ja! Det er der hvor den hellige Frans kommer fra. Bedst som man tror at man har set middelalderbyer nok for en stund, dukker en ny , mere mageløs og spændende by op. Assisi må siges at være toppen af kransekagen. Den by er fyldt med charme, helligdom og atmosfære og et et helt klart “must see”, hvis man er på disse kanter. Men gør det i flade sko, for “scenen” er temmelig skrå og kuperet.

Jeg var så dum at glemme min telefon i camperen da vi gik ud for at spise, så de eneste billeder jeg fik foreviget er dem på min nethinde og de er jo altså ikke så nemme at dele. Tilgengæld var dagens mange skridt i både opadgående og nedadgående retning, nemme at falde i søvn ovenpå, også selvom overnatningen foregik på en parkeringsplads lige uden for bymuren. Det fungerer fint, når bare det handler om at få noget søvn.

Den døende by

Tidligt (ihvertfald for mig) næste morgen satte vi kurs mod nye eventyr. Jeg håber ikke der er nogen der følger med på et landkort over vores rute, for den er ikke så imponerende planlagt. Jeg havde fortrudt at vi ikke fik set to ting, som jeg egentlig rigtigt gerne ville se. Så vi kørte nærmest lidt tilbage i retningen hvor vi kom fra. Først for, at stoppe ved Bagnoregio for at besøge “Den døende by” (Civita di Bagnoregio). Har du heller aldrig hørt om den, så er du ikke alene, for det havde jeg heller ikke før på turen her.

Den døende by ligger højt på en klippe af tufsten. Og ved første øjekast ligner den lidt en øde ø, der er dog den store forskel at byen ikke er omgivet af vand, men derimod af en kæmpestor kløft, hvilket gør mødet med byen til et ret spektakulært syn.

Inden vi nåede til den døende by, gik vi ca. et par kilometer gennem nabobyen Bagnoregio. Det skulle vise sig at blive en hel oplevelse i sig selv, for overalt i byens gader hang helgenbilleder, flag og blomsterpynt og man fik hurtigt fornemmelsen af at der var forberedelser igang til noget stort. Det viste sig at San Bonaventura, byens helgen havde fødselsdag og at det åbenbart blev fejret i stor stil.

Men tilbage til Den døende by. Man fristes til at tro, at den har fået sit navn fordi man er helt død (ihvertfald i benene) når man har besøgt byen via den meget stejle (og høje) betonbro, som er eneste vej til byen.

Men sandheden er at byen har haft et hårdt liv, med jordskred og oversvømmelser i kløften, som gør at fundamentet under byen langsomt går i opløsning. Og som om det ikke var nok, blev byen også udsat for bombeangreb under 2. anden verdenskrig. I byens velmagtsdage havde den fem byporte og væsentligt flere indbyggere end i dag, hvor der kun skulle være 11 faste indbyggere tilbage i byen.

At besøge byen er som at komme ind i en lille tidslomme, og det er hyggeligt at slentre rundt og se på de små huse og baggårde. Der er også små restauranter og butikker med kunsthåndværk, til ære for turisterne (som der tilgengæld var forbløffende få af). Det koster 5€ at besøge byen og det er helt fair, for pengene går til direkte vedligehold af den specielle by.

Marmorvandfaldene

Næste stop Cascata delle Marmore, Marmorvandfaldene i Terni. Vandfaldet er med sine 165 meter, det højeste menneskeskabte vandfald i verden. Vandfaldene blev skabt for at dræne et vådområde, så jorden kunne dyrkes (her snakker vi tilbage til 200 år før Kristi fødsel). Siden er vandmassernes kraft blevet brugt til at drive et stålværk og til, at lave strøm. Når vandet idag, nogle gange dagligt, ledes udenom stålværftet har det ingen anden reel funktion end at imponerer turisterne. Men det bliver man også. Imponeret.

Man betaler 10€ for at komme tæt på vandfaldet og for at gå de 660 trin ned til bunden (og op igen!), herfra får man de flotteste kig til vandfaldet undervejs. Også her går pengene til vedligehold af stier mv. Hvis man ikke vil ofre en billet kan vandfaldet faktisk ses fra vejen, men så snyder man også sig selv for en stor oplevelse. Det er en god ide at afsætte et par timer til turen.

Vi sluttede dagen på en nærliggende campingplads, godt trætte efter dagens mange skridt og højdemeter. Så det var lækkert at kunne “blive hjemme” i stedet for at skulle ud og spise (ja, livet er et slid). Vi havde jo frisk pasta og trøfler på køl, og med en god flaske lokal vin til, blev det nærmest en helt gourmetoplevelse i sig selv. Vi er ellers også ret gode til at gå ud og spise, det er svært at lade være, for det italienske køkken er så lækkert og så meget andet en pasta og pizza.

Fra Umbrien via Marche til Adriaterhavet

Det blev samtidig markeringen af sidste stop i Umbrien for denne gang. En smuk kørerute førte os gennem / over Monti Sibillini bjergene i Marche og ud til kysten ved Adriaterhavet.

På den mindre smukke del af turen, kørte vi i den centrale del af Appenninerne, hvor vi stødte på det ene vejarbejde efter det andet og derfor, i langsom fart kunne konstaterer at samtlige små byer bestod af ruiner, med nybyggede huse som naboer. Det store område var tydeligvis ramponeret og under opbygning.

En hurtig Google-søgning viste at vi var ramt lige ind i centrum af det område, der i 2016 blev ramt af et af Italiens største og mest katastrofale jordskælv nogensinde. Det var helt vildt at se hvor store spor det har sat i så stort et område, og hvor meget oprydnings og genopbygningsarbejde der fortsat mangler her fem år efter skælvet.

Da dagens etape var ved at være i mål, blev søgningen efter et sted at overnatte sat ind. Vigtigste søgekriterie var, at finde et sted hvor vi kunne vaske tøj. 14 dage på farten har efterhånden taget godt på tøjbeholdningen. Vi fandt hvad vi søgte på en lille autocamperplads syd for Ancona i kystbyen San Tommaso Tre Archi og med en beliggenhed nærmest direkte på stranden lød det jo helt perfekt. Det var det imidlertidig bare ikke helt.

Man kan ikke vinde hver gang

Da vi drejede ind på den lille plads, kunne vi hurtigt konstatere at der var masser af ledige pladser, men vi kunne også se, at den eneste camper som ikke havde italienske nummerplader på, var den som de to tosser fra Danmark lige var ankommet i. Al skiltning var på italiensk, hvilket også er et sikkert tegn på, at det ikke er her de udenlandske turister normalt kommer.

Camping-mama, så ret stram ud i betrækket da vi henvendte os til hende. Og vi overvejede ganske kort bare at gå tilbage til bilen og smutte videre. Efter at have forsøgt på både engelsk, tysk og tegnsprogsk forstod vi, at vi nok var bedre til Italiensk, end hun var til nogen af ovennævnte sprog. De næste lille times tid blev en forestilling, uden lige ud i italiensk dramatur.

De første fem minutter, som et tjek-ind normalt tager brugte den sure og mistænkeligt berusede dame, på at ringe til camping-papa for at høre hvor på pladsen hun måtte placerer os. Det medførte så et længere skænderi mellem de to, indtil hun smed røret på.

Om den næste hun ringede til var en veninde , for at beklage dig over manden, ved jeg ikke, men der var noget mere smør på stemmen dennegang. Desværre bragte det os ikke rigtigt nærmere en plads, for hun blev nødt til at ringe til camping-papa igen. Nyt skænderi. Mere venten.

Indtil hun kom i tanke om at hun ville se vores pas, de skulle kopieres. Et stk papir i den gamle printer ad gangen. Og for første gang på turen blev vi bedt om at vise attest for vaccination. Sådan en havde vi ikke, men vi havde jo vores coronapas-app. Det forstod hun ikke. Efter dybe duk og himmelvendte øjne, fik vi lov at udfylde nogle blanketter på italiensk. Måske gik det godt. Hun fandt ihvertfald en mappe i den kæmpe bunke af papirer, dokumenter og rod på det lille kontor, hvor blanketterne blev lagt.

Mens vi fortsat ventede og ventede, uden helt at vide på hvad, brugte camping-mama, med de sløvede bevægelser tiden på at skælde lidt ud på nogle børn og på at snakke højlydt med nogle damer på pladsen. Måske om vores forstyrrende parkering midt i det hele, men vi anede jo ikke vi skulle holde der så længe.

Endelig nåede vi til det med betalingen. Vi forstod at det kostede 20€ + 1€ for en “cane” = en hund. Vi gav hende derfor 25€. I samme sekund arriverede camping-papa i sin store Mercedes-Benz. En mægtig, solbrun mand med tyk mave og rank ryg, der lignede det perfekte cast til en rolle som lokal mafioso i en italiensk gangsterfilm. Ikke typen man siger imod. Så han fik lov at beholde resten da jeg prøvede at spørge efter de 5€ vi måske havde betalt for meget, da kvitteringen som vi trods alt fik kun lød på 20€.

Da vi havde fået sluset os ind på pladsens måske mindste og mest bøvlede plads, under kraftig sur-stråling fra vores nye, knap så imødekommende naboer, kunne vi nyde aftenen og lidt lokal takeaway fra hhv en fiskebar og et pizzeria. Aftenens underholdning bestod i at se andre gæster ankomme til pladsen.

Om det var den tøjrede vagthund der gøede det meste af aftenen, togene det kørte forbi i pendulfart på den nærliggende jernbane, den vedvarende regn der slog hårdt på taget, eller kirken med klokkeklang hvert kvarter der forstyrrede nattesøvnen mest, er lidt svært at sige men bortset fra det, så virkede kysten som et godt sted at starte turens tredje og (desværre) sidste uge. Og idag finder vi et sted hvor vi kan vaske tøj….

Kapitel 4 – Med kurs mod nord

Vi forlod turens “værste” overnatningssted i silende regn, så var det stop også ligesom fuldendt. Egentlig ville vi have gjort lidt mere ud at se på Adriaterhavskysten, men regnen lå som et bredt bælte over området og med udsigt til 40 mm regn visse steder, blev det vejrudsigten der blev afgørende for næste stop.

Comacchio, en lille perle på vejen

Det gode vejr fandt vi igen nord for Ravenna, i den søde lille by, Comacchio. På vejen til det overnatningssted vi havde udset os, bevægede vi os på kanten af Po-deltaget, hvor vi til vores store overraskelse stødte på flere flokke flamingoer, som stod og provianterede i den sumpede, og sikkert ernæringsrige vandkant. Vi så også flamingoer sidste år ved Camargue-deltaet i Frankrig, men vidste ikke at de også fandtes i det nordlige Italien, så det var en glædelig bonus.

Vi slog lejr lidt udenfor Comacchio, hvor vi igen kun blev mødt af utroligt søde og imødekommende Italienere. Det skal retfærdigvist nævnes, for det var faktisk kun i Fermo vi oplevede det modsatte.

Efter den traditionelle eftermiddagsdrinks, begav vi os ud på jagt efter et godt sted at spise. Da vi efter en kort gåtur kom ind til byen, blev vi mødt af en nærmest spøgelsesagtig stemning, med mennesketomme gader, tillukkede skodder for vinduerne og en lidt ildelugtende dunst af gammelt kloakvand. Ikke ligefrem det bedste førstehåndsindtryk. Men det skal jeg da lige love for at der blev rettet op på, da vi kom lidt længere ind mod det yderst charmerende centrum, bestående af små hyggelige kanaler, broer og fortovsrestauranter, der ledte tankerne hen på Venedig.

Turister var der ikke mange af, men byen emmede af liv og glade dage, mange var pænt pyntede og de fleste borde på byens restauranter var enten optagede eller reserverede. På vores slentretur gennem byen fandt vi forklaringen, som nok ikke kun skyldtes det gode vejr og det faktum at det var lørdag aften. På et af de smukke piazza’er var opsat en scene og linet stole op til publikummer, til det som senere viste sig at være en open-air klassisk koncert.

Vi var så ufatteligt heldige, at det lykkedes os at få et bord på en af de restauranter som lå tættest på koncert-torvet, og fik dermed det smukkeste akkompagnement til aftensmaden. En af den slags oplevelser som er helt i særklasse og som man umuligt kan planlægge på forhånd.

Hvis vi ser bort fra den sværm af myg, der flokkedes misundeligt over os (og på os), imens vi spiste, så var det nok tæt på definitionen af en perfekt aften. Og vi kan faktisk godt se lidt væk fra myggene, for den søde familie som spiste ved bordet ved siden af os, kendte tydeligvis til de lokale forhold og havde medbragt myggespray i så rigelige mængder, at vi blev budt på et par befriende sprøjt, godt nok 28 stik for sent, men alligevel.

Venedigs lillesøster

Efter en god nats søvn, et bad og noget morgenmad, kørte vi mod Chioggia – også kaldet Venedigs lillesøster. Venedig besøgte vi for nogle år siden, sammen med en million andre turister – det er en fantastisk by, men MEGET turistet, den noget mindre velbesøgte by i samme stil lød tillokkende. På vejen dertil fik vi mulighed for at se noget mere af det inddæmmende Po-delta. Turen gik ad små smalle veje i et fladt, inddæmmet landskab, med et rigt fugle og fiskeliv. En oplevelse i skærende kontrast til det bakkede landskab vi kom fra.

Under besøget i Chioggia forbrød vi os mod vores egne regler, om ikke at besøge byer i de varme eftermiddagstimer. Men det var søndag og der var ikke ret mange mennesker i byen, så det var let at finde plads i gadernes skyggesider, hvor 33 grader ikke slår lige så hårdt. Antallet af kanaler og udeblivelsen af gondoler var nok den væsentligste forskel fra Venedig, ellers forstår jeg så udemærket sammenligningen.

Belluno, byen i 397 meters højde

Efter et par timers stegende hed slentren i de små gader, satte vi kurs mod Belluno yderligere nogle kilometer mod nord. Jeg havde fundet en plads i fin afstand til bymidten, så den tastede vi ind i GPS’en. Først da vi drejede ind på pladsen gik det op for mig, at vi havde overnattet nøjagtigt samme sted for nogle år siden, hvor vi ankom sent og kørte tidligt uden at se på byen. Det er i princippet lidt dårlig stil, så den misere fik vi nu mulighed for at rette op på.

Vi kunne parkerer og overnatte ved foden af byen, som ligger i 397 meters højde, med en meget stejl og lang rulletrappe som nærmeste nabo. Den var vi næsten ligeså glade for, som vi er for naboerne derhjemme, for den førte os ubesværet op til den gamle bydel, uden sved på panden.

Byen i sig selv, var ikke mere imponerende end andre byer vi har besøgt på vejen, men udsigten ud over byen og med bjergene som baggrundskulisse, var et virkelig flot syn.

Dolomitvejen

Efter nogle dage i mere fladt landskab, var der nu for alvor igen kommet bjerge i sigte og forude ventede en dags kørsel i de rå og dramatiske Dolemitter. Jeg er, som jeg vist allerede har afsløret, ikke verdensmester i bjergkørsel, som oftets foregår med lige dele frygt og fryd i kroppen. Men jeg bliver bedre, for hver gang vi overlever og derfor var det faktisk også mig der foreslog dolomitvejen. De bjerge er bare noget helt særligt og spiller så smukt sammen med den tyrolske grønne og frodige natur, med vilde blomster i alverdens farver.

Som en ekstra gave sendt fra himlen, fik vi det smukkeste vejr til turen, så vi tog os god tid til at stoppe og nyde de magiske udsigter. Målet for turen gennem Dolemitterne var bjergsøen Lago di Braies / Pragser Wildsee. Og sikke et mål!

Mellem stejle klipper og bjergskråninger ligger den mest fantastiske blå/grønne sø, som et naturligt glansbillede. Her behøves ikke nogen forskønnende filtre, for at tage smukke billeder. Der er masser af muligheder for vandring i området, vi tog den letteste rute rundt om søen, som kun har et lettere kuperet terræn, som de fleste vil kunne klare. Man skal nok afsætte en time til halvanden til turen rundt, hvis man kommer på de kanter.

En kort køretur fra søen tog vi en overnatning. Den hidtil dyreste hvis man sammenligner pris og faciliteter, som vi fik ca. nul af for 35€. Men der var god udsigt til bjergene og et lille spisested, hvorfra vi bestilte takeaway. Da jeg bad om lov til, at købe en flaske vin med til maden, var svaret ja. “Rød eller hvid”, spurgte damen. Rød svarede jeg, hvorefter hun fiskede en 1 liters vandflaske frem fra baglokalet og tappede en liter rødvin til os direkte fra hanen. Sådan har jeg aldrig fået den før, som Suzanne Bjerrehus ville have sagt, men vinen smagte upåklageligt, og så kan drue, årgang og alt det andet fis jo være underordnet.

(Næsten) uden om oversvømmelserne

Jens udnyttede mit nyfundne mod og begejstring for bjergkørselen og påstod at den eneste vej videre mod næste mål, var via Hohe Alpenstraße. Jeg lod som om at han havde ret. Efter endnu en smuk kørerute, med frokost i 2,5 km højde, endte vi med at køre gennem Østrig, udenom de værste oversvømmede områder, for at slutte dagen i den tyske grænseby Passau.

Byen lå så tæt på grænsen, at jeg nåede at få 11 sms-beskeder med hhv. “velkommen til Tyskland og velkommen til Østrig”-beskeder. Selvom Passau var udvalgt for ikke at lande i de katastroferamte områder, så lykkedes missionen ikke helt. Også her har det katastrofale regnvejr sat sine ubarmhjertige spor, det vidnede de mange sandsække og det fortsatte redningsarbejde, med at pumpe vand væk om.

Der schöne blauen Donau, burde i disse dage omdøbes til der schöne BRAUNE Donau, for de mudrede vandmasser der presser sig på floden, gør ikke kun vandstanden højere end bredderne kan bære, men misfarver også vandet i knap så schöne farver.

Hvor vi natten før havde turens måske dyreste overnatning, fik vi tilgengæld her den billigste, bortset fra det ene sted hvor vi overnattende gratis fordi betalingsautomaten var i stykker. 1€ gav vi for at få strøm. Resten af parkeringen fik vi foræret af nogen tyskere som havde købt for meget tid.

Det eneste lukrative ved pladsen var den korte gåafstand til centrum, så da vi stod op startede vi egentlig bare ud med at køre. Med os på vejen nåede vi lige at få en pose frisk morgenbrød fra det rullende brødudsalg der trillede ind på parkeringspladsen med hornet i bund, lidt før kl. 9.

Hvis alt går vel, bliver næste stop og de næste par dage brugt i Tjekkiet. Jeg skal bl.a. købe noget, som jeg har fortrudt jeg ikke købte, lige siden sidst vi var i Tjekkiet. Men mere om det senere…

Kapitel 5 – Gennem Tjekkiet og ferie til sidste minut

Alt gik vel, og vi kom ind i Tjekkiet som planlagt, efter at have udfyldt en indrejseblanket og betalt 95 kr. for vejafgifter kunne vi tage hul på at udforske lidt af landet, hvor de fleste nok kun besøger den vidunderlige hovedstad Prag.

På en efterårs-køretur for et par år siden, kørte vi også lidt rundt i Tjekkiet og det bakkede landskab, med små landsbyer og hyggelige provinsbyer, sammenholdt med de billige priser, vækkede vores nysgerrighed efter at se mere.

Vi tog den bøhmiske side af landet, som er kendt for at være området for livsnydere, med kur og spa-byer, ølbryggerier og skøn natur. I starten af 1900-tallet var området centrum for de rige europæeres hang til luksuriøse spaophold. Det ses tydeligt på de mondæne 4 og 5 stjernede hoteller, det ene mere pompøst end det andet.

Kurbyen Marianske Lanze

Vi tog vores første stop i kurbyen, Marianske Lanze og satte jagten ind på de bøhmiske glas, som jeg har fortrudt jeg ikke købte, lige siden sidst vi var i landet. Men først måtte vi finde et sted at hæve penge, for mange steder tages der kun mod kontanter og de skal være tjekkiske.

Vi forlod byen et par timer senere med uforrettet sag, men med et godt indtryk af den smukke by, som sagtens vil kunne tåle et genbesøg engang i fremtiden.

Karlovy Vary

Via små, bumlede landeveje hoppede vi til Karlovy Vary, en anden større by, hvor vi kunne blive indlogeret for natten på en kombineret travbane / golfbane, med VIP-loungen som nabo. Fine forhold må man sige og da der i beskrivelsen ovenikøbet stod, at der kun var 1,5 km til centrum, så virkede alt jo perfekt.

Afsted med os, ud og se på byen og noget at spise. Det viste sig dog at afstanden til centrum var målt i fugleflugtslinje og nok nærmere skulle ganges med 4. Men lidt motion er jo aldrig nogen skade til, og på den måde fik vi også set noget andet end bare centrum.

I centrum fandt vi en restaurant med et tjekkisk menukort. Der er gået lidt sport i at finde lokal mad og vin når vi spiser ude. Det er ikke altid en nem opgave da italienske, kinesiske, græske og tyrkiske køkkener ofte fylder en del i restaurationsbilledet rundt omkring.

Men vi fik to solide tjekkiske tallerkenerfulde mad, med kød og kartofler, vin, øl og et par drinks. Da vi fik regningen måtte vi lige tjekke en ekstra gang om den søde tjener havde husket det hele. 693 česká koruna (CZK) blev det, hvilket svarer til 172 danske kroner. Det kan man jo knap nok mætte to munde for på Mc Donalds derhjemme.

Næste dag fortsatte jagten på de bøhmiske glas. Karlovy Vary er hovedsæde for Moser-glasset, som er en af verdens fineste (og dyreste) glasproducenter, som bl.a. har leveret krystalglas til flere europæiske kongehuse. Museet og det tilhørende fabriksudsalg lå i en reel gåafstand på 500 meter fra vores overnatningssted, så Idas morgenlufte-tur, kunne snildt gå den vej forbi.

Vi kiggede kun på butikken med fabriksudsalg og på lidt af den omkringliggende glaskunst, selvom det var nemt at finde smukke ting man godt kunne ønske sig. Fx. blev jeg lidt vild med en karaffel, men jeg lod den blive i butikken, for jeg kunne ikke lige finde de 192.000 czk (ca. 55.000 kr) som den kostede på feriekontoen.

Et smut mere ind til byen, inden turen gik videre, fuldendte missionen og jeg fik 6 bøhmiske glas, smukkere end dem jeg huskede, med hjem i bagagen. Vi nåede også at få en god frokost og det viste sig senere at det slet ikke var så tosset at komme afsted med fyldte maver.

Når femte gang er lykkens gang

Vi bad GPS’en om at vise os vej videre mod nord, uden motorveje. Det gør køretimerne så meget pænere og giver gode indtryk af landet på den måde. Da vi ikke gad køre mere fandt jeg en plads ved (endnu) en sø som så fin ud, men da vi en times tid senere ankom til det udvalgte sted, var alt optaget. Det sker en sjælden gang imellem, når man ikke er typen der ringer og booker på forhånd, så det lod vi os ikke slå ud af.

Vi var en halv times kørsel fra Leipzig, så en ny hurtig beslutning blev taget. Overnatning i Leipzig kunne nok også blive hyggeligt, så afsted med os. På vejen indtil byen, kom GPS’en pludselig med en melding om, at vi bevægede os ind på en rute der krævede særlig tilladelse. Hvad var nu det for noget?

En lynhurtig research viste sig, at de miljøzoner som er indført i 60 store byer i Tyskland (og som jeg nok burde have læst lidt mere om), bl.a. omhandler Leipzig. For at køre i byen kræver det at man har et særligt miljømærkat for at måtte køre i byen, og det kan man kun få, hvis bilen opfylder en række særlige miljøkrav. Sådan et havde vi ikke og med udsigt til en bøde på 80 euro for at køre uden, blev vi enige om at skynde os ud af byen inden vi blev opdaget.

Ingen problemer, for der lå et andet overnatningsted i udkanten af byen som vi helt legalt kunne køre til, det krævede bare 25 minutters kørsel uden om byen. Super! Ihvertfald indtil vi kom frem og det viste sig at være en plads i et alt for skummelt industrikvarter. Det var så snusket, at det blev et sjældent nej tak, selvom vi ellers ikke er så sarte.

Ny plan. En landevejskro, som faktisk så rigtig hyggelig ud på billederne og med mulighed for overnatning i gårdhaven. Der kunne vi godt sove, og vi begyndte derfor at drømme om lækker mad og en stor fadøl, som efterhånden var blevet mere end velfortjent. 35 min kørsel mere, så var den i vinkel. Ihvertfald hvis ikke det var fordi, at vi ved ankomsten kunne konstatere at der var lukket. Helt lukket. Og ikke kun på dagen, men vist for flere år siden.

Så meget forgæves søgen har vi alligevel aldrig prøvet før, men vi er før landet steder hvor vi ikke kunne få noget at spise, så vi har altid mad i køleskabet til at improvisere et måltid mad, selvom vi også godt kan lide at gå ud og spise.

Dagens sidste plan blev at finde en rasteplads, hvor vi kunne slå lejr for natten, men så dukkede der pludselig en by op i horisonten, med fire højtragende kirketårne, som vidnede om en by af en vis størrelse. Der drejede vi ind, og ved siden af byens fornemme slot, parkerede vi på en stor tom parkeringsplads, med fri parkering til næste morgen kl. 8.

Alle var glade og vi nåede ud i byen inden køkkenerne lukkede. Det viste sig at være nemt at få en plads på en af byens hyggelige restauranter, da hele den lokale befolkning var samlet til byfest på byens store torv. Se nu var alt igen perfekt og vi fik både en god aften OG vi fik Ida med hjem igen, selvom tjeneren var ret begejstret for hende og af den grund blev ved med at vimse rundt om vores bord.

Akut udrykning af byen

Vi satte vækkeuret, så vi kunne liste os ud af byen inden den vågnede, men allerede inden alarmen bimlede, blev vi vækket af menneskelarm og lyden af biler. Et hurtigt kig ud under rullegardinet viste at vi holdte lige ved indgangen til en kindergarten, og at morgenlarmen skyldtes travle forældre som skulle aflevere de små i børnehave, på vej til arbejde.

Den placering vi aften før havde fundet nærmest genial, virkede nu lidt gal da vi optog tre båse på den travle parkeringsplads. Vi rykkede derfor lidt akut ud af sengen, og derefter ud af byen, hvor vi fandt en rasteplads til en mere mild start på dagen.

Efter en kop morgenkaffe og lidt vand i øjnene, besluttede vi at køre hele turen til Schleswig, med henblik på at lande i autocamperens hjemby lidt tidligt. Her slutter turen hvert år, men der er stadig meget af området vi aldrig har fået set fordi vi ofte ankommer sent.

Snip, snap, snude….

Da vi midt på eftermiddagen var indlogeret på lystbådehavnen var der god tid til en lang gåtur, blandt andet rundt i den gamle bydel og til en afslutning med en traditionel schnitzel, på byens nok travleste kro.

Tilbage var kun en sidste overnatning, nedpakning og rengøring af vognen inden vi meget modvilligt blev nødt til at returnere eventyrbussen, efter tre sindsygt gode uger. Man siger jo at ude er godt, men hjemme er bedst. Sådan har jeg det nok også om nogle dage, men lige nu ville jeg med glæde forlænge ferien med minimum yderligere tre uger. Drømmen om en lang tur rundt i hele Europa lever stadig og bliver aldrig mindre.

Hvordan gik det så med at rejse med alle restriktionerne? Vi har løbende holdt os orienteret undervejs, i det omfang det har været muligt og har været forberedt på at vi måtte købe os til friske tests hvis det blev krævet. Men ikke en eneste gang de forgangne tre uger er vi blevet bedt om at vise noget som helst. En eneste gang har vi vist coronapas, lidt paradoksalt var det på den mest utjekkede plads, hvor der ellers absolut ikke var styr på noget som helst andet.

I et par italienske supermarkeder, blev man feberscannet ved indgangen og nogen steder skulle man udfylde en opsporings-formular på restauranter. Mundbind bruges også stadig indendørs de fleste steder. Men det gør den sunde fornuft også, så vi har følt os ganske trygge på rejsen.

Tilbage herfra er bare at sige tak! Tak for tips, tricks og turforslag undervejs og tak fordi I læser aktivt med, det er med største fornøjelse at jeg kan få lov at dele oplevelserne med jer der læser med. I 21 nætter har vi ikke vidst hvor vi skulle sove. Det ved vi i nat.

Snip, snap, snude – så er det eventyr ude. Tip, tap, tønde – men så kan (planlægningen) af et nyt jo begynde