Sommer-evenTUR 2023, en slags bryllupsrejse

Selvom alt næsten var som det plejer at være, når vi triller afsted fra Schleswig i et rullende sommerhus, med udsigt til tre ugers eventyr, så var der nu alligevel den lille forskel, at denne gang kunne vi også kalde det for en slags bryllupsrejse. 14 dage før afgang holdte vi nemlig det mest fantastiske bryllup, og som om det ikke var nok, nåede vi også lige tre fede koncertoplevelser i Parken. 2 x Coldplay og 1 x Bruce Springsteen i hvedebrødsdagene.

Det er nok ikke svært at regne ud at bryllupsplanlægningen, og det program der havde ligget forud for ferien, ikke havde levnet meget plads til at planlægge noget som helst ferie på forhånd, så planen blev, “ingen planer”. Vi valgte at stole på, at vi nok kunne digte en tur undervejs, ud fra den bunke af notater og lister jeg efterhånden har samlet, om steder jeg gerne vil se og besøge. Man er dog nødt til at have en form for startkurs, så den blev sat i retningen mod Italien, og skulle det ende med den sydlige del, ville jeg ikke blive mindre lykkelig af den grund.

Det var godt vi var nyforelskede…. nårh nej, nygifte – for vi har aldrig haft en mindre camper end den vi fik i år. Da ferieplaceringen var lidt sent om at komme på plads, var vi også lidt sent ude med at reserverer årets camper. Som på de fleste andre ture havde vi igen i år lejet hos Schleswig Wohnmobil. Her føler vi os trygge og har altid fået en god behandling. Men vil man have flest muligheder at vælge imellem, så er det godt at få en aftale i hus allerede i januar. Da vi først kom på banen var der to typer vogne tilbage at vælge imellem. En deluxe-model med en ekstra stor servicepakke, og en noget mindre og mere kompakt Carado v132. Prisforskellen på 8.000 kr. mellem de to vogne, gjorde ikke valget så svært. De penge kan man jo få meget god mad og vin for, og når alt kommer til alt, så opholder vi os jo nærmest kun i camperen når vi kører og sover. Så mon ikke det nok skulle gå med den mindre plads.

Klar til start

Kravene til turens første dag er som regel rimeligt nemme at indfri. Vi skal pakke ud, handle ind, køre lidt, finde et sted at sove, men vigtigst af alt – vi skal finde en god schnitzel, og en grosse bier vom fass. Det gjorde vi i Bispingen, i den tyske delstat Niedersachsen. Hvis ikke der havde været byfest i den lille by, så havde det næsten ikke været værd at skrive om. Men netop pga. byfesten og den gode stemning, der var i byen, fik vi en god aften i den lille tyske provinsby, og ikke mindst et godt udgangspunkt for næste dags udflugtsmål.

Da vi havde fået den obligatoriske schnitzel, gik vi ned til festpladsen hvor der stod diskotek på aftenens program. Ikke fordi vi ville være med til festen, mere bare for at se hvordan festlighederne løb af. Da vi ankom til festens arnested blev vi mødt af en flok mænd i alle aldre som stod i samlet flok, iført grønne uniformsjakker, sorte bukser og tyrolerhatte. Fra sidegaderne kom der traktorer med ladvogne kørende ind til pladsen. På ladvognene sad der unge kvinder, iført deres fineste festkjoler som i dagens anledning, på majestætiskvis var pyntet med et hvidt skråbånd. Da alle de unge kvinder var ankommet, linede mændene op i en række og fik hver deres kvinde under armen. Herefter gik de, til tonerne af noget tysk slagermusik, i takt og med ranke rygge direkte ind i festteltet og åbnede dansegulvet til taktfaste klapsalver fra det publikum der stimlede til fra alle hjørner af byen. Jeg tænker at der nok har været en dybere mening med at det var lige netop de mænd, og de kvinder der havde den utvivlsomme ære af at åbne ballet, men hvordan de havde gjort sig fortjent til det melder historien her ikke noget om. Det er altid sjovt at betragte andres traditioner udefra, vi var ihvertfald godt underholdt. Da festen for alvor startede, lod vi tyskerne om at feste, og gik en aftentur rundt i byen og gennem et større naturområde, og på den måde var turens første dag pludselig godt gået, og vi krøb til køjs.

Bergpark Wilhelmshohe

Næste dags, og turens første udflugtsmål var at opfylde en feriedrøm, som blev til på sidste års tur. Sidste år gjorde vi nemlig noget vi ikke har gjort før. Vi stoppede i Kassel. Alle der har kørt på ferie sydpå kender nok Kassel-bakkerne, som det punkt hvor ferie-følelsen for alvor sætter ind. Men hvor mange har egentlig stoppet der? Det viser sig at der, en kort køretur fra motorvejen, gemmer sig den fineste park, – Bergpark Wilhmelmshohe.

Parken omfatter 240 hektar bakkelandskab, og er den største af sin slags i Europa. På toppen af parken troner et 70 meter højt Hercules-monument, hvorfra der er anlagt det fineste fontæne-springvand der går hele vejen ned til bunden af parken. Et par gange om ugen, tændes pumperne der sender mere end 750.000 liter vand ud i de 12 kilometer lange kanaler, som ender med at kulminerer i et ca. 50 meter højt springvand. Sådan en dag ramte vi ikke sidste år, men det gjorde vi denne søndag. Det var en fantastisk oplevelse, som det helt klart er værd at bruge et par timers dyrebar ferietid på. Har man lyst til at bruge mere tid i parken, så kan det bestemt også anbefales at tage et kig på den kunstigt anlagte ruin Løwenburg og Schlos Wilhelmshohe. Hvis man ikke orker gåturen til toppen, hvorfra vandforestillingen begynder så fortvivl ikke. P-billetten som man køber når man ankommer i bil, gælder også som billet til den shuttlebus der kører i pendulfart fra bund til top og retur. Men jeg vil anbefale at man i det mindste går ned. Gør som lemmingerne og følg menneskeflokken, så kommer I helt sikkert til at blive placeret de rigtige steder, og kan følge vandets langsomme tur ned fra toppen.

Rothenburg ob der Tauber

Da forestillingen var slut, kørte vi lidt videre i sydgående retning, og da der først på aftenen pludselig dukkede et skilt op, hvor der stod “Rothenburg ob der Tauber – 21 km.” gad vi pludselig ikke køre mere. Vi har været i byen før, på et kort frokost-stop, men by night var den godt nok også fin, og da vi kunne finde et sted at overnatte, kun få hundrede meter fra byporten føltes det som om vi endnu engang havde vundet en gevinst i ferielotteriet.

Hvis du ligesom jeg ofte sidder og savler over flotte billeder på Instagram, så er du nok også faldet over den eventyrlige by, med de pastelfarvede huse. Byen er omkranset af en gammel bymur, som har en gangsti oppe på toppen hvor man kan gå i de smalle gange, og ikke mindst få det fineste view ud over byen. Det var et særdeles flot syn, i lyset fra solnedgangen der lavede det fineste, flammende skær over byens tage. Som i så mange andre byer, er det især den gamle bydel der er værd at koncentrere sig om. Også selvom det ikke er hele den gamle bydel der er så gammel endda. I begyndelsen af 2. verdenskrig blev byen nemlig bombet, og mere end 300 huse, svarende til ca. 40 % af den gamle bydel, blev ødelagt. Heldigvis for fotoglade turister som mig, er den sidenhen blevet nænsomt genopbygget og rekonstrueret, så den ligner det, den var engang.

Postkort fra Tyrol

Fra Rothenburg besluttede vi at tage den Romantiche Straße videre mod Østrig. Den vej har vi før luret på, og de fine beskrivelser af ruten satte forventningerne højt. Jeg ved ikke om det skyldtes at vi har ramt forbi de pæneste punkter, de gange hvor chaufføren (og måske også Co-driveren) glemte at holde øje med skiltningen, eller når der var omkørsel pga. vejarbejde, men vi har helt sikkert kørt væsentligt pænere ruter, og gennem pænere byer end dem den Romantiche Strasse kunne byde på. Til gengæld blev der enormt pænt da vi senere på dagen landede i Østrig, og indlogerede os på en campingplads i den lille landsby Biberwier i Tyrol. Hver gang vi kommer gennem Tyrol, slår det mig at det er et af de områder der bare altid er lige præcist så pænt, som postkortene siger.

Vi tog lidt tidlig aftensmad på den nærliggende kro, og brugte aftenen på en 8 km lang gåtur til nabobyen Lermoos. En tur der førte os gennem den hyggelige landsbys små gader, og gennem den fineste dal, omkranset af bjerge. Inden vi gik retur i tusmørket, tog vi et velfortjent hvil på en lille beværtning, hvor vi ikke kun kunne få en velskænket fadøl, men også en mageløs udsigt over dalen, der bestemt ikke blev mindre pæn af at solen kastede dagens sidste stråler over bjergene.

Dagen efter satte vi kurs mod Dolomitterne, med planer om vandring i de smukke bjerge. Vi havde forelsket os i en vandrerute der ville føre os rundt om en krystalgrøn bjergsø. Ku det lige være smukt? Min tidligere bjergskræk, er med tiden ligefrem gået hen og blevet en stor kærlighed til bjergene, så da Jens foreslog at lade vejen til destinationen gå via Timmelsjoch-passet, var jeg helt med på ideen. Vi tog os god tid til at nyde turen, og holdt en del stop undervejs for at beundre de ufatteligt smukke udsigter, som ikke engang et let overskyet himmel kunne ødelægge. Alt var godt og feriehumøret var højt. Ihvertfald så langt….

Italiensk uvejr, når det er værst

Da vi sidst på eftermiddagen var på vej ned af dagens sidste bjergpas, blev den lettere overskyede himmel, som med et tryk på en lyskontakt, ligeså kulsort som når lyset bliver slukket i et rum uden vinduer. Og da der få sekunder senere lød et øredøvende tordenbrag lige oppe over os, med sådan en kraft at det gibbede i os begge, var vi klar over at der var et uvejr på vej. Og det skal jeg da lige love for at der var. Ligeså hurtigt dagslyset forsvandt, lige så hurtigt forsvandt min begejstring for bjergene også. Jeg ville bare gerne ned af det bjerg i en fart, og havde Jens kørt med speederen i bund, havde jeg ikke stoppet ham. Det føltes enormt utrygt at befinde sig i højderne med et tordenvejr lige over sig, og uhyggen blev bestemt ikke mindre, da en blanding af slagregn og hagl begyndte at hamrer løs på autocamperens tag, og gjorde sigtbarheden ud af forruden minimal. Sekund for sekund udviklede vejret sig fra slemt til værre, og som om hagl og torden ikke var nok, blæste det også gevaldigt op med voldsomme vindstød der rev godt i rattet.

Da vi nåede bunden af dalen, blev vi mødt af et trafikalt kaos, som skyldtes at væltede træer lå og spærrede vejene i flere retninger. Inden vi for alvor blev en del af den massive bilkø der var under opsejling, nåede vi at dreje ind ad en sidevej, hvor vi kunne holde i læ og sikkerhed foran et hotel, mens vinden tog yderligere til i styrke. Vi har før oplevet pludseligt dårligt vejr i Italien, og med egne øjne set hvor voldsomme kræfter vejret kan optræde med på disse kanter, men dette var foruroligende på en måde, der gjorde mig decideret bange. Som om mit hjerte ikke bankede hurtigt nok, så fik det lige et par slag mere at arbejde med, da byens sirener pludselig begyndte at hyle for at varsle om at trække indendørs i den thunderstorm vi befandt os midt i. Jeg har aldrig i mit liv hørt sirenevarsler andet end den første onsdag i maj, kl. 12, når sirenerne testes derhjemme, men jeg kan hilse at sige at når den lyder i sådan en situation, så går lyden lige i nervebanerne.

Det var i præcis det sekund min interesse for vejrkort begyndte. Normalt interesserer jeg mig ikke synderligt for vejrprognoser når vi er afsted, (du ved, der findes ikke dårligt vejr kun dårlig påklædning, og lige præcis vejret kan man jo ikke gøre noget ved) men i min søgen efter oplysninger om hvordan vi skulle forholde os ift. sirenevarslet, og efter oplysninger om hvornår uvejret ville drive over, faldt jeg over en vejr-app (CLIME, hvis andre skulle være interesserede), hvor man på raderkort kan følge den aktuelle vejr-situation minut for minut. Som vi allerede havde regnet ud, kunne vi på raderkortet se at vi, ganske rigtigt befandt os lige midt i centrum af det skrækkelige vejr, som havde farven mørke-lilla på radarkortet, (den mørkeste der findes). Vi kunne også se at udsigten for vejret i Dolomitterne, og i den nordlige del af Italien slet ikke så særligt positiv ud den næste lange periode, hvor den primært skulle stå på regn og tordenbyger. Syditalien – som vi også spejdede lidt efter, var heller ikke så tillokkende, da der i denne tid dagligt, blev sat nye varmerekorder. Nu er jeg jo ikke uddannet metrolog, men der er noget logisk i at vejret kunne blive dårligt, når der fra syd blev presset varm luft op fra hedebølgen, og når det kolde nord samtidig sendte kølig luft ned gennem Europa. Det skal jo kulminere et eller andet sted.

Ny kurs

Med vores nye indblik i vejret, og efter et kort rejsemøde i camperen, besluttede vi os for at tage vejrudsigten alvorligt, og gik med min mavefornemmelse af at vi skulle flytte os væk fra Italien. Det er jo præcis den luksus der er ved at have et mobilt sommerhjem, der ikke er bundet til en fast adresse, – hvis vejret er dårligt, er man ikke tvunget til at blive.

Da der var faldet så meget ro på himlen, at det igen føltes sikkert at bevæge sig ud på vejene, sadlede vi helt om og ændrede retning mod Frankrig. Ikke i direkte linje, men via Riveraen og med en aftale om at det ikke var en hastesag, når bare vi holdte øje med vejrets udvikling i de områder vi kom frem. Dagen endte godt, da vi havde kørt et par timer og valgte at stoppe i den lille italienske by, Fondo. Her kunne vi nemlig få turens hidtil bedste overnatningsplads, helt for os selv og med udsigt til både marker og bjerge. Rundt om hjørnet lå det lokale pizzaria, hvor vi kunne få den obligatoriske pizza som man, ifølge reglerne SKAL have den første aften man er i Italien. At sidde under markisen, i stearinlysets skær med et koldt glas rosévin, og en lækker pizza var lige præcis hvad vi trængte allermest til, ovenpå den voldsomme vejr-oplevelse dagen havde budt på. At naboen så var en kirke, med et klokketårn der bimlede hver gang der var gået et kvarter behøver historien jo ikke melde noget om. Man kan vænne sig til meget.

Lago d’Iseo eller på dansk…. Iseosøen

Efter en (knap så) god nats søvn med klokkespil fra kirken, førte en smuk køretur gennem Lombardiet os til Iseosøen, hvor der var så pænt at det næsten ville være dumt ikke at blive når nu muligheden bød sig, så det gjorde vi. For 15 euro, kunne vi overnatte i den ene ende af søen, på en udmærket lille plads med både strøm og mulighed for et bad. Vi lagde vores ophold ved søen ud med at gå en lille tur, og der skulle ikke mange øjekast til, for at konstaterer at det er en gudesmuk sø, der er et postkort værdigt med det blå/grønne vand og bjergene i baggrunden.

Iseosøen er med sine 62 kvadratkilometer, Italiens fjerde største sø som på sit dybeste er 215 meter dyb. Den ligger ret præcist lige midt imellem de noget mere kendte, og meget mere turistede søer, Gardasøen og Comosøen. Ved Iseosøen er det primært de Italienske turister man møder, og af samme grund skal man også have lidt mere fat i google-oversæt på disse kanter, hvis ikke man er ferm til Italiensk.

I Iseosøen ligger Monte Isola, Europas største ø i en sø. Selvom øen kun har en omkreds på 9 kilometer, har den alligevel også fået plads til et 600 meter højt bjerg. Det ville være så oplagt at bruge en dags tid på at tage en sejltur ud til øen, men det dårlige vejr var lige i halen på os og dagen efter, hvor en sejltur kunne være kommet på programmet, var udsigten helt skidt. Så vi valgte at sætte denne oplevelse på tilgode-listen i denne omgang – men kommer vi forbi en anden gang vil det være en prioriteret oplevelse.

Aftenen brugte vi på en hyggelig lille restaurant, hvor overskriften på den ene side i menukortet var gourmet-pizza. Jeg er stadig overbevist om at det er den bedste pizza jeg nogensinde har fået. Også selvom jeg vist har brugt den sætning før. At det blev en rigtig god aften, var dog ikke kun madens skyld. Den bemærkelsesværdige tjener havde også sin andel. Førstehåndsindtrykket var ellers at han virkede en anelse reserveret, og kun kunne meget lidt engelsk. Men det var kun den sidste del vi fik ret i.

Da først vi havde afgivet vores bestilling, begyndte han at flirte med vores lille Ida, som lå ligeså artigt under bordet og gumlede i et kødben. Det viste sig at han åbenbart også havde en lille hund derhjemme. Og 2- 3 andre hunde, det stod ikke helt klart, men jeg vil tro at vi fik set langt de fleste af de billeder og filmklip han havde på sin telefon af kæledyrs-samlingen. Og det var mange. Med hver billedfremvisning fulgte der også en lille itali-engelsk fortælling, som ingen af os fattede en dyt af, men vi er jo søde og velopdragne mennesker, så vi nikkede og smilede, og sagde “ih og åh” og grinte på tidspunkter der virkede strategisk rigtige. Det betød så også at vi slap for at tale så meget med hinanden under måltidet, for tjeneren stod stort set ved vores bord under det meste af middagen, og ledte efter billeder på kamerarullen, når altså ikke han skældte ud og sendte fagter efter nogle lokale bøller, der gassede lige rigeligt op i gaden foran os. Vi var flade af grin, da han med et tydeligt kropssprog oversatte hvad piccolo pipí , som han råbte efter de unge mænd med de tunge speederfødder, betød (noget med en lille mandlig kropsdel).

Da vi nåede til desserten, som bare blev en lille dele-chokolade-ting og to espressoer, som jo hører sig til på de kanter, trak han sig tilbage fra vores selskab. Ihvertfald i de minutter hvor han satte sig ved et andet bord, og selv begyndte at spise. Med den fineste teknik fik han skåret en perfekt modnet vandmelon i mundrette skiver. Melonen smagte tilsyneladende så godt, at han ikke ville have oplevelsen alene. Et par gange kom han derfor over med en lille tallerken med et par skiver til os. Og igen må jeg bare konstaterer at de bedste udgaver af lokal frugt ikke altid når så langt som til Danmark. Mums hvor var den god.

Efter maden gik vi en sen, og lang tur langs søbredden og nød den lune aften og feriestemningen, inden vi vendte retur til camperen for at sove. Næste formiddag, efter morgenmad og en lille hundelufter-tur, fortsatte vi vores “flugt” fra vejret og kørte videre i retningen mod kysten. “Genova uden motorveje” skrev vi på GPS’ens tastatur, så vi kunne nyde landskabet undervejs.

Crema – “Somewhere in Northern Italy”

På vejen til Genova gjorde vi stop i den lille italienske by Crema. Hvis du har set den vidunderlige kærlighedsfilm “Call me by your name” vil du måske forstå hvorfor den by var værd at stoppe i, hvis ikke kan den i den grad anbefales (husk at have kleenex i nærheden).

Før optagelserne til Luca Guadagnino’s Oscar-vindende film gik igang, var Crema bare en helt almindelig, lille og fin italiensk by. I dag er det en by, der flere gange dagligt besøges af turister fra hele verden. Fx. fra Texas, fortalte damen på turistkontoret med store, runde øjne da hun på forespørgsel tilføjede to danskere til statistikken over besøgende. Hun fortalte også at hun, og kollegaerne havde stået lige bag vinduerne og fulgt optagelserne ude på torvet med så stor en begejstring, som var det sket i går. (Filmen er fra 2017).

Inden vi forlod turistkontoret for at gå ud i byens gader, udstyret med et specialfremstillet bykort med markeringer hvor de mest ikoniske scener er optaget, så vi også det lille lokale der er indrettet med originale rekvisitter fra filmen, og en kopi af den tildelte Oscar-statuette. Det kommer bag på mig, at det endte med at blive en ret bevægende oplevelse, men jeg tror det var den lille bys eventyr (som jo er en hel film værd i sig selv), der rørte mig. De er SÅ stolte af at have lagt scener til filmen, men uden at slå plat på den gave byen har fået. Måske lige bortset fra det webkamera der er installeret på det ikoniske Piazza de Duome, som sender live ud til fans i hele verden. (Smart måde at få indført overvågning på). Vi blev selvfølgelig nød til at teste om det var sandt, derfor kan man i fotosamlingen herunder se to pygmæer, der står og vinker direkte hjem til Victor. Og nu til dig.

Bobbio, Genova og en “spændende” aftentur

Vi fortsatte med kurs mod kysten, indtil mavens rumlen begyndte at varsle at nu var det snart aftensmads-tid. Det gjorde den heldigvis ved den skønne lille by Bobbio, som vi en gang tidligere har gjort et tilfældigt stop ved. Den gang bare for at bade i floden og spise en is, men længe nok til at konstatere at det var en seværdig by. Vi camperede på en udemærket camperplads, i kort gå afstand fra byens centrum. Der var et skønt leben af lokale der var trukket ud på byens fortovsrestauranter, for at nyde den lune aften, og ligesom os var der flere små selskaber der flyttede rundt på de forskellige beværtninger for at få en tår (mere) at drikke. Det blev til en af den slags aftner man ikke rigtigt gider ha skal slutte, og den blev da også langt over midnat inden vi fandt tilbage til camperen. Der er noget enormt hyggeligt over at gå i de lune, – og mere eller mindre tomme gader på den tid af døgnet.

Da vi var færdige med at sove, kørte vi endnu en flot tur gennem Lombardiets smukke og frodige landskab, indtil vi kom til Genova. Og var vi ikke blevet helt vågne, skal jeg da lige love for at den heftige og kaotiske trafik ind til byen, fik os op på dupperne. Genova er dæleme en stor by! – men med en ret fin beliggenhed. Den ene ende af byen ligger lige på, og for foden foden af bjergene, mens den anden ende nærmest ligger lige i vandkanten. Men det var ikke kun trafikken der var kaotisk, også menneske-myldret, varmen og en buldrende torden bidrog til den kaotiske stemning, så vi gjorde kun et kort visit med frokost og en god gåtur i de smalle gader.

Vi havde egentlig udset Portofino-halvøen som næste rejsemål men vejrudsigten så igen ikke for godt ud, og når alt kommer til alt kan vi jo også så godt lide at finde de steder hvor turister ikke er flest, så en lynhurtig beslutning fik os til at ændre kurs direkte mod Frankrig, og især mod en bedre vejrudsigt. OG åbenbart også mod noget, der føltes som verdens længste bilkø på grund af et trafikuheld forude. I sådan en situation er det altså ret praktisk at have både køleskab og snack-skab med på tur, for på den måde fik vi brugt tiden i den flere timers lange snegle-kø på at spise aftensmad mens vi, i langsomt tempo kunne nyde udsigten over den Italienske rivera.

Selvom det efterhånden var blevet sent da trafikken endelig åbnende op, havde vi ikke travlt med at gøre stop for natten, aftensmaden var jo klaret og udenfor regnede det, så vi blev enige om at bruge aftenen på at køre tættere på Frankrig, så vi kunne få et godt udgangspunkt for vores næste oplevelse. selvom det også er hyggeligt at bruge aftenen under markisen, med et glas rosévin i hånden, så var det faktisk meget hyggeligt at køre i timerne hvor dag blev til aften, og se hvordan de små og store byer lyste op i landskaberne. Da vi havde passeret den franske grænse, kunne vi længe følge et smukt fyrværkeri der lyste himlen op over Nice som aftenens underholdning.

Da klokken var omkring 23, var det tid til at stoppe, og da vi jo bare skulle bruge tiden på at sove, var en motorvejs-rasteplads fin nok til os. Jeg ved ikke om chaufføren, uden at sige det skiftede mening i sidste øjeblik, eller om han trænger til et kursus i skilte-læsning, men ihverfald var der ikke plads til vores lille camper på den overfyldte lastvogns-parkering vi fejlagtigt kørte ind på. Og indhegningen tilbage til den almindelige parkeringsplads, med masser af ledige pladser var umulig at forcerer, så vi måtte fortsætte vores kørsel ud i natten. Da vi få kilometer senere blev ledt af motorvejen, forestillede vi os at vi nok kunne finde en gade, eller en parkeringsplads der var velegnet til en overnatning. Men nej!

For kort fra motorvejen blev vi ledt op af en temmelig smal og kulsort vej, uden gadebelysning eller andre former for lysende hjælp. Da vi havde kørt lidt tid, begyndte vi at have klippevægge på vores højre side, og så er det jo ikke så svært at regne ud at vi var på vej op ad et bjerg. Nu er det sjældent at smalle bjergveje er specielt velegnede til at vende om på, så der var kun en vej at vælge, og det var opad. Nu skrev jeg jo godt nok tidligere at jeg var blevet helt vild med bjerg-kørsel, og måske derfor skulle jeg testes på næste level. Bjergkørsel i mørke! Det ved jeg endnu ikke helt hvad jeg synes om, men det virkede som om min puls dalede en hel del, da vi omkring 00.30 fandt en p-plads nær toppen af Gréolières i den nederste del af de franske alper, hvor vi kunne stoppe og sove, og åbenbart også nyde en fin udsigt til morgenkaffen, imens paraglidere gjorde klar til dagens adrenalin-kick. Jeg synes vi havde fået vores i nattens mulm og mørke.

Moder Naturs fuckfinger

Selvom jeg ikke var særligt begejstret for det, da vi befandt os midt i det, så blev jeg ret glad for den voldsomme vejroplevelse vi havde i Dolemitterne, da det fik os til studere vejrkort temmelig grundigt. Det viste sig jo desværre at det vejr vi havde oplevet, kun var en forsmag på hvad Italien kunne byde på af ekstremt vejr denne sommer. Da vi sad og læste nyheder over morgenkaffen, var det chokerende at se billeder og beretninger fra det vejr der havde ramt Norditalien, velvidende om at der kunne vi, som så mange andre turister også have valgt at slå os ned.

Hagl på størrelse med golfbolde, torden og storm havde ødelagt bygninger, veje, biler og givet en masse mennesker en rædselsfuld oplevelse for livet. Men Italien var jo ikke alene om at opleve ekstremt vejr denne sommer, hvor det var som om Moder Natur brugte den helt store megafon til at påpege klimakrisens alvor, med skovbrande, oversvømmelser og deraf følgende ødelæggelser som har langstrakte konsekvenser for rigtigt mange mennesker, og ikke kun turister der har fået sig et dårligt ferieminde. Uanset hvor insisterende man ellers er på at holde ferie i fred og fordragelighed, så er det umuligt at sidde den slags hændelser overhørig.

Bekymrende og moralske tanker om hvordan man, med en rejselysten sjæl gebærder sig i en verden, hvor det at rejse og transportere sig rundt er på en andenplads over de største klimasyndere, kan være svære at slippe. Vi tillod os alligevel, at være egoistiske nok til at prise os lykkelige over at vi havde udnyttet den ultimative frihed der følger med ferieformen i en autocamper, hvor man ikke er fastlåst i en reserveret feriebolig på fast grund, og hvor man kan flyttet sig væk fra en dårlig vejrudsigt.

Verdonkløften og en af Frankrigs smukkeste byer

Da vi var færdige med morgenkaffen, og de triste nyheder satte vi kurs mod en af de oplevelser, som havde lokket os ind på den nye kurs vi havde sat. Verdonkløften, også kendt som Europas svar på Grand Canyon, og en af Frankrigs allerstørste naturattraktioner. Kløften er ca. 25 km lang, og op til 700 meter dyb på det dybeste, omkranset af klipper på op til 250 meters højde. Wauw for en oplevelse. På vores vej rundt om kløften gjorde vi flere stop for at nyde udsigten, men vi stoppede heldigvis også i den smukkeste lille by, Moustiers-Sainte-Marie, for at få en tår at drikke. Mere provencalsk idyl skal man nok lede længe efter. Byen er med på den officielle liste over de smukkeste landsbyer i Frankrig, og det er ikke spor svært at forstå hvorfor.

Beliggenheden for foden af bjergene ser ikke kun flot ud på afstand, også på nær hånd er det en fin oplevelse at gå rundt i byen pakket ind i smuk natur, med bjerge til den ene side og den frodige dal til den anden. Det krævede ikke mange minutters ophold i byen, før man var ramt af den dejlige stemning som byen emmer af. Skulle man have misset at man var kommet til Provence, så gjorde den karakteristiske duft af lavendel der strømmede ud fra de små butikker, (som solgte alt lige fra is, sæbe, snaps, honning, brød og kager lavet på lavendel), opmærksom på det. Hvis ikke butiksejerne havde slået sig ned på lavendelmarkedet, var det den berømte fajance keramik, som området også er særligt kendt for, der fyldte mest i udstillingsvinduerne. Selvom byen ikke har meget mere end 700 indbyggere, har den alligvel mere en 20 restaurationer, så det var ikke svært at finde et sted til at fuldføre vores mission om at finde en tår at drikke. Fra fortovsrestauranten kunne vi kigge op på den højtbeliggende Notre-Dame-de-Beauvoir kirke, som ligger delvist hugget ind i klippen. Hvis energien rækker til det kan man tage de ca. 260 trappetrin op til kirken, men vi nøjedes med at betragte den nedefra i de 33 graders varme, som dagen bød på.

Vi tog en overnatning en spytklat fra Lac-de-Saint-croix, en af de fem inddæmmede søer der er i området, og da den lille nærliggende by, Les Salles-sur-Verdon lå lige i baghaven, var det jo oplagt at bruge aftenen på en af de skønne spiseoplevelser, som Frankrig er så leveringsdygtige i. Tanket op med god mad, og god vin aftalte vi at vi ville bruge dagen efter på at leje en vandcykel, for at cykle rundt i kløften og se det hele nedefra. Men dagen efter var det søndag og franskmændene holdte fri. OG stod i meget lange køer med samme plan som os, så vi besluttede os for at gemme oplevelsen fra vandsiden til en anden god gang, og slog os til tåls med at se hele herligheden fra landsiden. Herfra kunne vi også bedre måbe over de vovehalse der kastede sig ud fra de stejle klipper, og ned i det dybe blå/grønne vand.

Lavendelmarker og Mont Ventoux

Nu vi var landet i Provence, var det svært ikke at begynde at drømme om at se nogle af de smukke lavendelmarker, som området er så berømt for. Der findes ganske enkelt en decideret lavendel-rute, så den slog vi ind på i jagten på at finde den smukkeste mark. Heldigvis var årets høst endnu ikke i hus alle steder, så vi fik en god skattejagt ud af dagen, og kunne beundre de snorlige og velduftende rækker af lavendler. Vi fik også set toppen af en meget stejl, og ikke specielt charmerende by i de aller-varmeste timer, fordi jeg havde set at et af de smukkeste lavendelbilleder på Instagram, var taget på “Plateau Valensole”. Lokationen blev derfor indtastet på telefonens vejviser, og efter en anstrengende gåtur fandt vi såmænd også det indtastede punkt, men der var absolut ingen lavendler. Ikke engang i en vindueskarm. Og der var ikke engang pænt. Kun varmt! Jeg tænker at der nok findes et andet “Plateau Valensole”, et andet sted i Provence, men jeg fornemmede også at vi ikke var ene om at være blevet vildledt i vores søgen efter det flotte spot, da andre turister spøjst nok også var oppe og vende på det meget lidt seværdige punkt.

De pæneste marker vi fandt, lå for foden af Mont Ventoux, bjerget som de fleste nok kender fra Tour de France, hvor det oftest omtales som det skaldede bjerg. Og når vi nu alligevel var der, hvorfor så ikke kører en tur til toppen? Mont Ventoux er, med sine 1910 meters højde, godt nok det højeste bjerg i Provence, men langt fra det største bjerg vi har været på. Tilgengæld er det nok et af de mest spektakulære bjerge jeg nogensinde har set. Ventoux betyder det vindomsuste bjerg, og som billederne herunder illustrerer, så levede bjerget fuldt ud op til sit navn og bød på masser af vind. Men det bød også på det klareste vejr der gav en helt sublim udsigt over den hvide kalkstensørken, der dækker de sidste 6 km af toppen, og som mest af alt minder om et månelandskab. Imponerende!

Avignon i stegende hede og Pont du Gard

Det var en stegende varm aften, og byen var ekstraordinært velbesøgt pga af en musikfestival, så det vrimlede med mennesker alle vegne. Et enormt politiopbud, og soldater med maskingeværer om halsen, mindede os om at Frankrig stadig et land med et meget højt trusselsniveau, og med en meget kedelig historik når det kommer til terrorangreb. Selvom den uniformerede tilstedeværelse har til formål, at skabe tryghed, så synes jeg altså stadig at det er et utrygt syn. Da vi samtidig begge to havde en smule kvalme, måske fordi vi havde glemt at drikke nok væske i varmen, var det ikke nogen udsøgt fornøjelse at spankulere rundt i de menneskefyldte gader, selvom byen vitterligt var seværdig.

Vi afsluttede den oplevelsesrige dag i den tidligere paveby Avignon, som ligger så smukt placeret ved Rohnefloden. Her kunne vi meget mageligt indlogerer os på en camperplads, på den lille ø Barthelasse som ligger i floden, kun en lille km fra byporten. På aftenens bytur skulle vi kun bevæge os få hundrede meter før vi blev mødt af en af byens helt store vartegn, St. Bénezét-broen nok bedst kendt som den halve bro, Pont d’Avignon. Broen blev bygget i det 12. århundrede, og oprindeligt strakte den sig (selvfølgelig) hele vejen over floden, hvorimod den i dag ender halvt ude i Rhônefloden. Den berømte bro har levet et hårdt liv, under angreb af både mennesker og natur og trods flere forsøg på genopbygning står den idag som et halveret historisk vidnesbyrd, til stor beundring fra alverdens tursiter.

Vi fik lidt at spise, et par kolde colaer til kvalmen, og et kort glimt af det imponerende pavepalads, hvor hele syv paver har boet i eksil engang i 1300-tallet. Helt bestemt et imponerende bygningsværk, men humøret var ikke til så meget sightseeing så vi vendte tilbage til vores mobile sommerhus, helt drænede for energi. Og især derfor var den ulideligt varme nat der ventede os ikke særligt kærkommen, (hvis sådanne nætter da nogensinde er det). Selvom camperpladsen scorede højt på beliggenhed ift. afstand til byen, så havde den to minusser som vi ikke havde taget højde for.

1. der var ingen strøm = vi kunne ikke tænde for ventilatoren, som ellers stod overfor en nat hvor dens berettigelse til at være med på ferie, kom til sin ret.
2. den nærliggende omfartsvej var væsentligt mere trafikkeret end først antaget, og medførte væsentligt mere trafikstøj, end det var muligt at sove i for åbne vinduer.

Vi var derfor, på ingen måde veludhvilede da vi tog hul på den kommende dag. Energien rakte dog fint nok til at Pont du Gard blev udvalgt som den næste store oplevelse, der nu kan sættes et kæmpe stort tjektegn ved. Sikke et mesterværk romerne har lavet engang ca. 18 f.Kr. Det var vidunderligt at sidde og nyde det imponerende syn af et så bedaget byggeri, imens glade unger blev svalet af ved at hoppe i floden, som en skøn forening af nyt og gammelt liv. Hvis du skal besøge stedet, og bruger betalings-parkeringspladsen så husk at tage den p-billet du bliver udstyret med, med dig. Det viste sig nemlig at parkeringen kun kunne betales i en automat tæt på Pont du Gard, men et stykke fra p-pladsen. Selvom ingen jo tager skade af lidt motion, var det nu alligevel lidt bøvlet. Da vi var færdige med vores besøg ved Pont du Gard kørte vi videre til middelalderbyen Carcasonne.

Carcasonne

Det viste sig at den begyndende kvalme vi begge havde haft dagen før, nok mere relaterede sig til en maveinfektion, end til et manglende væskeindtag. Undskyld mit franske, men hold kæft hvor er det latterligt at få så dårlige maver at man kun kan indtage vand, blødt brød og yougurth i små mængder, når man befinder sig lige midt i gourmet-land! I det mindste var vores solidaritet så stor at vi var fælles om det, de 3-4 dage det varede (i medgang og modgang, som præsten sagde😆). Set fra den lyse side, så lykkes jeg på den måde med mit mål om ikke at tage et par ekstra feriekilo på denne sommer.

Heldigvis var vi ikke mere medtagede, end at vi godt kunne indtage nogle gode oplevelser alligevel. Da vi slog lejr i Carcasonne blev det for to nætter på en glimrende campingplads, hvor vi fra camperens “soveværelsesvindue” havde udsigt direkte til byens mange karismatiske tårne. To overnatninger gav os mulighed for lidt rekreation, og for at få vasket tøj, så vi kunne rejse videre med ren bagage. Det var en relativt stor campingplads, så dagens motionsmål blev næsten opnået, alene ved at vaske tøj. Turen frem og tilbage til vaskemaskinen to gange, gav 4 km i stængerne. Vi gik dog også ud og så lidt på den eventyrlige by, der er omkranset af en imponerende borgmur, med spir og tårne som den ultimative beskyttelse af byens borgere, da den siden middelalderen har været udsat for en lang række angreb.

Da vi besøgte byen i dagstimerne var den også under angreb – af tusindvis dagsturister, der var på besøg fra de omkringliggende byer, og da vi skulle koncentrer os mere om at kigge ned, for ikke at træde nogen over fødderne, end op på de fascinerende bygninger, valgte vi at kapitulere og gik ud for at se på den nyere og knap så besøgte bydel. Men kun fordi vi jo havde muligheden for at vende tilbage om aftenen, når turistbusserne havde kørt de største folkemængder tilbage til deres feriedestination. Klogt valg, for da mørket havde sænket sig, var gaderne til at gå i. Der var stadig mange mennesker, men de fleste var samlet til koncert på byens udendørs-scene, Théâtre Jean-Deschamps med den franske rapper, Soprano. Selvom det lød meget godt, var det alligevel en lidt spøjs lydkulisse med fransk rap til slentreturen i den gamle middelalderby.

Milau-viadukten og Tour de France for damer

Da vi forlod Carcasonne lagde vi ruten via den imponerende Millau-viadukt, verdens højeste vejbro, hvor man på det højeste kører i 270 meters højde. Den lå så fint på vejen mod Rodez, hvor dagens etape af kvindernes Tour de France havde sin afslutning, så hvorfor ikke køre dertil? Sikke en oplevelse det blev, selvom kvindernes tour ikke helt får samme opmærksomhed som mændenes, så er det stadig et stort menageri, og gevaldigt underholdende. Vi placerede os lige bag mål-linjen, hvorfra jeg kunne udfolde mig som paparazzi-fotograf, og fik det mest rørende lille film-klip af Yara Kastelijn, dagens hollandske etapevinder, i tæt omfavnelse med hendes forældre, som vi åbenbart stod lige ved siden af.

På den officielle tour-side kunne vi se at en SoMe-medarbejder havde fanget samme moment, bare fra den anden side, så på deres lille filmklip kan man se mig stå med tårer i øjnene og filme. Jeg sendte efterfølgende klippet til dagens vinder, som kvitterede med en sød hilsen og efterfølgende blev mit klip delt af holdets sportsdirektør, det var da lidt sjovt. Og endnu mere sjovt da vi senere på turen besøgte Maastricht, hvorefter jeg fik en besked fra etape-vinderen, som skrev at vi nu var ganske tæt på hendes hjem.

Da vi havde suget alle indtrykkene til os efter dagens etape, og set superseje Cecilie Uttrup Ludwig cykle af, kørte vi videre til Najac for at tage en overnatning. Da vi havde indlogeret os på den skønneste plads i en bakkedal, lige ved floden Aveyron (sammen med en hulans masse unger på sommerlejr), fandt vi ud af at vi var blevet fanget. Ikke af ungerne, men af Tour de France. Næste dags etape skulle nemlig køres lige rundt om campingpladsen, så alle veje var lukkede det meste af dagen derpå. Vi bookede derfor en ekstra overnatning, og satte os for at finde mod toppen af den kategori 3 stigning, hvor der skulle kæmpes om point på etapen.

Det gav endnu en god tour-oplevelse, og en ordentlig samling merchandise, da tour-caravanen passerede os på vejen, hvor vi stod helt alene og tog imod de mange ting der blev kastet efter os. Godt vi havde en rygsæk med. Vi fik en god placering 500 meter fra toppen, og mens vi ventede på rytterne var det svært ikke at lade sig rive med af den mægtige stemning der er på sådan en skråning. Så vi heppede på livet løs da rytterne endelig kom og kæmpede sig op ad stigningen. Det er vidnefast for Victor fangede os på et screenshot fra TV-transmissionen af dagens etape.

Som om vi ikke havde bevæget os nok opad, brugte vi aftenen på at traske op til byen Najac, som lå ca. 1 km oppe på en klippetop, det lyder lettere end det føltes, men belønningen var alle anstrengelser værd, jeg tænker at billedet fra toppen af byen, med udsigt til slottet på nabo-klippen kan forklarer hvorfor. Det er mig en gåde, hvordan vi nærmest kunne have den mageløse by for os selv, men ikke desto mindre var gaderne mere eller mindre menneske-tomme. Vi satte os på en restaurant med den vildeste udsigt over dalen, men desværre fortsat uden appetit, så det blev kun for at få et par kolde colaer til de fortsat medtagne ferie-maver. Hjemme på campingpladsen var der afslutning på sommerlejren, så i aften-mørket var der sang og musik og børnelatter, indtil de voksne omkring midnat sendte alle ungerne i seng. Det lyder måske irriterende, men det var superhyggeligt og livsbekræftende. Gid forældrene havde kunne høre al den hygge og glæde der hang i luften, over det fællesskab som ungerne oplevede.

Cahors og Saint-Cirq-Lapopie

Da vi fortsatte vores videre færd, var det uden egentlige planer, vi ville bare køre en tur ud i det blå og se hvad dagen bragte. Vi havde ikke engang studeret på kortet hvad der egentlig lå af seværdige steder i omegnen, så da vi i en rundkørsel opdagede at vi var ganske kort fra Cahors blev den, næsten royale by pludselig målet for en gåtur.

De fleste har nok set billedblads-billeder af dronningen på marked i den sydfranske by. Sidste år besøgte vi Chateau de Caix, prinsens vinslot, som ligger ca. 20 km fra Cahors, men dengang droppede vi at besigtige byen, da det var stegende varmt. Det missede besøg fik vi nu rodet bod på. Skøn by, som bestemt er et stop værd, især hvis man går gennem den gamle bydel og ned til den fine stenbro, Pont Valentre, som ligger så smukt over floden Lot.

En hurtig research efter seværdighederne i Cahors, førte til en rejseartikel med en anbefaling om, også at besøge Frankrigs smukkeste by (ihverfald ifølge indbyggerne selv), byen hed Saint Cirq Lapopie, og da det kun krævede en kort køretur at komme dertil, og da vi ovenikøbet kunne finde et sted i nærheden til en overnatning, så var den beslutning taget.

Nu har jeg jo (endnu) ikke set alle franske byer, men jeg medgiver de lokale at det er en pokkers fin by, hvis mage jeg endnu har tilgode at se. Den er ikke særligt velegnet for gangbesværede, da den ligger i højderne, og man må gå dertil for at få oplevelsen. Selve byen er et vivar af stejle, smalle og glatte gader, men tilgengæld kan man få hvilet fødderne på en af byens hyggelige restauranter, med udsigt over byens tage. Det gjaldt også os, for heldigvis var vores maver atter klar til noget af den gode mad, man næppe får bedre end i Frankrig. Og et par glas vin, men kun et par – vi skulle jo ligesom også kunne gå ned fra byen igen, nu i mørke.

Loiredalen

Da vi var færdige med at sove, morgenbade, drikke morgenkaffe og klare de praktiske ting der altid skal fikses inden afgang, var vi nået til det tidspunkt hvor vores fortsatte rejse helst skulle være med snuden mod nord. Vi tog de små landeveje, gennem bakkedale, små landsbyer og fantastiske naturlandskaber, i en del af Frankrig som jeg har tabt en lille del af mit hjerte til. Vi overnattede i den lille by, Saint Gaultier i midtfrankrig, hvorfra den største oplevelse der er at berette om, er den kulinariske oplevelse der ventede os, da vi lavede “tøm-køleskabet-mad”, som aftenens underholdning. Det lyder mere kedeligt end det er, for når bare køleskabet indeholder une baguette og nogen af de lækre oste, pølser og andre lækkerier, (som jeg er sikker på at franskmændene gemmer til sig selv), og noget god vino, (som er pokkers let at opdrive på disse kanter), så ER det faktisk slet ikke så tosset.

En køredag i ny og næ kan være nødvendig, hvis man gerne vil undgå at bruge de sidste feriedage på kun at indhente kilometer. Men ovenpå sådan én dag skal der altså også helst falde nogen gode oplevelser uden for camperen. Dem fik vi i Loiredalen, hvor de næste dage blev tilbragt. Vi fejrede ankomsten til det skønne område, med at besøge Château de Chaumont som er beliggende på Loire-flodens sydlige bred, ikke så meget for slottes skyld, men mere fordi jeg havde læst om en stort anlagt havefestival i slotsparken, hvor kunstnere fra hele verden har foldet sig ud i deres bud på den ypperste havekunst. Dertil dannede slotsparken, dele af slottet og de omkringliggende bygninger rammer om en større udstilling af forskelligartet installationskunst, også af kunstnere fra hele verden. Det kunne man snildt bruge en god lang, søndag eftermiddag på, så det gjorde vi. Selv uden havefestivalen ville det eventyrlige slot have været et besøg værd. Vi fik en god rundtur på slottet, hvor man til bonusinfo for rejsende med hund, gerne må have vovser med, sålænge de bliver båret enten i armene eller i en taske. Her virkede en lille Ida-hund på knap 7 kg. som en meget praktisk størrelse.

I Muides-sur-Loire, på kanten af Loire-floden kunne vi overnatte på en lille hyggelig campingplads, og da der få hundrede meter derfra lå en gourmet-restaurant med et ret tiltalende menukort, var humøret højt. Desværre viste det sig at alle borde på den enlige restaurant var bookede, og stedet kørte som så mange andre steder kun én servering, altså ingen mulighed for at komme tilbage senere. Mange steder mangler restaurantionerne, ligesom herhjemme personale, hvilket betyder at åbningstider enten er indskrænkede gevaldigt, eller at det personale der er til rådighed, løber rundt mellem bordene i et urimeligt stresset arbejdsmiljø. Det er en lille streg i regningen, for er der noget jeg virkelig elsker ved at ferierer på disse kanter, så er det muligheden for at gå sent ud og spise.

Den ufrivilligt afvisende tjener, var enormt sød og kunne nok se skuffelsen i vores ansigter, da udsigten til et udsøgt måltid, ændrede sig til udsigten til pasta og pesto, som var hvad eventyrbussens køkken kunne svinges op til, efter køleskabs-tømningen dagen før. Med en udstrakt sans for service endte det derfor med en aftale om at kokken lavede en menu vi kunne få med hjem, hvis bare han måtte lave den når det passede ind. Vi skulle jo ikke nå noget så vi kunne fint vente, og trods tjenerens virkeligt dårlige engelsk, og vores virkeligt dårlige franske, fik vi lavet en aftale om at de ville ringe når maden var klar.

Vi brugte ventetiden på at gå tilbage til camperen for at dække et fint bord med både dug og stearinlys, og en lille times tid senere var vi udstyret med 2 x fireretters menu, bestående af 8 forskellige retter i alt , og en god flaske vin. Muy bien👌🏼. Det er utvivlsomt det dyreste take-away måltid jeg nogensinde har fået, og jeg ved ikke helt om det tjente måltidet nogen ære at retterne måtte holdes lune under dynen, mens vi smovsede os gennem retterne. Men jeg ved med sikkerhed at det føltes en lille smule kontrastfyldt, at vi sad der og spiste vores gourmentmad og skålede i god vin, mens den midlertidige genbo, et par på cykelferie, efter at have sat deres to-personers telt op, sad på et tæppe og baksede med det lille primus der skulle varme deres dåsemad op

Château de Chambord

Næste morgen lagde vi ud med en ganske kort køretur, indtil vi ankom til Château de Chambord, som er det største af Loiredalens mange smukke slotte. Og det ER virkelig STORT. Og smukt. Slottet har intet mindre end 426 rum, (hvoraf man kan besøge de 60), 83 trapper og 282 pejse. Vi måtte dele os i to hold, da firebenede rejsekammerater ikke var velkomne på dette slot. Trods et oprigtigt forsøg, fik ingen af os fik vist set det hele, på slottet hvor man nemt kunne fare vild i de mange kringel-kroge. Det var storslået, men det som gjorde størst indtryk var at gå oppe mellem slottets mange spir og tårne, hvorfra man kunne få et 360° panoramablik over slotsparken. Parken er med sine 5440 hektar, omringet af en 32 kilometer lang mur, den største lukkede park i Europa, hvilket er ligeså stort som det indre Paris!

Det var Kong Francios den 1. der besluttede at slottet skulle bygges, og Leonardo da Vinci der var med til at udtænkte hvordan. Slottet blev ikke bygget for at kongen skulle bo der, men mere som et symbol på magt og lidenskab for kunst, det siges at han samlet set kun tilbragte 50 dage på slottet. Slottet er bl.a udstyret med en spøjs dobbeltdrejet trappe, som er placeret i slottes midte. Designet kaldes for et mesterværk i ingeniørkunst, ikke kun på grund af den smukke udformning, men også fordi trappetårnet er sammensat af to separate trapper, som gør at man kan gå op ad den ene trappe, uden at få øjenkontakt med dem der går ned ad den anden.

Aftenen og natten tilbragte vi i Blois, som ligger i hjertet af Loiredalen. Udover at byen er ganske chamerende, blev vi ret imponerede over synet af den dekorerede trappe (se billede), der mødte os ved vores ankomst til byen. På afstand ligenede det en stor plakat, og vi var længe om at gennemskue at det var trappe vi kunne se – ret sejt lavet. God mad og god vin kan man ikke få for meget af, undtagen når det er i en rejsebeskrivelse så vi springer direkte videre til den sidste dag i Loiredalen i denne omgang.

Château de Villandry

Vi besluttede os for at tage et tredje og sidste slotsbesøg, inden vi forlod Loire. Indtil nu havde vi fået to meget forskellige oplevelser på de to slotte vi havde besøgt, og Chateau de Villandry bidrog med den tredje fantastiske oplevelse. På vej dertil gjorde vi stop i Tours, som er departementets hovedby, fordi jeg havde læst om deres tirsdagsmarked, hvor de lokale bønder solgte ud af deres produkter. Ku det lige være hyggeligt? Der var desværre ikke noget marked, men tilgengæld var der et par fastetablerede torvehaller fyldt med lækkerier, som også var et besøg værd.

Ved første øjekast gjorde Château de Villandry ikke det store indtryk. Men da vi kom indenfor, tabte vi fuldstændigt kæben. Det var så smukt, smagsfuldt og farverigt indrettet. Slottes mange værelser var dekoreret med friske og velduftende blomster, smukt anrettet i vaser og opsatser, som gjorde rummene meget levende og ikke særligt museumsagtige. Og igen måtte Ida gerne komme med på besøg, så det kom hun, til stor morskab for mange af de andre gæster, mageligt siddende i en hendes helt egen rygsæk, hvorfra hun som en anden forkælet prinsesse kunne sidde og nyde rundturen.

Vi havde kun lige fået vores kæber tilbage på plads, da vi tabte dem igen ved synet af den vanvittige slotshave. Château de Villandry er særligt kendt for at have Frankrigs (måske) smukkeste haver. Det er jo altid svært at gøre sig til smagsdommer på sådan en påstand, men jeg kan med sikkerhed sige at jeg aldrig har set en lignende have. Den var virkelig vild og fuldstændigt perfekt anlagt. Alt stod snorlige, koordineret og afstemt i farver, højder, symmetri og vinkler. Det var så imponerende, at jeg fik mig et nyt højeste ønske – en gartner på Guderupvej. Selvom jeg forsøgte er det desværre umuligt at indfange havens skønhed på et billede, så hvid du vil have den fulde oplevelse, må du en tur til Frankrig.

Ovenpå den oplevelse var der lagt op til en afsked med Loiredalen med maner. Vi fandt en virkelig god overnatningsplads, lige ned til floden i Azay-Le-Rideau, fik et bad og en lille velkomstdrink, klar til at se på byen, finde et sted og spise…. Og SÅ kom regnen. Vi havde kun lige sat os på en fortovsrestaurant, da det begyndte og det stoppede ikke før vi forlod byen. Hvor vi tidligere på ferien havde kunne bevæge os i den retning, der var mest fordelagtig ifølge den nyindkøbte vejrradar-app, så var der nu ikke længere anden mulighed end at holde kursen mod nord, for at nå hjem til feriens udløbsdato. Og selvom det havde været mulighed at forlænge spilletiden, havde det stadig været svært at finde en plet i vores del af Europa, hvor der ikke stod regn på programmet. Den restrende del af ferien blev derfor mere eller mindre afholdt iført et ferie-outfit, vi ellers sjældent har måtte gøre brug af; Regntøj!

Dinant i Belgien

Udstyret med kørekaffe og croissanter, forlod vi Frankrig tidligt om morgnen og vi standsede ikke før vi kom til den pragtfulde belgiske by, Dinant (ikke at forveksle med den franske by Dinan, som jeg har berettet om i en tidligere rejsefortælling). Her kunne vi overnatte ganske gratis, med forruden vendt direkte ud mod Maas-floden, og med den smukkeste panoramaudsigt over byen, der ligger så malerisk placeret ved foden af klipper og bakker. Dinant er en virkelig skøn lille perle, og jeg tænker at man skal have boet i byen i ufatteligt mange år, for at blive træt af at se på byens front, når mørket falder på og lysene tændes i husene, som ligger tæt op ad klipperne. Det er et virkeligt særsyn.

Nu har jeg jo ved flere lejligheder rost franskmændene for deres kokkekunst, men altså belgierne er heller ikke uden evner, ihvertfald ikke på den restaurant vi valgte i Dinant. Vin er de knap så gode til, men så er det jo godt at de franske naboer er leverings-dygtige i den slags. Jeg tror det var turens bedste måltid vi fik serveret, på det som lignede byens fineste restaurant. Eller også var det bare fordi jeg var imponeret af de dygtige tjenere med sorte bukser, og hvidt forklæde og en akkuratesse som man nok kun mestrer hvis man er faglært. Selvom det var en kold, og til tider regnfuld aften, fik vi en vildt god oplevelse, og et rigtigt godt indtryk af den skønne by som iøvrigt er fødebyen for Adolphe Sax. Hvis du, ligesom jeg ikke aner hvem han er, så prøv at gæt? Jeps, det er nemlig ham som opfandt saxofonen. Man skal vist være direkte blind for ikke at kende den historie efter et besøg i byen, for på nærmest hvert et gadehjørne står der enten en statuette af en saxofon, eller af dens skaber. Byen har sågar et lille museum til ære for bysbarnet, hvor der er fri entré og åbent hele døgnet.

Da vi dagen efter kørte videre gennem Belgien, ramte ærgrelsen over at feriedagene snart er talte, det kunne have været lækkert med nogle ekstra dage til at udforske det tiltalende land, men omvendt er det jo også fedt at få inspiration til fremtidens rejser. For nogen år siden ramte vi uforvarende fem lande på én dag, men da vi forlod Belgien satte vi en ny slags rekord. Tre lande på fem minutter! Den er god nok; Belgien, Tyskland og Holland på bare fem minutter. Selvom kursen var nødt til at gå til Tyskland for at komme til Schleswig i rette tid, så lod vi os alligevel friste til at tage en afstikker ind i Holland, i det lille hjørne hvor de tre landegrænser mødes. Ida skulle jo også luftes, så hvorfor ikke gøre det i Maastricht?

Maastricht er mere end bare byen med traktaten fra 1992, der førte til oprettelsen af EU. Det er også en af Hollands ældste byer, med både sjæl og charme, og så kan man jo næsten nå dertil på en forlænget weekend, så måske det skal prøves på et tidspunkt. Det er også her André Rieu, den hollandske dirigent og grundlægger af Johann Strauss Orchestra har hjemby, og afholder sine legendariske koncerter på Vrijhof pladsen. Når, ja og så bor den tidligere omtalte, kvindelige Tour de France-rytter, Yara Kastelijn åbenbart også i Maastricht. I denne omgang blev det bare til et par timers gåtur gennem byen, og en frokost inden vi fortsatte turen med kurs nord. I silende regn. Der var stort set ikke et tidspunkt uden regn, så behovet for at stoppe var ikke så stort, når vi kunne sidde i tørvejr, lytte til podcast og spise snacks. Vi stoppede derfor først sent, lidt uden for Cloppenburg for at sove. Det gav en god mulighed for at ankomme tidligt til Schleswig dagen efter, så det gjorde vi.

Slutspurten

Vi slutter altid vores tur i Schleswig, det er praktisk for det er her vognen skal afleveres tilbage, men vi er alligevel aldrig ankommet så tidligt at vi kunne nå at hoppe på cyklerne, og se lidt mere af området end hvad man kan nå på gåben. Jeg tænker at min gamle historielærer ville have været stolt, da jeg forslog at vi kørte til vikingelansskabet ved Hedeby, tæt på grænsevolden Danevirke. Begge dele er en del af Unescos verdensarv, som et af Tysklands vigtigste arkæologiske områder. Vi besøgte ikke vikingehusene, som nok ellers er et must, men Ida, (som jo ellers ikke er nogen rigtig hund), var ikke velkommen. Vi nøjedes derfor med at besigtige området på to hjul, og sluttede af med en fyraftensøl ved Schlei-søen.

Herfra er der kun det aller-kedeligste ved ferien tilbage at berette om. Det der handler om nedpakning, rengøring, aflevering og lidt kø-kørsel så det springer vi let og elegant over. Især kø-kørslen er ikke noget særligt at berette om, selvom vi var blandt de allerførste til at opleve den genindførte grænsekontrol, som trådte i kraft samme morgen, på baggrund af det aktuelle trusselsbillede om terror mod Danmark. Heller ikke selvom ihærdige sensations-journalister forsøgte at male et billede af irritable turister ved grænsen. Rengøringen kunne man godt skrive en lille smule om, for den var jo nemt overstået i den bette vogn, som i øvrigt viste sig også at have sine fordele. Fx. var den meget nem at kører rundt i, ingen veje var for små og parkering kunne foretages de fleste steder. Indretningsmæssigt manglede vi faktisk ikke skabsplads, sålænge vi kun var to personer afsted. Som sommervogn var den helt fin, men den dag vi skal have vores egen camper, skal den være større – den trange plads kan sagtens gå på en sommertur, hvor man jo opholder sig udendørs meget af tiden, men på andre årstider hvor man er tvunget til at opholde sig mere indendørs ville jeg få fnidder af den trange plads.

Til slut er der kun at sige tak fordi du læste med, for mig er det vidunderligt at dele oplevelserne på denne måde, hvor jeg kan få afløb for min skrivetrang. Og så gør det mig så uendeligt glad, når jeg hører fra nogen af jer, som har fundet inspiration til jeres eget ferie-eventyr i vores rejser, eller når I giver mig jeres bedste ferietip med på vejen. Denne sommer har jeg især smilet stort, når der er tikket beskeder ind i indbakken om forspørgsler på byer der var en overnatning værd på ud eller hjemvejen, bliv endelig ved med at stille spørgsmål, hvis jeg kan hjælpe med noget. Delt glæde er som bekendt dobbeltglæde.

Snip, snap, snude … og tip, tap, tønde – så kan planlægningen af et nyt eventyr begynde….

• Facebook
• Instagram