Jeg synes godt nok sommerferien lod vente længe på sig i år, men med afrejse 23. juli var vi var også lidt senere på farten end vi før har været. Det viste sig at være meget godt, dels fordi højsæsonen så småt ebbede ud undervejs, og dels fordi den hedebølge og de medfølgende skovbrande der havde hærget på de sydlige kanter igennem længere tid, var blevet afløst af mere normale og humane sommertemperaturer.
Vi lagde som sædvaneligt ud med et stop hos Schleswig Wohnmobile, hvor vi skiftede den feriepakkede bil ud med et mere rummeligt, mobilt sommerhjem på hjul. Denne gang var det nøglerne til en fuldintegreret Carado I338 vi fik udleveret.
Da vi havde fået installeret os i autocamperen, hoppede vi på motorvejen med kurs mod Frankrig og hvis man ser bort fra en times ufrivilligt ophold i Hamborg, fordi vi muligvis overså et omkørsels-skilt i relation til noget af det obligatoriske vejarbejde, og derfor blev gelejdet ind gennem storbyen, så gled ferietrafikken helt perfekt. Det eneste der ellers forsinkede os på turen var det længere stop vi måtte gøre for at se Jonas Vingegaard køre enkeltstart i årets næstsidste Tour-de-France etape, på dagen hvor det blev slået helt fast at den gule trøje, og sejren var hans.
Overnatningen tog vi på en knap så eksotisk rasteplads, da vi ikke orkede at køre mere, og et par håndburgere fra Mac Donalds blev løsningen på sen aftensmad, mens der blev pakket ud og sat på plads i skuffer og skabe. På den måde kunne vi dagen efter fortsætte turen mod feriens første mål, Strasbourg.
Fadøl og fransk visit i Strasbourg
I Strasbourg var vi inviteret på middag hos Helle og Dorig, vores dansk/franske venner. Det er en af de bedre ferietraditioner at vi lader vejen gå der forbi, når det er muligt. Jeg plejer at lave facebookopdateringer undervejs når vi er på tur, og det giver udover en masse søde hilsner, også indimellem nogle rigtigt gode fif til ting og steder vi skal se undervejs. Men i år gav det også en fantastisk invitation fra min tidligere kollega og gode ven, Martin og hans søde kone Gitte som var på ferie sammen med noget af deres familie. De var lige landet i Strasbourg, og foreslog at mødes over en tår øl i Alcace-provinsens skønne hovedstad. Det virkede som den perfekte start på ferien, så det takkede vi selvfølgelig ja til.
Mindre end en halv time efter vi landende i Strasbourg sad vi derfor på cyklerne på vej mod centrum og en hyggelig eftermiddag, inden vi cyklede retur til Helle og Dorig, og fortsatte hyggen med en skøn aften i deres dejlige lejlighed. De bor med den vildeste udsigt til Europabroen, der på smukkeste vis forbinder Frankrig og Tyskland som et symbol på venskabet mellem de to lande, der ellers var i krig gennem flere århundreder.
Inden vi næste morgen forlod Strasbourg, gjorde vi som de lokale og luftede Ida-hunden i den hyggelige park, Jardin des Duex Rives, iført shorts, morgenhår og bare tæer i sandalerne. Det var en hyggelig start på dagen at give morgen-nik til de morgenfriske hundeluftere, og ikke mindst at nyde synet af de mange storke der spangulerede rundt og nippede morgenmad i det dugvåde græs. Et syn jeg altid bliver barnligt begejstret af at se, for selvom vi også har storke i Danmark, har jeg aldrig været så heldig at se én eneste på dansk jord, bortset fra i Zoo og de tæller ikke rigtigt vel?
Et par streger i regningen
Dagens køretur gik i retningen mod Champagne-distriktet, for at mødes med min fætter Casper og hans søde kæreste Janneke. De var på vej i nordgående retning, som afslutning på deres sommerferie og derfor var det oplagt at vi kunne mødes og holde et par feriedage sammen. Det blev til et par dejlige dage sammen med de to vordende forældre, hvis man altså ser bort fra det mindre uheld, vi havde på vej ud fra en rasteplads, på vejen til at mødes med dem. En af den slags uheld, som giver udtrykket “en streg i regningen” god mening, når man så på den lange ridse, den lille oversete gule Renault efterlod på bagenden af camperen.
Selvom det giver en del bøvl at skulle stoppe og fikse forsikringspapirer, med en fransk kvinde som absolut ikke kunne engelsk, så skulle der mere til at ødelægge det gode feriehumør. Vi fik udvekslet oplysninger ved lige dele hjælp af google oversæt, og Helle som agerede fransk/dansk tolk i telefonen. Og heldigvis var skaden ikke større end at begge parter kunne køre fra uheldet. Det er første gang i alle de år vi har været afsted, at vi har haft sådan en oplevelse, og statistisk set måtte den dag jo nok komme, når man tænker på antallet af kilometer vi samlet set har kørt.
Det gode feriehumør blev heller ikke helt ødelagt, da vi traf en kolossal forkert beslutning om at forlade champagneområdet, for at sætte kurs mod Dunkerque.
Vi overnattede på en lille, lidt primitiv og afsidesliggende plads i champagne-distriktet og havde egentlig udset os de to champagne-byer, Reims og Epernay som næste dags udflugtsmål. Aftenen inden havde vi undret os over at den lille camper-plads vi havde indlogeret os på blev fuldt optaget, og at mange efterfølgende kom forgæves forbi for at lede efter overnatningsplads, for så attraktivt var området bestemt ikke. Forklaringen viste sig at være at lige netop de to udsete byer, var henholdsvis start- og mål-by på tredje etape af kvindernes Tour-de-France. Vi blev derfor enige om at komme væk fra området, for ikke at blive fanget i et trafikalt kaos. Da vi nogle timers kørsel senere havde indlogeret os på en camperplads i Dunkerque, tænkte jeg at det måtte være Guds straf, at Cecilie Uttrup Ludwig vandt lige netop den etape, og vi dermed gik glip af den unikke mulighed for at heppe på hende, og de to andre seje danske kvinder – det kunne nok have været en ret vild oplevelse.
Dunkerque og Normandiet
Men Dunkerque, som ligger 20 km vest for den belgiske grænse, var bestemt et besøg værd, også selvom man ikke har set filmen “Dunkirk” om operation “Dynamo”, eller kender til byens historiske betydning for 2. verdenskrig. En slentretur langs den pæne strandpromenade, med et skønt mix af franske og engelske husfacader er især værd at anbefale. Også på en dag hvor temperaturen kun nåede de 20 grader ude ved den engelske kanal. Det blev den eneste aften i de efterfølgende tre uger, hvor det gav god mening at have lange bukser og en trøje med i bagagen.
Efter en god aften i byen skiltes vores veje efter morgenmaden. Casper og Janneke kørte mod nord, og vi kørte mod syd, og mod de varmere himmelstrøg. Klar til at overtage Tour-de-France efter Vingegaard (eller måske mere efter Rolf og Ritter), landede vi midt på eftermiddagen i Normandiet. Og det startede søreme godt med et one-night-stand i den normanniske miniput by, Beuvron-en-Auge, en lille fin blomster-by beliggende på cider-ruten i Calvador-distriktet.
Byen er ikke uden grund noteret på Les Plus Beaux Villages de France, en liste over de smukkeste landsbyer i Frankrig. Og havde researchen været en smule bedre, kunne man have bestilt bord på Michelin-restauranten, Le Pavé d’Auge, én af den lille bys fire restauranter hvor man kunne få en fireretters gourmet-oplevelse for bare 78 Euro. HVIS man vel at mærke havde reserveret bord. Det gør vi en anden gang. Denne gang nøjedes vi med et godt måltid af bedste franske standard, akkompagneret med en fantastisk dejlig rødvin. Vinen kom fra Chateau Pierrail i Bordeaux, og da vi begge var vilde med den blev adressen der stod på etiketten noteret til evt. senere brug, hvis nu turen kom nær området hvor slottet lå.
Dinan
Dagen derpå var dedikeret til at indfri et af mine store ferieønsker om et besøg i middelalderbyen Dinan. På vejen dertil kørte vi en lille omvej forbi Mont Saint Michel, til et gensyn med den imponerende kloster-ø. Jeg er så vild med synet af den tidevands-omringede ø, der troner op i det flade landskab. Men da vi har besøgt det smukke sted for et par år siden, nøjedes vi med et kig på afstand denne gang. Mont Saint Michel er en af Frankrigs mest velbesøgte turistattraktioner, og derfor skal man være indstillet på en dag i kø og gåsegang for at komme rundt på den lille kloster-ø, det gad vi ikke denne gang.
Dinan var præcis ligeså fantastisk, omend en smule større end jeg havde forestillet mig. Og det faktum at der var middelalderfestival i byen, gjorde den måske også en anelse mere velbesøgt end under normale omstændigheder. Men et par timers slentren i de meget stejle, brostensbelagte og stemningsfyldte gader var alligevel helt perfekt til en udflugt. Da vi havde fået set hvad vi ville af byen, fortsatte vi dagen med et par timers rullende seightseeing ind til vi kom til Plougrescant i den nordvestlige del af Bretagne.
Det gav et godt indtryk af den smukke region at køre gennem området via de små landeveje. I de små byer kunne vi bl.a. nyde synet af de vanvittigt smukke, og kæmpestore hortensier i alverdens farver og ikke mindst af husene, bygget i den særprægende bretonske byggestil. På landet var det solsikkemarker, vinmarker, majsmarker og de blomstrende artiskokmarker der udgjorde pynten.
Plougrecant og Klippehuset Le Gouffre
Vi var åbenbart så optagede af at nyde dagen, at vi helt glemte at lede efter et sted at overnatte og da vi endelig gik i gang med opgaven var det forgæves, for ALT var optaget i området. Skal man finde overnatning på en camperplads, er der størst chance for held hvis man ikke ankommer senere end sidst på eftermiddagen, og da klokken efterhånden nærmede sig 19.00 måtte vi sande at der skulle alternative muligheder i brug. Ved et rent lykketræf fandt vi en parkeringsplads ud til bugten, som ikke havde et autocamper-forbudt-skilt. Og da nogle lokale, på aftentur med hunden sagde god for at vi kunne holde der natten over, blev det vores overnatningssted. Det var som at vinde én af de store gevinster i ferie-lotteriet at holde der helt alene, med udsigt over bugten og nyde et glas kold rosévin til solnedgangen og den nykogte pasta med pesto.
Det viste sig at det ikke kun var et fantastisk sted at overnatte, det var også et perfekt udgangspunkt for at vandre den smukkeste tur langs kysten til Le Gouffre, et mystisk lille hus, beliggende mellem to klipper som var havnet på to-see-listen, alene takket være nogle fine billeder jeg havde set på Instagram. Eller det vil sige først begav vi os afsted på cyklerne, men da vi nærmede os destinationen var cykler ikke velkomne, og da vi havde glemt vores cykellåse nægtede politimanden som jeg er rejsende med at efterlade cyklerne ulåste, i det afsidesliggende område, (hvor man ellers kunne have svært ved at forestille sig at der kom cykeltyve forbi). Vi cyklede derfor retur med cyklerne, og da vi havde konstateret at kyststien måske i virkeligheden også var mere velegnet til gåben blev det sådan. Det gav god tid til at nyde det betagende område og det besynderlige klippehus, som jeg ikke har kunne finde nogen egentlig historie om, men jeg tænker at det muligvis er blevet berømt takket være de føromtalte instagram-billeder.
Udflugten til huset var tænkt som dagens højdepunkt, og selvom det bestemt var en seværdig oplevelse, overgik den ikke den der ventede os da vi vendte retur til camperen.
Indlogering på en østersfarm
På de timer vi havde været væk, havde tidevandet trukket sig så meget tilbage fra kysten at vi til vores store overraskelse, kunne se at vi ganske enkelt havde indlogeret os lige ud for en østersfarm. Det var et helt specielt syn at se at udsigten til hav og klipper, i løbet af timerne var transformeret til et fladt landskab, og til en arbejdsplads for 20-30 mennesker. Store traktorer kørte rundt i sandet, nogle hundrede meter fra kysten, der hvor der få timer tidligere var et hav. Og lange rækker af østersbure stod på linjer så fine som dem man ser på en velplejet roemark.
Vi var egentlig på vej videre, men besluttede at blive og betragte arbejdet under de helt specielle vilkår. Vi følte os velkomne til at gå ud i det bløde sand og kigge på arbejdet på nær hold. Det foregår ved at arbejderne vender og drejer de små kvadratiske stålbure, mens de piller dem fri for tang og samtidig slår på burene med trækøller, for at slå de små lækkerier fri, så de ikke vokser sig fast på burene og dermed bliver umulige at sælge. Jeg kunne læse mig til at de Franske østersfarmere står for 90 % af forsyningen til det europæiske marked, hvilket svarer til at der produceres ca. 100.000 tons østers om året, så synet var måske slet ikke så særligt på disse kanter, som det var i vores øjne.
Et par franskmænd -og damer gik tur med deres plasticspande i det flade landskab, og samlede de løse østers der også lå uden for burene. Vi nøjedes med at indsamle nogle vildt flotte, og ubeboede kammuslingeskaller som souvenirs fra en fantastisk dag. Et gammelt fransk hus(ke)råd siger nemlig at man kun spiser østers i måneder med “r”, og sådan et er det som bekendt ikke i juli. Selvom fristelsen var stor, turde vi ikke eksperimenterer med friskplukkede østers. Den oplevelse må vi have til gode til en anden god gang og en anden årstid.
Efter nogle timers arbejde trak arbejderne og de store maskiner mod land, i takt med at variationen af tidevandet vendte tilbage til flod. Og vi trak tilbage mod camperen, en kæmpe stor oplevelse rigere og lykkelige for friheden ved ferie uden fastlagte planer.
Carnac
Yderst taknemmelige for den oplevelse trillede vi videre til Carnac, hvor vi både overnattede og cyklede på aftentur (nu med cykellåse i rygsækken), for at nyde synet af de spektakulære bautastene som er drysset ud over området, på en 4 kilometer lang strækning.
Carnac er Bretagnes (og Frankrigs) svar på Stonehenge, som de fleste nok kender som en af Storbritanniens største kulturseværdigheder. Siden oldtiden har der været opstillet ca. 3000 bautastene i mystiske formationer, gravhøje, gravkamre og lange rækker i området, og selvom der findes meget læsestof om stenenes betydning, er der endnu ingen forsker der har kunne slå deres betydning endegyldigt fast. Sikkert er det dog at det er et spektakulært syn at se de mange sten.
Vi sluttede aftenen af med en godnat-øl på strand-promenaden, hvor strandturisterne havde trukket det pæne sommertøj på deres solbrune kroppe, og med højt humør gav (lige lovligt meget) liv i gaderne. Området er en stor turistmagnet, takket være de gode badestrande, som området er begunstiget med, men nu var vi jo ikke taget afsted for at holde badeferie, så vi nappede en god nats søvn og fortsatte dagen derpå videre i sydgående retning.
Masterplanen vi havde med hjemmefra var at vi ville forsøge at nå Nordspanien inden vi atter skulle sætte kurs mod nord, men de første feriedage var brugt mere på oplevelser end på kørsel, og for at nå det mål kunne vi se frem til nogle meget lange køredage forude. Listen over steder vi gerne ville se var, som altid lang så vi besluttede os for at droppe Spanien i denne omgang, og satte i stedet for de kommende dage af til at besigtige Loiredalen. Jeg er vild med den fleksibilitet autocamper-livet giver mulighed for. Og jeg er endnu mere vild med den belønning det giver, når jeg i årets løb researcher og noterer steder der ville være fede at se. På den måde er det nemt at lave gode feriedage i de fleste områder.
Loiredalen og Troglodyt-huler
Vi ankom til Loiredalen sidst på eftermiddagen, og selvom det kan være et dårligt tidspunkt hvis man vil have en god plads til sin autocamper, så scorede vi alligevel en fin beliggenhed lige ned til floden og 400 meter fra byens restauranter. Jeg tror muligvis vi fandt den bedste, vi fik i hvert fald både god mad og vin, selvom jeg begynder at tro det nærmest er umuligt at få andet på disse kanter.
De fleste tager nok til Loiredalen for at se på slotte, og skulle man ikke gide at se på den slags er det alligevel umuligt at undgå, for der er hele 300 af dem, og det ene er mere smukt og pompøst end det andet. Det var så flot at køre i landskabet, langs floden og nyde synet af smuk natur, der blendede ind mellem de små byer, men det der gjorde størst indtryk var de små troglodyt-huse vi fandt i Souzay. Troglodyt-hulerne blev indrettet i klipperne for meget mere end længe siden, og er blevet brugt til beboelse og gemmesteder under den normanniske invasion. I dag er nogen af husene stadig beboede, men finder man nogen der ikke er, kan man være heldig at der er fri adgang til hulerne. Det var vi. Og vi var også så heldige, at være blandt de få der havde fundet på at gøre hulerne til dagens udflugtsmål. Det var enormt spændende at gå rundt i de forladte huler. Nogen af dem stod som de var blevet forladt, med møbler, gamle vintønder og tomme flasker. Der findes sikkert andre troglodyt-hytter der er værd at besøge, men dem i Souzay kan varmt anbefales. Ihvertfald scorer oplevelsen meget højt på hitlisten over årets ferieoplevelser i vores bog.
I Amboise fik vi indlogeret os på en knap så fantastisk autocamperplads, med et ret besværligt indtjeknings-system som kostede os en del besvær ved udtjekningen dagen efter, da vi ikke kunne aktiverer bommen der skulle åbnes for udkørsel. Det skulle ellers være så smart ved download af en app, men teorien stod ikke mål med virkeligheden. Ved fælles hjælp med et tysk ægtepar, en fransktalende telefonisk hjælpeguide og lidt tålmodighed lykkedes det dog at blive befriet fra pladsen efter en lille times tid. Pyt, for selvom pladsen i sig selv ikke var noget særligt, så var afstanden til centrum perfekt og vi fik endnu en god aften i Loiredalen, og endnu en fantastisk spiseoplevelse fra det franske køkken.
Spøgelsesbyen Oradour-sur-Glane
Fra Amboise lagde vi ud med et par timers sydgående kørsel mod spøgelsesbyen, Oradour-sur-Glane. Da vi ankom til byen viste det sig, at det var et af de få steder hvor firbende turister ikke er velkomne. Det var en varm dag og vi ville ikke lade Ida være alene i bilen, så vi delte oplevelsen i to og skiftedes til at være hundepasser, mens den anden gik den stille gang gennem spøgelsesbyen. Det er uden sammenligning den mest triste by jeg nogensinde har besøgt.
Historien er den at byen, den 10. juni 1944 blev udsat for et terrorangreb af de tyske tropper. 642 af den lille bys indbyggere mistede livet, og efterfølgende blev det besluttet at lade byen stå, som tyskerne havde forladt den. Den frie adgang til byen, går gennem et lille museum, og inden man starter den stille gang gennem byens gader, passerer man en mindevæg med portrætbilleder af de dræbte. Det var en aldeles bevægende oplevelse. Og svært ikke at tænke på om den lille kønne pige med fletningerne, mon havde siddet på bænken henne i pigeskolen, da angrebet skete? Havde kvinden der umiddelbart var jævnaldrende med mig, mon siddet ved den symaskine der stadig står i et af husene? Var den unge mand der mindede om min søn, mon på arbejde på det sønderknuste autoværksted, hvor der stadig står rustne biler og vidner om det der var engang? Triste tanker, i en trist by der på sin vis både var en smuk gestus til de spildte liv, og samtidig et grufuldt minde om kriges foragt for liv. Men mest trist var det at tænke på at der i denne tid skabes nye byer som denne i Europa.
Gode råd fra den tidligere hollandske fødevareminister
Den gode feriestemning fandt vi dog nemt igen, da vi ikke gad køre mere, var vi landet i den skønneste lille by, Brantôme, i det sydvestlige Frankrig. Byen ligger ved Dordogne-floden og her kunne vi meget passende indlogere os for natten. Og endnu mere passende, gå ud og spise endnu en skøn middag. På restauranten faldt vi, (takket være Ida, som bringer os i mange skønne samtaler), i snak med et hollandsk ægtepar. Parret havde en solskikke-farm i området, og var derfor også skarpe i vin-distrikt-tips, som vi flittigt noterede ned.
De var meget begejstrede for Danmark, som de havde besøgt ved flere lejligheder. Manden havde blandt andet været på en tre ugers lang rundtur, sammen med en “dame der hed Marianne Fischer Boel”. Det viste sig at manden hed Cees Verman, og at han var tidligere fødevareminister i Holland. Så hans råd om god vin tog vi for gode vare.
Og lige netop vin blev de kommende dages store tema.
Vin-proviantering i Bordeaux
I Normandiet fik vi en, efter vores smag, fantastisk god rødvin fra Bordeaux til maden, og med på ønskelisten over ferieoplevelser var at besøge et vinslot, så hvorfor ikke køre ned og hente et par flasker (eller kasser) med hjem?
Slottet hed Pierrail og var nemt at finde, men da vi ankom var den gamle vin-mutter travlt optaget af at betjene et større engelsk selskab, og lettere stresset over en betalingsterminal som ikke ville samarbejde pga. manglende netdækning.
Vi brugte ventetiden på en lille gåtur i slotshaven, og fik en sludder med en fra det engelske selskab. De var i området for at deltage i hele to bryllupper, og havde fået anbefalet netop dette vinslot flere steder. Synd for dem at de måtte køre derfra med uforrettet sag, da den elektroniske betalingsform aldrig kom til at virke. Vi havde heldigvis kontanter og snoldede vin for dem alle.
Det viste sig at det var vin-familiens gamle moder der havde opgaven med at passe vinbutikken, som var forholdsvis nyåbnet. Hidtil havde salg af stedets vin kun foregået via eksport, bl.a. til Danmark. Det havde vi godt luret, for på etiketten stod “indeholder sulfitter” på pæredansk.
Vi fortalte historien om at vi havde siddet på en restaurant i Normandiet, nydt deres vin og læst den danske tekst på etiketten. Det synes hun var så rørende at tårerne sprang ud af hendes øjne, på så overvældende en måde at de gjorde det samme i vores, selvom vi ikke helt forstod hvad det gik ud på. På en uforståelig blanding af fransk og engelsk fortalte hun os ellers meget levende, og snøftende en historie vi virkelig ville ønske vi havde kunne forstå det hele. Men vi forstod da så meget at hun flere gange havde været i Danmark sammen med hendes, nu afdøde mand, og at de altid havde været indlogeret på det lille fine hotel D’Angleterre. En rørende oplevelse og et par kasser af den gode vin rigere, kørte vi videre.
Lysshow på klippekanter, og en have med Michelin-stjerner
Det var en forfærdeligt varm dag med en top temperatur på 41 grader, så vi dedikerede eftermiddagen til at gøre som franskmændene og holde siesta. Vi badede sågar i Vézére-floden, som vi havde fået i vores midlertidige baghave. Der skal ellers en del til før jeg bader, men her føltes det som en nødvendighed, især for den mest pelsede af mine to rejsekammerater.
Da temperaturen atter var til at bevæge sig rundt i, gik vi ud for at finde et sted at spise i Les Eyzies-de-Tayac-Sireuil. Jeps det hed byen, charmerede beliggende under klippekanter. Det var en skøn aften, som blev kronet med et spektakulært lys- og lydshow på en af klippevæggene. I lyd og billeder fik vi den historiske fortælling om området, og ikke mindst og de nærvedliggende Lascaux-grotter, med nogle af verdens ældste hulemalerier (ca. 15.000 år f.Kr.). Har man læst Svend Brinkmanns “Hvad er et menneske?”, kender man dem også derfra. (Har man ikke læst den, kan bogen varmt anbefales).
Vi undlod at besøge grotterne, da de er meget velbesøgte og ofte kræver timers tålmodighed i lange køer. Det selvom man faktisk kun kan komme til at se en kopi af hulemalerierne. I stedet startede vi dagen efter med at tage tidligt afsted til Les Jardin de Marqueyssac, den mest pragtfulde slotshave som, fuldt berettiget er belønnet med alverdens priser, Unescos verdensarv og Michelin-stjerner – måske billederne herunder kan forklarer hvorfor. Haverne ligger højt i landskabet over Dordogne-floden, og går man hele haven rundt har man gået ca. 6 km. Det kan anbefales.
På royalt besøg i Cahors og i vidunderlige Rocamadour
Da den stride eftermiddagsvarme igen ramte, satte vi os i ly i camperens svalende aircondition, og satte kurs mod endnu et vinslot. Denne gang beliggende i Cahors. Når vi nu var på disse kanter, var det jo nærliggende at køre til Chateau de Caix, dronningens vinslot. Det var en hyggelig oplevelse at besøge vinbutikken, og at udveksle et par danske gloser med den franske dame, som havde været ansat på slottet i mere end 20 år.
Selvom slottets vine ikke altid har haft det bedste rygte, (måske fordi druerne er forholdsvis unge, da området for år tilbage blev udsat for et stort angreb af vin-lus), så er produktionen begyndt at høste anerkendelse, og har fået medaille d’or belønninger. Vi købte selvfølgelig lidt vin med hjem, og måske i virkeligheden meget mindre end vi burde, for det viste sig at det var til så godt som halv pris. En flaske rødvin, med dronningens akvareltegning på etiketten stod fx. til 38 €, (ca. 280 kr.) prisen på danske hjemmesider er 500 kr.
Château de Caix i Cahors
Egentlig ville vi gerne have brugt resten af dagen i Cahors, men det var varmt og vi kunne ikke finde et godt sted at overnatte, så vi kørte videre og gemte den oplevelse til en anden god gang. Den gode overnatning fandt vi tilgengæld i Rocamadour, byen som lagde asfalt til den sidste enkeltstart i årets Tour de France. Og til det nærved-Vingegaard-styrt som nok fik mange cykelentusiaster til at holde vejret nogen sekunder.
Vi gik en sen aftentur i den fortryllende by, som er beliggende på en klippeskråning, og som mest af alt bare ligner et motiv til et postkort. Jeg forstiller mig at byen er et turisthelvede om dagen, men i de sene aftentimer var den virkelig en oplevelse i særklasse. Det var da også med en vis dansker-stolthed at vi konstaterede at målstregen, der indikerede at den danske tour-sejr var hjemme, lå lige ud for den campingplads vi overnattede på. Byen er virkelig et besøg værd, så kommer man på de kanter synes jeg at den et et must see.
– beliggende på en klippevæg
Tour-de-France
Vulkanlandskabet i Auvergne
Dagen derpå tog vi hul på et par dage med storslåede naturoplevelser i det mageløse vulkanlandskab i Auvergne.
Jeg kendte nærmest intet til Auvergne-regionen i den centrale del af Frankrig, eller til bjergkæden Massif Central som går gennem området. Og jeg kendte heller ikke til vulkanlandskabet med over 60 udslukte vulkaner, men hold op hvor er det dog et betagende og natursmukt område.
Vi havde planlagt turen gennem landskabet til at gå over en af de højeste vulkaner, Puy Mary. På vej op mødte vi et skilt, som vi ikke helt kunne tolke betydningen af. Men det var et forbuds-skilt af en art, som havde noget med autocampere at gøre i tidsrummet fra 10-24, så meget kunne vi da forstå. Google var ikke rigtigt til nogen hjælp, så da vi så en lastbil køre op ad vulkanvejen konkluderede vi, lidt naivt at skiltet måtte betyde at autocampere var forbudt, udenfor det angivne tidspunkt, – nok fordi man ikke måtte overnatte på vulkanbjerget, og det gav jo egentlig meget god mening.
Vi kørte derfor ufortrødent, og lidt forventningsfulde efter lastbilen. Den drejede dog fra i et af de første sving, tilsyneladende fordi den var i gang med noget arbejdskørsel. Yderligere et godt stykke oppe i højderne blev der dyttet og sendt fagter til os på en måde, der gjorde det nemt at forstå at noget var galt. Nu er sagen bare den at det er rigtigt svært at vende om, og køre ned ad en ret smal bjergvej, i en ret stor autocamper, så vi så ikke andre muligheder end at fortsætte til tops.
Hvis der spredte sig en anelse panik i vognen, var det intet imod den der ramte os på toppen. Selvom konkurrencen med den mageløse udsigt, og de hyggelige små beværtninger der lå på toppen ellers var hård, føltes det alligevel som om vi ufrivilligt løb med al opmærksomheden.
En kvindelig chauffør på en shuttlebus der fragtede turister rundt i landskabet, forklarede os ret bestemt, og med ret høj og vred stemmeføring at vi ikke måtte køre der. No shit, Sherlock – det havde vi ligesom fanget. Problemet var bare at uanset hvilken af de tre mulige kørselsretninger vi kiggede i, stod det samme forbudskilt henvendt til autocampere, som vi tydeligvis havde tolket fuldstændigt forkert fra start.
Jeg tror det er det nærmeste jeg nogensinde har været på et panikanfald, ihvertfald indtil endnu en febrilsk googlen, fik ført mig til en engelsk hjemmeside, som kunne forklare at forbuds-skiltene kun gjaldt i visse tidsrum, og at de tidsrum var forskellige afhængig af kørselsretning på vulkanen. Som en slags tidsbestemt ensretning.
Kl. var 13 og et af skiltene gave tilladelse til autocamper-kørslen fra 12.45, så den vej valgte vi til alles store tilfredshed. Årsagen til den besynderlige skiltning var at vejene, visse steder var for smalle til at to autocampere kunne mødes. Godt vi kun mødte én. Og godt vi kørte på tyske nummerplader, så vi ikke har efterladt et indtryk af dumme danskere på de franske vulkaner.
Den oplevelse kunne vi godt have været foruden. Tilgengæld ville jeg ikke være foruden den fantastiske overnatningsplads vi fandt i den rene natur og mutters alene. Vi brugte aftenen på at grille og nyde noget af den provianterede vin, inden en god nats søvn og så var vi klar til endnu en “vulkan-dag”. Dog uden nogen former for dramatik.
Vulkan vandring på Puy Pariou
Først tog vi en togtur til toppen af Puy de Domé og nød panoramaudsigten over landskabet fra toppen. Vi spiste også frokost i 1465 meters højde, og så på de vovede paraglidere der kastede sig ud over skråningerne, frie som fugle for en stund.
Derefter havde vi den vildeste (og hårdeste) naturoplevelse, idet vi vandrede til toppen af den 1209 meter høje vulkan, Puy Pariou hvorfra vi kunne kigge ned i vulkankrateret. Den oplevelse vil jeg kunne leve højt på meget længe.
Jeg ved ikke om vi var mest trætte, eller mest beskidte (der er ret støvet når underlaget er dannet af lavasten) med da vi vendte retur til camperen, var kriteriet for nattens opholdssted at der skulle være bad og mad. Det fandt vi på en campingplads en kort køretur senere.
Lyon
Dagen efter brugte vi i Lyon, måske Frankrigs næststørste by, hvis man altså ikke spørger dem fra Marseilles. Ihvertfald kaldes den gastronomiens hovedstad, og det kunne de mange restauranter godt vidne om er sandt. Som om vi ikke havde gået nok højdemeter dagen før, gik vi op til La Basilique Notre Dame de Fourvière, den smukke domkirke beliggende på toppen af Lyon. Her erfarede vi at man også kunne have taget en kabelbane til toppen, men det kører vi åbenbart ikke med. Tilgengæld blev vi belønnet med den vildeste udsigt over byen, som var alle anstrengelser værd.
Resten af vores ophold i Lyon, brugte vi i den charmerende og virkeligt seværdige gamle bydel, som ligger i 5. arrondissement. Vi fandt også en enkelt Traboules, som især Lyon er kendt for at have. En Traboules er en hemmelig passage, som ligger gemt bag byens facader. I gamle dage blev de labyrintiske passager brugt til transport af værdifulde genstande. Idag har de primært funktion som et kulturelt islæt.
Da dagen begyndte at gå på hæld, sagde vi farvel og tak og helt sikkert på gensyn, velvidende at vi kun havde set en mikro-brøkdel af byen, men vi havde parkeret langs floden, et sted vi ikke havde lyst til at overnatte, så vi måtte afsted. En times kørsel derfra, fandt vi et mere velegnet overnatningssted ved den lille bjergsø i Aiguebelette. Her sov vi ganske gratis og spiste ganske godt på en restaurant, smukt beliggende ved søbredden.
Overnatning i Alperne
Nogen gange gør det slet ikke spor, når plan A bliver til plan B. Vi havde egentlig udset, (den på billeder så smukke by), Annecy i de franske alper, som det sidste stop i Frankrig. Men den plan havde ca. halvdelen af den franske befolkning åbenbart også, så efter lidt forgæves søgen efter et sted at parkere, blev vi enige om at det også er godt at have noget til gode.
I stedet satte vi en ny kurs mod Chamonix og fik en flot tur, først langs Annecy-søen og derefter gennem Alperne. Vi drømte lidt om endnu en fricamper-overnatning, med udsigt til bjergene. Det kan godt kræve lidt arbejde at finde det perfekte spot, men når det lykkedes er det alt arbejde værd. Jeg tror billederne herunder kan forklare hvorfor.
Der kan ikke overdrives med superlativer når det skal beskrives hvor fantastisk det var at lave mad, drikke et godt glas vin og se på at vindens farver gav vores panoramaudsigt nyt udtryk. De tre mere eller mindre identiske billeder, er alle sammen taget på mindre end en time, og uden nogen former for filter eller redigering. Ren natur og ren magi.
Godt at vi gik i seng varme om hjertet, for i nattens løb dalede temperaturen i bjergene til 10-12 grader, og så er der altså lidt koldt under en tynd sommerdyne.
Godt at vi gik i seng varme om hjertet, for i nattens løb dalede temperaturen i bjergene til 10-12 grader, og så er der altså lidt koldt under en tynd sommerdyne.
Schweiz
Selvom jeg stadig hader bjergkørsel en lille smule, så har jeg jo efterhånden erfaret at det ikke er nær så farligt som mit hoved gør det til, og med tiden er kærligheden til bjergene også blevet langt større end frygten. Derfor må der nu meget gerne være en dag med bjergkørsel på ferien, hvis det er muligt. Det var det i Schweiz, hvor vi brugte bjergpassene Grimsel (2.164 m.o.h) og Susten (2.224 m.o.h) til at få et indtryk af de Schweiziske bjerge. Vi sluttede dagen lidt uden for Altdorf, på en lille familiedrevet campingplads, en kort gåtur fra byen og i perfekt retning mod næste stop.
Efter endnu en smuk køretur, denne gang langs Vierwaldstättsersee hvor Luzern i den nordlige ende af søen, var bestemt som dagens endestationen. Og sikke en god beslutning. Luzern er en af Schweiz’ første turistbyer og det bærer byen bestemt også præg af. Mange nationaliteter havde ligesom os, set de pæne billeder fra byen, men det gav bare en skøn feriestemning at se de mange glade mennesker, der ligesom os, slentrede rundt i den gamle bydel, og nød synet af den vanvittigt smukke by, som var den vildeste fryd for øjet. (Og den dyreste oplevelse for Visa-kortet – regn med ca. 1,5-2 gange danske priser).
Byen er omkranset af bjergene Pilatus og Rigi, og den flotte 200 meter lange Kapellbrücke, som blev bygget i 1333 er, udover at være Europas ældste træbro, måske også den smukkeste. Ihvertfald som jeg har set. Dekoreret med blomster tager den overdækkede bro, sig ret godt ud over floden Reuss.
– Hugget direkte ind i klippevæggen
Værd at se (og nævne) var også Löwendenkmal, et relief af en døende løve fra 1820, hugget direkte ind i en 20 meter høj klippe, efter en skitse lavet af danske Bertel Thorvaldsen. Ret cool. Et par drinks og en gang schweizisk ostefondue blev det også til, inden vi dagen efter tilbagelagde ca. 100 kilometers kørsel gennem Schweiz og dermed kom til Tyskland.
Schwarzwald og Heidelberg
For ikke at skulle slutte ferien med ren og skær kørsel, lagde vi en køredag ind da vi forlod Schweiz, for at tage et godt ryk i nordgående retning. Det lyder måske lidt kedeligt, men når ruten kan gå gennem den store nationalpark, Schwarzwald, og bl.a. via den 60 km. lange Schwarzwaldhochstrasse, så er det det ikke. Så er det bare endnu en smuk dag på hjul.
Eftermiddagen, aftenen og natten brugte vi i Heidelberg, og i den romantiske Altstadt som emmede af ungt liv. Byen er universitetsby og efter sigende skulle næsten 40 % af indbyggerne være under 30 år. Modsat mange andre tyske byer, bærer byen ingen synlige minder fra krigen, da den blev brugt som hovedkvarter for de amerikanske styrker. De sidste soldater forlod tilgengæld først byen i 2013. Jeg forestiller mig at nogen af de amerikanske turister vi bemærkede i byen, nok er produktet af sød romantik, opstået mellem amerikanske soldater og tyske studiner.
Indrømmet så har Tyskland ofte bare været noget der skulle overstås, men det er også meget at ofre 3-4 dyrebare feriedage på noget der bare skal overstås, og faktisk behøver man slet ikke lede så meget for at få gode oplevelser i Tyskland, når kørekaffe, chokoladekiks og god musik ikke længere kan slå motorvejstiden ihjel på en hyggelig måde.
Kassel
De fleste der har kørt syd på kender Kassel, og bakkerne der for alvor giver følelsen af at være kommet væk hjemmefra. Men hvor mange har egentlig stoppet og set Kassel? Vi havde ikke, så det gjorde vi.
Bergparken Wilhelmshöhe virkede som et godt sted til en eftermiddags-gåtur. Og det skal jeg da lige love for at den var. Vi parkerede i bunden af parken og gik de ca. 4 kilometer til toppen (man kan også tage en suttlebus). På toppen kan man få et nærsyn af det 70 meter store Hercules-monument, som man ellers sagtens kan se på flere kilometers afstand. Den selvsikre fyr troner nemlig så flot over vandfaldet, og over fontænerne der er anlagt i bakketerrænet nedenfor.
Med sine 240 hektar er parken den største af sin slags i Europa. På onsdage, søndage og helligdage i sommerhalvåret tændes der for det 200 meter lange kaskadevandfald, som slutter af under jorden og ender i en 50 meter høj gejser i søen foran slottet. Vi ærgrede os lidt over at vi ikke havde ramt en dag hvor wasserspielet, som må siges at være lidt af et mesterværk (det synes unesco også), var tændt. Men nu har vi en god grund til at stoppe i Kassel igen på en kommende tur. Det vil helt sikkert være værd at køre efter.
Som en slags sidegevinst så vi også den kunstigt anlagte Löwenburg-ruin, som også er at finde i parken, her kunne vi passende hvile stængerne mens vi betragtede et ungt brudepar på jagt efter det perfekte bryllupsbillede.
I centrum af Kassel fandt vi en p-plads hvor vi sagtens kunne overnatte, da vi altså først havde besigtiget byen by night, og fået os et solidt måltid mad, fuldt fortjent ovenpå dagens strabadser.
Bergparken Wilhellmshöhe
Slut-prut-finale
Da vi var løbet tør for kaffe var der ingen grund til at dvæle over morgenmaden, så vi satte kurs mod motorvejen og Schleswig som var dagens, og desværre også turens endestation. Her skulle eventurbussen byttes ud med vores egen bil, men inden da nåede vi at få en god turafslutning i den hyggelige by, hvor dem man møder siger mojn og hvor man kan få en god wienersnitzel.
Derfra var der bare at tilbagelægge et par timers dansk motorvejskørsel, inden jeg ikke længere skal linde på gardinet for at huske hvor vi har sovet i nat. Nye minder er sat ind på kontoen, og ideer til nye drømmerejser er allerede på tegnebrættet, så hold øje med siden her, hvis du vil med på næste tur.
Jeg synes godt nok sommerferien lod vente længe på sig i år, men med afrejse 23. juli var vi var også lidt senere på farten end vi før har været. Det viste sig at være meget godt, dels fordi højsæsonen så småt ebbede ud undervejs, og dels fordi den hedebølge og de medfølgende skovbrande der…
-
Forårstur – på tulipanjagt i Holland
5 dage før afgang, vidste vi slet ikke at påskeferien stod på autocampertur, men en spontan tanke og en hurtig research på nettet førte os sammen med Næstved autocamperudlejning, som udbød en spritny Dethleff, model Trend T7057eb til udlejning. Og da den fine vogn både var ledig, og til en rimelig pris, var det ikke…
-
Sommer-evenTUR 2023, en slags bryllupsrejse
Selvom alt næsten var som det plejer at være, når vi triller afsted fra Schleswig i et rullende sommerhus, med udsigt til tre ugers eventyr, så var der nu alligevel den lille forskel, at denne gang kunne vi også kalde det for en slags bryllupsrejse. 14 dage før afgang holdte vi nemlig det mest fantastiske…
-
Frankrig – Vol. 2 (og en lille smule Schweiz)
Jeg synes godt nok sommerferien lod vente længe på sig i år, men med afrejse 23. juli var vi var også lidt senere på farten end vi før har været. Det viste sig at være meget godt, dels fordi højsæsonen så småt ebbede ud undervejs, og dels fordi den hedebølge og de medfølgende skovbrande der…
-
Bornholm – Forår på solskinsøen
Tag med på forårstur rundt på Solskinsøen og få tips til oplevelser der ikke alle sammen er beskrevet i turistbrochuren.
-
Sydsverige – skønt efterårsroadtrip
Efterårs-roadtrip i Sydsverige, læs om turen her. Måske du bliver inspireret til en tur til skønne Sverige.
-
Toscana og Tjekkiet – på sommereventur 2021
Sommer-roadtrip til Italien, Toscana, Umbrien, Tyskland og Tjekkiet
-
Sjælland rundt
Sjælland rundt i en autocamper er i virkeligheden en langt mere eksotisk oplevelse, end det måske umiddelbart kan lyde til. Nogen gange er de største oplevelser lige foran snuden på en, man skal bare opdage dem.
-
Frankrig rundt
Kom med hele vejen rundt om Frankrig, når vi på denne tur køre gennem Alsace til syd, via Pyrenæruten og nordpå via Atlanterhavskysten med særligt fokus på Normandiet.
-
Berlin, Prag og Salzburg
Vi havde booket en enkelt overnatning i Berlin hjemmefra, da vi tog på roadtrip i efterårsferien 2019. Turen endte med at gå til videre til Tjekkiet og Østrig, hvor den skønneste natur og gode kulinariske oplevelser ventede os.
-
Amsterdam, Paris, Luxembourg – kultur og natur på påskeferies-roadtrip
På roadtrip til fire hovedstæder, Amsterdam, Bruxelles, Paris og Luxembourg og der imellem stop i verdens største blomsterpark, magiske Brügge i Belgien, ved et eventyrligt slot og på et gammelt gods, som taget ud af en engelsk krimi. Tag med på turen her.
-
Kroatien, Slovenien, Italien og Tyskland – sommer-roadtrip
Sommerroadtrip 2018 gik gennem 6 lande, hvoraf det længste ophold blev i Kroatien. Med store oplevelser undervejs, som Neusweinsteinslottet, vandreturen ved Drei Zinnen og Plitvice søerne. Tag med på turen her.
-
Frankrig, Disneyland, Gardasøen, Venedig – sommertur 2017
Strasbourg-Paris-Disneyland, små hyggelige franske byer, smukke søer, høje bjerge, Schweiz-Alperne-Mont Blanc-Italien-Venedig-Østrig-Grossglockner-Tyrol-Tyskland, lækker mad, skønne vine, sjov og gode grin, vild natur og fede byer. Shopping, hygge, sol og varme og en ferieform der levede 100 % op til det forventede.
-
Rejseforedrag
Har du brug for et inspirerende rejseforedrag, så deler jeg meget gerne ud af vores fortællinger fra landevejen. Foredraget kan skræddersys så det passer til dit arrangement.