Forårstur – på tulipanjagt i Holland

5 dage før afgang, vidste vi slet ikke at påskeferien stod på autocampertur, men en spontan tanke og en hurtig research på nettet førte os sammen med Næstved autocamperudlejning, som udbød en spritny Dethleff, model Trend T7057eb til udlejning. Og da den fine vogn både var ledig, og til en rimelig pris, var det ikke så svært at træffe en impulsiv beslutning om at det skulle være os der bragte den nye vogn ud på sin jomfrurejse.

Normalt lejer vi jo i Tyskland (ja jeg synes også det er mærkeligt at vi endnu ikke har vores egen camper!), så det var ren luksus at kunne pakke direkte ud i camperen, i stedet for først at skulle pakke egen bil, for derefter at pakke ud og ind igen. Det vil jeg ihverfald tro at det var. For faktisk måtte Jens stå for den afdeling temmeligt alene, da jeg var lige lovligt travlt beskæftiget med arbejde i dagene før påskeferie, og var meget sent hjemme.

Fredag morgen var vi klar til afgang, og vi lagde ud med at køre verdens længste omvej sydpå. Første stop på turen var nemlig Aalborg, hvor jeg skulle til afskedsreception hos en kær kollega. Da festlighederne var overstået satte vi kurs direkte mod den vestlige side på grænsen mellem Danmark og Tyskland, nærmere bestemt Aventoft. Her kunne vi både proviantere OG se noget som vi også forsøgte at få at se da vi var på tur i efteråret.

Sort Sol Sarfari

Modsat i efteråret var heldet med os på denne kølige forårsaften i marts. Sort sol. Sort safari. Kært barn har mange navne, men humlen er at der hver aften på denne årstid samler sig en flok af turister på diget ved Tøndermarsken, nogen ankommer i turistbusser, andre som os i autocamper eller i almindelig bil. Men målet er det samme for alle, nemlig at se flokke af stære på op til 1 million, når de samles for at gå til ro for natten, i tagrørene som landskabet er indhyllet i.

Der er mange muligheder for at købe billet til en guidet tur, men vi tog chancen og tog på safari på egen hånd. Derfor var smilet også stort, da vi så turistbusserne ankomme, for det tydede på at vi denne gang ville have heldet med os. Det er svært at forudsige præcis hvor i området stærrene går ned for natten, da det skifter fra dag til dag.

Stærene skifter overnatningssteder, dels for at snyde rovfuglene der sidder på jagt efter en lille stære-steg, og dels fordi de store mængder af stære knækker rørene, når de så massivt indtager et område. Det betyder at de ender med at sidde i den fugtige jord, og hvem gider sove på et fugtigt underlag? Derfor bruger de lokale natur-guider dagstimerne på at sondere terrænet, for at have bedre odds for at regne ud hvor de massive flokke vil overnatte når dagen går på held.

Hvis man vil opleve det mageløse syn, der virkelig kan give en helt åndenød, så skal man indfinde sig ca. en halv time før solnedgang. Det er en ganske særlig naturoplevelse at stå der i en andægtig stemning, når de, i første omgang små flokke af stære kommer til området. Lige så stille samles de små flokke, og vokser som ringe i vandet, indtil flokken efterhånden bliver så stor at himlen nærmest bliver helt sort af fugle. Heraf navnet sort sol.

Det syn i sig selv er et mægtigt syn, men det bliver vildere når først de begynder at flyve i formationer, samtidig med at flokken bliver større og større og til sidst har samlet op imod 1 million stære. Lyden af de mange små vingesus, kan bedst beskrives som lyden af bølger der slår ind mod land. Det er et virkelig spektakulært syn. Som et naturligt festfyrværkeri, hvor finalen er de dyk de laver til sidst, ned mod tagrørene, når mørket er så fremskredet at det ikke længere kan kaldes for sort sol. Med en timing og tilrettelæggelse som selv Egon Olsen kunne have svært ved at gøre efter, så kommer mørket med en stilhed, som om lys og lyd bliver slukket på samme knap.

Det er en virkelig fascinerende oplevelse, en af dem som skal opleves live, og som ikke kan gengives retfærdigt på et pænt billede. Og så er det også en sjov historie. Fordi:

En af grundende til at stærerne samler sig i de store flokke er, at de på den måde kan beskytte sig mod at blive føde for af en af de mange rovfugle der er i området. Når en rovfugl går til angreb, skider de simpelthen i folk, for med deres klæberige afførring at ramme rovfuglens vinger, som derefter klistre så meget sammen at den bliver ude af stand til at flyve, og dermed jage. Det er da smart! Derudover er der det formål at de i samlet flok kan holde varmen i den kølige nat.

Fra Aventoft lagde vi, efter morgenmaden ud med at trille videre mod Holland. Jeg indtog bagsædet for at lave en plan for den uplanlagt ferie, og da vi midt på dagen blev enige om vi havde kørt nok for idag, stoppede vi i Bremen. Vi har tidligere besøgt byen, som er blandt mine favoritter på listen over tyske byer. I udkanten af byen, ca. 1,5 kilometer fra centrum er der en udemærket autocamperplads, hvorfra man kan gå via en hyggelig sti langs Weser-floden indtil centrum.

Bremen har virkelig meget at byde på for et par turister til fods. Særligt den gamle bydel, Schnoor, er yderst charmerende med smalle gader, og farverige huse som ligger som perler på en snor (deraf navnet). Er vejret til det skal man også et smut forbi den maritime promenade, Die Schlachte, hvor restauranter og biergartner ligger side om side. Vejret var med os, ihverfald når det blev krydret med lidt god vilje. Vi scorede pladser i en forvokset øltønde, der var indrettet til at man kunne sidde ude og spise, men i ly og varme. Det var ret hyggeligt. Og så fik vi de behørige wienerschnitzler, som SKAL indgå i enhver feriestart, når turen går sydover. Mærkelig regel, men sådan er det.

Inden vi gik hjem til den lune dyne, fik vi også set den meget smukke Sct. Petri katedral, slentrede gennem den spektakulære kunstgade, Böttcherstrasse, sagde godnat til de fire stadsmusikanter, kendt fra Brdr. Grimms Eventyr. De fire musikanter er portrætteret i en smuk bronzestatue, som man finder ved siden af rådhuset. Sagnet siger at det giver held at klappe æslet på mulen, så det gjorde vi selvfølgelig.

Volendam

“Hvad må vi ikke gå glip af i Holland”?, skrev jeg på Facebook. Det kom der mange gode bud på, og et af dem var “kør til Volendam”. Der skulle ikke meget research til for at konstaterer at det virkede som en rigtigt god ide, så det gjorde vi. Turen dertil var ret fin, normalt er motorvejs-strækninger ikke det mest spændende, og noget vi så vidt muligt gerne undgår. Men i den nordlige del af Holland var det faktisk en ganske pæn og seværdig motorvejs-køretur.

Volendam er en virkelig charmerende fiskerby, og vist lidt af en turistmagnet om sommeren, hvor byen bl.a. er kendt for deres traditionelle folkedragter, musik og fiske-spisesteder. Man kan sagtens bruge flere timer på bare at sidde på en fortovsrestaurant og kigge ud over havet, og menneskerne der slentre forbi, men hvis man alligevel gerne vil opleve lidt mere, så skal man bevæge sig om i området bag havnen, og finde den gamle bydel som er en stor labyrint af snoede gader, gyder og gamle huse som ligger hulter til bulter, og umuligt kan være blevet bygget efter en decideret plan.

Det virker som om der er rig mulighed for overnatning i Volendam, ihverfald gik vi gennem en super hyggeligt feriebolig-områder da vi gik ind til byen, fra det område i udkanten af havnen, hvor der var indrettet en fin overnatningsplads til autocampere. Endda med en af de traditionelle møller i baghaven, så kan man ikke rigtigt starte Hollands-ferien bedre.

Nær Volendam ligger ostebyen Edam, som efter sigende også skulle være et besøg værd, især om sommeren hvor der hver onsdag afholdes ostemarked fra kl. 10.30 til 12.30. Men nu var det jo ikke sommer, så det besøg valgte vi at gemme til en anden god gang.

Zaanse Schans i Zaandam

Hvis man ser bort fra mikrostaterne, Monaco, Vatikanstaten, Malta og San Marino, så er Holland det land i Europa med den største befolkningstæthed. Det fornemmer man tydeligt når man er på køretur gennem landet, hvor rækkehuse virker som løsningen på at skaffe boliger til de mange mennesker.

Landet er ca. på størrelse med Danmark, hvilket gør det til et dejligt land at køre i, da afstandene er forholdsvis korte. Og ofte går turene gennem hyggelige byer, med pyntede huse og haver, som gør køreturene til en seværdighed i sig selv.

Køreturen til dagens første stop var ingen undtagelse. Og hvor vores første dag i Holland blev en dans mellem byger, var der sat sol og tørvejr som bagtæppe for vores besøg i Zaanse Schans.

Zaanse Schans er et område i en af hollands mest besøgte byer, Zaandam. Man kan nok bedst beskrive området som et frilandsmuseum, men der betales ingen entre, og nogle af områdets huse er også beboede af almindelige hollændere. Det særlige ved Zaanse Schans er at området er en skattekiste af historisk kulturarv, med en samling af huse fra 17 og 1800-tallet, flere vindmøller på stribe og traditionelle håndværksteder, hvor man bl.a. kan se hvordan træskomagerne laver de traditionelle hollandske træsko.

Der er også flere små museer i området, hvis man er til den slags. Bl.a. kan man komme ind og se et bagerimuseum, et gammel fiskerhus eller en af møllerne. Og så kan man jo prøve om man kan modstå fristelsen af at købe en kop varm kakao, som der dufter så dejligt af i hele området. Vi talte om at de måtte have taget meget feje salgstricks i brug, og installeret små dyser med kakao-duft til at influerer gæsterne til at købe kakao, indtil vi opdagede at det var fordi der ligger en hel kakao-fabrik i området.

Zaanse Schans ligger ca. 18 km. øst for Amsterdam, så man kan nemt komme dertil via bus eller tog, hvis man ikke har sit eget køretøj med på ferie. Ca. i centrum af Zaandam gjorde vi også et kort stop, for at se det spektakulære Inntel Hotel, som må være resultatet af, at at der er nogen arkitekter der har hygget sig med at spille Tetris på tegnestuen. Det er et ret spektakulært syn, som er et stop værd.

Haarlem

“Jeg har virkelig godt kunne lide mine stop i Haarlem når jeg har sejlet i Holland“, skrev en kollega på føromtalte facebookopslag. I Haarlem fandt vi en overnatningsplads kun omkring 1 km. fra centrum. Solen skinnede og temperaturen var forårsmild, så vi havde ikke holdt parkeret der mange minutter, før vi var på vej på gåben ind til bymidten. Derefter gik der heller ikke mange minutter, før vi sad på en fortovscafé udstyret med to fadøl fra det lokale bryghus, og en snack-tallerken med hollandske specialiter.

Det var første dag vi virkelig fornemmede at det faktisk var en forårsferie vi var kommet afsted på, og det blev nydt i fulde drag. Vi brugte derfor resten af dagens lyse timer på bare at slentre rundt i den virkelig charmerende by, og satte os med jævne mellemrum på en ny fortovscafé, med en ny øl og en ny snacktallerken til deling.

Vi bestilte bl.a. nogen af de oste som Holland jo har ret godt styr på at lave, en god Gouda eller en Emmentaler går man ikke galt i byen med. Faktisk er de oste så hollandske at man kun må bruge navnet hvis osten faktisk kommer fra den pågældende region, og er fremstillet i overensstemmelse med nogen bestemte regler.

Men på en snacktallerken kan man også finde andre specialiteter, som fx. lokalt fremstillet pølse eller de meget populære Bittenballen som er nogen små panerede og fritterede boller, fyldt med en cremet kødragout, som man dypper i en senneps-sauce. Det smager mere lækkert end det lyder.

På vores gåtur gennem byen var vi også forbi Jopen-bryghuset. Et bryghus indrettet i en gammel kirke, hvis vejret ikke havde været så fint, ville det helt klart have været et sted der skulle besøges. Vi nøjedes dog med et kort kig ind i det atmosfærefyldte rum, hvor man fx. kan få serveret et ølsmagnings-bræt med forskellige øl. Den oplevelse må gemmes til en anden god gang, med dårligere vejr.

Da solen gik ned, gik vi hjem. Og da den stod op igen, stod vi op.

Blomsterparadiset findes

Normalt er jeg ikke et decideret morgenmenneske, men det var alligvel nemt at vågne denne morgen, for næste punkt på turen, var det som var årsagen til at vi overhovedet var landet i Holland på denne forårstur.

En kop morgenkaffe og 30 tilbagelagte kilometer senere, ankom vi ved indgangen til Keukenhof, som er intet mindre end verdens største blomsterpark, beliggende ved byen Lisse. Ifølge parkens hjemmeside rummer den 32 hektar store park, ikke mindre end 7 millioner blomsterløg. De smukkeste forårsbebudere, som tulipaner, hyacinter, krokusser og påskeliljer fryder hvert år den million mennesker fra hele verden der besøger parken, når alting blomstre fra slutningen af marts og hen til midten af maj, lidt afhængigt af vejr og vind.

Jeg elsker blomster, og særligt tulipaner synes jeg er noget af det smukkeste naturen har frembragt, så en dag i Keukenhof kan nok bedst betegnes som en dag i blomster-paradis for mit vedkommende. De vanvittigt smukke tulipaner, som findes i alle verdens farver, (med undtagelse af blå, som det endnu ikke er lykkedes nogen avler at frembringe), er virkelig et syn i særklasse og vi fik snildt 5 timer til at gå med at slentre rundt i parken og nyde det smukke syn.

De fleste forbinder nok Holland og tulipaner med hinanden, helt forståeligt for Holland er med sine ca. 9.000 hektar tulipanmarker, og produktionen af 3 milliander løg om året vitterligt det største tulipanproducerende land i verden. Men faktisk var det slet ikke hollænderne der begyndte med at dyrke tulipaner. Det var tyrkerne.

I 1500-tallet blev nogen af de magiske tulipanløg bragt til Wien, som en gave til kejser Ferdinand, her blomstrede de så smukt under opsyn af botanikeren, Charles de L’Écluse som siden blev headhuntet til Leiden-universitetet i Holland, for at blive leder af universitetets botaniske have. Han medbragte nogle af tulipanløgene og i foråret 1594 blomstrede de første tulipaner nogensinde i Holland.

Hollænderne var (forståeligt nok) dybt fascinerede af tulipanernes stærke farver, og beretninger om den store værdi tulipanløgene havde hos de tyrkiske sultaner, fik ambitiøse hollændere til at gå igang med dyrkningen. Det viste sig at blive en rigtig god forretning, og som med alle andre gode forretninger, så handlede det om udbud og efterspørgsel da priserne skød i vejret, og udløste det som i den hollandske historie kaldes for tulipanfeberen.

Tulipanfeberen nåede sit højdepunkt i 1630, hvor tulipanløg var den mest eftertragtede handelsvare i Holland, med en værdi på højde med guld. For tre tulipanløg kunne man fx. købe et hus ved en af kanalerne, og var man i besiddelse af et enkelt løg af sorten Tulipe Brasserie, så havde man også til betalingen for et helt nyt byggeri. Priserne steg støt, og mange hollændere pantsatte alt hvad de ejede og havde for at kunne købe, og videresælge løgene med svimlende fortjenester.

Der blev fortaget mange handler, mens løgene blot lå i den samme jord. Det betød af formuer blev fordoblet fra det ene øjeblik til det andet, og uden at det krævede andet arbejde end en forhandling mellem sælger og køber. De fatte blev rige, og de rige blev stenrige på et mærkværdigt marked som blev drevet af spekulationer, indtil markedet pludselig brød sammen i 1637. Pludselig var der flere sælgere end købere, tulipanløgenes markedsværdi faldt drastisk. Eventyret var forbi, og tusindevis af hollændere blev ruineret fra den ene dag til den anden.

Trods lykkeriddernes grusomme skæbne, så stod tulipanernes lysende skønhed stadig tilbage, og med tiden kom der igen gang i tulipanavlen, som idag er en af Hollands allerstørste industrier. Der findes godt og vel 3300 hollandske producenter som lever af at eksportere tulipanløg til glæde for resten af verdens befolkning.

Nogen af de blomsterløg der ikke bliver eksporteret kan man så se i fuldt flor i Keukenhof. I år (2024) kunne parken fejre sit 75 års jubilæum. Det blev mit andet, og forhåbentligt ikke sidste besøg i Parken. Næste gang håber jeg at ferien ligger lidt længere henne på foråret, da ikke alt var sprunget helt ud endnu, i starten af åbningssæsonen. Vi besøgte parken tirsdagen inden påske.

Det er jo logik at man må dele oplevelsen i parken sammen med en masse andre blomsterelskere, når mere end 1 million skal igennem indgangen på den halvanden månedstid der er åbent for publikum. Hvis det kan undgås skal man nok undlade at besøge parken på helligdage, og i weekender hvor trængslen er størst. Man kan med fordel købe billetter på nettet, på den måde er der både tid og penge at sparer. Man køber billetten til et bestemt time-slot. Vi købte vores billetter så sent som en halv time før vi ankom til parken, det fungerede helt fint. Hvis det stod til mig, så burde det være en menneskeret for alle blomsterelskere at få mulighed for at besøge parken mindst én gang i livet.

Vi lod resten af dagen stå i blomsternes tegn, og kørte derfor en tur rundt i området og kiggede efter blomstrende marker. Også her var vi lidt for tidligt på færde, da mange af tulipanmarkerne lige manglede nogen få soltimer før de ville poppe ud som farverige popcorn, og forvandle landskabet til et stort farveorgie. Men nogle få marker var tyvstartet og de smukke og stærkt duftende hyacintmarker var der allerede fuldt blus på. Det er et mageløst syn, som gør det uundgåeligt ikke at smile stort.

Hvis du er på tur lidt senere på sæsonen, når markerne for alvor blomstre, så er der masser af tulipaner på vej i området omkring Lisse. Derudover finder du Hollands længste tulipanrute i Noordoostpolder i Flevoland. Her kan du kører over 100 km. gennem næsten 2500 hektar farverige marker når det rigtigt går løs.

Delft

Vi rundede dagen af i Delft. Ca. halvanden kilometer fra centrum, indlogerede vi os for første gang på denne tur på en decideret campingplads, og heldigvis var det en fin en af slagen, hvor vi kunne få os et ordentligt bad, og ikke mindst en god oplevelse i den hyggelige universitetsby.

Delft er nok mest kendt for at være fødeby for maleren Johannes Vermeer, og for den smukke Delftfajance. Men den burde også være kendt for sin hyggelige og livlige bymidte, med små kanaler, specialbutikker, restauranter og cafe’er, hvor man både kan spise og drikke godt. Også her bliver jeg nok nødt til at komme tilbage, for jeg har allerede fortrudt at jeg ikke fik købt noget af den smukke blå fajance. Jeg kunne sagtens finde plads til en stak tallerkner fra Delft i køkkenskufferne herhjemme. Jeg købte dog en enkelt lille fin vase med hjem, som står sig godt sammen med tulipaner, så det går nok.

Da vi havde sovet, badet og gjort lidt påskerent i vognen fik jeg den indlysende gode ide at vi kunne køre via Rotterdam til vores næste destination. Altså ikke sådan ind i gennem Rotterdam, men bare lidt i udkanten af noget af havneområdet, for at få et indtryk af Europas største havn. Det gør man ikke bare lige. Har vi nu erfaret.

Rotterdam

Vi gjorde vores første stop ved højtvandsporten i Europoort-havnen ved Rhinens delta. Porten er konstrueret til at sikre og beskytte de lavtliggende kystområder i den sydlige del af Holland, når vandet i den 30 km. lange kanal, Nieuwe Waterweg, som forbinder Rotterdam med Atlanterhavet, bliver for højt. Imponerende når menneskelige og naturlige kræfter spiller sammen på den måde.

I det hele taget er det enorme kræfter der er på spil i Europas største havn, som engang også var verdens travleste havn, indtil de asiatiske havne i Shanghai og Singapore løb med den titel. Byen er dog stadig så travl at selv GPS’en kan have svært ved at følge med, og sådan kan man hurtigt få et par timer til at gå med at køre forkert, uden rigtigt at komme nogen vegne, når bare byen er stor nok.

Vi stoppede for at spise frokost, og for at lufte Ida i området omkring Erasmusbroen, som forbinder byens nye erhvervscentrum med den gamle bydel, som slet ikke er så gammel endda. Da tyskerne invaderede Holland under 2. verdenskrig, forventede man at det ville blive ligeså nemt som da de besatte Danmark en måned tidligere. Men Hollænderne gik til kamp, og først da den tyske Luftwaffe bombede Rotterdam den 14. maj 1940, valgte den hollandske regering at kapitulere. Under angrebet blev hele det historiske centrum ødelagt, og mere end 800 mennesker blev dræbt, mens ca. 80.000 blev hjemløse.

Byen er gennem årtier blevet genopbygget, og førstehåndsindtrykket er at byen fremstår rimeligt moderne og sjæleløs. Dog virker det meget charmerende at de gamle havneområder er bevaret, midt i storbyens palaver, fx. gik vi rundt om Veerhaven-havnen, hvor det gamle havnekontor og de smukke gamle træskibe lå så fint, men med moderne højhuse og containerskibe som baggrundskulisse.

Kinderdijk

Det var ikke en perfekt planlagt udflugt vi fik i Rotterdam, men derfor kan dagen jo sagtens ende helt perfekt alligevel. Henunder aften ankom vi til Kinderdijk, som ellers kun ligger ca. 15 km. fra Rotterdam, her kan man nemlig finde den største koncentration af de klassiske gamle vindmøller i hele Holland. 19 af dem er der i alt i området. I dag står de smukke møller mest bare til pynt og som et historisk vidnesbyrd, men engang havde de til opgave at pumpe vand væk fra området, og ud i floderne Lek og Noord, for at beskytte byen mod oversvømmelser. Den opgave klares idag af moderne pumpesystemer.

Hvis man vil vide alt om Kinderdijks historie kan man købe billet til det besøgscenter som er tilknyttet stedet, så får man også adgang til to møller. Men hvis man godt kan undvære den del, så gør en sen ankomst ikke spor. Det er ganske gratis at gå en tur i området, og det må man ikke snyde sig selv for. Ved første øjekast kan man godt foranlediges til at tro at man har set det hele når man kaster et blik ud over området fra vejen. Men det er nu noget helt særligt at gå mellem de smukke møller, og nyde det særlige syn. Vi var så heldige at oplevelsen blev krydret med et fuldstændigt magisk skær fra dagens sidste solstråler, og mødte kun ganske få andre på aftentur. Det var en af den slags momenter som lykke er lavet af. I alt blev vores aftentur i området ca. 8 kilometer lang, men mindre kan også gøre det og stadig give en god oplevelse i området.

Hvis man ankommer i autocamper skal man være opmærksom på at den nærmeste parkeringsmulighed ligger ca. 1 kilometer derfra, og at man kun må parkere der indtil kl. 20.00. Men hvis man ønsker at overnatte i området, kræver det kun at man kører en lille tur på 6-7 kilometer, før man finder en udemærket og velfungerende overnatningsplads. Find fx. koordinaterne på app’en Park4night.

Vi sluttede dagen af med et smil, og en hjemmelavet tapasanretning i camperen, mens vi planlagde næste dags begivenheder.

Baarle-hvad-for-noget?

Baarle-Nassau, eller Baarle-Hertog (afhængig af hvor i byen du befinder dig), blev turens sydligste stop og vendepunktet, hvor fronten atter blev vendt mod nord.

Hvis du spørger hollænderne, så hedder byen Baarle-Nassau, og ligger i den sydlige provins Noord-Brabant i Holland. Hvis du derimod spørger belgierne, så hedder byen Baarle-Hertog og ligger i Belgien. Og hvis du synes det lyder gakket, så bare vent til du ser billedet af hvordan grænsen mellem de to lande er hvirvlet ind i hinanden. Det ligner mest af alt at en sværm af fluer har skidt på landkortet, når man ser de mange grænsestreger der går igennem byen.

Hvordan de endte op med de mærkværdige grænse-streger fortaber sig lidt i historen, men forklaringen skal vist findes helt tilbage til Middelalderen. Ihverfald består byen af 22 små belgiske enklaver, der er flettet ind i den hollandske del af byen, og for lige at gøre forvirringen total, så er der også 8 hollandske enklaver der er indkredset i de belgiske dele af byen.

Vi parkerede på gaden, Loveren i Holland og passerede efterfølgende grænsen et utal af gange på vores korte gåtur gennem byen. Grænseovergangene er tydeligt markerede overalt i byen, nogen steder går den tværs over gaden, eller imellem husene. Hvis man mister orienteringen over hvilket land man befinder sig i, kan man orientere sig ved hjælp af husnumrene, som alle er udstyret med et lille flag der indikerer om man er i Holland eller i Belgien. Vi holdt parkeret ud for et hus hvor grænsen såmænd gik tværs gennem hoveddøren. Den ene del af huset er således hollandsk, og har husnummeret 19, mens den anden halvdel er belgisk og bærer husnummeret 2.

Samlet set har byen ca. 9000 indbyggere, som efter sigende lever fredeligt og fordrageligt med hinanden, mange endda med dobbelt statsborgerskab. Uden den sjove grænse-historie er byen i sig selv ikke specielt seværdig, men det er bestemt et sjovt stop hvis man alligevel er på de kanter, og fantasien løber hurigt løbsk når man fx. forestiller sig hvordan det ville være at bo i byen, hvis der blev indført grænsekontrol.

Du ved du er ankommet, når du kommer til byen med det dobbelte byskilt.

Meppel

Efter nogen timers kørsel, hvor vi fik et par skønne, farverige og ny-udsprungne tulipanmarker i gave, endte vi i Meppel. En by vi ikke anede fandtes før vi ankom. Vi havde egentlig udset Giethoorn, bedst kendt som Hollands svar på Venedig, som dagens endestation. Men det havde alle andre autocamper-turister åbenbart også, så alle overnatningsmuligheder i området var fuldt optaget. Det er ikke så tit det sker, men det lod vi os ikke slå ud af. Vi satte bare gps’en til at finde vej til nabobyen.

Det vidste sig at være et helt perfekt bytte. For hvor vi i Giethoorn ville have været indlogeret et godt stykke udenfor byen, kunne vi i Meppel overnatte ret hyggeligt ved en af byens kanaler, og derefter førte en kort gåtur os til centrum af endnu en dejlig by, som fik mig til at tænke på om Holland mon egentlig har andet end hyggelige byer.

Vi fandt en pæn restaurant med udendørsservering under varmelamper, og et interessant menukort, som kastede turens bedste måltid mad af sig. Vi fik serveret et udvalg af små skåle til deling, med forskellige traditionelle hollandske retter. Det krævede et par store fadøl at skylle ned, og endte med at blive sent inden vi landende under dynerne, men altså hvad gør det når man her ferie?

Giethoorn

Næste morgen vågnede jeg med en influenza-lignende følelse i kroppen, som var kommet til i nattens løb, uden nogen former for forvarsel. Det gør til gengæld noget når man har ferie…. Helt ærligt!

Nå, men Giethoorn manglede jo stadig vores besøg, så efter at have indtaget morgenkaffen og et par panodiler kørte vi til den velbesøgte by. Hvis man googler “idyllisk”, burde der komme et billede frem af den lille landsby med 2600 indbyggere, hvor husene har bindingsværk og stråtag, og hvor vejene er lavet af vand.

I andre byer holder der biler foran husene, i Giethoorn ligger der både. Det er ganske enkelt umuligt at komme frit rundt i hele byen, uden en lille båd. Selvom der er anlagt et fint stisystem så man kan gå langs kanalerne, så er det på vandvejen at trafikken er tættest. Selv posten bliver bragt ud med båd.

Vi gik en tur på ca. 5 km. og det virkede som om vi var ankommet på et fornuftigt tidspunkt, for mængden af besøgende var tiltagende i væsentlig grad da vi forlod byen nogen timer senere. Jeg tør slet ikke tænke på hvilken turistmagnet det må være om sommeren. Selvom jeg i en gammel artikel fra 2015, kunne læse at turismen i byen er minimal og at de højeste lyde man vil høre i byen, er lyden af rappende ænder.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke her ca. 10 år efter at artiklen blev skrevet, for idag er der anlagt store p-områder uden for byen, som kan benyttes af de mange turister og turistbusser der dagligt gæster byen. At bedømme ud fra antallet af udbydere, så virker det som om at bådudlejning idag er hovedhvervet i den lille by, og der går da heller ikke mange meter imellem at der sejler en turbåd rundt med et turistselskab. Det giver indimellem nogen sjove scener, når små og store både mødes, og når erfarne bådfører møder sejlende turister som måske ikke helt har forstået vandvejenes færdselsregler.

Jeg vil klart anbefalet et besøg i byen, men hvis det er muligt så er det måske meget godt at undgå de midterste dagstimer, helligdage og højsæsoner.

Leeuwarden

Midt på eftermiddagen gjorde vi turens sidste hollandske stop. Indlogeret på en udemærket autocamperplads i udkanten af byen, gik vi på opdagelse i provinsen Frislands hovedstad, Leeuwarden, som huser ca. 91.000 indbyggere. Solen skinnede, temperaturen var forårslun, og byen emmede af god fredags-stemning, hvor mange havde trukket udenfor, og sad og nød et glas vin på en af byens caféer.

Vi slentrede rundt og blev lidt forårsforelskede i den stemningsfyldte by, ærgerlig over at influenzaen havde gjort sit indtog, og tog toppen af energien. Der var så mange små, smalle gader der under andre omstændigheder ville have været blevet udforsket, men den oplevelse må gemmes til vi måske kommer forbi en anden gang.

Vi fik dog oplevet den kridhvide, 7 meter høje skulptur af en dreng og en pige som man finder i området omkring togstationen. “Love” hedder skulpturen af de to ansigter som er omgivet af en tåge, der sendes op ad jorden via små dyser. Det er et ret skønt, og spektakulært syn. Kunstværket er en del af kunstprojektet 11fountains som kan ses rundt omkring i 11 frisiske byer. Kunstnere fra hele verden har bidraget med skulpturelle indslag, der indgår i 11 overkommelige vandreture, som fører gennem højdepunkterne i de udvalgte byer. Man kan finde ruterne på www.friesland.nl.

Sønderborg

En god nats søvn blev det ikke til for mit vedkommende, jeg havde feber og kunne ikke blive enig med mig selv om, om jeg frøs eller svedte, så da vi valgte at bruge den efterfølgende dag på at køre tilbage til Danmark uden udflugtsmål undervejs, så jeg det som en kærkommen mulighed for at få indhentet den manglende søvn. Indrullet i tæpper, småblundede jeg derfor hele vejen gennem Tyskland, mens chaufføren, udstyret med chokoladekiks og i selskab med Jussi Adler-Olsens nye bog på lyd, førte os godt og trygt tilbage til fædrelandet, og til en helt særlig aftale vii havde i Sønderborg

I Sønderborg fandt vi turens, måske allerfineste overnatningssted med Sønderborg Slot som nabo, og en panoramaudsigt fra forruden ud over havnen. Og bedst af alt så var vi nu indlogeret med vores nyeste venner som genboer.

Da jeg i efteråret var til koncert med Madonna i Royal Arena faldt jeg i snak med ægteparret Henning og Jonathan, en tysker og en franskmand, mens vi ventede på den ikoniske verdensstjerne. De to er i færd med at udleve noget af et sejlereventyr, og var få dage forinden koncerten ankommet til Tuborg Havn for at overvintre i deres katamaran, som de har boet på siden februar 2023. De er i færd med at sejle europa rundt, og arbejder med hver deres on-line-firmaer mens de er på farten. Da Madonna afbrød vores samtale var vi slet ikke færdige med at tale, så efter koncerten udvekslede vi kontaktoplysninger med henblik på at holde kontakten.

Efterfølgende har vi mødtes nogen gange, og hvergang virker samtalen uendelig, og selskabet som om vi altid har kendt hinanden. Det er en fantastisk gave at få nye mennesker ind i ens liv på den måde. Derfor var vi også frygteligt kede af det, da vi missede chancen for at mødes i Karrebæksminde Havn, kun 14 kilometer fra vores hjem. Planen var at når de to eventyrer var færdige med at ligge i vinterhi, og kom tæt på os, så skulle de hjem til middag og på lokal sightseeing. Men heller ikke som sejler er man åbenbart herre over vejret, og derfor endte det med at katamaranen sejlede ind i Karrebæksminde Havn, samtidig med at vi trillede mod Holland i autocamperen.

I stedet aftalte vi at mødes i slutningen af vores ferie, når vi atter var retur i Danmark, og det kom så til at passe med et møde i Sønderborg Havn. Vi ankom sent lørdag aften, og fik en godnat-øl sammen, inden vi dagen derpå, påskedag, kastede os ud i et rimeligt ambitiøst projekt, og inviterede på traditionel påskefrokost i autocamperen. Med alt hvad der høre til, lige fra sild, fiskefilet, lun leverpostej til tarteletter og selvfølgelig et par snaps. Det var lidt trangt, et køkken er ikke så stort i sådan en vogn, men det var ingen hindring for en virkelig skøn dag. Vi sluttede frokosten af med en gåtur rundt i skønne, historiske Sønderborg. Og da vi stødte på en lokal beværtning der hed “SKAAL”, tog vi det som et tegn – da det var samme navn værtshuset havde, hvor vi mødtes første gang efter Madonna-koncerten.

Selvom det var en af den slags dage man ville ønske ingen ende ville tage, så måtte vi kapitulere da klokken rundede midnat. Næste morgen var det time to say et meget vemodigt goodbye, for nu sejler de to gutter videre med kurs mod nord, og udsigten til at ses igen vil være lidt langt ude i horisonten, men indtil da vil jeg nyde at følge deres eventyr. Og er især spændt på at se billeder fra deres sommer, hvor de sejler rundt om Skotland.

Bøffelkobbelhuset

Vi gjorde turens næstsidste stop på ordre fra en sød veninde, der sendte en besked om at vi ikke måtte forlade Sønderborg uden at besøge Bøffelkobbelhuset. Alene navnet var nok til at vække min nysgerrighed, så selvfølgelig måtte vi der forbi.

De fleste kender nok historien om Slaget ved Dybbøl, som fandt sted den 18. april 1864, fra historieundervisningen i skolen. Forud for det store slag, foregik der en masse små kampe mellem forposter fra begge sider af krigen. Historien der har gjort Bøffelkobbelhuset til et historisk mindesmærke fra krigen i 1864, er som følger:

På landevejen mellem Dybbøl og Nybøl ligger et lille hvidkalket hus, med rødt tegltag og dannebrogsruder. Huset har navn efter Bøffelkobbelskoven som ligger tæt på, og her boede familien Fink. Som så mange andre havde de et par udsendte soldater logerende under krigen. Der blev sørget godt for de unge mænd, der var sendt i krig langt væk hjemmefra.

Den 22. februar 1864, mistede to af de unge danske soldater livet i kamp med prøjserne på landevejen ved Bøffelkobbelhuset. Den ene, Jens Christensen kom fra Spjellerup på Stevns, og den anden, Hans Hansen var fra Kyse ved Næstved (hvor vi bor). Jens Christensen blev skudt, mens han var på vej tilbage for at melde om preussernes gennembrud af forsvarslinjen. Han var hårdt såret, og Kathrine og Jørgen Fink bar ham ind i deres seng, hvor han døde. Hans Hansen døde udenfor, men blev også bragt ind i huset.

Dagen efter blev de to tabte liv begravet i husets forhave. Uden kiste, men hæderligt indpakket i Jens’ blå dragonkappe. Frem til 1905 hvor både Kathrine og Jørgen døde, passede de det lille gravsted, som i 1886 var blevet tinglyst af det daværende krigsministerium som værende berettiget til bevaring.

I tiden efter er huset i flere år blevet ejet af De Danske Forsvarsbrødre, indtil det i 2009 blev overdraget til Dybbøl Mølle Fonden. Du finder huset på Amtvejen 4 i Sønderborg. Indimellem er der åbent så man kan komme ind i huset, det var der ikke 2. påskedag, da vi var forbi om formiddagen. Men det var nu alligevel en ret rørende oplevelse af besøge stedet, som så fint ærer både de faldne soldater og det næstekærlige ægtepar.

Absolut allersidste stop på turen, blev et par hyggelige timer til fødselsdag og smørrebrød hos min dejlige mutti, som havde udsat fejringen en dags tid, så vi kunne være med i festligheder. Fint punktum for (endnu) en virkelig fin tur.

Friheden, og den uanede mængde af muligheder for gode oplevelser som følger med en autocamper, slår mig gang på gang. Med tanken fyldt op med nye ferieminder, vil jeg inden længe begynde at tælle ned til sommerferieturen, hvor 3 ugers nye eventyr venter.

Snap, snap, snude – så er dette rejseeventyr ude. Tip, tap, tønde, lad planlægningen af en ny tur begynde…..