Nå men så tog vi på forårs-påskeferie uden helt at vide hvor hen. Der er ikke noget bedre end udsigten til en række feriedage, en bil der er pakket til lidt af hvert og så afsted, uden at ane hvor vi ender og hvad vi skal opleve. Det er den ultimative frihed, at kunne planlægge ferien undervejs, og på den måde være uafhængig af at skulle være fremme på bestemte steder, til bestemte tider ligesom kursen kan ændres undervejs, hvis vejrudsigten er bedre et andet sted.
Vi vidste dog på forhånd at vi skulle til Hamborg, for der havde jeg nemlig booket den første overnatning. Her brugte vi eftermiddagen og aftenen på at slentre 17 km gennem Tysklands næststørste by, som er så stor at den kommer ind på en ottendeplads over Europas største byer. 1, 8 millioner mennesker bor der i byen, som er en af Tysklands ældste og mest velbevarede. Særligt turen langs det livlige og charmerende havneområde og op ad den farverige Reeperbahn, gjorde indtryk. Sidstnævnte er en kilometer lang gade, kendt for sit livlige natteliv, og hvor barer, diskoteker og natklubber ligger side om side. I gamle dage var det her sømændene festede sammen med de letlevende piger, når de var i land. Men i dag er festen i gaden for alle der vil have en glad aften ude. De mindre charmerende sider findes dog også i området, og såledels blev vi ufrivillige vidner til et par narkohandler.
Amsterdam
Efter et hvil til vores trætte fødder natten over, kørte vi videre til altid skønne Amsterdam, som tog sig ud fra sin allerpæneste side med sol fra en skyfri himmel, og lun forårsluft der inviterede til kolde fadøl på fortovs-caférne. Vi vred hvad det minder om en hel uges oplevelser ud af byen på et lille døgns tid, og fik bl.a set Worldpress Photo udstillingen,som lige netop i de dage vi var der, var at se på Westergasfabriek.
Vi slentrede langs de hyggelige kanaler, ærgrede os over at vi endnu engang besøgte byen, uden at have bestilt biletter til Anne Frank-museet, og drak godnat-øl på en listig bar i Redlight District (dog med fuldt påklædt personale). Grunden til at vi valgte netop denne bar, var at vi kunne få første parket til en storskærm der viste Champinons Leaugue-braget mellem Juventus og Ajax. Og selvfølgelig også et kig ud til de livlige gader, som åbner sig som en helt ny verden, når mørket sænker sig over byen.
Det er et sært syn at se turister, i alle aldre og nationaliteter liste rundt i neon-skæret fra lokalerne, hvor de letpåklædte piger står til offentligt skue, og med mere eller mindre entusiasme forsøger at lokke sexkunder ind i de dunkle lokaler. Når arbejdet bærer frugt, skiftes farven i lamperne som lyser fra pigernes rum fra grøn til rød (deraf navnet redlight-district) og gardinet trækkes for, præcis ligeså længe som kunden har betalt for.
I Holland er prostitution lovligt og det siges at give de kvindelige sexarbejdere mulighed for nogenlunde ordnede arbejdsforhold, når de ikke skal arbejde i det skjulte i verdens ældste hverv. Der er også et vist opsyn med gaden, hvor man som gæst ikke er velkommen, hvis man er beruset eller påvirket af narkotika. Det er heller ikke tilladt at tage ophold foran udstillingsvinduerne, ligesom det er forbudt at tage billeder. Begge dele kan koste klækkelige bøder. Men ordnede forhold eller ej, så er det nok en karrierer de færreste ønsker sig for deres døtre.
Da fodboldkampen endte med en sejr til hjemmeholdet Ajax, kunne vi gå hjem i en ret feststemt by. Det var ikke uden en vis form for spænding, at vi vendte retur til vores hotel som lå to minutters gang fra centrum. Hotellet var udvalgt da det var rimeligt nemt at komme til i bil. Da vi ankom, var det til et forholdsvist nybygget – og nyåbnet hotel, med en lidt spøjs reception, bemandet af et meget ungt personale. Vi undrede os derfor ikke synderligt over at der var lidt forvirring omkring vores reservation, som vi havde foretaget få timer før vores ankomst. En sød ung dame viste os hen til vores værelse, som lå lidt væk fra receptionen.
Da vi kom ind på værelset, eller måske snarer suiten, var vi dog lidt undrende. Tænk at man kunne få alt det for “kun” ca. 1000 kr. Hotelværelset var top moderne med alle de lækreste faciliteter og indrettet i et smagsfuldt design. Bedst af alt var de to af væggene gulv-til-loft-vinduer med en panoramisk udsigt til vandet og byen. Gulvplanet gik ud i et med vandoverfladen, som gav en vild følelse af at bo på vandet. Det var et fantastisk værelse og langt over den standard, man normalt kan forvente til prisen. Da vi havde sundet os lidt, gjorde vi klar til at gå ud og kigge på byen. Det var her vi opdagede at vi måske skulle være lidt spændte på at komme retur til hotellet senere på dagen. På en lille seddel på et bord i entréen, lå der nemlig en håndskrevet velkomst-hilsen, som startede med ordene Dear Mr. Peinert…..
Vi overvejede i to minutter om vi skulle gå tilbage til receptionen og fortælle at der nok var sket en fejl, men vores moralske kompas var åbenbart indstillet dårligt, for vi blev enige om at det ikke var os der havde lavet en fejl, og gik derfor ud for at se på byen. Vi havde dog med i baghovedet at det kunne ske, at vores ting var blevet flyttet når vi vendte tilbage. Det var de ikke, og nøglekortet virkede også stadigvæk så vi nød overnatningen, med det som må være en af Amsterdams allerbedste udsigter.
Keukenhof, som at komme i blomster-himlen
Morgenmaden tog vi på en meget lokal café, hvor de fleste andre gæster var på vej på arbejde, mens vi nød at have god tid til morgenkaffen og et par croque monsieur. Herfra besluttede vi at turen skulle gå videre til badebyen Zandvoort for at se lidt på havet, men mest for at sove tæt på Keukenhof blomsterpark som var blevet et mål i sig selv, når nu årstiden og min kærlighed til tulipaner kunne forenes i den højeste enhed.
Zandvoort ligger ca. en times kørsel fra Amsterdam, og selvom det var en blæsende dag ved kysten var det nemt at forestille sig at der må være gang i den om sommeren. Områdets mange spisesteder vidner ihvertfald om at stedet er velbesøgt. Vi havde fundet en airbnb-lejlighed tæt på stranden, og den var så hyggelig at vi valgte at tage noget takeaway med “hjem” og bruge aftenen der. Det gav også mulighed for at komme i seng tidligt nok til at stå tidligt op, og få alt ud af dagen derpå hvor et af mine helt store ferieønsker skulle indfries.
Keukenhof blomsterpark ligger nær byen Lisse i det sydlige Holland, og er med dens 32 hektar verdens største blomsterpark. Hvert år plantes ca. 7 millioner blomsterløg og når de springer ud er parken åbent for publikum. Det er som regel fra slutningen af marts til midten af maj (tjek evt. deres hjemmeside). Vi besøgte Parken i midten af april, og det virkede som et helt perfekt tidspunkt.
Ud fra det brede smil der sad på mit ansigt hele vejen gennem parken, vurderede Jens at det nok var sådan det ville føles for mig at komme i himmelen. Jeg tror han har ret. Det var et fantastisk syn, at se de mange farver og formationer. Og selvom det også er et ret smukt syn at køre til og fra parken, i det hollandske landskab hvor de blomstrende tulipanmarker pryder landskabet på denne årstid, så er et besøg i blomsterparken virkelig et besøg værd, se bare herunder.
Belgiske Brügge
Næste stop blev Brügge, som er hovedbyen i Vestflandern, beliggende tæt ved den Hollandske grænse. Ærligt, så havde jeg ikke hørt om byen før jeg faldt over tilfældige billeder derfra, og sidenhen fik en fin anbefaling på. Det viste sig at være et suverænt valg, for hold nu op en fin by. Når det så ovenikøbet lykkedes at finde et guesthouse som engang var et meget fint hotel, med udsigt over Marktpladsen, der udgør byens centrum, og hvor de velbevarede værelser bedst kan sammenlignes med de kongelige gemakker på Amalienborg, så føler man sig heldig.
Vi nød en aften på byens torv, med belgisk mad (jeg fik kanin, hvilket ikke kan anbefales) og Belgisk øl (hvilket godt kan anbefales), og bedst af alt med flydende, ægte og lokalt produceret belgisk chokolade over desserten. Skulle man blive fristet til at købe noget af den vidunderlige chokolade med hjem så er der ingen problemer, for byen huser et hav af chokoladebutikker. De brostensbelagte torve og gader passer så fint til de smukke huse og flotte middelalderkirker, der ligger som perler på en snor langs byens mange kanaler. Alt i alt er det sådan en af de byer man gerne besøger igen. Og sikkert igen. Da vi sad på en af byens caféer og spiste morgenmad, besluttede -og bookede vi den næste overnatning halvanden times kørsel fra Brügge.
Bruxelles, sikke noget pis
Og så tog vi til Bruxelles – der havde jeg aldrig været før og det var en fejl, der skulle rettes op på. Europaparlamentet, Manneken Pis, Moules Frites og kølig hvidvin blev den korte version, med Grand Place som højdepunktet. Hold nu op hvor er det nogle smukke bygninger. Hvis man ikke har været i den Belgiske hovedstad før, skal man ikke rejse dertil kun for at se Manneken Pis. Så kan man godt risikere en skuffelse, ala den jeg tænker flere må opleve ved synet af Den lille havfrue. Den lille tissende dreng, er vitterligt lille og var det ikke for forsamlingen af fotograferende turister, der har taget ophold foran statuen, kunne man nemt gå forbi uden at opdage det kendte vartegn.
Der er flere fortællinger om hvorfor den lille fyr har fået sin egen statue, den ene handler om en to-årig dreng der blev væk fra sin far. Den desperate far ledte efter sin søn dag og nat og sværgede at hvis han fandt ham, ville han rejse en statue af ham. Da faderen endelig fandt ham, stod den lille dreng og tissede og derfor ser statuen ud som den gør. En anden historie går på, at der var brand i byen og at den lille dreng forsøgte at slukke branden ved at pisse på branden. Det gjorde at branden ikke blev så stor. Vælg selv hvilken historie du bedst kan li’. Hvis man ikke fik nok af synet af den lille fyr, kan man også gå på jagt efter Janneken Pis, som man finder i en sidegade. Historien om hende er den samme som den med branden, dog sad hun (som piger jo gør) ned da hun forsøgte at slukke branden.
Til gengæld kan man sagtens rejse til Bruxelles bare for at spise Moules Frites, fx. hos Chez Léon på Rue des Bouchers.
Skulle ferien have en overskrift kunne den hedde “held”, for det fulgte os som den trofaste følgesvend flere gange på turen. I Bruxelles valgte jeg at lade min telefon ligge på bordet på den sidste fortovscafé vi aflagde et visit. Det opdagede jeg da vi var kommet tilbage til hotellet, og havde lagt os under dynen. At telefonen stadig lå uberørt på bordet, da vi ret desperate vendte retur til caféen, overgår stadig min forstand, men trods den kortvarige adskillelse var gensynsglæden alligevel ret stor.
Forår i Paris
Ved at tage fra den ene hovedstad til den anden, endte vi dagen efter i Paris. Her havde vi booket os ind på et lille hyggeligt hotel med en fantastisk beliggenhed, ret præcist lige midt imellem Triumfbuen og Eiffeltårnet.
Vi tænkte det nok gik at køre lidt bil i byen, hvis vi bare undgik den mange-sporede, og totalt kaotiske rundkørsel med 12 udveje, L’Etoile ved Champs Elysé. Den mission lykkedes ikke helt, men vi kom ud af rundkørslen uden skrammer, og der må derfor lyde ros til chaufføren, som formåede at holde hovedet koldt, imens co-driveren bare holdt vejret.
Paris siges at være byen der bliver ved med at give, og vi tog grådigt for os af retterne i den lune forårsvejr. Hvis de store turistattraktioner er hovedretter, så var det dessertkortet vi tog fra denne gang, da vi tidligere har besøgt byen og sat de vigtigste tjektegn.
Det blev til et besøg på Pere-Lachaise kirkegården i den østlige del af Paris, hvor bl.a. forsangeren fra The Doors, Jim Morrison ligger begravet (vi kastede dog hverken whiskey eller tis på graven, som traditionen ellers byder). Det blev også til en masse kilometer i benene, bl.a. langs Seinen, i Luxembourg-parken, Latinerkvarteret og selvfølgelig gik vi også forbi Notre Dame for at besigtige de forfærdelige skader, der tidligere på ugen var forårsaget af en tragisk brand i spirene på den ikoniske kirke.
Man kan med lethed bruge dagevis på at traske gennem de utallige små hyggelige gader, når bare man sørger for behørige pitstop på nogen af de mange romantiske cafeer, brasserier og bistroer. Aftensmaden tog vi på toppen af Montmartre, den 130 meter høje bakke med en mageløs udsigt over den Franske hovedstad. Jeg tror ikke det er her man spiser bedst, men stemningen og hyggen findes næppe bedre i hele Paris.
Rørt til tårer ved Sacre Cour
Et af turens absolut mest mindeværdige øjeblikke var da vi sad i tusmørket, på trapperne foran Sacre-Cour kirken. Sammen med turister fra hele verden, havde vi sat os for at nyde den fantastiske udsigt og ikke mindst, lyden af en yderst velsyngende gademusikant, ved navn Nick Mullen.
Han sang intet mindre end fantastisk og ud fra et repertoire med den ene syng-med-sang efter den anden, der gjorde det umuligt ikke at mumle lidt med der i mørket. Da han sluttede sin gadekoncert af med at spille We are the world, blev hele det internationale publikum, som sad der på trappen sammen med os, omdannet til et stort fælleskor. Det var SÅ rørende, at være med i et kor af så mange forskellige nationaliteter, der skrålede med i mørket på de samme kloge og forenende ord;
We are the world, we are the children
We are the one to make a brighter day
So let’s start giving
There’s a chance we’re taking
We’re taking our whole lives
It’s true, we’ll make a brighter day
Just you and me
En af den slags oplevelser der starter med gåsehud, og derefter sætter sig som en kærlig klump i halsen. Når det så ovenikøbet var muligt at købe to (eller måske fire) kolde øl, til overpris af en gadesælger og med en aften-temparatur på 21 grader, så behøver jeg faktisk ikke meget mere for at føle total lykke.
Jeg har sidenhen erfaret at den dygtige sanger, vist ikke længere behøver nøjes med at leve af gadekoncerter, (hvis man da overhovedet kan det). Siden har han været med i flere franske talentprogrammer, med flotte placeringer og endda udgivet sin egen musik.
Hvis du vil opleve lidt af den samme stemning, som vi blev forkælet med på Sacre Cour, så lyt via linket herunder. Jeg er fan.
Live acoustic – Nick Mallen – Montmarte – Paris – France – YouTube
Et lille hemmeligt tip
Og som om det ikke var nok så, så vi faktisk også så meget andet, men det bedste er næsten det man får når man ikke leder. Og her er det især værd at fortælle om den smukt anlagte gangsti, vi fandt ved lidt af en tilfældighed. På gaden, Villa du Bel Air gjorde en gammel rusten låge, med opdagående trapper os nysgerrige på at se hvor trapperne førte hen. De viste sig at føre til et gammelt nedlagte jernbanespor, La Petite Ceinture som ligger i anden sals højde.
Det er en virkelig besynderlig kontrast til storbyens larm, når man pludselig befinder sig hævet over gadeplan, mellem de høje huse og med udkig til baggårde, man ellers ikke ser fra gaden. Der er en park-lignende ro og fred på stien, som i flere passager er beplantet med blomster og træer. Da vi efterfølgende fik studeret lidt nærmere om stien, viste det sig at jernbanen, som blev nedlagt i 1934, nærmest ligger hele vejen rundt om byen, og før metrolinjen blev etableret var det via denne bane man kom rundt i og om Paris. En gåtur på stien er bestemt værd at lede efter, hvis man har set alt det andet der bare skal ses i skønne Paris.
Luxembourg – turens fjerde hovedstad
Efter tre skønne dage i i byernes by, besluttede vi at lade turen gå videre til hovedstaden Luxembourg – i Luxembourg, ikke kun fordi det var en perfekt destination i forhold til at opfylde et af de helt store ferieønsker om at se Burg Eltz, men også for at få et indtryk af det lille land med kun ca. 500.000 indbyggere, som en slags research til kommende ferier.
Da vi ankom til storhertugdømmet blev vi mødt af et land i sorg, med det luxembourgske flag vejrende på halv stang overalt. Storhertugen var død. 98 år gammel, så tragedien var ikke så stor. Vi tog det bedste af byens centrum på gåben, og i det kuperede terræn omkring borgmuren der omkranser byen og henfører tankerne til middelalderen. Og vi nåede da også at konstatere at vi gerne kommer igen på et lidt længere visit, og udforsker nogle flere af de oplagte gåture omkring byen, men også for at se på resten af det lille land.
Vi gik sent i seng og stod tidligt op for at komme afsted til føromtalte Burg Eltz i god tid. Middelalderslottet fra 1100-tallet ligger skjult på en bakketop over Mosel-floden, mellem Koblenz og Trier i det vestlige Tyskland, gemt væk af naturskønne omgivelser, som man må passere for at nå frem til det mageløse slot. Man kommer enten til slottet til fods, eller med en lille shuttle-bus der kører fra bunden af bakken. Vi gik selvfølgelig og når først man når til tops venter der det vildeste syn af det eventyrlige slot.
Mine forventninger blev mere end indfriet, og jeg vil til hver en tid anbefale at man ofrer de 10€ det koster at komme på guidet rundvisning på det familieejede slot, som i dag huser 33’ende generation af Eltz-familien. Det giver et godt indblik i det spektakulære slot, og en masse sjove fortællinger om de særeste detaljer inde på slottet. Fx. om portrætmaleren der skulle male portrætter af børnene, men gjorde det over en årrække, så de portrætterede børn mere ligner nogle vanskabninger fra en fantasynovelle, med krop og ansigt i meget modstridende proportioner. Frokosten var også værd at stå i kø for, og de 24 grader mindede på ingen måder om, at det faktisk kun er en forårstur vi har begivet os afsted på.
Fra Middelalderslottet i vest, satte vi kursen mod nord i retningen af vores sidste overnatningssted, som var lidt af en satsning. Stedet var alene udvalgt på grund af beliggenheden, ikke så langt fra motorvejen og fordi billeder fra stedet vakte min nysgerrighed og lignede noget der passede meget godt ind i dagens historiske tema.
Turens billigste overnatning blev en helt oplevelse i sig selv. Det gamle gods, Rittergut Haus Laer i Bochum, mindede om noget fra en engelsk krimiserie, og var indrettet i rokokostil med en høj grad af autenticitet. Og så havde stedet en særdeles sød værtinde, der er værd at fremhæve. Vi havde booket en juniorsuite (til 99€) og den venlige dame valgte at fremvise alle tre ledige suiter, så vi selv kunne vælge hvor vi ville bo. Det var ikke noget nemt valg, da de alle tre var helt specielle. Men vi valgte Maria Theresia-suiten, da vi før er stødt på fortællinger om kejserinden på vores ture, og derfor tog det som en slags tegn.
Selvom godset lå langt ude på landet, lå der alligevel en hyggelig beværtning i gåafstand fra godset. Det fandt vi ud af da vi gik en tur i området og blev overrasket af et voldsomt regn- og tordenvejr, der tvang os i ly på den hyggelige kneipe og restaurant, Blauer Engel . At vi kunne få et bord var lidt af et held, da alle borde ellers var reserveret til stamgæster med faste reservationer. Blandt de få valgmuligheder der var på menukortet, var det rimeligt indlysende at det var sæson for nye, hvide asparges, så det måtte selvfølgelig prøves. Vi bestilte en hovedret med karbonader, nye kartofler og nye asparges – de bedste jeg nogensinde har smagt. Faktisk var de så gode, at vi måtte bestille en ekstra tallerken kun med asparges.
Da regnen havde lagt sig, fik vi lov til at forlade kroen med et par flasker øl i rygsækken, og så driblede vi ellers hjem til vores gods-gemakker, gennem et mørkt skovstykke der passede meget godt ind i det engelske krimi-tema. Hjemme på godset tog vi en godnat-øl og et parti skak, på det flotte skakbord der var en del af suitens indretning. Resultatet er det ikke værd at berette yderligere om, men øl eller ej, så formoder jeg at det var den gamle kejserinde, Maria Theresia som der var portrætteret på et smukt maleri i stuen, vi hørte liste hen over gulvet om natten 👻
Derfra gik turen bare hjem. Forude ventede hverdagen og normalt plejer det at medføre en mindre depression hos mig når en ferie er ovre, men når der forude i horisonten er sommerferie i sigte, så er det nemmere at holde fanen højt. Og hverdagen er jo egentlig heller ikke så ringe endda, når bare man husker at livet er hvad man gør det til.
Snip, snap, snude….. ❤️