Bornholm – Forår på solskinsøen

Da der var en lille uges tid til der stod ferie-hjemme-uden-planer i kalenderen, synes jeg alligevel ikke at planen var så tillokkende som da tanken blev født. Ikke fordi der ikke er dejligt hjemme, for det er der i allerhøjeste grad, mere fordi min indre eventyrer har den holdning at ferie er = muligheden for eventyrlige oplevelser.

Det var forholdsvist nemt at overtale min yndlingsrejsemakker til at tage på tur, da jeg trumfede med et forslag om at tage til solskinsøen i Østersøen, hvor Jens aldrig har været. Jeg har til gengæld været der en hel del gange, men mest i forbindelse med arbejde og kunne godt tænke mig en tur, hvor jeg selv bestemte dagenes program. Der behøver ikke altid være så langt fra ord til handling, så et par klik hist og her på internettet senere, var der booket færge, 6 overnatninger og lavet en ønskeliste over vandreture, seværdigheder og udflugtsmål. Jeg troede fejlagtigt at det ville blive en dyr fornøjelse i transportudgifter, men for 398 kr. kunne vi komme tur/retur med færge fra Ystad og MED bil.

Airbnb i Svaneke

Da vi ankom til klippeøen, levede den fuldt ud op til sit kælenavn, for selvom vi forlod det sjællandske i gråt og trist vejr, så skinnede forårssolen smukt på det Bornholmske landskab. Første mål på turen var Svaneke, den lille østlige havneby med ca. 1.100 indbyggere, som fuldt fortjent vandt prisen som Danmarks smukkeste købstad, for nogle år siden. Her ventede der os det som skulle vise sig at være et helt fantastisk airbnb-fund. Vi indlogerede os nemlig i den 250 år gamle købmandsgård med det, vel nærmest verdensberømte (det burde det i hvert fald være) bryghus som nabo. Og apropos bryghus, så føltes det helt naturligt at markerer vores ankomst og feriestarten med en fadøl på torvet.

Der havde vi ikke siddet ret længe før det blev tydeligt at turistsæsonen endnu ikke var sprunget ud i fuldt flor.  Om det mest var os der sad og betragtede de lokale eller omvendt, er nok lidt svært at lave en objektiv vurdering på. Man fornemmede hurtigt på snakken, at det var et fast eftermiddagsritual for flere af de fremmødte at kigge forbi til en øl og en sludder om løst og fast. Når man har en lille sød hund, som Ida med på ferie er det oftest let at falde i snak med folk, og sådan var det også på Torvet i Svaneke den eftermiddag. En sød dame kom over til vores bord for at hilse på Ida, det førte til en længere snak, da først damen havde sat sig ved vores bord.

Damen fortalte at hun, lidt modvilligt var flyttet til Bornholm for 33 år siden. Hendes mand var arkitekt og byplanlægger og havde fået en opgave derovre. Han faldt pladask for den smukke klippeø og lokkede med at hun måtte vælge lige det hus hun ville have, hvis hun flyttede med. Den fortælling tog vi med som en lille leg på turen, ”hvilket hus ville vi vælge”?  Og jeg kan allerede nu afsløre at det spørgsmål aldrig fandt et svar. Med lidt strammen an kunne det måske være lykkedes at indskærpe feltet til de 10 huse jeg helst ville have, men de skønneste steder er sat som perler på en snor over hele øen.

Aftenen brugte vi på bryghuset, og et godt måltid mad. Det viste sig at være fornuftigt at fylde depoterne godt op inden morgendagens program.

Fra Svaneke til Gudhjem

Dagen derpå gik turen, bogstaveligt talt til Gudhjem. Vi gik nemlig den mest fantastiske rute, via den velanlagte kyststi, som fører hele vejen rundt om Bornholm, fra Svaneke til Gudhjem, den charmerende og bakkede by, bygget på granitsten. I bil havde man kunne nøjes med at bevæge sig 10 kilometer, men den krøllede kystlinje lagde lige lidt kilometer oveni, så dagens samlede gåtur + det løse endte med ca. 18 kilometer. Det lyder værre end det var, for med et par gode vandrestøvler, og nok tid til passende pauser var der ikke noget at pive over. Slet ikke når der ved endemålet ventede en, vel nærmest obligatorisk, tallerken Sol over Gudhjem og en stor kold fadøl.

Turen var et langt højdepunkt, som vekslede mellem panoramaudsigter ud over klipperne og det blå hav, gennem små skovstykker og forbi de idylliske og romantiske huse, som taget ud af en Morten Korch-film. Hvis jeg alligevel skal fremhæve et par særlige punkter, så bliver det den hemmelige havn, Haralds Havn som under 2. verdenskrig blev brugt af modstandsfolkene til at smugle våben ind på øen og Randkløve Skår med den dybe kløft, som gjorde et stort indtryk. I lange passager mødte vi ikke et øje og det føles altså ret eksklusivt at have så storslået en natur for sig selv, også selv om den kun var til låns for en stund.

Turen retur til Svaneke tog vi med bussen, her blev den slående stilhed vi havde nydt på gåturen, erstattet af lyden af 42 glade og (lidt larmende) lejrskolebørn, som ligesom os var i gang med at skabe minder for livet. Aftenen blev brugt med benene oppe, i den yderst charmerende feriebolig som var indrettet med et autentisk møblement der gjorde det til et rigtigt rart sted at være.

Hvad drikker Møller?

Da vejrudsigten lovede dårligt vejr, blev planen at bruge dagen i Almindingen, Danmarks femte største skov, fyldt med seværdige punkter og på den måde søge ly for den lovede regn og blæst. De Bornholmske vejrguder havde vist ikke læst den samme vejrudsigt, for vejret blev perfekt til udendørsaktiviteter.

Vi havde forbavsende nok friske ben, ovenpå gårsdagens lange tur så vi valgte ruten med meget svært terræn, blandt de tre valgmuligheder der var for at komme til Ekkodalen og Bornholms højeste punkt, Rytterknægten. Det gik helt fint, hvis man altså ser bort fra at det lykkedes os at misse en afmærkning, (på den ellers fremragende afmærkede rute), mod Rytterknægten og derfor måtte vi slutte turen af med, også at gå den blå rute for at kunne sige at vi nu har været på det højeste (men ikke smukkeste) punkt.

Efter den lidt-længere-end-planlagte-tur, var vi mættet af skovvandring og besluttede at droppe at gøre stop i bisonskoven, som vi ellers havde udset os som det næste mål. I 2012 blev der udsat en flok bisoner i skoven som et forsøg på at skabe en mere mangfoldig natur. Projektet blev en succes og i dag lever bisonerne ikke længere i en forsøgsordning, da de har fået fast bopæl i skoven. Hvis man går stille rundt i skoven ad bestemte stier, skulle man efter sigende kunne være heldig at støde på de store dyr. Ingen tvivl om at det kunne være en mageløs oplevelse, men ikke mere skovvandring til os for i dag.

Til gengæld kan man køre gennem et stykke af skoven via Chr. X Vej og det gjorde vi, da det var en naturlig vej at tage til vores næste udflugtsmål, som var blevet Dueodde. På et tidspunkt får vi øje på en ret stor buk, der står og spiser få meter fra vejkanten og vi stopper derfor for at betragte den flotte fyr, som virker forholdsvis ligeglad med os. Da vi atter retter blikket ud af forruden, står der pludselig en stor flok bisoner midt på vejen ca. 100 meter foran os, kort efter den p-plads hvor man ellers parkerer for at gå på jagt efter et glimt at de store dyr. De lod sig ikke forstyrre af os, heller ikke da vi trillede tættere på dem, for at tage et par billeder. Vi takkede for endnu en skøn og eksklusiv oplevelse og kørte videre mod næste mål.

(PS: Svaret er øller – det ved man når man har været i Ekkodalen)

Krigshistorie og hvide sandstrande i Dueodde

I Dueodde gik vi på jagt efter den skjulte G3 kanonstilling, som tyskerne byggede under krigen, men som heldigvis aldrig kom i brug. Planen var at 17 meter lange kanoner skulle kunne skydes afsted med en rækkevidde på 42 kilometer, for at holde den sydlige skibstrafik væk fra øen. Faktisk er der to skjulte kanonstillinger i området, vi fandt (og ledte) kun efter den ene, som slet ikke var så svær at finde endda. Vi parkerede ved Dueodde Familiecamping og Hostel og gik 2-300 meter indtil vi fandt kanonstillingen, som virkelig var et besøg værd hvis man er bare en lille smule til historiske krigsminder.

Fra kanonstillingen gik vi ned til stranden via stien omkring Dueodde Fyr, ruten er værd at bemærke fordi den fører gennem det smukkeste klitlandskab, som man ellers godt kan misse at se. Den hvide sandstrand, er virkelig så hvid som rygtet siger og det er næsten svært at forstå at man ikke er dumpet ned på en caribisk tropeø. Vi slentrede langs stranden retur til den parkerede bil med smil på læberne over dagens oplevelser.

Ovenpå sådan en begivenhedsrig dag kan man jo godt trænge til et lille eftermiddagshvil. Det fandt vi en god løsning på lige ud for Nexø, hvor der var mulighed for at sole lidt i eftermiddagssolen, mens den medbragte fiskestang gav håb om friskfanget fisk til aftensmad. Det endte nu med pizza og varme hvedeknopper fra bageren, i anledningen af Store Bededag. Men det var nu heller ikke så ringe endda.

Flyttedag, helligdomsklipperne og vandfald

Da vi havde spist vores morgenmad og samlet vores pakkenelliker, sagde vi pænt farvel til kromutter eller rettere til den unge kvinde, der sammen med hendes mor driver den gamle købmandsgård. Udover ferielejligheder er der også en gammel købmandsbutik og en bodega i bygningerne. De to kvinder driver det familieejede sted som hhv. 6. og 7. generation og stedet skal altså have mine varmeste anbefalinger med på vejen. Derfor indsætter jeg et link, hvor du kan læse mere om det skønne sted, med den spændende historie og måske finde inspiration til et godt sted at overnatte.

Forside Søllingsgaard (soellingsgaard.dk)

Lige så heldige var vi ikke med vores næste overnatningssted. Og det mener jeg nok kun fordi jeg sætter kæmpe stor pris på de unikke overnatningssteder, for stedet i sig selv var faktisk fint nok, en lækker og smagfuldt indrettet lejlighed, som ikke manglede noget som helst. Da jeg bookede overnatninger var jeg bare faldet for stedet af to grunde.

1. Havudsigten

Ja, ja man kunne da godt se en lille halv meters hav for enden af vejen, ud for den lille terrasse, hvis altså ikke naboen var på terrassen samtidig og dermed tog udsynet

2. 900 meter til nærmeste by, Allinge

Den korteste afstand vi kunne ramme var 3,4 kilometer, men jeg kunne jo bare have læst det med småt, hvor der stod at afstanden var målt i skønnet fugleflugtslinje (fedt begreb i øvrigt)

Vi brugte fem minutter på at være skuffede, tog en halv time på øjet og kørte ind mod Allinge for at finde noget aftensmad. På vejen til vores nye overnatningssted havde vi gjort et par stop. Først ved Stavehøl vandfaldet, som har et 7 meter højt, lodret fald hvilket gør det til Danmarks højeste uafbrudte fald. Man skal bare finde den rigtige formulering, så har man hurtigt Danmarks mest-alt-muligt. Det var et fint syn, men ikke det fineste jeg har set.

Til gengæld ventede der os et fantastisk syn på vores næste stop ved Helligdomsklipperne, hvor der er sindssygt smukt både set oppefra og nedefra. Gennem mange tusinde år har havet eroderet klippekysten og skabt dybe kløfter ind i fjeldet, som nu består af forrevne granitsøjler og stejle klippevægge med dybe gange og grotter, der til sammen går under betegnelsen Helligdomsklipperne. Vi prioriterede lidt i trappegangen, men valgte at gå helt ned i den sorte gryde.

Man kommer ned i kløften via en lang, stejl trappe. Her er der mulighed for at gå ind i en grotte som er ca. 60 meter dyb. Hvis altså ikke man har hørt historien om den bornholmske grotteedderkop, der bor i grottens yderste tredjedel og som efter sigende laver et æggespind, der hænger ned fra loftet, som små kinesiske lanterner. Men der er nu også noget helt særligt over at sidde med følelsen af at blive omfavnet af de store klipper uden for grotten, og igen kunne vi sidde og nyde oplevelsen som om vi var de eneste mennesker på øen. Ret vildt.

Fra Helligdomsklipperne gik vi til Døndalen, på udkig efter Danmarks højeste vandfald, som falder omkring 20 meter ned fra en klippevæg. Hvis Stavehøl vandfaldet ikke imponerede, så gjorde vandfaldet i Døndalen det til gengæld. Turen ind til vandfaldet er højest en kilometer lang, og vejen er forholdsvist let fremkommelig, så de fleste kan komme til oplevelsen. På denne årstid er skovbunden dækket af ramsløg, så velduftende at turen blev en oplevelse for flere sanser.

På aftentur i Hammer Fyr

Nå, men tilbage til Allinge og aftensmaden som vi var taget afsted for at hente. Det var en kølig aften og for tidligt på sæsonen til at sidde ude, og egentlig var vi ikke til pænt brug så vi droppede et restaurationsbesøg og handlede i stedet for ind til et par rugbrødsmadder vi kunne spise ”derhjemme”. Men først gik vi en kort tur rundt i den stille by, der om en månedstid bliver vendt på hovedet, når den skal danne ramme om det årlige folkemøde. Jeg har selv deltaget i folkemødet et par gange og det var sjovt at se byen uden menneskemylder, telte og boder og virvar alle vegne.

Da vi satte os i bilen for at køre tilbage til lejligheden, fik en hurtig indskydelse os til at køre mod nord i stedet for syd, dagen var efterhånden så fremskreden at den var ved at blive til nat og vi nærmede os derfor solnedgangstid. Jeg forestillede mig at man måske kunne være heldig at finde en smuk solnedgang i området omkring Hammershus. På vejen dertil mødte vi et skilt til Hammer Fyr, det måtte da ses. En kringlet og bakket vej, der gav associationer til de bjergveje vi kender fra turene sydpå, førte os op til det fineste fyrtårn. Det var dog en både kold og blæsende fornøjelse at gå rundt i området, så det var vi hurtigt færdige med. På vej tilbage til den varme bil gik vi igen forbi fyret. Et skilt på døren fortalte at der var åben og fri adgang til toppen af fyret, i tidsrummet fra kl. 10.00 til solnedgang, og eftersom solen endnu ikke var gået helt ned, måtte vi selvfølgelig op i fyrtårnet.

Det føltes lidt forbudt, dels at vi bare kunne gå ind uden at skulle betale entre og dels at vi var der helt alene i skumringen, men hold nu op hvor var det fantastisk at stå på toppen og nyde synet af dagens sidste solstråler. Smukkere punktum for endnu en god dag kunne man ikke ønske sig. Vi hviskede en lille tak. Også for at vores ferielejlighed ikke var en, man som sådan havde brug for at bruge aftnerne på.

Hammerknuden rundt

Med ny-opladede batterier kørte vi endnu engang mod nordspidsen af øen. Dagens første plan var at gå Hammerknuden rundt. En vandretur der flere steder beskrives som en af Danmarks smukkeste, men også som en af de mere kuperede man kan finde i den danske natur. Selve ruten er kun ca. 7 km. lang, men terrænet gør at man skal påregne at bruge 2-3 timer på at gå turen. Og det skal man, for der skal også være tid til at stoppe og nyde de mageløse udsigter som turen byder på.

Ruten skulle være smukkest hvis man går den fra Sandvig og i retningen mod uret, så det gjorde vi. Vi parkerede på den store p-plads man finder ved Sandvig Familie Camping og gik i gang, med at gå. Lynhurtigt får man et indblik i den spektakulære naturoplevelse der er i vente, når man på starten af ruten passerer Hammersøen. Herefter kommer der en længere passage hvor ens lårmuskler godt kan komme lidt i tvivl om det virkelig kan være anstrengelserne værd, men tvivlen forsvinder som dug for solen, når man står på toppen med et view udover både Hammersøen, Opalsøen og Østersøen. Uden at have set dem alle, så tror jeg ganske enkelt at det må være en af Danmarks allersmukkeste udsigter. Turen førte os også forbi absolutte seværdigheder, som Hammershus, Salomons kapel, Hammerodde Fyr (ikke at forveksle med Hammer Fyr, som jeg tidligere har omtalt). For slet ikke at nævne de smukke kystlinjer, klipperne og bjerggederne vi også fik glæde af på vejen.

Efter sådan et par timers vandring kan der jo godt snige sig en lille sult ind, den fik vi stillet med et besøg på Allinge Røgeri, maven måtte jo også godt mærke at vi var på Bornholm. Efter frokostpausen, kørte vi til Hammershus som vi hidtil kun havde set på afstand, nu skulle den berømte ruin, beliggende på en stejl klippeknude ses på nær hånd.

Hammershus er Nordeuropas største borgruin og et yndet turistmål for de mange der hvert år gæster Bornholm. En slags must-see. Det var også her Leonora Christine og hendes mand, Corfitz Ulfeldt sad fanget for landsforræderi, men den historie husker I nok fra historietimerne i skolen, så den vil jeg ikke uddybe yderligere her.

Vi ignorerede vores trætte ben og tog også turen rundt om ruinerne. Det viste sig at være en virkelig god beslutning. Turen rundt om Hammerhus fører nemlig ned til kysten, hvorfra man kan se de spektakulære klippeformationer kamelhovederne og løvehovedet i en helt fantastisk vinkel. Vejen dertil er lidt bøvlet, med en stejl og stenet skråning. Men da først vi sad der på stenen i vandkanten, mens bølgerne skyllede dramatiske skvulp ind over klippeformationerne, føltes det som den reneste naturmagi. Det var en vidunderlig oplevelse som jeg sent vil glemme.

Vang granitbrud og Jons Kapel

Så mange oplevelser og så var dagen ikke engang slut endnu, vi fortsatte derfor turen og kørte til Vang. Vang er et lille tidligere fiskerleje på Bornholms vestkyst, ca. 7 km sydvest for Allinge-Sandvig. Her finder man bl.a. restauranten, Le Port, som siges at have Bornholms bedste udsigt og mad i den bedste ende af gourmet-skalaen. Vi gemte besøget der til en anden god gang og nøjedes i stedet for med en kop eftermiddagskaffe på Café Misty, som bestemt også kan anbefales, både hvad angår beliggenhed og forplejning. Kaffen var god, men det var den hjemmebagte tærte i særdelshed også.

I Vang – eller i hvert fald lige ved siden af ligger der et gammelt granitbrud, som også var sat på ønskelisten over seværdigheder, bl.a. fordi der skulle være ret naturskønt i området. I mere end 100 år blev der brudt granit i området, og herfra blev der bl.a. leveret sten til Storebæltsbroen og til den store udbygning af København i 1900-tallet. Konkurrencen fra bl.a. Norge og Sverige blev med tiden for hård og satte i 1996 en stopper for industrien, men bornholmerne har en fantastisk evne til at udnytte naturens gang på en positiv måde. I dag er området et yndet sted for fugle og planen er at der med tiden skal opstå et fuglefjeld på klippesiderne.

I området finder man bl.a. Himalayaklippen, en lang klippeformation ved breden af et lille sø. Ikke et syn det minder en om, at man faktisk er i Danmark. På vores tur rundt i området stødte vi på et skilt der pegede i retningen af Jons Kapel, et andet ønskeliste-checkpoint, vi anede dog ikke at vi var kommet så tæt på denne seværdighed, men vi var nysgerrige nok til at fortsætte turen, uden at vide hvor langt vi skulle gå.

Da vi nåede frem til Jons Kapel overvejede vi i et splitsekund at gemme oplevelsen til et senere tidspunkt, ved synet af de mere end 100 trappetrin der fører ned til kapellet, men det blev ved overvejelsen. Heldigvis. Ifølge sagnet kom Jon til Bornholm for at gøre bornholmerne kristne, han slog sig ned i en grotte som blev besøgt at nysgerrige øboere og her prædikede han det kristne budskab fra en klippe som ligner en prædikestol. Der er mange gode grunde til at besøge stedet, og kan man ligesom os være så heldige at gøre det på en solbeskinnet eftermiddag, så vil det være alle anstrengelserne værd. Også når turen atter går opad.

Solnedgang ved Hellig Peder fiskeleje, Arnager Bro og Kultippen

Dagen var efterhånden godt brugt og solen var gået i gang med at kaste dagens sidste stråler af sig. Jeg havde læst mig til at man ved Hellig Peder fiskerleje skulle kunne være heldig at se den smukkeste solnedgang, som Bornholm kan byde på. Når man ankommer til det yderst charmerende lille sted bliver man mødt af en stor sten med teksten, JA! Det er Hellig Peder fiskeleje.

Den bornholmske natur er noget man deler, og man bliver virkelig ramt af den medmenneskelige hjertevarme, når de lokale har opstillet borde og bænke og et læskur, som man er velkommen til at bruge mens man nyder den unikke solnedgang og sin eventuelle medbragte mad. Endnu engang fik vi oplevelsen helt for os selv, som en gave for at besøge øen udenfor turistsæsonen. Vi havde taget ”aftensmad” med i form af to lokale øl og en pose chips. Det er hvad magiske momenter er lavet af. Får du muligheden, så er det virkelig en anbefalelsesværdig oplevelse udover det sædvanlige.

Da der ikke kunne vrides mere ud af dagen, kørte vi hjem og knaldede. Brikker. Med endnu en hel feriedag i vente. Den brugte vi på at køre en lidt længere tur, på tværs af øen. En lang tur på Bornholm tager ca. 30 minutter i bil. Ved Arnager skulle man kunne se Nordeuropas længste træbro over vand. Broen blev bygget fordi den oprindelige bådehavn i Arnager i lange perioder var ubrugelig grundet tilsandning. Lokale kræfter byggede derfor en ø-havn i revet ud for byen, og den kommer man til via den 200 meter lange træbro, som i 2019 er blevet fint restaureret og helt klart et besøg værd.

Derfra kørte vi til Kultippen syd for Hasle, et anderledes og måneskabslignende landskab, som er menneskeskabt af affaldsprodukter, som sand, ler og kulstøv fra dengang der var kulindustri i området. Det er svært at beskrive retfærdigt, men bestemt værd at se og et godt udgangspunkt for en god vandretur omkring de tre nærliggende søer, Pyritsøen, Safirsøen og Smaragdsøen. Tidligere blev det som nu er søområder, brugt til lerudgravninger til tegl- og klinkeproduktion, men i dag udgør de tre søer i Sorthat et smukt naturområde, med gode muligheder for fiskeri.

Vi bringer en advarsel

Vi sluttede dagen af med at køre til Gudhjem. Vi havde fortrudt at vi ikke kastede os i lag med den fiskebuffet man kan få på røgeriet, da vi tidligere på ugen var på besøg. Vejret var lunt nok til at vi kunne sidde udenfor og spise, så det gjorde vi selvfølgelig på terrassen i førstesals beliggenhed, med udsigt til havet. Efter første omgang i buffeten var det blevet tid til runde to og her gjorde vi os en erfaring, som jeg gerne vil dele i forundring over at der på stedet, ikke var opsat advarselsskilte mod det som skete.

Da vi havde rejst os fra bordet for at gå til buffeten, lod vi en tallerken stå med lidt rejeskaller på, ligesom vores kolde øl også stadig stod på bordet. Vi kom jo tilbage lige om lidt. Da vi var ca. 2 meter væk fra bordet, lød der pludselig et højt rabalder og skrig. Mågeskrig. Fire dumme, men formentlig sultne måger havde kastet sig ind i en slåskamp om de sølle rester, der fik tallerkner, bestik – OG ØL! til at flyve rundt om bordet. Ret kaotisk og til stor morskab for de øvrige gæster på røgeriet. Rådet herfra skal derfor lyde; forlad aldrig bordet på samme tid uden at tømme det først.

Vi trak aftenen og den efterhånden sidste rest af ferien ud ved at slentre en aftentur i den bakkede, men betagende by, hvor der rundt om ethvert hjørne venter et nyt idyllisk syn af hyggelige huse og smukke haver beliggende på klipperne. Vi fik endnu en smuk solnedgang som det fineste punktum for ferien der snart var slut, fra klipperne lige udenfor byen, med udsigt til havnen og byens røde tage.

Kongeligt farvel til Solskinsøen i Østersøen

Dagen derpå var der hjemrejse på programmet, men inden færgeafgangen fra Rønne, nåede vi et par rundkirke besøg og ikke mindst en gåtur rundt i Rønne by. Vi parkerede ved havnen, hvor vi blev mødt af synet af et meget, meget smukt skib. Det viste sig at være kongeskibet som i nattens mulm og mørket havde lagt til kaj. 30 sekunders internetsøgning senere, vidste vi at det var selveste kronprinsen der var ankommet til vands, for at indlede årets bukkejagt. En tradition han tilsyneladende har overtaget efter prins Henrik om at jagten indledes på Bornholm. Det var en skøn lille oplevelse at slutte en ret så fantastisk ferie af med.

Snip, snap, snude – så er denne eventur ude. En tur til Bornholm uden for sæsonen kan virkelig varmt anbefales, hvis man kan leve med at ikke alt er åbent og med at have mange af de naturskønne oplevelser for sig selv. Vi rejste hjem med en nyfødt drøm om at vores næste besøg på den vidunderlige ø, kommer til at blive en vandretur, hvor vi går hele kyststien på ca. 110 km rundt om øen. Nu må vi se. Forude er sommerferien inden for rækkevidde, og den kommer ikke til at gå til Bornholm, men hvor den så går hen kan du læse med om fra slutningen af juli….