Herunder finder du en samling af nyttige apps som jeg synes er gode at have med på turen. Udover gode apps til at finde overnatninger med, har jeg også et par forslag til andre apps som kan være gode at have med på farten, og nogen som mest bare er for sjov.
Kender du nogen apps der bør være med på listen, så send mig meget gerne et tip.
Overnatning
ADAC appen er en god hjælper når der skal findes overnatning. Jeg har lige downloadet version 2023, for 79 kr. og den er alle pengene værd. I søge funktionen kan man vælge mellem stellplatzer (overnatningssteder dedikeret til campere, typisk for en enkelt nat), og campingpladser. Og så kan man navigerer direkte til det udsete sted via navigations-indstillingen.
Vi finder oftest overnatninger fra dag til dag, men er man mere struktureret kan man mange steder reservere en plads på forhånd. På ”vores” måde er der en risiko for at man kan komme frem til en fyldt plads, men ofte kan man hurtigt finde en ny destination. Ved større byer som man gerne vil besøge, kan det dog være en fordel at booke på forhånd.
Vi kan bedst li at finde stellplatzer, fremfor campingpladser. Det er som regel billigere og indrettet til autocamperlivet, hvor folk ankommer og rejser hele døgnet. Vil man have lidt flere faciliteter, end bare strøm og vand, skal man vælge en campingplads.
Prisen for en overnatning kan være lige fra 0 – 5-600 kroner. På mange stellplatzer betaler man et par euro for strøm, og ca. 10-20 euro for at overnatte.
Sørg altid for at have kontanter. Mange steder er betalingen automatiseret, og sådanne automater vil gerne have cool cash.
Campercontact kan hentes gratis, men for 15 kr. kan man opgraderer til PRO-udgaven, som bl.a. giver mulighed for at gemme pladser man har forelsket sig i. Den er et godt supplement til andre apps, men jeg synes ikke den kan gøre det alene.
Stellplatz er også en gratis app, med knap så gode søgemuligheder, men den er også et fint supplement til de øvrige apps.
Park4night – god og stabil app, som kan købes for ca. 2 euro for en måned og ca. 10 euro for et år. App’en er en rigtig god hjælper når man leder efter fri-campings-muligheder. Derudover er den god til at finde almindelige parkeringspladser med plads til en autocamper, når der skal besøges byer og seværdigheder. Informationerne i app’en opdateres af brugerne, ligesom der er mulighed for at bedømme og kommentere på de forskellige pladser. Her kan man godt opleve at smag og behag, og ikke mindst behov er meget forskellige. Det som for nogen er den mest fantastiske overnatningsplads, er for andre det stik modsatte. Men heldigvis kan man jo bare køre videre, hvis ikke pladsen falder i ens smag.
Vi bruger denne app ret meget undervejs, selvom vi et par gange har oplevet at navigationen har drillet lidt. Den er især god når der ledes efter overnatning i den frie natur, hvis man ligesom os godt kan li’ at der er andre der har prøvet stedet af før.
Pintrip, for at bruge appen skal man være medlem og have tilsendt et klistermærke, som bevis for medlemskab. Tilgengæld får man så også adgang til ret unikke overnatningsmuligheder, primært hos private, men fælles er at mange af overnatningerne ikke er at finde andre steder. Jeg har brugt den i Danmark og det gav nogle gode oplevelser, men jeg vil nok mene at medlemsskab mest er for folk med egen vogn, som ofte er på tur.
På tur
YR.NO – god og rimelig pålidelig app, når vejrudsigten er vigtig. Det frie autocamper liv giver gode muligheder for at flytte på ferien, hvis vejrudsigten der hvor man er lover skidt vejr. Skal man fx. ud og vandre kan det jo være meget godt at vide om man skal slæbe en regnjakke med.
Vær generelt opmærksom på de lokale vejrforhold. Det er trist at komme tilbage til en camper der er drivvåd indeni, fordi man forlod den i solskinsvejr fra en skyfri himmel, og derfor har ladet tagvinduerne stået åben (har jeg hørt ;-)). I Italien kan de sommerlige thunderstorms fx. komme som lyn fra en klar himmel og kaster ofte ret store mængder regn eller hagl af sig. Heldigvis bliver vejret ofte ligeså hurtigt godt igen. Vi forlader stort set heller aldrig camperen med markisen slået ud, det er et skrøbeligt arrangement, som ikke så godt tåler alt for kraftig vind. Kommer der sådan en forbi, kan det være godt at være tilstede så man kan få rullet skyggen ind på plads.
REJSEKLAR – Udenrigsministeriets app, som holder dig opdateret med aktuelle rejsevejledninger. Den var især nyttig da corona-pandemien stod på sit højeste, men kan også bruges til at søge generelle rejseinformationer. Opholder du dig i et land der bliver udsat for en krisesituation, som f.eks. naturkatastrofer eller terror kan du tilmelde dig til danskerlisten så du får de informationer du har brug for i situationen. I 2021 brugte vi app’en til at holde os informerede om de forfærdelige oversvømmelser som især ramte Sydtyskland, så vi kunne styre udenom de værst ramte områder.
OVERSÆT og GOOGLE LENZ – nyttige apps, hvis det kniber med sprogforståelsen. Google Lenz lærte jeg først at kende sidste år. Det er simpelthen en genial opfindelse, hvis du fx. vil have oversat et menukort, så tager du blot et billede af kortet, og så oversættes teksten på menuen til dansk.
Vi er et par gange stødt på situationer hvor sprog og fagter ikke helt var nok, fx. i kommunikationen med en franskmand som ikke kunne et ord engelsk, ligesom vi kun kan et par få franske gloser. Her kan google oversæt hjælpe ved at indtaste det man gerne vil sige på dansk og derefter få det oversat til fransk.
Wikiloc – kræver medlemskab (mener jeg gav 30 kr. for et år). Tilgengæld er app’en genial når man leder efter en god vandre-, løbe, -eller cykelrute der hvor man er. App’ens informationer bliver til i fællesskab, og man kan også selv oprette ruter til gavn for andre i app’en.
Valutaregner – det har de fleste mobilos’er nok indbygget i forvejen, men uanset hvad kan den altid være rar at have ved hånden, især når man er i et land der ikke bruger euro.
Mest for sjov
Duolingo – en hyggelig underholdnings-app, som kan lære dig forskellige udenlandske gloser til husbehov, så du. fx. kender forskel på bonjour og bonsoir, eller ved at chien betyder hund på fransk.
Vivino – hvis du kan lide at købe vin på vinruterne, så kan denne app hjælpe med at finde ud af om du giver en fair pris, ligesom du kan læse anmeldelser af vinene. Oftest køber man vin til ca. halv pris, når man handler direkte hos producenten, så der kan være gode penge at spare.
iPlant – jeg har det med at forelske mig i blomster og planter på ferien, men de kan jo godt være lidt svære at købe med hjem. Denne app kan være en meget god hjælper til at identificerer blomster og planter, så man måske kan købe dem når man kommer hjem.
Lydbøger og podcasts – download med fordel det du gerne vil lytte til hjemmefra, det er ikke sikkert du møder så meget wi-fi på vejen. Og hvis du gerne vil have wi-fi, så tilbyder de fleste campingpladser det efterhånden.