SommerTur 2024
Af Heidi Juhl
Kalenderen sagde sommerferie, autocamperen var på vanlig vis booket og forude ventede 3 ugers evenTUR til ukendte destinationer i Europa, MEN så ringede Schleswig Wohnmobil, som vi lejer autocamper hos ….. forstil dig lige hvor ærgerligt historien kunne have fortsat! Tanken om at de alligevel ikke kunne stille en camper til rådighed var ihvertfald den første der strejfede mig.
Men de ringede nu bare for at spørge om vi kunne tænke os at hente camperen én dag tidligere, og hvem kan takke nej til en ekstra feriedag, og til at slippe for den obligatoriske heftige lørdags-ferie-trafik?
Aldrig før i historien er der blevet pakket så hurtigt til tre ugers ferie, og sådan startede endnu en uforglemmelig rejse, dennegang gennem Nordtyskland, Tjekkiet, Italien og tilbage til Danmark, med bagagen fyldt af flere gode ferieminder, som jeg vil dele med jer her.
Vandveje og djævlebroen
Vi fandt hurtigt ud af hvad det var vi havde glemt at pakke i skyndingen, nemlig varmt tøj nok til at blive i den nordlige del af Tyskland ret længe. Det fandt vi ud af da vi på turens første stop, gik morgentur ved Kielerkanalen, hvor vi havde overnattet. Den 98 km lange kanal, som forbinder Nordsøen og Østersøen, og som sparer sømændene for de 519 km/ 280 sømil det ville have kostet at sejle nord om Jylland, er ikke et specielt eksotisk sted at overnatte, men der er nu noget fascinerende over at se trafikken af kæmpe store containerskibe, der glider gennem landskabet for at skyde genvej via den kunstigt anlagt kanal.
Vi besluttede at fortsætte turen i sydgående retning indtil temperaturen passede til det medbragte sommertøj. Da termometeret viste 24 grader var det passende at stoppe, så det gjorde vi i den lille, charmerende by Lübbenau i Spreewald. Her kunne vi både få de obligatoriske wienerschnitzler som hvert år markerer turstarten, og en fantastisk oplevelse på aftenens gåtur til landsbydelen Lehde. Det var næsten som at bevæge sig ind i et afsnit af “Bonderøven” på Tysk, da mange af byens ca. 130 indbyggere har indrettet deres liv på en måde, hvor de gamle metoder til at drive landbrug stadig anvendes.
I Venedig har de gondoler, og i Lehde har de “kahn’s” som alting, lige fra indkøb til brandvæsen transporteres rundt i. For i stedet for gader har byen kanaler, og langt de fleste huse har facaden vendt ud mod vandvejene, hvilket giver en meget idyllisk stemning. Byen var så fin at vi både gik en aften-, og en morgentur der, før vi kørte videre mod flere eventyrlige oplevelser.
Da vejen gik forbi Gablenz, tæt ved den polske grænse, var vi nødt til at stoppe for at se om det denne gang kunne lykkes at få et lidt pænere billede end det jeg tog, da vi for nogle år siden var der sidst. I Gablenz ligger nemlig den spektakulære Rakoutzebrücke, også kendt som The Devil’s bridge. Der er mange røverhistorier om broen, en af dem handler om at broen blev bygget med hjælp fra djævlen. Prisen for arbejdet skulle være det første liv der passerede broen. For at snyde djævlen blev der sendt en ged over. Om det er sandt må stå hen i det uvisse, men det er ihvertfald rigtigt at broen er vanvittigt smuk, når ikke søen er tømt for vand, som den var sidst vi var der.
Sagnomspundne broer og magiske bjergkløfter i bonus
Uden at det var planlagt på forhånd blev særprægede broer et tema for de kommende dage, og den næste spektakulære bro fandt vi i det naturskønne klippelandskab ved Sächsische Schweiz, på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet hvor Bastei Brücke ligger. At området tiltrækker turister og landskabsmalere i massevis er let at forstå. Det er et ubeskriveligt smukt skue der møder en på toppen, ca. 300 meter over havets overflade, og det er hver en sveddråbe på panden værd at bevæge sig derop.
På vej retur til den parkerede camper, mødte vi et skilt hvor der stod “Schwedenlöcher 5 min.” Fem minutter er jo ingenting, og intetanende om hvad der ventede os besluttede vi at tage den lille omvej for at se hvad Schwedenlöcher var for noget, inden vi sluttede dagens tur helt. Det vidste sig at være en både god, og dårlig beslutning. God fordi det var en virkelig smuk tur ned i det der viste sig at være en kløft, med virkeligt velanlagte stier. Dårlig, fordi der var 777 trappetrin ned. Og op! Til sammenligning er der 497 trapper ved Møns Klint. Hvordan man er nået frem til et tidsestimat på 5 min. er lidt uklart for mig, men er man på de kanter, og orker benene mere, så er det bestemt også anstrengelserne værd.
Vi hvilede vores trætte stænger i Pirna, indlogeret på toppen af byen, med byens slot som nabo. Det lyder pænere end det var, for ret beset holdte vi i en baggård til noget wellness-halløj. Benene blev atter sat på en prøve, da vi gik den stejle vej ned til byen for at spise, men tilgengæld var både maden og de to store fadøl der fulgte med nok forbrændt da vi ramte køjen.
Pirna var et godt udgangspunkt for at fuldende bro-triologien. Vi startede med en virkelig flot køretur langs Elben, indtil vi krydsede den Tjekkiske grænse, og fortsatte mod Hrensko. Her ventede endnu en dag i opadstigende slidsom gang, denne gang for at blive belønnet med synet af Pravcická Brána, broen som for nogen måske er kendt som den der er med i Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. Et fuldstændigt mageløst view, og havde det ikke været for de mange bier der også var yderst begejstrede for stedet, ville jeg mene at det må været et af verdens bedst-beliggende traktørsteder man finder der på toppen af klipperne.
Det var en virkelig god oplevelse, som endnu engang understreger at Tjekkiet er et pragtfuldt rejseland fyldt med overraskende gode oplevelser, vi blev derfor enige om at bruge nogen flere dage på at udforske det måske lidt oversete land. Vi overnattede i Huntírov på en dejlig campingplads med søudsigt og godt vejr til at grille og aftenhygge under markisen.
Lidice-massakren og Karlstejn-slottet
Det næste Tjekkiske eventyr var slet ikke så eventyrligt endda. Faktisk nærmere tværtimod. I landsbyen Lidice nordvest for Prag, fandt Lidice-massakren sted den 10. juni 1942. Små 14 dage forinden var den tyske rigsprotektor, Reinhard Heydrich blevet dræbt af modstandsbevægelsen i Prag. Tyskerne mente fejlagtigt at gerningsmændende kom fra den lille Tjekkiske by Lidice, og på tragisk vis kom hele byen til at betale den ultimative pris som hævn for mordet.
På dagen for massakren blev byens kvinder og børn samlet i kirken, hvorefter samtlige af byens mænd blev likvideret. Kvinderne blev sendt i koncentrationslejr, mens 82 af byens børn senere blev slået ihjel i et rullende gaskammer. Kun de allermindste børn overlevede, da de blev sendt til Tyskland for at blive adopteret af tyske barnløse familier. Efterfølgende blev byen sprængt i luften, og mere eller mindre jævnet med jorden.
I årene efter krigen blev der etableret en “ny Lidice” i området, mens resterne af den bortsprængte by i dag står som en mindelund for de sagesløse ofre. Her stoppede vi, for her kan man bl.a. se billedhuggeren, Marie Uchytilovás smukke og meget, meget meget rørende monument af de 82 børn, genskabt i bronze ud fra fotografier og beskrivelser fra overlevende familiemedlemmer. Det smukke monument, skabt til at ære de børn, som aldrig fik chancen for at leve et liv, er en virkelig bevægende oplevelse at se og underbygger blot min manglende forståelse for krig.
Næste stop var til gengæld i den eventyrlige kategori. Bogstaveligt talt, for ingen eventyr uden et slot vel? Og heller ingen eventyr uden en lille løgnhistore, for ret beset er slottet nok nærmere en middelalderborg, men at det ligger og troner majestætisk på toppen af klippeknold, er ganske vist.
Vi kunne overnatte på en lille hyggelig, og lettere primitiv campingplads i nærheden, og derfor kunne vi også bruge næste formiddag på at jagte den perfekte vinkel til fotografering af borgen. Det kostede en stejl morgentur til toppen af bakken modsat slottet, men fotografen blev virkelig glad da vi fandt det helt rigtige view, uden at møde andre mennesker på vores vej, (da først jeg var kommet mig over de mistænkelige vildsvine-spor vi så flere steder i skoven på vej til toppen).
Cesky Krumlov
For nogen år siden da vi var afsted på en efterårsferie, mødte vi en tysker på et værtshus, som introducerede os for en lille Tjekkisk perle, som vi faldt pladask for. Ceský Krumlov hedder den lille provinsby i det sydlige Tjekkiet, og med lidt god vilje, lå den som et perfekt stop på vores vej videre sydpå.
Omgivet af Vltava-floden, og for foden af klipper ligger den postkortromatiske by med smalle brostensbelagte gader, smukke gamle huse med fine og kulørte facader. Byen har sågar et slot, som er blandt Europas største, og med egen bjørnegrav, hvor der siden 1700-tallet har boet brune bjørne.
Vi var ligeså betagede af byen denne gang, som den første gang vi besøgte den, og derfor brugte vi også både aftenen, og en stor del af dagen efter på at slentre rundt i de små gader, og på at spise god (solid) tjekkisk mad, drikke morgenkaffe, og lade os underholde af de mange der bruger floden til at river-rafte, nogen med bedre held end andre. Særligt de som havde valgt en kano til turen, var blandt de uheldige – umiddelbart vil jeg vurdere at mindre end hver 10’ende havde held til at blive i kanoen ned af de værste “vandfald”. Det par i pænt sportstøj, med den filmende frue forrest i kanoen var ingen undtagelse.
Da vi havde brugt de sidste tjekkiske korunaer på noget nips til hjemmet, som jeg ikke kunne undvære, (bonusinfo: tjekkerne bruger stadig kontanter som det primære betalingsmiddel mange steder), satte vi kurs mod feriens næste etape.
Efter en smuk køretur gennem Østrig, og en knap så eksotisk overnatning på en rasteplads, landende vi i Paradis aka campingpladsen “Isola Del Paradiso”, som lå placeret på sin egen lille ø ved Grado i den nordøstlige del af Italien.
Man kommer dertil via en vejbro, og der findes intet andet på øen end campingpladsen med så god en beliggenhed, at det nærmest er umuligt ikke at få vandudsigt. Da vi landede viste termometeret 36 grader, så vi kunne “desværre” ikke rigtigt lave andet end at sidde musestille, og nyde den skønne udsigt, indtil den smukke blå himmel henunder aftenen gradvis blev udskiftet først med grå, og senere kulsorte skyer. Og da en fjern rumlen blev til lyn, torden, vilde vindstød og skybrud lige over os, som kun de Italienske vejrguder kan levere det trak vi indenfor, efter at have hjulpet et par telt-turister med at få styr på deres flyvende løsdele.
Vildtfarende luftmadrasser og store grene fløj rundt i luften omkring os, mens regnen trommede så hårdt på camperens tag at det var umuligt at føre en samtale. Men i det mindste sad vi trygt og sikkert inden døre, mens telt-campisterne måtte søge i ly i deres biler, med udsigt til nedlagte (og formentlig ødelagte telte/ferier). Det blev ikke til mange timers søvn den nat, da det vilde vejr først stilnede af hen under morgenen, og da vi endelig faldt i søvn, ringede vækkeuret fordi det var tid til afgang mod Venedig Lufthavn, hvor vi havde en aftale med to feriebørn der ankom med morgenfly fra Danmark.
Da vi havde fået Victor og Signe (min søn og hans søde kæreste) installeret i vognen, trillede vi i sydgående retning på en slags Tour-the-best-of-Italy. Første stop tog vi ved Po-deltaet, hvor vi mødte en smuk flok flamingoer, der havde slået sig ned for at provianterer krebsdyr i det sumpede vand.
Det er altså et særligt syn at møde sådan en flok som vi jo ihverfald aldrig ser derhjemme, med mindre vi er i zoo.
Vi overnattede ved Comacchio, den sødeste lille, idylliske by som nogen måske kender som lille Venedig, men med den meget store forskel at der ikke er nær så mange turister. Byen ligger på en masse små øer, som giver de romantiske kanalsystemer. Kan man leve uden gondoler, overpriser og turister i massevis, så kan byen virkelig anbefales som et skønt alternativ til en af verdens største turistmagneter.
Ny dag, nye oplevelser. Næste stop Assisi. Hvis der er nogen virkeligt trofaste læsere med på linjen, vil I måske snart opdage af vi rammer flere steder vi har været før, men sidst vi var i Assisi glemte jeg to ting.
Et: jeg glemte at tage min telefon (og dermed mit kamera) med på bytur, så jeg fik ingen billeder, og når man nu godt kan li at fotografere så er det jo en skam. Det fik vi rodet bod på, da vi brugte aftenen, og solnedgangs-timerne i den religiøse by, hvor den hellige Frans af Assisi, grundlæggeren af Franciskanerordenen, kommer fra. Francesco-katedralen som er byens største vartegn, har så stor en kulturel og religiøs værdi at det kun er Vatikanstaten der er vigtigere for katolikkerne. I de små, smalle gader møder man derfor også munke, nonner og pilgrimme, og souvenirbutikkerne bugner af religiøse nipsgenstande, man godt kan leve uden.
Den anden ting vi “glemte” sidst vi var her, var at stå tidligt op for at lytte til nonnernes morgensang i Santa Chiara-kirken. Assisi ligger på en bakketop, og over den bakketop var vi indlogeret på en virkelig skøn campingplads, så der ventede os en temmeligt stejl morgen-gåtur, da vi kl. 6.00 startede den 45 min. lange tur ind til kirken, hvor clarisser-nonnerne bor (og i øvrigt aldrig forlader klosteret).
Hver morgen kl. 6.45 lovpriser de gud med deres skønne morgensang. Efterfølgende er der morgen-messe, og vi skulle selvfølgelig have det hele med, så vi blev siddende på bagerste række og fulgte med i ritualerne. Ihvertfald ind til kirketjeneren lagde an til at samle penge ind for morgenens forestilling. Vi var kommet afsted uden penge på lommen, så vi listede ligeså stille ud af kirken inden han nåede til vores rækker.
Efter morgenmaden brugte vi en times tid på kørsel gennem det smukke Umbrien, som med god grund bliver kaldt for Italiens grønne hjerte. Det er et ubegribeligt smukt og frodigt landskab, med krystalblå floder, snoede veje og eventyrlige middelalderbyer på stribe, som kan gøre enhver køretur til en storslået oplevelse i sig selv.
En storslået oplevelse var også hvad der ventede os udenfor Terni, hvor romerne for mere end 2000 år siden skabte det som den dag i dag, er verdens højeste menneskeskabte vandfald. 3 stk. er der i alt, og deres samlede højde er 165 meter. Oprindeligt blev de etableret for at dræne højlandet omkring byen Rieti, da man mente at vandet fra Velinofloden gjorde indbyggerne syge af malaria. Det skabte dog en stribe nye problemer med oversvømmelser i området, indtil man fandt løsningen med vandfaldene. I slutningen af 1800-tallet fandt man endda ud af at udnytte vandkraften til at lave elektricitet. I dag løber vandet alene til ære for turister, men uanset den manglende naturlighed, så er det et vanvittigt smukt syn, når der et par gange i løbet af dagen tændes for vandet i det imponerende skue.
Som om vi ikke havde fået fantastiske oplevelser nok for en dag, så ventede der os endnu én da vi kom frem til nattens lejrplads. Lige ned til Lago di Corbara fandt vi det, som må betegnes som en af de smukkest beliggende autocamperpladser vi endnu har fundet. Fra landevejen bliver man mødt af en lille, lidt lurvet restaurant og bar ude midt i ingenting. Ved første øjekast ligner stedet bestemt ikke noget særligt, men til gengæld blev vi modtaget af et meget sødt og imødekommende ægtepar og deres medhjælper. Deres engelskkundskaber var omtrent på niveau med vores italiske, men med fagter og god vilje kommer man langt, og kort efter at vi havde spurgt om der var plads til os for en nat, hoppede “chefen” op på sin lille blå Vespa og guidede os ned i deres baghave, som lå naturskønt med udsigt til søen. Vi blev anvist en skyggefuld plads under en kæmpestor palme, og var dermed den tredje camper der havde fundet denne smukke plet på jorden denne aften. Jeg smilede i mit stille sind, mens jeg tænkte at Belinda Carlisle har ret, når hun synger Heaven is a place on earth.
Udover turens bedste overnatning, fik vi måske også turens bedste måltid mad, og (lokal) vin ikke at forglemme. Den lille, meget lokale restaurant havde den vildeste udsigt over søen, og behøvede derfor ikke yderligere nips og æstetiske opsætninger for at gøre stedet til noget særligt. Mama’en som få timer forinden tog imod os i baren, havde nu taget forklæde på, og var gået i køkkenet for at lave mad til os. Og hvilket et måltid. Hjemmelavet pasta med friske sorte trøfler, frisk melon, lokal parmaskinke, hjemmelavet tiramisu og et par espressoer, så var vi klar til at nyde en lun aften under markisen, med følelsen af endnu engang at have vundet i ferie-lotteriet.
Der er altid en god grund til at køre videre, nye oplevelser venter jo forude, men lige præcis her var det som om at grundene til at blive vejede tungere. Det afgørende argument blev den skønne pool, der hører til stedet, og som vi havde for os selv. Udsigten fra poolen er normalt sådan en man kun finder på femstjerne hoteller, så den var svær at slippe.
En anden god, men mindre eksotisk grund til at blive en ekstra dag på det skønne, paradisiske spot var at Victor desværre havde scoret en maveinfektion. Hans højeste ferieønske var derfor at afstanden til et mere civiliseret toilet, end det vi kan mønstre i autocamperen, gerne måtte være kort.
Mens Victor gennemlevede en lidelseshistorie med feber og opkast, nød vi andre solen, udsigten og stilheden indtil patienten igen var på højkant og klar til nye oplevelser. Ironisk nok blev første stop herefter “den døende by”, Civita de Bargnoregio.
Min drøm om at rejse rundt og se hele Europa i en autocamper blev skabt, da jeg var 10-12 år gammel og modtog et postkort fra min ven som var på ferie med sin familie ved Mont Saint Michel. Billedet af det smukke kloster på tidevands-øen i Normandiet printede sig fast på nethinden. Hvis postkortet havde været fra Civita di Bagnoregio, er jeg sikker på at drømmen ville have været den samme.
Byen ligger så imponerede på en bakketop af bløde tufsten, at man næsten taber underkæben når man møder den. Engang var Civita di Bagnoregio en stor by, men den har haft en hård skæbne. Manglende vedligehold af vandtilstrømningen har udsat byen for flere jordskred, og gennem tiden har flere jordskælv også ramt området, for ikke at nævne det bombeangreb byen var udsat for under 2. verdenskrig. Det betyder at byens indbyggertal i dag er reduceret til kun at omfatte 9 faste beboere. Den eneste vej der fører til byen går via en stejl stenbelagt gangbro, alt for smal til biler. Men en lille tuk-tuk bringer dagligt varer op til byens beboere, og til de små hyggelige restauranter der byder turister velkomne. Det er næsten et must at besøge byen hvis man er på de kanter, og man skal ikke lade sig snyde når man ankommer og ikke kan få øje på bakketoppe-synet, før man har gået et par kilometer gennem den nye bydel som ligger i mere fladt terræn. Jeg garanterer at det er umagen værd, og begge gange vi har besøgt byen har den faktisk ikke været overrendt af turister, det tæller bestemt også på plussiden. Det koster et par euro til byens vedligehold at passerer broen der fører til toppen, men det er kun rimeligt og måske nødvendigt.
Det krævede kun en kort køretur at komme fra den døende by til den noget mere livlige Orvieto, en mageløs middelalderby som også ligger højtbeliggende på en klippetop. Engang var det smart, for beliggenheden betød at det var nemt at forsvarer byen mod angreb, da det var let at overskue det omkringliggende landskab og se om fjenden var på vej deroppe fra toppen.
Hvad der også er smart er at der i bunden af byen er en hel by – under byen! I de bløde vulkanske tuf-klipper har mennesker igennem 3000 år udgravet huler, brønde og gangsystemer. De mere end 1200 huler man har fundet er gennem tiden blevet brugt til alt lige fra opbevaring af dyr, fugleopdræt, produktion af olivenolie og vin, til beskyttelsesrum under krige. I dag er de fleste huler privatejede, og de som ejer en hule bruger den typisk til opbevaring som et hvert andet kælderrum, men nok ikke til ting man skal have fat i på daglig basis. Man skal nemlig via en meget stejl kældertrappe, som kan være op til 65 meter lang, for at komme ned til sine ting.
Det er muligt at besøge nogen af hulerne, og få et godt indtryk af “byen under byen” på en guidet tur, og det kan mere end varmt anbefales hvis man er på de kanter. Ikke kun fordi temperaturen i grotterne er behagelig på en stegende varm sommerdag, men også fordi det er en kæmpe oplevelse at få indsigt i de spektakulære anordninger. (Bonusinfo: Hvis man som os, har hund med er de også velkomne).
Næste mission var til den nemme side. Victors tomme mave krævede pizza (det skal man jo også ligesom have i Italien), og vi skulle finde et sted at overnatte. Valget faldt på Bolsena-søen hvor vi både kunne spise godt, og sove godt. Og ovenikøbet gav det også et godt udgangspunkt for næste dags oplevelser, som var (endnu) en af de helt store.
I den syd-toscanske landsby Saturina findes der de vildeste termiske bade. Normalt på disse kanter, går man jo i vandet for at blive afkølet, men det er ikke muligt her, for vandet fra de varme kilder har en temperatur på 37 grader. Cascate del Mulino, som den smukke, naturlige kalkstens pool hedder har fri adgang, men hvis man absolut gerne vil bruge penge i området, så er der både en snackbar og mulighed for at købe et bad, hvor man kan få skyllet det svovlholdige vand af sig.
Da vi var færdige med at bade, et af de eneste steder på jorden der kunne gøre mig til vinterbader, kørte vi til San Gimignano, den vidunderlige middelalderby som bliver kaldt for middelalderens Manhattan. Engang lå byen på den vigtige handelsrute mellem Centraleuropa og Rom, og tjente styrtende med penge. Dengang kunne man jo ikke købe en Ferrari som symbol på rigdom, så i stedet byggede de rige købmænd tårne for at prale med deres mange penge.
Da byens velmagt var på sit højeste, var der mere end 60 tårne i byen. I dag er der kun omkring 15, men de troner flot op i landskabet når man nærmere sig den 650 år gamle by. Byens beliggenhed er eminent. Da vi gik fra campingpladsen ind til byen for at spise, fik vi alt det bedste af Toscana i et samlet view, frodige marker med olivenlunde, vinmarker, bakkedale og ikke mindst det specielle lys der kommer over himlen, i timerne omkring solnedgang.
Vi sluttede vores aften med verdens bedste is, ikke kun efter vores mening, men også efter de udmærkelser det lille Gelateria Dondoli har modtaget. Men det manglede vel også bare, når nu ejeren har vundet verdensmesterskaberne i isproduktion flere gange.
Næste morgen sprang vi morgenmaden over, og satte tidlig kurs mod en speeddate med “The best of Firenze”. Vi kunne starte med at sætte et tjektegn ved noget af det man SKAL se når man er i Firenze, da vi parkerede på selve Michelangelo-pladsen. Ubetinget den smukkeste parkeringsplads jeg nogensinde har holdt på, med den vildeste udsigt over byen, og til den utroligt imponerende domkirke, II Duomo di Firenze.
På vores vej ned til byen krydsende vi et af byens absolutte vartegn, den gamle bro, Ponte Vecchio, som ligger så smukt over Arno-floden. De pastelfarvede huse, der er bygget på broens yderside, gør den yderst seværdig fra alle sider og kanter. Inde på selve broen får man følelsen af at være landet på strøget midt i januarudsalget. Broen er én lang handelsgade, og har altid været det. I gamle dage var det alt lige fra slagtere til smede der solgte varer på broen, men da de brugte floden som affaldsplads, blev den slags forretning forbudt. I stedet flyttede guldsmedene ind, og det er dem man finder på broen den dag i dag. I massevis.
Da vi havde spist frokost og set os lidt om i den sprælske by, der emmer af turistliv, lange køer, gadesælgere, men også af masser af kunst, kultur og historie, vendte vi tilbage til camperen, og desværre også til turens sidste stop for feriebørnenes vedkommende. Senere på dagen ventede en flyver på at tage dem hjem til Danmark, så vi satte endnu engang kursen mod Marco Polo Lufthavnen i Venedig. Da vi havde vinket farvel, med en lille tåre i øjenkrogen over at det vidunderlige selskab ikke skulle med videre, var dagens sidste mission at finde et overnatningssted. Eneste krav var at vi skulle kunne få vasket noget tøj.
Det lykkedes ret godt. På en skøn lille plet i Tarzo ved Veneto, kunne vi sidde og nyde udsigten til både sø og bjerge, mens vaskemaskinen snurrede, og sørgede for rent tøj til resten af turen.
Vi startede den tredje ferieuge ud i det som efter min mening må være verdens smukkeste bjerge. Vores første stop i Dolemitterne var ved den virkeligt fotogene Lago del Carezza eller Karersee, kært barn har mange navne, og i Dolemitterne har mange steder op til tre navne. Et på tysk, et på italiensk og nogen gange også et på det lokale sprog, landinsk. Årsagen er at området, efter 1. verdenskrig blev annekteret fra Østrig, hvorefter de oprindelige stednavne blev oversat til Italiensk. Det kan godt blive lidt forvirrende at navigerer rundt i, men vi fandt den fine sø. Ligesom massevis af andre turister, og ærligt så tager det altså lidt af charmen, når de store turistbusser ankommer og sætter menneskemængder af til et hastigt foto-stop. Men skønheden kan man ikke tage fra søen. Den er virkelig smuk, både IRL og på billeder.
Vi overnattede i bjergene, tæt på søen. Det er noget helt særligt over at lave aftensmad med udsigt til de omkringliggende bjergtoppe, også selvom temperaturen falder så meget om aftenen at vi måtte have de langærmede trøjer i brug. 8 grader nåede temperaturen ned på i nattens løb, det føles lidt uvant for en sommernat.
Da vi vågnede tog vi os endnu en lille stund ved søen, som var knap så velbesøgt i morgentimerne, inden turen gik videre til Seis i det sydlige Tyrol. Der skulle min højdeskræk udsættes for en af de traditionelle ferieudfordringer, da vi tog svævebanen op til vandring på Seiser Alm, Europas største sæterområde.
Ida blev også lidt udfordret, da hunde godt må komme med i svævebanen, men kun iført en mundkurv. Sådan én kunne vi købe for 6 euro. Hun lignede ikke en der synes at det var den fedeste feriegave at få, men hun kom hurtigt tilbage i vanligt hopla, da vi begav os ud på den smukkeste gåtur, via den 9 km lange Puflatsch Panoramatur. Wow for en tur i mere end 2 kilometers højde! Turen var i sig selv ikke særligt krævende, så det er en nem måde at få en tur i højderne på, vi var blevet anbefalet at gå rundturen i retningen mod uret, da det gav de færreste stigninger. I hvert fald endte det med en næsten flad tur på stien rundt på plateauet, hvor vi blev forkælet med virkeligt spektakulære udsigter over Alpe di Siusi og de omkringliggende bjerge. Vi rundede turen af med en frokost på et af de klassikske traktørsteder, mens vi sad i ly for den eneste lille byge der ramte vores tur.
Dagen derpå var på forhånd dedikeret til endnu en vandredag, og et af mine helt store ferieønsker. Tre Cime / Drei Zinnen, måske de mest beundrede bjerge i Dolemitterne. De ca. 500 meter høje og lodrette tinder, der står side om side i et par kilometers højde er så imponerende at vandre omkring. Det ved jeg fordi vi gjorde det for nogen år siden, og lige siden har ønsket mig at gøre det igen.
Skuffelsen var derfor enorm da vi nærmede os området, og konstaterede at ALLE p-pladser var fuldt ud optaget og lidt til. ALLE turister i området havde åbenbart samme plan for dagen som os.
Indrømmet så var jeg ikke den bedste udgave af mig selv, da jeg med nedadvendte mundviger indså at vi måtte finde en plan B til dagens program. Smilet kom dog hurtigt retur da vi omkring Cortina fandt en p-plads med plads til os, og med skilte til diverse vandreruter. Uden at ane noget om hvad der ventede os, snørrede vi vandreskoene og gik mod skiltene til Refugie Faloria som lå 4 km væk, det så ud som vi kunne få en frokost der, og så fik vi samtidig lidt vandring i bjergene som planlagt.
Det viste sig at blive en ekstremt fed, og hård tur. 4 kilometer er jo ikke så meget, men når der er 500 højdemeter inkluderet i en ujævnt terræn, så kan det godt mærkes i stængerne efterfølgende. Og vi skulle jo ligesom også ned igen. Turen startede i frodig skov, med små bække og et væld af forskelligfarvede små blomster i skovbunden. Efterhånden som vi nåede trætop-højde, åbenbarede der sig et en verden af bjergtoppe, der tog sig så flot ud under den blå himmel. På toppen fik vi udsigt over Cortina, et af Europas mest eksklusive skisportsområder. OG vi erfarede at der var en noget nemmere vej op til toppen end den vi havde valgt, da en direkte kabelbane førte frokostgæster op og ned, direkte fra centrum af Cortina.
Vi fik en velfortjent frokost, og et lille hvil inden vi tog en afstikker til dagens store overraskelse, på vores uplanlagte tur. En lille ekstra rundtur oppe på toppen af bjerget, på små 20 min. førte os ud til det punkt, som i 1993 var location for optagelserne af “Cliffhanger”, den legendariske film med Sylvester Stallone i hovedrollen. Det var helt klart omvejen værd, også selvom der ventede en stejl nedtur foran os.
Helt høje på en fed tur, hvor vi ikke mødte mange mennesker på vores vej, hverken op eller ned, og tilbage i camperen var det tid til at lægge planer for næste stop. Det fornuftige valg havde været at påbegynde turen nord på, men drømmen om Drei Zinnen var ikke helt slukket. Vi besluttede derfor at lægge vejen forbi foden af bjerget igen, for at se om der var blevet bedre plads.
Det viste sig at være er suverænt godt valg, for der sidst på eftermiddagen strøg vi ganske enkelt lige op ad bjerget hvor drømme-vandre-eventuren starter, og fandt en perfekt plads hvor vi kunne overnatte med udsigt til de ikoniske bjerge. Det var så vildt at se solen gå ned deroppe fra, men næsten endnu vildere at vågne og opdage at det hele ikke bare var en drøm.
Der er tre grunde der kan få mig til at sætte vækkeuret i ferien:
1. Unge mennesker der skal hentes i en lufthavn
2. Nonnernes morgensang i Asissi
3. Morgenvandring i Dolemitterne
Vi havde sat uret til at ringe ved solopgang, da planen var at dele dagens vandreplan i to dele. Første tur gik til Cadini di Misurina, det mest spektakulære udsigtspunkt jeg nogensiden har set.
Lidt vand i øjnene, en hurtig skålfuld yoghurt, på med vandreskoene og afsted med os. Eller rettere, for mit vedkommende, på med et par sneakers. Dagen før var grundlaget for en lille vabel blevet skabt på min hæl, og derfor valgte jeg at skifte fodtøjs-strategi til morgenturen for at afværge udviklingen.
Gode ideer kommer til mig indimellem, men sko-skifte-ideen var ikke én af dem. Allerede på morgenens første nedstigning blev benene fejet væk under mig. Bogstaveligt talt og det skyldtes ikke den storslåede skønhed vi blev mødt af, men derimod de rullende klippesten under mine fødder. Da det skete igen lidt senere, blev resten af den nedadgående del af turen, foretaget med meget forsigtige skridt, der tidsmæssigt gjorde turen lidt længere end de fleste ville kunne gøre det på. Alt i alt brugte vi 2,5 time på turen, hvor vi kun mødte få andre early-birds, og det inkluderede god tid til at nyde oplevelsen undervejs.
Bortset fra den morgen jeg fødte Victor, tror jeg det er den smukkeste morgen jeg har oplevet i mit liv. Det var så magisk at gå oppe over morgen-skyerne, mens solen stod op, og at stå derude på spidsen af Cadini di Misurina med skælvende ben og mærke livet. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. Ligesom jeg heller ikke vil glemme vandresko, hvis jeg skulle få chancen for at gøre det igen.
Tilbage i camperen var det tid til morgenkaffe, og en klapsammen inden næste vandretur. Med min nylige erfaring om at et par sneaks er no-go til bjergvandring, besluttede jeg mig for at snørre vandreskoene, også selvom Jens med bekymret mine spurgte om jeg var sikker på at det nu gik, under henvisning til føromtalte baby-vabel. Man skal passe på med at nævne den ultimative pris man vil betale for noget i en forhandling, for det kan jo ende med at blive den pris man må betale. Jeg sagde at jeg ville betale med en blodvabel for at få den vandretur der ventede os, og det blev også den nøjagtige pris oplevelsen kostede. Det på trods, var turen præcis lige så vanvittigt smuk som jeg huskede den, omend måske en smule mere hård, men det skyldes nok at vi denne gang havde Ida med, og at hendes små ben blev så trætte at hun måtte bæres i rygsækken en stor del af turen. Det havde hun det tilgengæld mægtigt fornøjeligt med, måske på grund af alle de smil hun fik på vejen.
Da vi var færdige, som i helt færdige med at vandre, gav mit Apple-Watch en melding om at jeg træner for hårdt. Og så i ferien! Behovet for restitution blev dog nemt nok at imødekomme, dels fordi de næste dage alligevel skulle foregå i sandaler, men også med en del kørsel for at indhente de kilometer vi ikke fik kørt, da vi prioriterede en ekstra dag i bjergene.
Trods køredagene blev der alligevel plads til nogen gode hjemvejs-oplevelser i Tyskland, som jo er en skattekiste fyldt af dejlige byer hvis bare man finder dem. Og det gjorde vi. På den Romantische Straße ligger fx. den seværdige Dinkelsbühl. Vi kunne campere ca. 1,5 kilometer fra den gamle bydel, og ærligt så troede jeg at vi havde trukket en nitte i ferie-lotteriet, da vi begav os mod byen for at finde et sted at spise. Flere tidsskrifter og rejseskribenter omtaler byen som én af Tysklands smukkeste byer, så forventningerne var høje, men det var godt nok svært at få øje på skønheden da vi gik ind mod byen, gennem det forsømte forstadskvarter, der kunne få selv et fad med leverpostejsmadder til at se indbydende ud. Heldigvis ændrede bybilledet sig så snart vi ramte altstadt, den gamle bydel som tyske byer ofte er mestre i. Allerede på toppen af tårnet i den gamle byport, var idyllen til at få øje på, da vi spottede en stork på taget.
Det er ingen hemmelighed at jeg bliver lige barnligt begejstret hver gang jeg ser en stork, så jeg måtte selvfølgelig have et billede. På det næste tag var der ikke kun én men flere storke, og sågar en storkerede med to store unger og deres flyvende mor. Det var fascinerende at høre lyden af deres klaprende næb, som tikkede deres mor om at komme med mad til dem. Nyt billede. Og sådan kunne jeg så have været blevet ved viste det sig, for der var nærmest ikke et tag uden storke i byen med de fine bindingsværkshuse.
Vi fik en skøn aften i den hyggelige by, med et godt måltid mad på det stemningsfyldte torv, og en god nats søvn. Veludhvilede og udstyret med en gaveæske fyldt med godbidder til Ida, som kompensation for at hunde ikke måtte bade i søen, der grænsede op til campingpladsen (Ida bader aldrig, så intet problem), nappede vi nogle flere timers kørsel, indtil vi stødte på intet mindre end verdens største rose-park, “Europa-Rosarium”som åbenbart ligger i Tyskland, i Sangerhausen.
Parken rummer intet mindre end 8000 forskellige slags roser. De fleste blomstre bare ikke den første dag i august, men i juni hvor jeg tilgengæld kan forestille mig at det må være et fantastisk sted at besøge. Alligevel var parken fin nok til et stop, men kun hvis man alligevel er i omegnen, og kun fordi der også er en masse kunst at kigge på.
Vi sluttede dagen af i den farverige og stemningsfyldte by, Wernigerode i Harzen. Engang var Tyskland bare noget der skulle overstås når turen gik hjem fra de sydlige himmelstrøg, men efterhånden er jeg begyndt at holde ret meget af at udforske landet. Faktisk så meget at overvejelser om en decideret Tysklands-sommerferie er begyndt at spirer. Vi får se om det bliver en af fremtidens ture. I denne omgang nøjedes vi med at bruge en aften på at beundre den flotte by, som måske har et af de pæneste rådhuse jeg har set.
Aftenen var så hyggelig at vi efter maden slog os ned for at få en drink (eller ærligt 2, måske 3), på en beværtning, snakken gik og vi bemærkede ikke rigtigt at det var begyndt at regne, som vi sad der under markisen opslugt af en formentlig klog samtale. Først da vi besluttede at gå hjem i seng, og regnen tog til – altså sådan rigtigt til, begyndte vi at interesserer os for det der faldt ned fra himlen. Ind og studere vejrkort, som annoncerede “heavy rain” indtil det blev morgen.
Svaret er NEJ til samtlige af følgende spørgsmål:
Havde vi regnjakker eller paraplyer med? Var baren stadig åben? Havde vi mere tilbage i glassene? Boede vi lige om hjørnet? Var det til at skaffe en taxa?
Valget stod altså mellem at blive siddende til den lyse morgen i tørvejr, der på byens torv (med tomme glas, husk det), eller at løbe de 3 kilometer hjem i silende slagregn. Da vi vågnede var vores tøj og sko stadig drivvådt, men regnen var stoppet og vi kunne begive os ud i byens gader på jagt efter brunch, og en af de specielle schneeball-kager som egnen er kendt for. Selvom Apple havde dikteret hviledage, tog vi alligevel også turen til toppen af byen, hvor Wernigerode Slot ligger, og hvorfra man får en mægtig flot udsigt over byen.
Henunder eftermiddagen satte vi kurs mod Schleswig, rengøring og aflevering af den lejede camper og det er der ikke noget særligt interessant at skrive om, udover at der er heldigt at Schleswig er sådan en hyggelig by, når nu det er der ferien slutter hvert år. Men det kunne altså også værehyggeligt, hvis den først sluttede hjemme på Guderupvej. Tænk hvis vi engang ejede, i stedet for lejede …..
Tak fordi du læste med, gode oplevelser bliver kun bedre af at blive delt!